Jeg har netop tilbragt tre intense arbejdsdage med Niels Christianen, digter, guitarist og komponist. Det har resulteret i det første stykke med poesi og musik, hvor jeg har skrevet ordene og Niels musikken.
Det er helt fantastisk at arbejde sammen med Niels og det er som om, at vi får foræret det ene magiske sammenfald efter det andet. Det giver mening!
Lyt til nummeret her:
D. 15.5.22 udkommer min tredje digtsamling. Læs pressemedelelsen her:
Sortehavet koger som asfalt
mens jeg holder om dine hvide hofter.
Sabeltigeren Putin ligger dybt nede
i pølen med testikler så store
som bombede metropoler.
Den ene indeholder en atomubåd
den anden en rotte
der prøver at gnave sig ud.
Engang i en drøm
gik jeg ved Sortehavet.
Der var træhuse i matte farver
under fyrretræer, en bazar, mennesker
stemmer – løgkupler og gader af aftendis.
Jeg troede jeg skulle se det igen.
Nu gik det eller lige så godt.
Jeg var begyndt at blive glad
og så gik Ukraine under
i mine koldkrigshænder.
Når mine fingre glider ned
ad din ryg på ny er det morgen.
Bænken i solen har ikke rykket sig
siden søndag 1983.
Vi kunne være taget til Odessa
og hørt ukrainsk ska-punk.
Du kunne have vist mig det Østeuropa
jeg aldrig fik set.
Nu nedskriver missilernes kileskrift
Europa til en sky af murbrokker
og børnehud i trevler.
Denotationer af vished oplyser
glimtvist hjerneskallens
formørkede firmament:
Hvert øjeblik er et stykke papir
holdt op mod en ny tids
nukleare nova.
__________________________
Ikke mere end en uge eller to efter at Putin invaderede Ukraine var jeg en morgen på vej ud ad døren, på vej til arbejde. Men nogle ord dukkede op, som blev til dette digt.
For nylig besluttede jeg mig for, at melde mig ind i Dansk Forfatterforening. Beslutningen havde noget at gøre med at omfavne forfatteridentiteten. Omsider gå all in og sige: Okay, det er det jeg er. Ikke det eneste jeg er, men en væsentlig del af det.
Jeg har skrevet siden jeg var omkring 15 år gammel. Og har udgivet, undergrund og overgrund, de sidste 25 år. Som min ekskone formulerede det for nylig: Jeg har levet et liv i ordenes tjeneste. Så altså: Jeg meldte mig ind i Dansk Forfatterforening.
Jeg kunne også have valgt Danske Skønlitteræres Forening. Faktisk inviterede de mig til debutantaften, da jeg fik min overgrundsdebut med Livet i nullerne i 2009. Men det blev Dansk Forfatterforening – og måske delvist netop på grund af denne forenings bredde, der favner både lyrik, skønlitteratur og faglitteratur, i det jeg skriver inden for alle tre genrer.
Da jeg straks ville omsætte mit medlemskab i noget konkret deltog jeg i årsmødet her først i marts. Da dette viste sig at blive kombineret med en introduktion for nye medlemmer om eftermiddagen var det helt perfekt. Tiden var kommet til at indgå i en sammenhæng, hvor jeg altid har hørt til, men i lang tid ikke haft modet, energien eller lysten til at dukke op.
Jeg cyklede ud over Knippelsbro og drejede til højre ad den første gade på højre hånd, Strandgade. Jeg tror det strejfede mig, på sådan et lidt halvbevidst plan, at jeg engang havde været til noget litterært, knyttet til min far, her et sted. Måske blev det delvist overdøvet af det sort-hvide foto af Eik Skaløe, der står med det nys-udkomne HIP-album lige ved Knippelsbro, som jeg næsten altid ser kalkeret ind over virkeligheden, når jeg tager denne vej.
Hvor om alting er, så blev det en vældig god aften. Den foregik i foreningens imposante lokaler, hvor selveste Tordenskjold engang skal have boet. Fredede lokaler med enorme malerier med religiøse motiver og let opsvulmede, hvidlige kvinder, der fylder væggene og omgiver dørene, der ser ud som om de er bygget til kæmper.
I disse rammer mødte jeg blandt andet Karen Stenlev, som jeg fik lange, gode snakke med, Ann C. Schødt fra Potentialefabrikken, hvis hjemmesider jeg har læst med stor interesse, samt min gamle gymnasieklassekammerat Kasper Hoff. Mange andre herlige møder fandt sted og det var med ny energi summende i kroppen, at jeg cyklede hjem gennem et mørkt og forårskoldt København.
Det var først efter nogle dage, at det begynde at dæmre for mig, hvad det var der havde rumsteret i mig på Knippelsbro og i Strandgade. Var der ikke noget med de rum, der var bekendt? Noget ved de enorme, og let absurde, malerier; måden de indrammede de store, gamle døre på, som på en eller anden måde rørte noget i mig? Og med et slog det mig: Var det ikke der, hvor receptionen for Kilden og flammen, festskriftet der blev udgivet i anledning af min fars 70-årsdag, blev holdt?
Det var ikke længe siden, at jeg havde fundet en serie fotografier fra arrangementet, og nu fandt jeg dem frem igen. Jo – der var også nogle store malerier omkring dørene her. Men var det de samme malerier? Jeg googlede Dansk Forfatterforening og fik snart min fornemmelse bekræftet: Det var her, det foregik – dengang i 1988 – for 34 år siden.
Mens min far stadig levede deltog jeg i en del arrangementer, hvor han på den ene eller den måde optrådte – men det her fik en særlig betydning for mig. Jeg var et år eller to før begyndt at blive interesseret i at skrive og det må Frans Lasson, der redigerede festskriftet for min far, på en eller anden måde have opdaget. Han spurgte mig i hvert fald, om jeg kunne tænke at bidrage med noget til det – og det kunne jeg. Det blev til en novelle – eller novelette – som jeg kaldte “Livstræet”.
