For nylig besluttede jeg mig for, at melde mig ind i Dansk Forfatterforening. Beslutningen havde noget at gøre med at omfavne forfatteridentiteten. Omsider gå all in og sige: Okay, det er det jeg er. Ikke det eneste jeg er, men en væsentlig del af det.  

Et liv i ordenes tjeneste

Jeg har skrevet siden jeg var omkring 15 år gammel. Og har udgivet, undergrund og overgrund, de sidste 25 år. Som min ekskone formulerede det for nylig: Jeg har levet et liv i ordenes tjeneste. Så altså: Jeg meldte mig ind i Dansk Forfatterforening.

Jeg kunne også have valgt Danske Skønlitteræres Forening. Faktisk inviterede de mig til debutantaften, da jeg fik min overgrundsdebut med Livet i nullerne i 2009. Men det blev Dansk Forfatterforening – og måske delvist netop på grund af denne forenings bredde, der favner både lyrik, skønlitteratur og faglitteratur, i det jeg skriver inden for alle tre genrer. 

Den rette sammenhæng

Da jeg straks ville omsætte mit medlemskab i noget konkret deltog jeg i årsmødet her først i marts. Da dette viste sig at blive kombineret med en introduktion for nye medlemmer om eftermiddagen var det helt perfekt. Tiden var kommet til at indgå i en sammenhæng, hvor jeg altid har hørt til, men i lang tid ikke haft modet, energien eller lysten til at dukke op. 

Jeg cyklede ud over Knippelsbro og drejede til højre ad den første gade på højre hånd, Strandgade. Jeg tror det strejfede mig, på sådan et lidt halvbevidst plan, at jeg engang havde været til noget litterært, knyttet til min far, her et sted. Måske blev det delvist overdøvet af det sort-hvide foto af Eik Skaløe, der står med det nys-udkomne HIP-album lige ved Knippelsbro, som jeg næsten altid ser kalkeret ind over virkeligheden, når jeg tager denne vej. 

Inspirerende møder

Hvor om alting er, så blev det en vældig god aften. Den foregik i foreningens imposante lokaler, hvor selveste Tordenskjold engang skal have boet. Fredede lokaler med enorme malerier med religiøse motiver og let opsvulmede, hvidlige kvinder, der fylder væggene og omgiver dørene, der ser ud som om de er bygget til kæmper. 

I disse rammer mødte jeg blandt andet Karen Stenlev, som jeg fik lange, gode snakke med, Ann C. Schødt fra Potentialefabrikken, hvis hjemmesider jeg har læst med stor interesse, samt min gamle gymnasieklassekammerat Kasper Hoff. Mange andre herlige møder fandt sted og det var med ny energi summende i kroppen, at jeg cyklede hjem gennem et mørkt og forårskoldt København.

Noget dæmrer

Det var først efter nogle dage, at det begynde at dæmre for mig, hvad det var der havde rumsteret i mig på Knippelsbro og i Strandgade. Var der ikke noget med de rum, der var bekendt? Noget ved de enorme, og let absurde, malerier; måden de indrammede de store, gamle døre på, som på en eller anden måde rørte noget i mig? Og med et slog det mig: Var det ikke der, hvor receptionen for Kilden og flammen, festskriftet der blev udgivet i anledning af min fars 70-årsdag, blev holdt? 

Det var ikke længe siden, at jeg havde fundet en serie fotografier fra arrangementet, og nu fandt jeg dem frem igen. Jo – der var også nogle store malerier omkring dørene her. Men var det de samme malerier? Jeg googlede Dansk Forfatterforening og fik snart min fornemmelse bekræftet: Det var her, det foregik – dengang i 1988 – for 34 år siden. 

Mens min far stadig levede deltog jeg i en del arrangementer, hvor han på den ene eller den måde optrådte – men det her fik en særlig betydning for mig. Jeg var et år eller to før begyndt at blive interesseret i at skrive og det må Frans Lasson, der redigerede festskriftet for min far, på en eller anden måde have opdaget. Han spurgte mig i hvert fald, om jeg kunne tænke at bidrage med noget til det – og det kunne jeg. Det blev til en novelle – eller novelette – som jeg kaldte “Livstræet”. 

Debutant blandt litterære pinger

Jeg sendte den til Frans Lasson og så inviterede han mig op i sin enorme lejlighed for Østerbro-enden af Søerne, hvor vi gennemgik den sammen. Han havde nogle ændringsforslag, som jeg godtog, og så kom den i bogen som det sidste bidrag. Jeg synes det var spændende at få noget udgivet, også selvom det var i en bog til min far – en far, som jeg allerede da godt anede, det kunne blive lidt svært som skrivende at stå i skyggen af. Og så blev jeg oven i købet nævnt i Politiken, i en lille artikel om bogen og arrangementet. 

En reception blev afholdt – og det altså i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade. En håndfuld prominente forfattere, der havde bidraget til bogen, deltog, herunder fx Jørgen Gustava Brandt, Pia Tafdrup og Benny Andersen. Og også – sammen med sin kone Anne-Marie Mai – Klaus Høeck, hvilket var af særlig interesse for mig. Jeg havde kort forinden læst hans beat-bog Pentagram, som jeg var ret vild med. Det må have været ved denne lejlighed jeg talte med ham om Grateful Dead. Dylan, Doors og Jefferson Airplane kendte jeg – men “Grateful Dead” – hvad var det for noget? 

Høeck fortalte mig lidt om bandet, og udtrykte misundelse over, at jeg endnu havde al deres musik til gode. Jeg spurgte hvor jeg skulle begynde og han svarede, at det kunne være med pladen, der lige var udkommet året før, In the Dark. Efterfølgende købte jeg den og lyttede til den på Kastanievej Efterskole, hvor jeg gik på dette tidspunkt. Pladen fængede desværre ikke og der skulle gå næsten 30 år, før jeg omsider fik en (anden) indgang til the Dead – og siden har jeg ikke set mig tilbage (og genlæste i øvrigt for nylig Høecks komplet vidunderligt vanvittige lovsang til dem i Pentagram). 

En strømførende cirkelslutning

Som jeg altså sad og kiggede på disse gamle fotografier gik det op for mig, hvad det hele egentlig betød. “Livstræet” i Kilden og flammen var jo min debut som forfatter. Hvor smukt og passende var det da ikke at finde ud af, at selvsamme sted, hvor Kilden og flammen blev fejret, nu også var rammen om min formelle ankomst til forfatterrollen? 

Jeg er fyldt 50 og inde i en tid, hvor mange cirkler på mærkelig vis bliver sluttet i mit liv. Her var altså endnu en magisk cirkelslutning: Grunden til at jeg skulle være netop der, i lokalerne i Strandgade, var selvfølgelig, at det hele tiden har været meningen, at det var netop der, jeg skulle være. 

Jeg er ikke blind for vældet af statistiske sandsynligheder, men i forhold til det jeg føler nytter ingen logik. Det er endnu en hjemkomst. 

_________________________

(PS. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvem der har taget billederne herover, men håber det er ok, at jeg bringer dem her).