En sucker for magisk realisme

Jeg har læst Ib Michael siden jeg var teenager. Den første bog var vistnok Himmelbegravelse, digtene fra Tibet. Den tændte en rejsedrøm, som endte med at jeg i 1996 sad på taget af Jokhangtemplet i Lhasa og læste hele bogen op for min rejsemakker Mikkel. Efter Himmelbegravelse læste jeg Kilroy Kilroy, Kejserfortællingen, Rejsen til det grønne firben, Rejsen tilbage. Og siden Vanillepigen, Den tolvte rytter og Det lukkede øje, og siden måske Brev til månen, i hvert fald Prins, Kejserens atlas, Mit år (ironisk-kærligt i mit indre bibliotek kaldt Mit hentehår), Vinden i metroen og Rosa mundi (de to andre digtsamlinger Michael har skrevet), Og så var verden deres. Og sidst Himlen brændte og En anden sol, som jeg skrev om på videnskab.dk. Sidstnævnte gjorde, at Ib Michael skrev til mig i 2015 og spurgte, om jeg ikke ville interviewe ham på Bogforum. Det var lidt som at få et opkald fra selveste Solkongen, eller noget i den retning. Jeg sagde selvfølgelig omgående ja.

Da jeg var ung tændte Ib Michael, og sammen med ham Troels Kløvedal, mine rejsedrømme. Jeg var instantly en sucker for den særlige Michaelske magiske realisme, jeg elskede det virkelighedsudvidende sprog – at der her var en forfatter, som viste at livet kunne være et eventyr. Venner omkring mig med bedre smag synes at det var en parfumeret omgang eskapisme, men jeg har nu aldrig svigtet kaldet fra drengedrømmenes febervilde verden når det kom til Michaels bøger. Selvom jeg langfra har læst det hele. Der har været bøger som jeg af en eller anden grund ikke har haft fidus til, Atkinsons biograf, f.eks., eller Grill, eller De syv rejser. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor og måske hapser jeg dem ved anden lejlighed.

Blockbusteraction og metaforer på syre

Men for nylig kom Logbog ved rejsens afslutning, som min storebror læste og anmeldte, og da jeg var sammen med ham, da han skrev anmeldelsen færdig, hørte jeg en del om bogen og blev nysgerrig. Så da jeg på dette års Bogforum fandt den i en meterhøj stak til en hund måtte den med hjem i tasken. Nu har jeg læst den i et par store mundfulde – for sådan læser man, jeg, Michael: I store slurke. Sproget glider altid enormt let, også selvom det ofte leger med subjekt-objekt-dualiteterne og kan lide at hælde syre på metaforerne. Men der er også det ved Michael – og det er vel en af grundene til, at han er blevet bestseller – at han også kan skrive helt vildt actionmættet, næsten Hollywood-actionfilmisk. Kejserens atlas kunne nok snildt forvandles til en cinematisk blockbuster. Og så gør det jo ikke noget, at det også næsten altid er intelligent og overraskende; hans bøger er ikke blot intelligente thrillere, men også måske på en måde virkelighedsthrillers.

Det forkælede firbens rejse

Så Logbog ved rejsens afslutning måtte læses. Forventningen til bogen var, at det ville være en form for testamente – og den blev ikke skuffet. Det er en anderledes bog end meget af det øvrige forfatterskab; mest i familie er den vel med Mit henteår, undskyld, Mit år, om end jeg altså ikke har læst forfatterskabet til bunds. Den foregiver at være et sandrueligt tilbageblik (med et par drilske slag med den (tabte?) fabulerende firbenshale) over livet og bærer et vist præg af, at regnskabet skal gøres op. Og sikke et liv. Det vil nok være de fleste, der efter endt læsning kigger tilbage over deres eget liv, og føler en hvis inkongruens. For det er dog alligevel pokkers, som alting syntes at lykkes for Michael, lige fra kvinder, over rejser og trips, til forfatterskabet.

Jeg har et mærkeligt blandet forhold til 60er-generationen. Mentalt har jeg på mange måder haft den verden, som de satte op, som indre pejlemærke og virkelighedsramme. Indenfor populærmusikken har tiden mellem ca. 1965 og 1975 betydet noget særligt for mig og hele hippieromantikken har øvet en sælsom trolddomsmagt over mig. I dag er mit absolutte yndlingsband Grateful Dead. Samtidig med at der i mig har været en stødt voksende skepsis ift. hele ideen om at bryde alle normer ned; kollektivernes uhyggelige skjulte magthierarkier og Tvind-agtige, påtvungne egalitarisme; ideen om det polyamorøse paradis, marxismen og de hårde stoffers indtog. Den totale ansvarsforflygtigelse. Det spændingsfyldte blandingsforhold dukker op igen når jeg læser Logbog ved rejsens afslutning. 

