Fornylig har jeg ryddet op i min bogsamling. Det var hårdt – men det er en fornøjelse, at have gjort – og så åbenbarer der sig oven i købet titler, som jeg helt havde glemt, jeg ejede.

Bogoprydningens uventede gaver

Når man som jeg elsker at købe bøger, nærer et udtalt anstrengt forhold til bibliotekernes bødesystem og derfor sjældent låner bøger, har svært ved at sige nej, hvis nogen tilbyder mig en bog og ikke er bleg for at have bøger stående, jeg ikke har læst – og tilmed har meget svært ved at give slip på dem, når de først står i min reol (endsige smide dem ud!) – ja, så er det ingen lille opgave at rydde op i samlingen. Men efter i årevis at have udskudt oprydningen, fik jeg den endelig gennemført, og samlingen står nu ret velordnet efter emner, og den skønlitterære afdeling oven i købet ordnet alfabetisk efter forfatter.

Den nye orden gør, at jeg ser med fornyet interesse på titler, jeg aldrig har fået læst. Særligt de (i helt konkret forstand) smalle bøger tiltrækker sig min opmærksomhed, da de antyder, at de er hurtigt læst. En sådan fik jeg øje på blandt den skønlitterære prosa – en lille, hvid bog med titlen At skrive. “At skrive” – det lød jo ret spændende og omend jeg ingen anelse har om, hvordan bogen er kommet i min varetægt, så er det vel en rimelig antagelse, at nogen, der ved at jeg skriver, har foræret mig den – eller måske har jeg selv ved en eller anden lejlighed købt den?

Godt skrevet – men ikke om at skrive

Og bogen holdt hvad den lovede – den var hurtigt læst. Til gengæld føler jeg mig bestemt ikke meget klogere på, hvad det vil sige “at skrive” efter endt læsning. Bogen er sådan set udmærket skrevet – altså: sproget glider godt nok og der er ind i mellem passager af en hvis lyrisk skønhed. Men det meste synes biografisk selvcentreret på en måde, som virker uinteresseret i at udsige noget generelt, endsige alment interessant og tilgængeligt, om det “at skrive”.

Den kvindelige forfatter – Maguerite Duras – bedyrer flere steder, at hun trods det, at hun skriver uforståelige bøger, har haft ret stor succes – som f.eks. med bogen L’Amant, som blev filmatiseret som The Lover i 1992 og var lidt af en blockbuster og handlede (nogenledes selvbiografisk) om en kvindes kærlighedsaffære med en kineser. Så stor succes, at hun på et tidspunkt får råd til at købe et kæmpe hus, hvor hun tilbringer en årrække i ensomhed (bortset fra en strøm af elskere, og godt med gæster, og et rigt socialt liv i byen) med det at skrive. Med Skriften.

Volapyk

Og måske er det også derfor – altså fordi hun skriver uforståeligt – at i hvert fald jeg efterlades med en temmelig tom følelse i hypofysen efter end læsning

Prøv f.eks. følgende passage:

“At være alene med den bog der endnu ikke er skrevet, er stadig at befinde sig i menneskehedens første søvntilstand. Sådan er det. Det er også at være alene med en skrivning, der endnu ligger brak. Det er at prøve ikke at dø af det. Det er at være alene i skjul under krigen. Men uden bøn, uden Gud, uden nogen anden tanke end dette vanvittige ønske om at dræbe Den tyske Nation indtil sidste nazist.”

Efter min bedste evne og overbevisning er det noget nær ren volapyk.

“At være alene med den bog der endnu ikke er skrevet, er stadig at befinde sig i menneskehedens første søvntilstand.” – Hvad i al verden er “menneskehedens første søvntilstand”? Er det arten homo sapiens første søvntilstand – og i så fald, hvem har nogensinde hørt om den, og hvad skulle man også kunne vide om den? Eller er det indslumringsfasen i det enkelte menneskes nattesøvn? Eller er der tale om barnets første søvntilstand? Intet forklares og da slet ikke hvorfor det at være alene med en bog, der endnu ikke er skrevet, er som en søvntilstand – med mindre det da er bogen, som i en eller anden forstand befinder sig i et u-opvågnet tilstand. Men sætningen synes at indikere, at det er subjektet, der er alene med den endnu ikke skrevne bog, som er i søvntilstanden.

