Set og sket 2025

Arne Herløv Petersen omtaler Vindens kartotek II

30. december 2025 var en særlig dag. Her viste et opslag på Arne Herløv Petersens Facebook-væg nemlig, at han havde læst Vindens kartotek II – og kunne lide den.

Her gengiver jeg den fulde opdatering (med Herløvs tilladelse):

Han er digter

Thore Bjørnvig er digter. Han ser på verden med nye øjne. Han bevæger sig mellem verdens sarte tråde og en underverden af tortur og voldtægt. Han kan krænge sproget på vrangen og risle stille ned gennem sindet. Hans bog ”Vindens kartotek II” består af ti situationer, ti billeder af verden med titler som ”Togstationer”, ”Planeter” og ”Hvaler”. Og alle de billeder, der kommer frem, er gennemtrængt af et overbevisende lyrisk sprog. I steder for udefra at fortælle, hvordan de billeder er, vil jeg plukke tre af dem og vise dem frem. Så kan man selv se, hvad Thore Bjørnvigs kunst består i. Det er ikke de voldsomste af digtene, jeg har valgt, men de digte, der fik mig til at tænke, at dette er lyrik, som danner billeder, der bliver i læserens sind, når bogen er lukket.

Togstationer II

Ad skinnernes glinsende floddelta
skingrer de første morgentog
hjulene hakker og hamrer hver gang
de rammer et sporskifte farten sænkes
nær banegården, hvor de sidste
branderter stavrer med parallelklippende
øjne ind i togstammen, hvor de opløses:
brusetabletter i gryets dødvande
der siver gennem rudernes ler.

*

Stofskifte IV

Galaksens spiral er som vandet
i en håndvask – langsomt løber livet ud.
på vej i den lysende hvirvel
skummer det over, på engen vipper
klokkeblomsterne i den blide vind
en understrøm af varme, der løfter
sommerfugle som glitren på uroligt vand

*

Hvaler V

Flokke af øresvin klikker sig vej
til fiskestimer mellem skyskraberes
lodrette rev, jager dem sammen
med luftbobler, spiser sig mætte
i sølvblanke kroppe, dykker forbi
rustne bussers duvende tangskove
husker svagt de landlevende
hårløse aber, der forsøgte
at lære deres sprog som forberedelse
til kosmiske møder, leger tagfat
ind og ud ad vinduer, hjemme overalt
indfødte i det vægtløse nærvær

*

Thore Bjørnvig: Vindens kartotek II

Det Poetiske Bureaus forlag 2025. 85 sider

Bogen er endnu ikke lagt ud på salgssiden,

men den koster formodentlig 150 kroner

Skriv til forlaget om køb af bogen.

Koncert med Bjørnvig/Christiansen og reception for Det Poetiske Bureaus udgivelser

I anledning af udgivelsen af Vindens kartotek gav Niels Christiansen og jeg koncert i Literaturhaus d. 10.12.25. Det blev lidt af et brag, som fortalte os, at vi bare skal noget mere ud at spille. Så kommer gaverne lige så stille dryppende af sig selv.

Der var også mange andre indslag denne aften, bla. Henrik S. Holck, der læste flotte digte op og spillede fremragende på klaver. Og Claus Bøje, der både gav den gas på trommerne – og læste op fra sine kyniske alderdomsdigte.

Vindens arkiv – Vindens kartotek II udkom

D. 10. december udkom Vindens kartotek II på Det Poetiske Bureaus Forlag. Vindens kartotek I udkom november sidste 2024. Et år efter kom II’eren. Og der er allerede et tredje bind i støbeskeen…og måske flere, hvis niveauet holder. Samlet kommer serien til at hedde Vindens arkiv.

D. 12. november holder jeg billed- og musikforedrag Thorkild Bjørnvig og tiden på Samsø i Svendborg. Hvilket er meget passende, da mine forældre og mine søskende (og jeg selv) til at begynde med boede her – med sommerhus på Samsø.

Bogforum og paneler om lyrik og livets stadier

Jeg var også i år med til at arrangere Dansk Forfatterforenings stand på Bogforum (7.-9. november) som repræsentant for lyrikergruppen. Her modererede jeg to paneler.

Beskrivelsen af panelerne var: “Livet inddeles normalt i fire faser: Barndom, ungdom, voksenliv, alderdom. Det er typisk at forbinde lyrik med ungdom. Ungdommens stærke og skiftende følelser finder udtryk i poesiens korte linjer og stærke metaforer. I Danmark har vi Michael Strunge som det måske mest klassiske eksempel. Men hvad med livets andre faser? De har en til tider måske lidt overset plads i lyrikken. Derfor sætter Lyrikergruppen i Dansk Forfatterforening dette år fokus på barndom, voksenliv og alderdom i lyrikken. Dette gøres gennem tre paneler hvor digtere sætter hinanden stævne og diskuterer livsfaserne i poesien, hvordan den kommer til udtryk, og hvilke muligheder netop poesien giver for at udtrykke dem.”