Jeg sendte den til Frans Lasson og så inviterede han mig op i sin enorme lejlighed for Østerbro-enden af Søerne, hvor vi gennemgik den sammen. Han havde nogle ændringsforslag, som jeg godtog, og så kom den i bogen som det sidste bidrag. Jeg synes det var spændende at få noget udgivet, også selvom det var i en bog til min far – en far, som jeg allerede da godt anede, det kunne blive lidt svært som skrivende at stå i skyggen af. Og så blev jeg oven i købet nævnt i Politiken, i en lille artikel om bogen og arrangementet.
En reception blev afholdt – og det altså i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade. En håndfuld prominente forfattere, der havde bidraget til bogen, deltog, herunder fx Jørgen Gustava Brandt, Pia Tafdrup og Benny Andersen. Og også – sammen med sin kone Anne-Marie Mai – Klaus Høeck, hvilket var af særlig interesse for mig. Jeg havde kort forinden læst hans beat-bog Pentagram, som jeg var ret vild med. Det må have været ved denne lejlighed jeg talte med ham om Grateful Dead. Dylan, Doors og Jefferson Airplane kendte jeg – men “Grateful Dead” – hvad var det for noget?
Høeck fortalte mig lidt om bandet, og udtrykte misundelse over, at jeg endnu havde al deres musik til gode. Jeg spurgte hvor jeg skulle begynde og han svarede, at det kunne være med pladen, der lige var udkommet året før, In the Dark. Efterfølgende købte jeg den og lyttede til den på Kastanievej Efterskole, hvor jeg gik på dette tidspunkt. Pladen fængede desværre ikke og der skulle gå næsten 30 år, før jeg omsider fik en (anden) indgang til the Dead – og siden har jeg ikke set mig tilbage (og genlæste i øvrigt for nylig Høecks komplet vidunderligt vanvittige lovsang til dem i Pentagram).
Som jeg altså sad og kiggede på disse gamle fotografier gik det op for mig, hvad det hele egentlig betød. “Livstræet” i Kilden og flammen var jo min debut som forfatter. Hvor smukt og passende var det da ikke at finde ud af, at selvsamme sted, hvor Kilden og flammen blev fejret, nu også var rammen om min formelle ankomst til forfatterrollen?
Jeg er fyldt 50 og inde i en tid, hvor mange cirkler på mærkelig vis bliver sluttet i mit liv. Her var altså endnu en magisk cirkelslutning: Grunden til at jeg skulle være netop der, i lokalerne i Strandgade, var selvfølgelig, at det hele tiden har været meningen, at det var netop der, jeg skulle være.
Jeg er ikke blind for vældet af statistiske sandsynligheder, men i forhold til det jeg føler nytter ingen logik. Det er endnu en hjemkomst.
_________________________
(PS. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvem der har taget billederne herover, men håber det er ok, at jeg bringer dem her).
Fornylig har jeg ryddet op i min bogsamling. Det var hårdt – men det er en fornøjelse, at have gjort – og så åbenbarer der sig oven i købet titler, som jeg helt havde glemt, jeg ejede.
Når man som jeg elsker at købe bøger, nærer et udtalt anstrengt forhold til bibliotekernes bødesystem og derfor sjældent låner bøger, har svært ved at sige nej, hvis nogen tilbyder mig en bog og ikke er bleg for at have bøger stående, jeg ikke har læst – og tilmed har meget svært ved at give slip på dem, når de først står i min reol (endsige smide dem ud!) – ja, så er det ingen lille opgave at rydde op i samlingen. Men efter i årevis at have udskudt oprydningen, fik jeg den endelig gennemført, og samlingen står nu ret velordnet efter emner, og den skønlitterære afdeling oven i købet ordnet alfabetisk efter forfatter.
Den nye orden gør, at jeg ser med fornyet interesse på titler, jeg aldrig har fået læst. Særligt de (i helt konkret forstand) smalle bøger tiltrækker sig min opmærksomhed, da de antyder, at de er hurtigt læst. En sådan fik jeg øje på blandt den skønlitterære prosa – en lille, hvid bog med titlen At skrive. “At skrive” – det lød jo ret spændende og omend jeg ingen anelse har om, hvordan bogen er kommet i min varetægt, så er det vel en rimelig antagelse, at nogen, der ved at jeg skriver, har foræret mig den – eller måske har jeg selv ved en eller anden lejlighed købt den?
Og bogen holdt hvad den lovede – den var hurtigt læst. Til gengæld føler jeg mig bestemt ikke meget klogere på, hvad det vil sige “at skrive” efter endt læsning. Bogen er sådan set udmærket skrevet – altså: sproget glider godt nok og der er ind i mellem passager af en hvis lyrisk skønhed. Men det meste synes biografisk selvcentreret på en måde, som virker uinteresseret i at udsige noget generelt, endsige alment interessant og tilgængeligt, om det “at skrive”.
Den kvindelige forfatter – Maguerite Duras – bedyrer flere steder, at hun trods det, at hun skriver uforståelige bøger, har haft ret stor succes – som f.eks. med bogen L’Amant, som blev filmatiseret som The Lover i 1992 og var lidt af en blockbuster og handlede (nogenledes selvbiografisk) om en kvindes kærlighedsaffære med en kineser. Så stor succes, at hun på et tidspunkt får råd til at købe et kæmpe hus, hvor hun tilbringer en årrække i ensomhed (bortset fra en strøm af elskere, og godt med gæster, og et rigt socialt liv i byen) med det at skrive. Med Skriften.
Og måske er det også derfor – altså fordi hun skriver uforståeligt – at i hvert fald jeg efterlades med en temmelig tom følelse i hypofysen efter end læsning
Prøv f.eks. følgende passage:
“At være alene med den bog der endnu ikke er skrevet, er stadig at befinde sig i menneskehedens første søvntilstand. Sådan er det. Det er også at være alene med en skrivning, der endnu ligger brak. Det er at prøve ikke at dø af det. Det er at være alene i skjul under krigen. Men uden bøn, uden Gud, uden nogen anden tanke end dette vanvittige ønske om at dræbe Den tyske Nation indtil sidste nazist.”
