De fleste, der opfatter sig selv som digter eller forfatter må kende det absurde, ja nærmest fetishistiske forhold, man har til notesbogen. Har man ikke en notesbog, er man ikke en rigtig forfatter. Eller – sådan har jeg det i hvert fald. Det hører til forfatteridentiteten og er blevet mytologiseret af Bruce Chatwin i Drømmespor – hvor han fortæller om sine elskede Moleskine-notesbøger, en helt bestemt notesbog, som han bare må have. Hvilket producenterne af Moleskine så tog op og brugte som reklame for deres notesbøger, som siden har erobret verden i en grad, at man ikke kan gå ind i noget der bare ligner en boghandel, uden at der står mindst én yderst velassorteret stand med Moleskinebøger.

Notesbogen som man har med sig overalt i det tilfælde at en tanke, en ide, en sætning, et ord skal melde sig – og intet ville jo være værre, end hvis man glemte indfaldet. Derfor notesbogen. Og der er noget magisk over det, man skriver i sin notesbog. Fordi det er her Værkerne begynder. Og det er i notesbøgerne den helt abnormt interesserede eftertid vil lede efter spor efter, hvem Man Virkelig Var, og Hvorfor Man Skrev Hvad Man Gjorde. Og mange andre ting som fortjener, at man skriver dem med stort begyndelsesbogstav.

Hånden på hjertet: Hvem med en forfatter i maven føler det ikke sådan? Det kan selvfølgelig være, at der er enkelte, der har andre præferencer, og måske undgår yngre generationer end min at spilde tiden på at skrive ting i hånden på noget så oldnordisk som “papir”. Men hvis det er sådan det er (og jeg har nu mine tvivl), så lad det være, hvad det er. Jeg sværger til min notesbog. Eller rettere: notesbøger. For jeg har ikke kun en notesbog. Jeg har flere. Mange ville en del måske mene. For mange ville flere endnu måske mene. Det vender jeg tilbage til.

Notesbogens magi

At noget er en “fetish” betyder, at man dyrker en eller anden genstand helt overdrevet i den tro at genstanden på en eller anden måde kan etablere en højere og mere intens virkelighed end genstanden i sig selv egentlig indikerer. Og det er præcis hvad jeg mener en notesbog kan. Det er ikke ligegyldigt hvilken notesbog man skriver i. Selve notesbogens fysiske fremtoning er afgørende: Sidernes kvalitet, størrelsen, om den er linieret eller ej, tykkelsen af papiret, papirets farve: Alt sammen betyder noget for, hvad det er man skriver i dem.

Det er ikke det samme som at sige, at geniale digte kun kan skrives i notesbøger til 3,5 kr. pr side. Da jeg begyndte som ganske ung var det kinabøger til en 5’er, eller der omkring, i kinabutikken på Strøget. Men det jeg skriver formes af det medie jeg skriver det i, eller på, og her er prisen ikke afgørende. Det er notesbøgernes fysisk udformning der betyder noget, og nogle gange er en billig Tigerbutik-notesbog det bedste. Notesbogens fysik er så afgørende, at jeg har bestilt en særlig ladning af typen “Aurora” fra en boghandel i Holland, som er den eneste der har lige præcis den størrelse, som af uransalige årsager gør, at jeg kan skrive godt, stødt og uforstyrret i dem, og uden at jeg får krampe i armen.

For mange år siden kunne man få præcis denne notesbog – uden linjer – i København og jeg købte et
par stykker og når jeg læser tilbage i netop disse notesbøger, synes jeg at de gav min skrift noget særligt. Så nu har jeg bestilt dem igen under stort besvær og med det lidt sørgelige resultat at de kun havde dem med linjer. Men det går alligevel, gør noget alligevel. Det er absurd – ja. Men det er virkeligt nok. Ligesom musik på vinyl. Får man musikken digitalt i høj nok opløsning er der intet logisk der taler for vinylpladens suverænitet. Men måske er det ligesom med mad, hvor enhver kok vel ved, at serveringen betyder hvis ikke alt, så dog en hel del. Den flot anrettede mad smager bedre end maden, som er slasket tilfældigt op i en dyb tallerken.

