forfatter

SUPERSCRIPT

/ thobjo

Sortehavet koger som asfalt

mens jeg holder om dine hvide hofter. 

 

Sabeltigeren Putin ligger dybt nede

i pølen med testikler så store

som bombede metropoler. 

 

Den ene indeholder en atomubåd

den anden en rotte

der prøver at gnave sig ud.

 

Engang i en drøm

gik jeg ved Sortehavet.

 

Der var træhuse i matte farver 

under fyrretræer, en bazar, mennesker 

stemmer – løgkupler og gader af aftendis.

 

Jeg troede jeg skulle se det igen.

 

Nu gik det eller lige så godt.

Jeg var begyndt at blive glad

og så gik Ukraine under

i mine koldkrigshænder.

 

Når mine fingre glider ned

ad din ryg på ny er det morgen.

Bænken i solen har ikke rykket sig

siden søndag 1983.

 

Vi kunne være taget til Odessa

og hørt ukrainsk ska-punk.

Du kunne have vist mig det Østeuropa

jeg aldrig fik set. 

 

Nu nedskriver missilernes kileskrift

Europa til en sky af murbrokker

og børnehud i trevler.

 

Denotationer af vished oplyser

glimtvist hjerneskallens

formørkede firmament:

 

Hvert øjeblik er et stykke papir

holdt op mod en ny tids

nukleare nova. 




__________________________

Ikke mere end en uge eller to efter at Putin invaderede Ukraine var jeg en morgen på vej ud ad døren, på vej til arbejde. Men nogle ord dukkede op, som blev til dette digt.

Cirkelslutning

/ thobjo

For nylig besluttede jeg mig for, at melde mig ind i Dansk Forfatterforening. Beslutningen havde noget at gøre med at omfavne forfatteridentiteten. Omsider gå all in og sige: Okay, det er det jeg er. Ikke det eneste jeg er, men en væsentlig del af det.  

Et liv i ordenes tjeneste

Jeg har skrevet siden jeg var omkring 15 år gammel. Og har udgivet, undergrund og overgrund, de sidste 25 år. Som min ekskone formulerede det for nylig: Jeg har levet et liv i ordenes tjeneste. Så altså: Jeg meldte mig ind i Dansk Forfatterforening.

Jeg kunne også have valgt Danske Skønlitteræres Forening. Faktisk inviterede de mig til debutantaften, da jeg fik min overgrundsdebut med Livet i nullerne i 2009. Men det blev Dansk Forfatterforening – og måske delvist netop på grund af denne forenings bredde, der favner både lyrik, skønlitteratur og faglitteratur, i det jeg skriver inden for alle tre genrer. 

Den rette sammenhæng

Da jeg straks ville omsætte mit medlemskab i noget konkret deltog jeg i årsmødet her først i marts. Da dette viste sig at blive kombineret med en introduktion for nye medlemmer om eftermiddagen var det helt perfekt. Tiden var kommet til at indgå i en sammenhæng, hvor jeg altid har hørt til, men i lang tid ikke haft modet, energien eller lysten til at dukke op. 

Jeg cyklede ud over Knippelsbro og drejede til højre ad den første gade på højre hånd, Strandgade. Jeg tror det strejfede mig, på sådan et lidt halvbevidst plan, at jeg engang havde været til noget litterært, knyttet til min far, her et sted. Måske blev det delvist overdøvet af det sort-hvide foto af Eik Skaløe, der står med det nys-udkomne HIP-album lige ved Knippelsbro, som jeg næsten altid ser kalkeret ind over virkeligheden, når jeg tager denne vej. 

Eik Skaløe som glad debutant med Hip under armen ved Knippelsbro. Sakset fra nettet.

Inspirerende møder

Hvor om alting er, så blev det en vældig god aften. Den foregik i foreningens imposante lokaler, hvor selveste Tordenskjold engang skal have boet. Fredede lokaler med enorme malerier med religiøse motiver og let opsvulmede, hvidlige kvinder, der fylder væggene og omgiver dørene, der ser ud som om de er bygget til kæmper. 

I disse rammer mødte jeg blandt andet Karen Stenlev, som jeg fik lange, gode snakke med, Ann C. Schødt fra Potentialefabrikken, hvis hjemmesider jeg har læst med stor interesse, samt min gamle gymnasieklassekammerat Kasper Hoff. Mange andre herlige møder fandt sted og det var med ny energi summende i kroppen, at jeg cyklede hjem gennem et mørkt og forårskoldt København.