Efter min bedste evne og overbevisning er det noget nær ren volapyk.
“At være alene med den bog der endnu ikke er skrevet, er stadig at befinde sig i menneskehedens første søvntilstand.” – Hvad i al verden er “menneskehedens første søvntilstand”? Er det arten homo sapiens første søvntilstand – og i så fald, hvem har nogensinde hørt om den, og hvad skulle man også kunne vide om den? Eller er det indslumringsfasen i det enkelte menneskes nattesøvn? Eller er der tale om barnets første søvntilstand? Intet forklares og da slet ikke hvorfor det at være alene med en bog, der endnu ikke er skrevet, er som en søvntilstand – med mindre det da er bogen, som i en eller anden forstand befinder sig i et u-opvågnet tilstand. Men sætningen synes at indikere, at det er subjektet, der er alene med den endnu ikke skrevne bog, som er i søvntilstanden.
“Sådan er det.” – Det er næsten morsomt, for man forstår jo godt, at forfatteren kan føle sig til fristet til at understrege rigtigheden af et udsagn, som ingen mening giver.
“Det er også at være alene med en skrivning, der endnu ligger brak.” – Ja, okay – altså, bogen er endnu ikke skrevet, og i den forstand kan man vel godt sige, at skrivningen ligger brak. Men hvad det ligger til den i forvejen ret uforståelige sag, er svært at se.
“Det er at prøve ikke at dø af det.” – Øh, okay – at være alene med en endnu ikke skrevet bog – og så kan man vel fornemme, at det er forfatteren til den endnu ikke skrevne bog, der er tale om – er altså ikke særlig sjovt. Nej, man er faktisk hele tiden tæt på at dø af det. – Men – har alle forfattere det sådan? Næppe. Der er snarere tale om et meget idiosynkratisk og iøvrigt ret hysterisk udsagn. I hvert fald som det står uforklaret her.
“Det er at være alene i skjul under krigen.” – O-okay? Duras levede 1914-1996 – så det kan jo være, at hun faktisk har prøvet det – og krigen kunne så være 2. verdenskrig. Men jeg forstår ikke et levende suk af, hvordan en søvntilstand kan lignes med at være i skjul under en krig. Der er man vel helt vildt vågen – hvis det f.eks. er under et luftangreb. Men så skal man måske forstå det sådan, at når man er skjult under en krig er man i en art potentiel tilstand, ligesom den endnu ikke skrevne roman? Eller er det snarere sådan, at den der skjuler sig, er ligesom forfatteren, der står foran den endnu ikke skrevne bog? Men i så fald – hvad er krigen så i denne ligning? Jeg forstår det ikke.
“Men uden bøn, uden Gud, uden nogen anden tanke end dette vanvittige ønske om at dræbe Den tyske Nation indtil sidste nazist.” – Uden bøn, uden Gud – som den, der lever i skjul under krigen åbenbart ikke er uden – er forfatteren altså. Og har blot et ønske: at udrydde alle nazister. Så – at skrive bogen er som at udrydde nazister? Eller er der en slags metaforiske nazister, der står mellem forfatteren og bogen? Nej, jeg opgiver.
Det er et af de mere uforståelige afsnit jeg har valgt ud, men jeg synes det giver et udmærket billede af bogen. Jeg har ingen anelse om, hvad formålet med bogen er, eller hvad forfatteren har tænkt sig med den. Den skal vel sige noget om hendes forhold til det at skrive. Og der fremgår det så, at det for hende er en meget ensom proces. Men det er omtrent også det eneste, jeg tager med mig fra bogen. Dét og så beskrivelserne af selve det store hus, hvori hun altså skriver, som faktisk fascinerer mere, end udsagnene om at skrive.
Der er visse steder i bogen, der kan minde om Rilkes tanker om det at skrive i Breve til en ung digter. Hvor det også er en pointe at det er, og bør være, en meget ensom sag at skrive. Men hvor man med Rilke dog får en fornemmelse af, hvorfor det med ensomheden er så vigtigt og så stor en pointe, så er det, i hvert fald for mig, ganske uklart hvad Duras egentlig tænker om denne ensomhed. Og hvad det i øvrigt vil sige “at skrive” – det skal man nok kigge i andre bøger for at blive klog på.
Det kan selvfølgelig være, at bogen er anderledes interessant og sigende, hvis man har læst Duras’ øvrige bøger – og det har jeg altså ikke. Men sådan er det når man trækker et lod i bogsamlingens store tombola. Nogle gange er den en indgang til nye, svimlende perspektiver – og nogle gange er det en nitte.
Bogen er oversat fra fransk af Lone Bjelke, efter Ecrire fra 1993, og udkom på dansk i 2004 på Forlaget SAAS. Jeg har læst om Duras i Wikipedia.
Denne blogpost handler om den lille bog Gertrude af André Gide, Gertrude, oprindeligt udgivet 1919 som La Symphonie Pastorale. Endnu et resultat af den bogoprydning, jeg foretog for nogen tid siden. Ulæste titler dukker op – og så læser jeg dem. Nogle gange.
Denne lille bog, min udgave fra Hans Reitzels Serie 1961 – på blot 91 sider – sendte en solid harpun
gennem mit hjerte. Jeg har haft den stående i 23 år uden at have læst den. Modsat andre af mine bøger ved jeg godt, hvorfor jeg har denne. Jeg fik den af min ven Jakob, som jeg mødte i Tibet i 1996.
Og sandelig om ikke en slags forærings-dedikation pryder første opslag. Og dedikationen er behørigt rørstrømsk: “…prøv at bruge din indre styrkes blinddom, gør dig stor vind, gå på vandet, lev sekundet…” – det er ikke dårligt at mytologisere bøger med dedikationer. De gør bøgerne som fysiske objekter til noget særligt, som ikke nok så megen digitalisering kan ændre på.
