Sortehavet koger som asfalt

mens jeg holder om dine hvide hofter. 

 

Sabeltigeren Putin ligger dybt nede

i pølen med testikler så store

som bombede metropoler. 

 

Den ene indeholder en atomubåd

den anden en rotte

der prøver at gnave sig ud.

 

Engang i en drøm

gik jeg ved Sortehavet.

 

Der var træhuse i matte farver 

under fyrretræer, en bazar, mennesker 

stemmer – løgkupler og gader af aftendis.

 

Jeg troede jeg skulle se det igen.

 

Nu gik det eller lige så godt.

Jeg var begyndt at blive glad

og så gik Ukraine under

i mine koldkrigshænder.

 

Når mine fingre glider ned

ad din ryg på ny er det morgen.

Bænken i solen har ikke rykket sig

siden søndag 1983.

 

Vi kunne være taget til Odessa

og hørt ukrainsk ska-punk.

Du kunne have vist mig det Østeuropa

jeg aldrig fik set. 

 

Nu nedskriver missilernes kileskrift

Europa til en sky af murbrokker

og børnehud i trevler.

 

Denotationer af vished oplyser

glimtvist hjerneskallens

formørkede firmament:

 

Hvert øjeblik er et stykke papir

holdt op mod en ny tids

nukleare nova. 

__________________________

Ikke mere end en uge eller to efter at Putin invaderede Ukraine var jeg en morgen på vej ud ad døren, på vej til arbejde. Men nogle ord dukkede op, som blev til dette digt.