Noget dæmrer

Forsiden til Kilden og Flammen, 1988.

Det var først efter nogle dage, at det begynde at dæmre for mig, hvad det var der havde rumsteret i mig på Knippelsbro og i Strandgade. Var der ikke noget med de rum, der var bekendt? Noget ved de enorme, og let absurde, malerier; måden de indrammede de store, gamle døre på, som på en eller anden måde rørte noget i mig? Og med et slog det mig: Var det ikke der, hvor receptionen for Kilden og flammen, festskriftet der blev udgivet i anledning af min fars 70-årsdag, blev holdt? 

Det var ikke længe siden, at jeg havde fundet en serie fotografier fra arrangementet, og nu fandt jeg dem frem igen. Jo – der var også nogle store malerier omkring dørene her. Men var det de samme malerier? Jeg googlede Dansk Forfatterforening og fik snart min fornemmelse bekræftet: Det var her, det foregik – dengang i 1988 – for 34 år siden. 

Mens min far stadig levede deltog jeg i en del arrangementer, hvor han på den ene eller den måde optrådte – men det her fik en særlig betydning for mig. Jeg var et år eller to før begyndt at blive interesseret i at skrive og det må Frans Lasson, der redigerede festskriftet for min far, på en eller anden måde have opdaget. Han spurgte mig i hvert fald, om jeg kunne tænke at bidrage med noget til det – og det kunne jeg. Det blev til en novelle – eller novelette – som jeg kaldte “Livstræet”. 

Debutant blandt litterære pinger

Jeg sendte den til Frans Lasson og så inviterede han mig op i sin enorme lejlighed for Østerbro-enden af Søerne, hvor vi gennemgik den sammen. Han havde nogle ændringsforslag, som jeg godtog, og så kom den i bogen som det sidste bidrag. Jeg synes det var spændende at få noget udgivet, også selvom det var i en bog til min far – en far, som jeg allerede da godt anede, det kunne blive lidt svært som skrivende at stå i skyggen af. Og så blev jeg oven i købet nævnt i Politiken, i en lille artikel om bogen og arrangementet. 

Bidragsydere til Kilden og flammen i Dansk Forfatterforenings lokaler. Forrest til venstre min far, og lige bag ham til venstre min storebro Bo, og til højre for ham lille, seksten-årige mig. Forrest til højre Frans Lasson.

En reception blev afholdt – og det altså i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade. En håndfuld prominente forfattere, der havde bidraget til bogen, deltog, herunder fx Jørgen Gustava Brandt, Pia Tafdrup og Benny Andersen. Og også – sammen med sin kone Anne-Marie Mai – Klaus Høeck, hvilket var af særlig interesse for mig. Jeg havde kort forinden læst hans beat-bog Pentagram, som jeg var ret vild med. Det må have været ved denne lejlighed jeg talte med ham om Grateful Dead. Dylan, Doors og Jefferson Airplane kendte jeg – men “Grateful Dead” – hvad var det for noget? 

Fra venstre: Pia Tafdrup, Klaus Høeck og Anne-Marie Mai i Dansk Forfatterforenings lokaler, 1988.

Høeck fortalte mig lidt om bandet, og udtrykte misundelse over, at jeg endnu havde al deres musik til gode. Jeg spurgte hvor jeg skulle begynde og han svarede, at det kunne være med pladen, der lige var udkommet året før, In the Dark. Efterfølgende købte jeg den og lyttede til den på Kastanievej Efterskole, hvor jeg gik på dette tidspunkt. Pladen fængede desværre ikke og der skulle gå næsten 30 år, før jeg omsider fik en (anden) indgang til the Dead – og siden har jeg ikke set mig tilbage (og genlæste i øvrigt for nylig Høecks komplet vidunderligt vanvittige lovsang til dem i Pentagram). 

En strømførende cirkelslutning

Som jeg altså sad og kiggede på disse gamle fotografier gik det op for mig, hvad det hele egentlig betød. “Livstræet” i Kilden og flammen var jo min debut som forfatter. Hvor smukt og passende var det da ikke at finde ud af, at selvsamme sted, hvor Kilden og flammen blev fejret, nu også var rammen om min formelle ankomst til forfatterrollen? 