Jeg læste den som en kniv, der glider ned gemmen en pakke varmt smør og var velfornøjet men også provokeret gennem det meste af processen. Den handler om en præst der er ude at tilse en død, gammel kone. Og i hjørnet af den faldefærdige rønne sidder en blind lille pige, der ej heller kan tale.
Præsten tager hende til sig og på turen hjem i hestevognen sidder pigen lænet op ad hans ben. Præsten lærer hende at tale og naiviteten i det, som pigen begynder at kunne sige, lokker præsten i uføre. Men det ved han ikke. Han hører blot en stemme fra før syndefaldet, en lokkende, syndfri stemme, som lærer verden at kende som fandtes ondskaben (og lysten) ikke. Og præsten sørger for, at ondskaben ikke skal finde pigen. Tror han. Bilder han sig selv ind. For han kan jo ikke se, at han selv er ond (og lysten).
Han opdrager hende – et gammelt tema, dette med at en ældre vidende person tager et ungt menneske til sig og giver det sin viden. Præsten foretager sig dog intet seksuelt med den unge Gertrude. Men langsomt dæmrer det for ham, at han elsker hende – hvilket selvfølgelig ikke er helt enkelt med kone og børn på sidelinjen. Men – mange ord går på at bedyre, at hans kærlighed er uskyldig og ægte og ikke til at tage fejl af.
Indtil – og det er her romanen tager en drejning mod det geniale – præsten opdager, at hans søn kurtiserer Gertrude. Det sker i kirken hvor Gertrude øver sig på orglet. Det viser sig, at Gertrude lidt for ivrigt har sendt præsten bort i sin øvetid, og ved et tilfælde opdager han, at sønnen dukker op, når han ikke er der.
Fluks går præsten igang med at overbevise sønnen om, at det er alt for beskidt af ham, at ville udnytte en sådan blind pige til giftermål, og hvad der må følge heraf. Sønnen indordner sig, og tager på vandreture med en ven, som han ellers havde droppet. Præsten er glad, så har han sin Gertrude for sig selv igen. Men så let går det ikke.
Dog, Gertrude erklærer sin kærlighed til præsten, alt er på nippet til en vanvittig affære – men så får Gertrude en øjenoperation, og ser præsten. Og indser at det var sønnen, hun egentlig ville have. Og et i første omgang mislykket selvmordsforsøg ender med at lykkes: Exit Gertrude.
På den måde er bogen en præcis dissekering af, hvad “moral” kan skjule at uudlevede lyster, som bliver brugt til at forhindre andre i, at forfølge deres lyster. Jeg forstår hvorfor den i 1919 kan have haft så kraftig en virkning. Men budskabet er lige aktuelt idag.
Det jeg især tager med mig fra denne bog er følgende citat, som er snedigt på mange niveauer – for det er præstens refleksioner over sønnens måde at gebærde sig oven på at måtte give afkald på Gertrude: “Det ærgerlige er, at det bånd, som han havde måttet lægge på sine følelser nu forekommer ham at være godt i sig selv; han vil nu lægge det bånd på alle.” For det er jo præcis det bånd, præsten lægger på sønnen, fordi han ikke selv kan komme i lag med Gertrude.
Vi lever i en verden af uindfriede lyster, og det er kun alt for fristende, at prøve at forhindre andre i at få det, man selv har givet afkald på. Gides roman prøver at gøre verden til et bedre sted ved at forhindre os i at gøre netop det.
Der var også et andet sted i bogen, som tiltrak sig min opmærksomhed, hvor Paulus citeres: “Da jeg tidligere var uden for loven, da levede jeg; men da budet trådte i kraft, fik synden nyt liv og jeg døde.” Det mindede mig om en fantastisk linje af Bob Dylan fra sangen “Absolutely Sweet Marie”: “To live outside the law you must be honest.” Et udsagn som igen giver mindelser om et sted i Tao te king:”Jo flere regler og bestemmelser, / jo flere tyve og røvere.”
Dét er vel gåden, som Gide i Gertrude prøver at løse: At man kun kan handle “forkert” når syndsbevidstheden er kommet ind i billedet. Og at det vi forhindres i via moralen, gør at moralen forstærkes via vore egne forsmåede ønsker. En slags selvforstærkende virkning: Hvis jeg ikke måtte få det, må de andre fandme heller ikke.
Hvis der gives et “rigtigt” og “forkert” er det svært at se hvordan det undslipper Gides analyse. På den måde blotlægger han menneskesjælens mysterie: Vi kan gøre alt, men hvis vi gjorde det, ville det være forkert. Men vi gør det alligevel og det er forkert. Måske er den ultimative lære fra Gide, at vi måske skal lade være med at lyve over for os selv og andre om det. Og at der ligger en slags kvantespringets frelse i netop det.
___________________________
Indlægget her blev bragt første gang i 2020 ovre på blogspot.
Jeg er ikke sikker på, præcis hvornår jeg første gang hørte Mike Oldfield, eller hvor og i hvilken situation. Hvad jeg ved er blot, at Mike Oldfield var en udadskillelig del af mine præteenage- og teenageår. Det kan have været i radioen at jeg har hørt ham først, og i så fald har det været hos kammerater, da mine forældre ikke hørte pop.
Det er ikke usandsynligt, at hittet “Family Man” fra Five Miles Out var det første jeg rigtigt hørte af
Mike Oldfield. Et utroligt fermt pophit, men der var også noget ved det, jeg ikke brød mig om. Det er svært at forklare præcist hvad det var, der ikke bekom mig vel, men sådan var det – og er det for såvidt stadig, og egentlig ikke mindre siden jeg fandt ud af, at teksten handler om at blive fristet af utroskab, men så vælge at være en “family man”. Der er en sær sur-sødhed i nummeret, som er både æggende og beklemmende. Så egentlig har han vel ramt temaet temmelig godt. Men har sukret det lige lovlig meget ind i glinsende popglans.