Fredag er det panelet Lyrik og barndom kl. 13:00-13:30 med Erik Trigger, Hanne Dagmar Raaberg og Stine Lundgaard, moderator Thore Bjørnvig.

Lørdag er det panelet Lyrik og voksenliv kl. 15:10-15:30 med Cindy Lynn Brown, Torben Munksgaard og Daniel Boysen, moderator Pia Deleuran, der denne dag vikarierer for mig.

Søndag er det panelet Lyrik og alderdom kl. 12:40-13:10 med Milena Rudez, Hans-Erik Rasmussen og Bente Clod, moderator Thore Bjørnvig. Dette sidste panel var lidt særligt for mig, da min gamle skrivelærer Bente Clod optrådte i det.

Alfabetets børn kommer til Samsø

Torsdag d. 30. oktober kl. 18 holder jeg foredraget Alfabetets børn på Samsø Museum i Tranebjerg på Samsø. Læse mere her.

Thorkild og Thore Bjørnvig, ca. 1981, måske på båden mellem Thunø og Samsø.

Religion og rummet i Ishøj

D. 20. oktober holdt jeg foredraget Religion og rumfart: Det ydre rums religion og “overbliks-effekten” i Vejleå Kirke i Ishøj. Skønt at komme ud og fortælle om denne gamle kæphest, jeg efterhånden har redet en del rundt på gennem årene…

Oplæsning Kulturnat 2025

D. 10. oktober var der marathonoplæsning i Dansk Forfatterforenings lokaler, og temaet var oversættelser og internationalitet med mange sprog repræsenteret. Jeg læste digtet “Hænder” op, først på dansk, så i min egen engelske oversættelse, og til sidst læste Milena Rudéz sin oversættelse af første afsnit af digtet op på kroatisk.

Alfabetets børn starter Sjællands-touren i Vipperød

Jeg holder foredraget Alfabetets børn hele 7 gange på sjælland i regi af Holbæk Seniorhøjskole, og touren begyndte i Vipperød d. 29. september. Foredraget bliver skarpere og bedre for hver gang jeg holder det. Og folk er lydhøre og spørgende. Det er dejligt at kunne give af sig selv og sin historie, samtidig med at man belyser kædedansen ned gennem generationerne, og den skæbne det er, at være skrivende barn af en forfatter.

Alfabetets børn rejser rundt på Sjælland

Til efteråret holder jeg foredraget Alfabetets børn – om fædre og sønner i litteraturen hele syv gang i regi af Holbælk

Thorkild og Thore Bjørnvig, ca. 1981, måske på båden mellem Thunø og Samsø.

Beskrivelsen af foredraget lyder sådan her:

“Hvordan finder man som forfatter sin egen stemme, når man er barn af en forfatter? Thore Bjørnvig (f. 1971) er søn af forfatteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004). I dette foredrag fortæller Thore om, hvordan det er at vokse op med en far, der er forfatter – og selv blive forfatter. Thore belyser temaet gennem personligt oplevede historier og oplæsning af tekster fra både sin fars og sit eget forfatterskab. Teksterne handler om forholdet mellem fædre og deres sønner, og samlet tegner de et billede af far-søn-forholdet gennem fire generationer i Bjørnvig-familien. Undervejs trækker Thore desuden linjer til Åsa Beckmans nyudkomne bog Kulturbørn, der handler om hvordan det former en at vokse om med forfattere som forældre, og videre i forlængelse heraf til den såkaldte “genmælelitteratur”, hvor børn af forfattere prøver at skrive sig fri af deres ophav.”seniorhøjskole.

Lysende anmeldelse af Vindens kartotek

D. 20. juni skrev Anne Wehner en anmeldelse af min digtsamling fra 2024, Vindens kartotek, på bogblogger.dk. En anmedelse der er overmåde positiv og selvfølgelig gør mig vildt glad og pavestolt. Wehner skriver bla.: “Vindens kartotek er ligeså poetisk og lige så vidunderlig som titlen antyder. (…) Metaforikken er stærk og fylder teksten med en pulserende magi og energi, der forplanter sig håbefuldt i læseren. (…) Åh! Vindens kartotek er en de bedste og smukkeste digtsamlinger, jeg har læst i lang, lang tid.” Første oplag af Vindens kartotek er udsolgt, anden oplag er klar i august og bogen kan bla. bestilles via Det Poetiske Bureaus hjemmeside.

i 2026 opstod der en del polemik omkring en anmeldelse skrevet af Wehner på bogblogger.dk og meget tydede på, at den var skrevet af AI. Wehner forlod som resultat bogblogger.dk og alle hendes anmeldelser blev fjernet. Jeg ved ikke om anmeldelsen af Vindens kartotek blev skrevet ved hjælp af AI. Men jeg vælger at lade referencen stå her, i det jeg håber Wehner mente hvad hun postede, uanset hvad eller hvem, der så måske skrev det.