Fra venstre: Min storebror Bo, min far og mig, Dansk Forfatterforenings lokaler, 1988.

Jeg er fyldt 50 og inde i en tid, hvor mange cirkler på mærkelig vis bliver sluttet i mit liv. Her var altså endnu en magisk cirkelslutning: Grunden til at jeg skulle være netop der, i lokalerne i Strandgade, var selvfølgelig, at det hele tiden har været meningen, at det var netop der, jeg skulle være. 

Jeg er ikke blind for vældet af statistiske sandsynligheder, men i forhold til det jeg føler nytter ingen logik. Det er endnu en hjemkomst. 

_________________________

(PS. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvem der har taget billederne herover, men håber det er ok, at jeg bringer dem her).

Artiklen i Politiken i anledning af receptionen for Kilden og flammen, 1988.
Livstræet IDownload

Bogsamlingens tombola

/ thobjo

Fornylig har jeg ryddet op i min bogsamling. Det var hårdt – men det er en fornøjelse, at have gjort – og så åbenbarer der sig oven i købet titler, som jeg helt havde glemt, jeg ejede.

Bogoprydningens uventede gaver

Når man som jeg elsker at købe bøger, nærer et udtalt anstrengt forhold til bibliotekernes bødesystem og derfor sjældent låner bøger, har svært ved at sige nej, hvis nogen tilbyder mig en bog og ikke er bleg for at have bøger stående, jeg ikke har læst – og tilmed har meget svært ved at give slip på dem, når de først står i min reol (endsige smide dem ud!) – ja, så er det ingen lille opgave at rydde op i samlingen. Men efter i årevis at have udskudt oprydningen, fik jeg den endelig gennemført, og samlingen står nu ret velordnet efter emner, og den skønlitterære afdeling oven i købet ordnet alfabetisk efter forfatter.

Den nye orden gør, at jeg ser med fornyet interesse på titler, jeg aldrig har fået læst. Særligt de (i helt konkret forstand) smalle bøger tiltrækker sig min opmærksomhed, da de antyder, at de er hurtigt læst. En sådan fik jeg øje på blandt den skønlitterære prosa – en lille, hvid bog med titlen At skrive. “At skrive” – det lød jo ret spændende og omend jeg ingen anelse har om, hvordan bogen er kommet i min varetægt, så er det vel en rimelig antagelse, at nogen, der ved at jeg skriver, har foræret mig den – eller måske har jeg selv ved en eller anden lejlighed købt den?

Godt skrevet – men ikke om at skrive

Og bogen holdt hvad den lovede – den var hurtigt læst. Til gengæld føler jeg mig bestemt ikke meget klogere på, hvad det vil sige “at skrive” efter endt læsning. Bogen er sådan set udmærket skrevet – altså: sproget glider godt nok og der er ind i mellem passager af en hvis lyrisk skønhed. Men det meste synes biografisk selvcentreret på en måde, som virker uinteresseret i at udsige noget generelt, endsige alment interessant og tilgængeligt, om det “at skrive”.

Den kvindelige forfatter – Maguerite Duras – bedyrer flere steder, at hun trods det, at hun skriver uforståelige bøger, har haft ret stor succes – som f.eks. med bogen L’Amant, som blev filmatiseret som The Lover i 1992 og var lidt af en blockbuster og handlede (nogenledes selvbiografisk) om en kvindes kærlighedsaffære med en kineser. Så stor succes, at hun på et tidspunkt får råd til at købe et kæmpe hus, hvor hun tilbringer en årrække i ensomhed (bortset fra en strøm af elskere, og godt med gæster, og et rigt socialt liv i byen) med det at skrive. Med Skriften.

Volapyk

Og måske er det også derfor – altså fordi hun skriver uforståeligt – at i hvert fald jeg efterlades med en temmelig tom følelse i hypofysen efter end læsning

Prøv f.eks. følgende passage:

“At være alene med den bog der endnu ikke er skrevet, er stadig at befinde sig i menneskehedens første søvntilstand. Sådan er det. Det er også at være alene med en skrivning, der endnu ligger brak. Det er at prøve ikke at dø af det. Det er at være alene i skjul under krigen. Men uden bøn, uden Gud, uden nogen anden tanke end dette vanvittige ønske om at dræbe Den tyske Nation indtil sidste nazist.”

Efter min bedste evne og overbevisning er det noget nær ren volapyk.