Jeg har sikkert været 10-11-12 år da Oldfield kom ind i mit liv; Five Miles Out kom da jeg var 11 år gammel i 1982. Og så kom Crises allerede året efter og da var hitnummeret ‘Moonlight Shadow’ all over the place, også f.eks. i ungdomsklubben på Nordby Skole. Og jeg elskede det – et fantastisk nummer og et sted i min bevidsthed er der også en musikvideo med en smuk ung pige, Maggie Reilly, der sidder og synger nummeret foran en pejs med ild i. Det var love, mand, teenage love for real.
Samtidig gik jeg i skole med et par fyre, som var vilde med Oldfield, særligt Esben, søn af brugsuddeleren i Mårup, og så også Ask, begge i klassen over mig, og begge nogle man lyttede til. Siden blev jeg rigtig venner med Ask og jeg tror det må have været ham, der introducerede mig til Tubular Bells, og jeg mener også at det har været omkring den tid, at jeg så The Excorcist, som jo havde et tema fra Tubular Bells som ledetone.
Da jeg blev konfirmeret i 1984 og fik penge nok til at købe en forstærker og en pladespiller, og havde en enkelt lille højttaler pillet ud af sit højtalerkabinet, som jeg kunne sætte til anlægget, var den første plade jeg satte på Oldfields Discovery. Og det var ikke uden spænding, for Esben havde fortalt mig: Hør “The Lake” – og få chokket!”. Og “chokket” var det lange nummer på Discovery, hvori der var en pludselig massiv akkord i en ellers stille sekvens, men hey, der var ikke mega meget action på Samsø i 1984.
Så spoler vi frem til Kastanievej Efterskole på Frederiksberg hvor jeg mødte Mikkel, som var lige så vild med Mike Oldfield som jeg. Vi delte Oldfield, og også Pink Floyd, og fandt, ikke mindst derfor, ind i et langt og vidunderligt venskab som varede godt og vel et årti. Et sted mellem folkeskole og efterskole må jeg også have samlet 2. og 3. Oldfield-LP op, Hergest Ridge og Ommadawn, to mesterværker som i min optik sådan set overgår Tubular Bells, men det er en anden og lang historie, som jeg her lader ligge
Samtidig havde jeg en helt anden og parallel indgangsvinkel til Oldfield og det var Coseys Jonathan-tegneserier. Tegneserien om en ung, krølhåret mand fra Schweiz (hvor jeg havde været som lille!), der drager ind i Tibet for at finde sit livs unge teenangekærlighed, en tibetansk flygtningepige som han mødte hjemme i Schweiz. Det særlige (og på en eller anden måde ekstremt hippie-agtige) ved disse tegneserier var, at Cosey til indledning altid foreslog noget musik, man skulle lytte til ved læsningen. For ligesom at gøre det til en totaloplevelse, måske næsten trip-agtigt – og her var Oldfield en tilbagevendende anbefaling.
For altid vil nok Oldfield for mig være vævet ind i Jonathan-tegneserierne eksotisk-mørkbrune farver. I det hele taget er det det Mike Oldfield først og fremmest altid vil være for mig: Rejsens musik. De fire første album har det par excellence, de næste mange i hvert fald på den ene side af LP’en: De lange instrumentale stykker, hvor temaerne skifter som landskaber, man bevæger sig forbi. Det er derfor at hans musik er rejsemusik – hele tiden bliver man, i én og samme bevægelse, ført forbi nye musikalske landskaber. Det kan være højt knejsende bjerge, stille skovsøer, enorme sletter, store himle, mørke stjernenætter – han har det hele.
Groft kan Oldfields værk inddeles i tre perioder: Den første “introverte” periode med de tre, måske fire instrumentale mesterværker Tubular Bells, Hergest Ridge, Ommadawn og Incantations. Jeg siger måske fire, fordi Incantations for mig skiller sig ud fra de tre foregående værker ved at være mere – måske kunstig, og anderledes kølig i lyden. Sidste værk falder da også sammen med Oldfields vej ud af den usikre og introverte, og måske af LSD provokerede særlige følsomhed, og ind i en mere extrovert livsform, hjulpet på vej af det åndelige system “Exegesis”. Herefter følger så 80’ernes mange store sejre – Platinum, QE2, Five Miles Out, Crises, Discovery og så endelig Islands fra 1987, som faktisk er udmærket.
Herefter går det egentlig galt. Earth Moving er en forfærdelig plade, og Amarok, omend berømmet blandt die hard fans, en sært uigennemskuelig plade bestående af store abstrakte instrumentale musikflader som i gamle dage. Derefter går det slag i slag med totalt kiksede forsøg på rockplader og ambient, med The Songs of Distant Earth som en god og ærlig undtagelse, og der ind imellem tilbagevenden til tidligere tiders store værker, med Tubular Bells 2, og 3 og Music of the Spheres som en slags symfonisk-klassisk opsummering af hans totale værk. Hvor om alting er – det er den tredje fase, som er lidt sølle i min optik. Det sidste nye værk, Return to Ommadawn, er noget der ligner en slags redning, men så alligevel ikke helt. Det har bare ikke samme ambience som det oprindelige Ommadawn-mesterværk.
Her til sidst vil jeg stille skarpt på Five Miles Out. Da jeg gik på efterskole fra 1987 til 1988 besøgte jeg ofte min storesøster Gertrud i Nyhavn hvor hun boede med sin kæreste Michael i en lejlighed i Lille Strandstræde. Nogle gange fik jeg lov til at låne lejligheden når de ikke var der, og Michael var en af de første, som jeg kendte, der havde skiftet LP’erne ud med CD’er. Og en af de CD’er der straks faldt mig i øjnene var Five Miles Out. Måske kendte jeg end ikke da egentlig hele værket der, og det var måske også derfor der var en særlig magi over at sætte CD’en på der, netop der, helt alene og helt
At høre de første fire sprøde claves-slag og så mærke værket gå igang. Disse første fire slag var som at høre ouverturen til det mægtige og enorme liv, som jeg vidste lå anelsesfuldt foran mig. Der, i præcis den lejlighed, med dens præcise lugt af gammelt tøj, petroleum, trægulv og før-byfornyelses-baggård. Jeg elskede det. Hver en lyd og hver en duft. Og det er nøjagtig den samme lovende ouverture jeg hører i dag, når ‘Taurus II’ begynder. Det er selve livets begyndelse. Disse helt distinkt klare og dog alligevel prøvende claves-slag – og så begynder rejsen.