Uanset hvad Michael i øvrigt gør for at fortælle om, hvor hyggeligt han har det med sin datter Sita, og uanset hvor meget han indrømmer, at det havde omkostninger at leve, som de gjorde dengang, kan jeg ikke lade være med at læse efter den skjulte modstand under ordene, der glider nok så lækkert og let derudad. Set på én måde tegner Michael et liv, der er misundelsesværdigt fyldt af eventyr, vilde stofoplevelser, rigelig og kaotisk erotik, eksotiske rejser og peak-oplevelse efter peak-oplevelse – og i øvrigt et über succesfuldt forfatterskab. Men læser man, som jeg ikke kan lade være med, mod denne medrivende fortælling, er det også historien om en frådende, megalomanisk egoist, der følger sine drømme koste næsten hvad det vil. 

Børn overbord!

Datteren Sita fylder en del i bogen, og selvom det er forholdsvist klart, at Michael kun er nogenlunde tilstede i hendes liv til omkring treårsalderen, så er der mange nedslag der beretter, hvor godt hun trives her og der, og hvor godt de hygger og leger sammen. Bla. da Ib Michael kommer delvist sindsforvirret hjem efter heftige peyoteindtag og sin første store rejse til Mayalandet, og nærmest tror han er indianer, inklusiv indiansk outfit. Så er han rigtig god at lege med. Men gad vide hvor trygt det har været? Når man har læst Nadja Kløvedal Reichs og Lærke Kløvedals erindringsbøger om at vokse op i 60er- og 70er-kollektiverne og skyggerne af hh. Ebbe Kløvedal Reich og Troels Kløvedal, kan man nok have sine tvivl.

På en måde er der jo ikke noget nyt i dette: At store kulturelle ikoner trækker en malslipstrøm af skibbrudne skæbner efter sig. Det gør de jo fordi de er så fulde af sig selv og deres store tanker og betydning, at de bliver nødt til at se stort på de ofre, andre må bringe, for at de kan realisere deres potentiale. Eller sagt på en anden måde: Deres storhed gør alle andre skæbner mindre, ja, det er netop de mindre skæbners lod, at se og følge dem som fyrtårne. Hvad det kan koste for de pårørende og familien, herunder børnene, er for nylig undersøgt i Åsa Beckmans Kulturbørn, hvis danske udgave Nadja Kløvedal Reich da også har skrevet forord til. 

Den eksotiske paradisfugl i andegården

Der er et behov for sådanne fyrtårne, og for at fyrtårne kan være fyrtårne bliver de ligesom nødt til at fylde lidt i landskabet. Ligesom den indiske guru, som Michael på et tidspunkt følger – med isvandsgennemvædet kyskhedsbælte og hele gøjemøget. Måske ligger der lidt af en skyggespejling i bogen her. Det ender med at Michael afslører, at den gode guru, der afkræver seksuel afholdenhed af sine disciple, selv giver de unge piger særlige velsignelser; dvs. knepper dem på livet løs. Det er den store løgn, som Michael med nød og næppe undslipper, da han atter kaster sig ud i det vellystne hav af fotomodeller, man kan forstå han boltrer sig i – af hjertesorg, da den store forelskelse ikke bliver gengældt. Men måske har Michael en rem af huden. Tanken kan dukke op, når han i bogen beskriver, hvilken status og attråværdighed det giver en, når man vender tilbage fra det fremmede som eksotisk paradisfugl i andegården.

Selvtilfredshedens kapital

Der er i hvert fald ingen alvorlig og dybtgående hudfletning af ham selv at finde i bogen; ingen særlig skyld eller skam at spore. Men på en måde var – og er – det måske også en af 60er-generationens helt store, imponerende evner: Den overstrømmende taknemmelighed over, hvor fedt det hele egentlig dybest set bare var, hvor gyldent det var at leve livet fuldt ud, uden moralens svækkelse af hjernen (som det med et citat af Rimbaud hedder i bogen), en slags højstatusgivende, nykkefri livstilfredshed. Hvis man nogensinde har hængt ud med mere moderne udgaver af hippier ved man, i hvor høj kurs det står, at man er cool og afslappet, at man fråder livets gyldne øjeblikke, at man er oppe og glad og positiv. Ja, det kan faktisk blive ganske tydeligt for en, at det er en slags kapital, omtrent som depressionen og negativiteten blev en kapital i hippiebørenens oprørsbevægelse, punken.