Variation er livets krydderi

I en del år har jeg ikke dyrket notesbøgerne særligt meget. Nu er jeg begyndt igen. Og det er en udsøgt fornøjelse. For tiden kører jeg tre typer parallelt – som sagt er en ikke nok. Dagbogen er beskrevet; dertil kører jeg en kombineret tegneskitse- og notesbog som hedder “Sketchbook” og som fås til kun ca. 50 kr. i Tutein & Koch, som har dejligt rå sider som er gode til blyantskitser, men lidt hård ved tuschpennes spids, men jeg kan lide den taktile modstand. F.eks. gør det, at en af mine yndlingstuscher sprutter herligt henover siden når jeg skriver. Jeg kan godt lide, at det bliver fysisk at jeg skriver. Det er ikke ligegyldigt.

Den tredie type notesbog er en lille sag, som kaldes “Monochrome” og også kan købes til en billig penge i Tutein & Koch, vistnok ikke mere end en 10’er stykket. Det er en lille nobel sag med kridhvide sider og linjeret. Men lidt bredere end de fleste små notesbøger og det kan jeg godt lide.

Dagbogen er til de lange beretninger om hvad dagen bragte, skitsebogen er til tegninger, tanker og digte, og den lille notesbog er til huskesedler, aforismer, citater, og i enkelte tilfælde også digte. Hver især gør de noget ved min skrift og mine tanker. Og jeg veksler bevidst mellem dem for at malke min inspiration for forskellige dimensioners værdier.

Skåret i glæden

Det er altså altsammen meget smukt. Men der er selvfølgelig et skår i glæden, en slange i paradiset – en lille slagskygge, som kastes langt ind over notesbøgernes ellers så skønne landskab. Og det er, at jeg aldrig kan finde den helt perfekte notesbog. Der er altid en eller anden lille ting som gør, at en notesbog heller ikke denne gang var den Ideelle Notesbog

Min “Sketchbook” på billedet ovenfor har f.eks. et omslag, der sidder løst omkring bogen, og som hver gang jeg åbner den er ved at falde af. Den lille Monochrome-notesbog har linjer, hvilket jeg ikke er helt tilfreds med, og så er den måske lige akkurat en lille smule for tynd. Og Auroradagbøgerne, ak, har altså også linjer, og det bliver aldrig helt det samme, som dem jeg engang faldt tilfældigt over i en tilbudskasse og som var uden linjer. På denne måde beskriver notesbogsbesættelsen også den evigt uindfriede søgen efter det perfekte. Ikke helt uligt hvordan livet i det hele taget er.

Åndens dynamo

Ord er ånd fortættet, og måske er det min protestantiske opdragelse som gør, at jeg kvier mig lidt ved at indrømme betydningen af det rent fysiske element i skriveprocessen. Men selvfølgelig er jeg langt fra den første, der kommer med denne indrømmelse. Var det ikke Turèll der var med til at mytologisere den magiske IBM-skrivemaskine med kuglehovede? Er det ikke Tomas Espedal som siger, at notesbøgerne er det egentlige værk? Chatwin har jeg allerede nævnt.

Er der en morale til denne lille højsang til notesbogen? Måske blot det, at vi bliver til i modstanden som verden giver os. Og at der er grunde til at vi foretrækker det ene frem for det andet. Og at det er i den fysiske modstand at inspirationen anspores og bliver til den ånd, som overskrider mediet. Bøger – og notesbøgerne som muliggjorde dem – giver os adgang til andre sind, til sandheder og løgne og indsigter og visioner, som gør transcendensen mulig – overskridelsen af os selv. Måden at give os selv tilbage til verden. For det er det notesbogen betyder. At vi ønsker at give os selv til verden.

———————————

Dette blogindlæg bragtes første gang i 2019 ovre på blogspot; her gengives det i let redigeret form.