Og så den meget smukke sang, der kommer et stykke inde i nummeret, som sunget af en engel i det blå himmeldyb:
Hush now baby made a start
There’s a jewel in your heart
And a star that shines for you
Watching everything you do
Don’t you cry though it may seem
You were not the only one
Standing in the morning sun
Waiting though it had begun
May you never run aground
Or call into the deep deep sound
Stormy weather turns to blue
Here’s a song to take with you
Mike Oldfield er rejsemusik og ledte mig på vej til min første store backpackertur i 1996. Hans musik leder en ud i eventyret. Hans fortælling er udødelig. Mike Oldfield åbner livet, og hvad enten hans melodier er hippiedunkle, som i den første fase (som jeg nok elsker allermest), eller popglimtende som i anden fase, siger de det samme: Livet er smukt. Og det er dit. Gå nu ud og gør det til dit eventyr.
Alt er godt.
Dette blogindlæg blev først hold som mundtligt oplæg ved stiftelsen af Mike Oldfield-selskabet og blev bragt første gang januar 2020 ovre på blogspot.
De fleste, der opfatter sig selv som digter eller forfatter må kende det absurde, ja nærmest fetishistiske forhold, man har til notesbogen. Har man ikke en notesbog, er man ikke en rigtig forfatter. Eller – sådan har jeg det i hvert fald. Det hører til forfatteridentiteten og er blevet mytologiseret af Bruce Chatwin i Drømmespor – hvor han fortæller om sine elskede Moleskine-notesbøger, en helt bestemt notesbog, som han bare må have. Hvilket producenterne af Moleskine så tog op og brugte som reklame for deres notesbøger, som siden har erobret verden i en grad, at man ikke kan gå ind i noget der bare ligner en boghandel, uden at der står mindst én yderst velassorteret stand med Moleskinebøger.
Notesbogen som man har med sig overalt i det tilfælde at en tanke, en ide, en sætning, et ord skal melde sig – og intet ville jo være værre, end hvis man glemte indfaldet. Derfor notesbogen. Og der er noget magisk over det, man skriver i sin notesbog. Fordi det er her Værkerne begynder. Og det er i notesbøgerne den helt abnormt interesserede eftertid vil lede efter spor efter, hvem Man Virkelig Var, og Hvorfor Man Skrev Hvad Man Gjorde. Og mange andre ting som fortjener, at man skriver dem med stort begyndelsesbogstav.
Hånden på hjertet: Hvem med en forfatter i maven føler det ikke sådan? Det kan selvfølgelig være, at der er enkelte, der har andre præferencer, og måske undgår yngre generationer end min at spilde tiden på at skrive ting i hånden på noget så oldnordisk som “papir”. Men hvis det er sådan det er (og jeg har nu mine tvivl), så lad det være, hvad det er. Jeg sværger til min notesbog. Eller rettere: notesbøger. For jeg har ikke kun en notesbog. Jeg har flere. Mange ville en del måske mene. For mange ville flere endnu måske mene. Det vender jeg tilbage til.
At noget er en “fetish” betyder, at man dyrker en eller anden genstand helt overdrevet i den tro at genstanden på en eller anden måde kan etablere en højere og mere intens virkelighed end genstanden i sig selv egentlig indikerer. Og det er præcis hvad jeg mener en notesbog kan. Det er ikke ligegyldigt hvilken notesbog man skriver i. Selve notesbogens fysiske fremtoning er afgørende: Sidernes kvalitet, størrelsen, om den er linieret eller ej, tykkelsen af papiret, papirets farve: Alt sammen betyder noget for, hvad det er man skriver i dem.
Det er ikke det samme som at sige, at geniale digte kun kan skrives i notesbøger til 3,5 kr. pr side. Da jeg begyndte som ganske ung var det kinabøger til en 5’er, eller der omkring, i kinabutikken på Strøget. Men det jeg skriver formes af det medie jeg skriver det i, eller på, og her er prisen ikke afgørende. Det er notesbøgernes fysisk udformning der betyder noget, og nogle gange er en billig Tigerbutik-notesbog det bedste. Notesbogens fysik er så afgørende, at jeg har bestilt en særlig ladning af typen “Aurora” fra en boghandel i Holland, som er den eneste der har lige præcis den størrelse, som af uransalige årsager gør, at jeg kan skrive godt, stødt og uforstyrret i dem, og uden at jeg får krampe i armen.
For mange år siden kunne man få præcis denne notesbog – uden linjer – i København og jeg købte et
par stykker og når jeg læser tilbage i netop disse notesbøger, synes jeg at de gav min skrift noget særligt. Så nu har jeg bestilt dem igen under stort besvær og med det lidt sørgelige resultat at de kun havde dem med linjer. Men det går alligevel, gør noget alligevel. Det er absurd – ja. Men det er virkeligt nok. Ligesom musik på vinyl. Får man musikken digitalt i høj nok opløsning er der intet logisk der taler for vinylpladens suverænitet. Men måske er det ligesom med mad, hvor enhver kok vel ved, at serveringen betyder hvis ikke alt, så dog en hel del. Den flot anrettede mad smager bedre end maden, som er slasket tilfældigt op i en dyb tallerken.