“At være alene med den bog der endnu ikke er skrevet, er stadig at befinde sig i menneskehedens første søvntilstand.” – Hvad i al verden er “menneskehedens første søvntilstand”? Er det arten homo sapiens første søvntilstand – og i så fald, hvem har nogensinde hørt om den, og hvad skulle man også kunne vide om den? Eller er det indslumringsfasen i det enkelte menneskes nattesøvn? Eller er der tale om barnets første søvntilstand? Intet forklares og da slet ikke hvorfor det at være alene med en bog, der endnu ikke er skrevet, er som en søvntilstand – med mindre det da er bogen, som i en eller anden forstand befinder sig i et u-opvågnet tilstand. Men sætningen synes at indikere, at det er subjektet, der er alene med den endnu ikke skrevne bog, som er i søvntilstanden.

“Sådan er det.” – Det er næsten morsomt, for man forstår jo godt, at forfatteren kan føle sig til fristet til at understrege rigtigheden af et udsagn, som ingen mening giver.

“Det er også at være alene med en skrivning, der endnu ligger brak.” – Ja, okay – altså, bogen er endnu ikke skrevet, og i den forstand kan man vel godt sige, at skrivningen ligger brak. Men hvad det ligger til den i forvejen ret uforståelige sag, er svært at se.

“Det er at prøve ikke at dø af det.” – Øh, okay – at være alene med en endnu ikke skrevet bog – og så kan man vel fornemme, at det er forfatteren til den endnu ikke skrevne bog, der er tale om – er altså ikke særlig sjovt. Nej, man er faktisk hele tiden tæt på at dø af det. – Men – har alle forfattere det sådan? Næppe. Der er snarere tale om et meget idiosynkratisk og iøvrigt ret hysterisk udsagn. I hvert fald som det står uforklaret her.

“Det er at være alene i skjul under krigen.” – O-okay? Duras levede 1914-1996 – så det kan jo være, at hun faktisk har prøvet det – og krigen kunne så være 2. verdenskrig. Men jeg forstår ikke et levende suk af, hvordan en søvntilstand kan lignes med at være i skjul under en krig. Der er man vel helt vildt vågen – hvis det f.eks. er under et luftangreb. Men så skal man måske forstå det sådan, at når man er skjult under en krig er man i en art potentiel tilstand, ligesom den endnu ikke skrevne roman? Eller er det snarere sådan, at den der skjuler sig, er ligesom forfatteren, der står foran den endnu ikke skrevne bog? Men i så fald – hvad er krigen så i denne ligning? Jeg forstår det ikke.

“Men uden bøn, uden Gud, uden nogen anden tanke end dette vanvittige ønske om at dræbe Den tyske Nation indtil sidste nazist.” – Uden bøn, uden Gud – som den, der lever i skjul under krigen åbenbart ikke er uden – er forfatteren altså. Og har blot et ønske: at udrydde alle nazister. Så – at skrive bogen er som at udrydde nazister? Eller er der en slags metaforiske nazister, der står mellem forfatteren og bogen? Nej, jeg opgiver.

Skrift og ensomhed

Det er et af de mere uforståelige afsnit jeg har valgt ud, men jeg synes det giver et udmærket billede af bogen. Jeg har ingen anelse om, hvad formålet med bogen er, eller hvad forfatteren har tænkt sig med den. Den skal vel sige noget om hendes forhold til det at skrive. Og der fremgår det så, at det for hende er en meget ensom proces. Men det er omtrent også det eneste, jeg tager med mig fra bogen. Dét og så beskrivelserne af selve det store hus, hvori hun altså skriver, som faktisk fascinerer mere, end udsagnene om at skrive.

Der er visse steder i bogen, der kan minde om Rilkes tanker om det at skrive i Breve til en ung digter. Hvor det også er en pointe at det er, og bør være, en meget ensom sag at skrive. Men hvor man med Rilke dog får en fornemmelse af, hvorfor det med ensomheden er så vigtigt og så stor en pointe, så er det, i hvert fald for mig, ganske uklart hvad Duras egentlig tænker om denne ensomhed. Og hvad det i øvrigt vil sige “at skrive” – det skal man nok kigge i andre bøger for at blive klog på.