“Sådan er det.” – Det er næsten morsomt, for man forstår jo godt, at forfatteren kan føle sig til fristet til at understrege rigtigheden af et udsagn, som ingen mening giver.

“Det er også at være alene med en skrivning, der endnu ligger brak.” – Ja, okay – altså, bogen er endnu ikke skrevet, og i den forstand kan man vel godt sige, at skrivningen ligger brak. Men hvad det ligger til den i forvejen ret uforståelige sag, er svært at se.

“Det er at prøve ikke at dø af det.” – Øh, okay – at være alene med en endnu ikke skrevet bog – og så kan man vel fornemme, at det er forfatteren til den endnu ikke skrevne bog, der er tale om – er altså ikke særlig sjovt. Nej, man er faktisk hele tiden tæt på at dø af det. – Men – har alle forfattere det sådan? Næppe. Der er snarere tale om et meget idiosynkratisk og iøvrigt ret hysterisk udsagn. I hvert fald som det står uforklaret her.

“Det er at være alene i skjul under krigen.” – O-okay? Duras levede 1914-1996 – så det kan jo være, at hun faktisk har prøvet det – og krigen kunne så være 2. verdenskrig. Men jeg forstår ikke et levende suk af, hvordan en søvntilstand kan lignes med at være i skjul under en krig. Der er man vel helt vildt vågen – hvis det f.eks. er under et luftangreb. Men så skal man måske forstå det sådan, at når man er skjult under en krig er man i en art potentiel tilstand, ligesom den endnu ikke skrevne roman? Eller er det snarere sådan, at den der skjuler sig, er ligesom forfatteren, der står foran den endnu ikke skrevne bog? Men i så fald – hvad er krigen så i denne ligning? Jeg forstår det ikke.

“Men uden bøn, uden Gud, uden nogen anden tanke end dette vanvittige ønske om at dræbe Den tyske Nation indtil sidste nazist.” – Uden bøn, uden Gud – som den, der lever i skjul under krigen åbenbart ikke er uden – er forfatteren altså. Og har blot et ønske: at udrydde alle nazister. Så – at skrive bogen er som at udrydde nazister? Eller er der en slags metaforiske nazister, der står mellem forfatteren og bogen? Nej, jeg opgiver.

Skrift og ensomhed

Det er et af de mere uforståelige afsnit jeg har valgt ud, men jeg synes det giver et udmærket billede af bogen. Jeg har ingen anelse om, hvad formålet med bogen er, eller hvad forfatteren har tænkt sig med den. Den skal vel sige noget om hendes forhold til det at skrive. Og der fremgår det så, at det for hende er en meget ensom proces. Men det er omtrent også det eneste, jeg tager med mig fra bogen. Dét og så beskrivelserne af selve det store hus, hvori hun altså skriver, som faktisk fascinerer mere, end udsagnene om at skrive.

Der er visse steder i bogen, der kan minde om Rilkes tanker om det at skrive i Breve til en ung digter. Hvor det også er en pointe at det er, og bør være, en meget ensom sag at skrive. Men hvor man med Rilke dog får en fornemmelse af, hvorfor det med ensomheden er så vigtigt og så stor en pointe, så er det, i hvert fald for mig, ganske uklart hvad Duras egentlig tænker om denne ensomhed. Og hvad det i øvrigt vil sige “at skrive” – det skal man nok kigge i andre bøger for at blive klog på.

Det kan selvfølgelig være, at bogen er anderledes interessant og sigende, hvis man har læst Duras’ øvrige bøger – og det har jeg altså ikke. Men sådan er det når man trækker et lod i bogsamlingens store tombola. Nogle gange er den en indgang til nye, svimlende perspektiver – og nogle gange er det en nitte.

---

Bogen er oversat fra fransk af Lone Bjelke, efter Ecrire fra 1993, og udkom på dansk i 2004 på Forlaget SAAS. Jeg har læst om Duras i Wikipedia.