I en del år har jeg ikke dyrket notesbøgerne særligt meget. Nu er jeg begyndt igen. Og det er en udsøgt fornøjelse. For tiden kører jeg tre typer parallelt – som sagt er en ikke nok. Dagbogen er beskrevet; dertil kører jeg en kombineret tegneskitse- og notesbog som hedder “Sketchbook” og som fås til kun ca. 50 kr. i Tutein & Koch, som har dejligt rå sider som er gode til blyantskitser, men lidt hård ved tuschpennes spids, men jeg kan lide den taktile modstand. F.eks. gør det, at en af mine yndlingstuscher sprutter herligt henover siden når jeg skriver. Jeg kan godt lide, at det bliver fysisk at jeg skriver. Det er ikke ligegyldigt.
Den tredie type notesbog er en lille sag, som kaldes “Monochrome” og også kan købes til en billig penge i Tutein & Koch, vistnok ikke mere end en 10’er stykket. Det er en lille nobel sag med kridhvide sider og linjeret. Men lidt bredere end de fleste små notesbøger og det kan jeg godt lide.
Dagbogen er til de lange beretninger om hvad dagen bragte, skitsebogen er til tegninger, tanker og digte, og den lille notesbog er til huskesedler, aforismer, citater, og i enkelte tilfælde også digte. Hver især gør de noget ved min skrift og mine tanker. Og jeg veksler bevidst mellem dem for at malke min inspiration for forskellige dimensioners værdier.
Det er altså altsammen meget smukt. Men der er selvfølgelig et skår i glæden, en slange i paradiset – en lille slagskygge, som kastes langt ind over notesbøgernes ellers så skønne landskab. Og det er, at jeg aldrig kan finde den helt perfekte notesbog. Der er altid en eller anden lille ting som gør, at en notesbog heller ikke denne gang var den Ideelle Notesbog
Min “Sketchbook” på billedet ovenfor har f.eks. et omslag, der sidder løst omkring bogen, og som hver gang jeg åbner den er ved at falde af. Den lille Monochrome-notesbog har linjer, hvilket jeg ikke er helt tilfreds med, og så er den måske lige akkurat en lille smule for tynd. Og Auroradagbøgerne, ak, har altså også linjer, og det bliver aldrig helt det samme, som dem jeg engang faldt tilfældigt over i en tilbudskasse og som var uden linjer. På denne måde beskriver notesbogsbesættelsen også den evigt uindfriede søgen efter det perfekte. Ikke helt uligt hvordan livet i det hele taget er.
Ord er ånd fortættet, og måske er det min protestantiske opdragelse som gør, at jeg kvier mig lidt ved at indrømme betydningen af det rent fysiske element i skriveprocessen. Men selvfølgelig er jeg langt fra den første, der kommer med denne indrømmelse. Var det ikke Turèll der var med til at mytologisere den magiske IBM-skrivemaskine med kuglehovede? Er det ikke Tomas Espedal som siger, at notesbøgerne er det egentlige værk? Chatwin har jeg allerede nævnt.
Er der en morale til denne lille højsang til notesbogen? Måske blot det, at vi bliver til i modstanden som verden giver os. Og at der er grunde til at vi foretrækker det ene frem for det andet. Og at det er i den fysiske modstand at inspirationen anspores og bliver til den ånd, som overskrider mediet. Bøger – og notesbøgerne som muliggjorde dem – giver os adgang til andre sind, til sandheder og løgne og indsigter og visioner, som gør transcendensen mulig – overskridelsen af os selv. Måden at give os selv tilbage til verden. For det er det notesbogen betyder. At vi ønsker at give os selv til verden.
———————————
Dette blogindlæg bragtes første gang i 2019 ovre på blogspot; her gengives det i let redigeret form.
For en del år siden efterhånden blev jeg opmærksom på bogen Electric Eden: Unearthing Britain’s Visionary Music af Rob Young. Nu har jeg endelig fået den læst – og den har vist sig, at være fuld af gaver.
Jeg er ret sikker på, at det var i forbindelse med en del internetsøgninger på The Incredible String Band, et band jeg har elsket siden teenageårene, at jeg stødte på bogen. Blandt min fars lille samling af beatplader stod nemlig The Hangman’s Beautiful Daughter (1968) og Wee Tam (1968) (oprindeligt udgivet som dobbelt-lp’en Wee Tam and The Big Huge (1968) og siden splittet op i to enkelt-skiver).
Det var her jeg fik mine første møder med 60er-musikken, når jeg rodede min fars lp’er igennem. Blandt en ret stor samling af klassisk musik havde han et lille udvalgt beat-bibliotek, som bla. omfattede Doors’ Strange Days, Neil Youngs After the Gold Rush, Jefferson Airplanes Surrealistic Pillow – og altså The Incredible String Band. Plader han havde anskaffet som research til sin bog om beatmusikken, Oprør mod neonguden (1970).
Men jeg blev altså opmærksom på bogen og var flere gange ved at bestille den, men fik det aldrig gjort. Senere faldt jeg så over den igen, til salg brugt i min gamle kammerat Niels Kjøngsdals pladebutik, Amager Records. Jeg fik den med i en god handel, der inkluderede Donovan’s A Gift from a Flower to a Garden.
Electric Eden dækker folkemusikkens moderne historie i England, fra 18-hundredetallet, hvor folklorister begyndte at indsamle folkesange, og med hovedfokus på 50erne, 60erne og 70erne. Interesserer man sig for folkmusikkens revival (og mytologiserende rekonstruktion) i moderne tid, og har man en forkærlighed for psykedelisk folkrock, er bogen en guldgrube.
Gennem sin fortælling indkredser Young omhyggeligt hvordan forestillingen om et oprindeligt, mytologisk England – “Albion” – gradvist udkrystalliserer sig i en genoplivning, eller omkalfatring, af folkemusikken, som får nyt og magisk liv fra 1950erne og frem. Hvordan den psykedeliske folk rejser en imaginær tidsrejseportal til en svunden tid, som ender med at føde direkte ind i de drømmende hippiers længsel efter det tabte paradis.