Det kan selvfølgelig være, at bogen er anderledes interessant og sigende, hvis man har læst Duras’ øvrige bøger – og det har jeg altså ikke. Men sådan er det når man trækker et lod i bogsamlingens store tombola. Nogle gange er den en indgang til nye, svimlende perspektiver – og nogle gange er det en nitte.

Bogen er oversat fra fransk af Lone Bjelke, efter Ecrire fra 1993, og udkom på dansk i 2004 på Forlaget SAAS. Jeg har læst om Duras i Wikipedia.

Lille højsang til notesbogen

/ thobjo

De fleste, der opfatter sig selv som digter eller forfatter må kende det absurde, ja nærmest fetishistiske forhold, man har til notesbogen. Har man ikke en notesbog, er man ikke en rigtig forfatter. Eller – sådan har jeg det i hvert fald. Det hører til forfatteridentiteten og er blevet mytologiseret af Bruce Chatwin i Drømmespor – hvor han fortæller om sine elskede Moleskine-notesbøger, en helt bestemt notesbog, som han bare må have. Hvilket producenterne af Moleskine så tog op og brugte som reklame for deres notesbøger, som siden har erobret verden i en grad, at man ikke kan gå ind i noget der bare ligner en boghandel, uden at der står mindst én yderst velassorteret stand med Moleskinebøger.

Nogle gange er der også gæsteoptrædender i ens notesbøger.

Notesbogen som man har med sig overalt i det tilfælde at en tanke, en ide, en sætning, et ord skal melde sig – og intet ville jo være værre, end hvis man glemte indfaldet. Derfor notesbogen. Og der er noget magisk over det, man skriver i sin notesbog. Fordi det er her Værkerne begynder. Og det er i notesbøgerne den helt abnormt interesserede eftertid vil lede efter spor efter, hvem Man Virkelig Var, og Hvorfor Man Skrev Hvad Man Gjorde. Og mange andre ting som fortjener, at man skriver dem med stort begyndelsesbogstav.

Hånden på hjertet: Hvem med en forfatter i maven føler det ikke sådan? Det kan selvfølgelig være, at der er enkelte, der har andre præferencer, og måske undgår yngre generationer end min at spilde tiden på at skrive ting i hånden på noget så oldnordisk som “papir”. Men hvis det er sådan det er (og jeg har nu mine tvivl), så lad det være, hvad det er. Jeg sværger til min notesbog. Eller rettere: notesbøger. For jeg har ikke kun en notesbog. Jeg har flere. Mange ville en del måske mene. For mange ville flere endnu måske mene. Det vender jeg tilbage til.

Notesbogens magi

At noget er en “fetish” betyder, at man dyrker en eller anden genstand helt overdrevet i den tro at genstanden på en eller anden måde kan etablere en højere og mere intens virkelighed end genstanden i sig selv egentlig indikerer. Og det er præcis hvad jeg mener en notesbog kan. Det er ikke ligegyldigt hvilken notesbog man skriver i. Selve notesbogens fysiske fremtoning er afgørende: Sidernes kvalitet, størrelsen, om den er linieret eller ej, tykkelsen af papiret, papirets farve: Alt sammen betyder noget for, hvad det er man skriver i dem.

Det er ikke det samme som at sige, at geniale digte kun kan skrives i notesbøger til 3,5 kr. pr side. Da jeg begyndte som ganske ung var det kinabøger til en 5’er, eller der omkring, i kinabutikken på Strøget. Men det jeg skriver formes af det medie jeg skriver det i, eller på, og her er prisen ikke afgørende. Det er notesbøgernes fysisk udformning der betyder noget, og nogle gange er en billig Tigerbutik-notesbog det bedste. Notesbogens fysik er så afgørende, at jeg har bestilt en særlig ladning af typen “Aurora” fra en boghandel i Holland, som er den eneste der har lige præcis den størrelse, som af uransalige årsager gør, at jeg kan skrive godt, stødt og uforstyrret i dem, og uden at jeg får krampe i armen.

Aurora-notesbøger.

For mange år siden kunne man få præcis denne notesbog – uden linjer – i København og jeg købte et
par stykker og når jeg læser tilbage i netop disse notesbøger, synes jeg at de gav min skrift noget særligt. Så nu har jeg bestilt dem igen under stort besvær og med det lidt sørgelige resultat at de kun havde dem med linjer. Men det går alligevel, gør noget alligevel. Det er absurd – ja. Men det er virkeligt nok. Ligesom musik på vinyl. Får man musikken digitalt i høj nok opløsning er der intet logisk der taler for vinylpladens suverænitet. Men måske er det ligesom med mad, hvor enhver kok vel ved, at serveringen betyder hvis ikke alt, så dog en hel del. Den flot anrettede mad smager bedre end maden, som er slasket tilfældigt op i en dyb tallerken.