På den måde læst er der passager i Logbog ved rejsens afslutning, som synes at gabe efter mere ilt, mere sandhed, eller måske mere perspektiv – og her tænker jeg ikke på f.eks. kvantemekanisk perspektiv, som bogen bugner af, men måske bare andre perspektiver end Michaels eget. Det er ikke fordi der ikke er skygger i beretningen og Michaels liv. Der er ulykkelige forelskelser, der er nedture, og der er tvivl, usikkerhed og forvirring undervejs. Men der er også et regnskab som i sidste ende gøres meget, og måske lidt for, nydeligt op: Det har været alletiders fede trip, livet er godt, Mesteren kan dø mæt og tilfreds.

At leve med et forfatterskab

Hvis man følger et forfatterskab over mange år, følger man også dets udvikling, samtidig med, at man selv udvikler sig sideløbende med det. Det er noget andet at læse Ib Michael som 15-årig, end det er at læse ham som 53-årig. Og der er også noget anderledes over Michaels måde at skrive på i Logbog ved rejsen ende, end i mange andre af hans bøger. Der er selvfølgelig det, at det ikke synes at være fiktion; det er intime, dagbogsagtige betragtninger over levet liv, med berettende nedslag i knudepunkter undervejs. Der er antydningen af et mindre opstyltet, mere nede-på-jorden-sprog, og så i øvrigt en del morsomme steder, hvor det er tydeligt, at Michael kæmper med den snerpede tidsånd i 20erne; hvilket f.eks. skinner igennem da han beskriver et besøg hos en eskimolog, og undskylder, at det hed det altså dengang. Men der er også et klart genkendeligt Michael-DNA, som har holdt sig ganske Peter Pansk lysende fra begyndelsen til slutningen af forfatterskabet: En stadig insisteren på, at virkeligheden er langt større og mere fantastisk, end de fleste gør sig begreb om. Det er fra start til slut dette, der er afgørende brændstof i forfatterskabet.

For guds skyld: Vælg blæksprutten!

Og det kan jeg ikke lade være med at elske, uanset hvor meget den medrivende fortælling i understrømme stritter i alle mulige andre, genstridige og ufortalte retninger. Der er ikke noget der giver mig lyst til at udforske grænserne for min eksistens, som en bog af Ib Michael. Hos ham mødes magisk realisme med science fiction og tilsat et heftigt mix af ayahuesca, psilocybin, kokablade og cannabis bliver det en boblende heksegryde, ikke helt ulig den, der pryder forsiden til Steppeulvenes Hip-plade – Steppeulvene, som Michael naturligvis også nåede at være på trip med. Og op af gryden stiger vilde og overraskende syner; som f.eks. beretningen om, at hvordan Michael via en glasperle ophængt i et vindue er i nærmest daglig kontakt med et blækspruttelignende væsen, der ligner en tibetansk munk, i et fjernt stjernebillede. Fra dette væsen modtager han et mantra, som siden viser sig at være et indiansk ord.

Det er en mærkelig historie (som med variationer også findes i Og de skal eje Jorden), men der er ikke noget der umiddelbart tyder på, at Michael ikke selv tager den for gode varer. I hans verden var det tilsyneladende sådan, at han var i kontakt med et væsen fra en anden planet. Det er et interessant vidnesbyrd og man kan ikke lade være med at tænke på, hvad han egentlig tænker om det i dag. Det får man som læser ikke noget at vide om. Det bliver bare fremlagt som et faktum, uagtet at det lyder som noget en psykotisk person kunne erfare. Men – måske er virkeligheden bare langt vildere, end man skulle tro… Uanset hvad er der kraft i historien, og det ved Michael også godt, da han afslutter sin bog med følgende ord: ”Jeg takker i det hele taget mine mange læremestre og vil gerne kvittere med et godt råd: Hvis du skal vælge mellem en swami fra Rishikesh og en blæksprutte, så tag for guds skyld blæksprutten.”

Det latterudbrud der gennemskyllede mig ved læsningen af disse ord var befriende og frugtbarhedsgivende. Det er fantasiens muskel der spiller i sproget, ånden der blæser i benfløjterne; det er kroppens mangearmede klogskab, der griber i den elektrisk ladede luft. Og det er et svirp af en tentakel fra en anden verden. Se bare, den er dér – lige på den anden side af syntaksen! Måske den store kunst i sidste ende er, at lære hvordan man overskrider sine egne grænser uden at overskride andres.

_____

Enkelte rettelser foretaget 18.1.25.