I en del år efterhånden har Spotify revolutioneret min måde, at lytte til musik på. At have abonnement på alverdens musik via en tjeneste, der også foreslår musik, der ligner den man foretrækker, har gjort, at jeg har lyttet til ny (altså: for mig ny musik; ofte er den jo gammel) som aldrig før. I forhold til dengang – især tilbage i 90erne – hvor hver eneste lp (eller cd) jeg købte, var noget der – grundet prisen – skulle overvejes nøje, og ny musik derfor var noget, der skulle gennem en meget snæver port, er Spotify en ren revolution.
Men så fantastisk Spotify (og lignende streamingtjenester) end kan være, er der alligevel ikke noget, som en virkelig kvalificeret, super velresearchet og blændende godt skrevet historisk indføring i en musikgenre – så som Electric Eden. 600 sider er en ordentlig mundfuld og det har krævet lidt, at gennemføre læsningen – for ikke det hele er selvfølgelig lige interessant. Men der har været meget store gaver ved at gøre det.
Electric Eden giver indblik i en musikalsk genres historie op til en nutid anno 2010, hvor bogen udkom. Den er virkelig godt skrevet, med især poetiske gengivelser af diverse musikalske udtryk som højdepunkter. Og så gør den noget helt elementært: Nemlig introducerer til en lang række af bands (selvom det undrer mig, at Donovan – der dukker op mange steder i bogen – aldrig får en selvstændig behandling). Mange af disse bands – og musikere – havde jeg aldrig hørt om før, og der har været helt utrolige opdagelser imellem.
For nu at nævne nogle, som har gjort særligt indtryk på mig: Davy Graham og hans Folk, Blues & Beyond. Mindblowing – udkom i 1965 og var en eksplosion af indtryk fra rejser i Mellemøsten. Det østlige tonesprogs indtog i folkemusikken. Og så at opdage at hans “Angi” er det der fede instrumentalnummer på Simon and Garfunkel’s Sounds of Silence (1966).
Shirley og Dolly Collins’ Anthems in Eden – tidløse takes på en middelalder, som sikkert aldrig var, men som gør godt ind i koglekirtlens marv. Fairport Convention – en bandnavn, som jeg er ret sikker på, at jeg før har hørt – og lynhurtigt fik parkeret blandt et væld af andre ligegyldige bands, som jeg ikke ville spilde min tid på at prøve at lære at kende. Men Unhalfbricking (1969): Meditative riffs, oceaniske fortællinger, varme grooves – hvad kan man ønske sig mere? Og Pentagle: Basket of Light (1969)! Lystråde der væver sig tættere og tættere, mandalaer af lyd, oversvømmende, kontemplative, æggende, duvende og crispy-lækre som en sprød morgentåge i rimfrost, set gennem dampen fra en gylden kop kaffe.
Og så selvfølgelig mit personlige højdepunkt: The Incredible String Band – som jeg altså kendte i forvejen, men hvilket kapitel! Og med den eneste rigtige titel: ‘Fire’! Hør blot fx her: “…the group that […] captured that elemental essence of music as an intimate rite in the flickering light, imparting sacred mysteries to rapt ears in the sapphire deep of night, was The Incredible String Band.”
Og her: “…the music consumes everything thrown into it in a blaze of inspiration.” Og så denne her: “If there is any conclusion to be drawn from Wee Tam and The Big Huge, it is that enlightenment must come at a higher cost than most of their contemporaries were prepared to pay. The passion with which the String Band addressed the quest made the mystical pretentions of other contemporaries merely sound like the honeyed crumbs of those who had no bread.” Word!
Så sent som her til morgen vendte jeg tilbage til Clive Palmer, som var med til at stifte The Incredible String Band, men allerede efter deres første album tog til Indien og Afghanistan. Da han vendte hjem besluttede han sig for ikke at fortsætte med sine gamle bandkammerater. I stedet indspillede han en række numre under titlen Banjoland, som ikke blev udgivet før 1995.
Her er Rob Youngs take på dette skæve album: “Heard alongside […] the other defining albums of the period, it offers a peaceful backwater, with Palmer […] bathetically [“bathetically”: “An abrupt, presumably unintended juxtaposition of the exalted and the commonplace, producing a ludicrous effect.”] picking away like a neglected sideshow in some poorly attended seaside concert hall while the glittering attractions parade their wares elsewhere.”
Jeg elsker banjoen – dens krystalklare og knastørre staccatolyd, ikke helt ulig citarens knipsen, men uden den underliggende drone. Ikke desto mindre: Giv mig bare banjoen, så er jeg glad. Og her er Clive Palmer uforlignelig. Som sagt gav jeg ham en chance til – og prøvede Along the Enchanted Way. Og der var jackpot: Mærkeligt underspillede eventyrrejser med melankolsk skråregn og banjoens uforgængelige objektivitet som en lynstreg af nærvær gennem det hele. Og så fra 2011. Måske Clive Palmer lige havde læst Electric Eden og synes han skulle vise, at han stadig var in the game.
Bag i bogen er – ordnet efter årstal – lister over de centrale album, som indgår i bogens fortælling. Og det er smart, for jeg ved, at jeg på trods af, at jeg undervejs har noteret særligt interessante album i margen, vil vende tilbage til netop disse playlists udvalgt af en supernørd, der har siddet med d
Og så er det jo bare at gå i gang.
For mange år siden skrev jeg en julehistorie, som blev trykt i Hovedområdet (Månedsbladet for det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, nr. 8, 24. årgang, 8. december 1995). I anledning af at jeg omsider har fået lavet mig en hjemmeside, synes jeg det er på tide, at den ser dagens lys nok engang. Og så selvfølgelig fordi det er en julehistorie.
Det er ikke den bedste opløsning, og det bliver nok noget værre fedteri på en mobil, men her er den. Med ønsket om en glædelig jul og en venlig tanke til min gamle ven Sune Auken, som var ham der fik mig til at skrive historien og fik den bragt i Hovedområdet.
Thore Bjørnvig 