Variation er livets krydderi

I en del år har jeg ikke dyrket notesbøgerne særligt meget. Nu er jeg begyndt igen. Og det er en udsøgt fornøjelse. For tiden kører jeg tre typer parallelt – som sagt er en ikke nok. Dagbogen er beskrevet; dertil kører jeg en kombineret tegneskitse- og notesbog som hedder “Sketchbook” og som fås til kun ca. 50 kr. i Tutein & Koch, som har dejligt rå sider som er gode til blyantskitser, men lidt hård ved tuschpennes spids, men jeg kan lide den taktile modstand. F.eks. gør det, at en af mine yndlingstuscher sprutter herligt henover siden når jeg skriver. Jeg kan godt lide, at det bliver fysisk at jeg skriver. Det er ikke ligegyldigt.

Sketchbook-notesbogen.
Opslag i Sketchbook…

Den tredie type notesbog er en lille sag, som kaldes “Monochrome” og også kan købes til en billig penge i Tutein & Koch, vistnok ikke mere end en 10’er stykket. Det er en lille nobel sag med kridhvide sider og linjeret. Men lidt bredere end de fleste små notesbøger og det kan jeg godt lide.

Dagbogen er til de lange beretninger om hvad dagen bragte, skitsebogen er til tegninger, tanker og digte, og den lille notesbog er til huskesedler, aforismer, citater, og i enkelte tilfælde også digte. Hver især gør de noget ved min skrift og mine tanker. Og jeg veksler bevidst mellem dem for at malke min inspiration for forskellige dimensioners værdier.

Skåret i glæden

Opslag i Sketchbook…

Det er altså altsammen meget smukt. Men der er selvfølgelig et skår i glæden, en slange i paradiset – en lille slagskygge, som kastes langt ind over notesbøgernes ellers så skønne landskab. Og det er, at jeg aldrig kan finde den helt perfekte notesbog. Der er altid en eller anden lille ting som gør, at en notesbog heller ikke denne gang var den Ideelle Notesbog

Min “Sketchbook” på billedet ovenfor har f.eks. et omslag, der sidder løst omkring bogen, og som hver gang jeg åbner den er ved at falde af. Den lille Monochrome-notesbog har linjer, hvilket jeg ikke er helt tilfreds med, og så er den måske lige akkurat en lille smule for tynd. Og Auroradagbøgerne, ak, har altså også linjer, og det bliver aldrig helt det samme, som dem jeg engang faldt tilfældigt over i en tilbudskasse og som var uden linjer. På denne måde beskriver notesbogsbesættelsen også den evigt uindfriede søgen efter det perfekte. Ikke helt uligt hvordan livet i det hele taget er.

Åndens dynamo

“Monochrome” notesbog.

Ord er ånd fortættet, og måske er det min protestantiske opdragelse som gør, at jeg kvier mig lidt ved at indrømme betydningen af det rent fysiske element i skriveprocessen. Men selvfølgelig er jeg langt fra den første, der kommer med denne indrømmelse. Var det ikke Turèll der var med til at mytologisere den magiske IBM-skrivemaskine med kuglehovede? Er det ikke Tomas Espedal som siger, at notesbøgerne er det egentlige værk? Chatwin har jeg allerede nævnt.

Opslag i Monochrome notesbog.

Er der en morale til denne lille højsang til notesbogen? Måske blot det, at vi bliver til i modstanden som verden giver os. Og at der er grunde til at vi foretrækker det ene frem for det andet. Og at det er i den fysiske modstand at inspirationen anspores og bliver til den ånd, som overskrider mediet. Bøger – og notesbøgerne som muliggjorde dem – giver os adgang til andre sind, til sandheder og løgne og indsigter og visioner, som gør transcendensen mulig – overskridelsen af os selv. Måden at give os selv tilbage til verden. For det er det notesbogen betyder. At vi ønsker at give os selv til verden.

———————————

Dette blogindlæg bragtes første gang i 2019 ovre på blogspot; her gengives det i let redigeret form.