Workshop om Månens ambassade

D. 20. juni var også dagen, hvor jeg blev inviteret til at deltage i en workshop om mulighederne for at etablere en ambassade for Månen på Jorden. Sammen med en international ekspertgruppe skulle jeg diskutere emnet på Teylers Museum i Haarlem, Holland. Desværre gjorde svære personlige omstændigheder, at jeg ikke kunne deltage i mødet fysisk. Derved gik jeg glip af de mindre arbejdsgrupper, men forsøgte, så godt jeg kunne, at deltage i onlinepræsentationerne.

D. 7. juni kom min anmeldelse af Mette Moestrups nye digtsamling, Butterfly nebula, i POV International. Læs anmeldelsen her.

“Øer” opføres på Samsø

Lørdag d. 24. maj optrådte koret Odder Voices i Sambiosen på Samsø. Som led i koncerten blev det meste af mit digt “Øer” fra Vindens kartotek læst op.

Oppe i den Flyvende tallerken igen

D. 12. maj var jeg for tredje gang gæst i DR-podcasten Flyvende tallerken. Denne gang kom jeg med input til et interview med UFO-forskeren Jacques Vallée. Det var som vanligt sjovt og inspirerende at være med. Håber der kommer flere gange.

Hør inteviewet her.

1. maj-tale i Fælledparken

Inviteret af Det Poetiske Bureau og TV-0 holdt jeg tale i Fælledparken d. 1. maj. Det blev til lidt af en brandtale med et indlagt digt til sidst: “Big Fucking Pegasus”. Læs talen her. Og se og hør den på youtube. Efter min tale i Fælledparken d. 1. maj blev jeg desuden interviewet til Vesterbro Lokal-tv. Se og hør interviewet her.

Anmeldelse af Peter Laugesens Morgensange

D. 27. april kom min anmeldelse af Peter Laugesens nye digtsamling Morgensange i POV International.

Koncert med Bjørnvig/Christiansen

D. 8. april afholdt Bjørnvig/Christiansen nok en koncert, denne gang på Metronomen på Frederiksberg.

Anmeldelse af Et år med læsning og skrive

7. marts lagde jeg en anmeldelse af Jeppe Krogsgaard Christensens Et år med læsning og skrivning på lyrikere. dk. Du kan læse anmeldelsen her.

Vinden i februar

Torsdag d. 27. februar gav Bjørnvig/Christiansen spoken word-koncert i Kulturlejligheden AB JoJo på Nørrebro i København. Der var ikke ligefrem et overvældende fremmøde, men vi fik afprøvet nyt materiale, samt det nye lydanlæg, som Niels havde købt. Så alt i alt en god aften.

Optræden i Luffes Magiske Morgenradio

Onsdag d. 26. februar optrådte jeg i Luffes Magiske Morgenradio, som er et af Rødovre Lokalradios programmer. Leif Petersen er vært på programmet, og det er han rigtig god til. Det blev en lang, spændende samtale som tog udgangspunkt i musik, der gennem tiden har betydet meget for mig. Luffes Magiske Morgenradio spiller nemlig primært oldies and goldies, så jeg havde primært fundet musik frem, der er af den mere poppede og lyttevenlige slags. Vi kom vidt omkring; jeg fik lejlighed til at fortælle om mine digte, særligt Vindens kartotek, og der blev spillet hele tre af numrene, jeg har lavet med Niels Christiansen. Vi kom også ind på min far og hvordan det er, at vokse op med en forfatter som far – ikke mindst når man selv er forfatter. Du kan høre hele udsendelsen her:

Danish Network for UAP Studies (DNUS)

D. 23. februar mødtes jeg med Frederik Uldall og Gert Friis Mikkelsen omkring etableringen af DNUS, Danish Network for UAP Studies. “UAP” er det nye ord for “UFO” og betyder Unidentified Aerial Phenomenon. Det handler om hvad det er, eller ikke er, der måske, måske ikke, flyver rundt i vores luftrum, og som vi i nogle tilfælde ikke ved hvad er. Netværkets formål er at facilitere studiet af UAP ud fra et videnskabeligt funderet, multidisciplinært perspektiv. Jeg er blevet inviteret til at sidde i netværkets advisory board og det har jeg sagt ja til. Det er på tide at vi begynder at angribe UAP-fænomenet på en rationel og videnskabelig måde i et forum, hvor den akademiske, kritiske diskurs kan luge ud i det brogede landskab af ideer og hypoteser om UAP. Samtidig med at vi tænker ud af boksen. Begge dele er faktisk mulige. Jeg kommer til at skrive mere om dette ovre på astroreligion.dk; her foreløbig blot dette lille pip.

Vindueskarme går i luften!

D. 17. februar kom første opus af Bjørnvig/Christiansens Vindens kartotek omsider i luften. Det blev nummeret vindueskarme, som nu kan lyttes til på Spotify, Apple Music, Youtube, osv.

Se hvad der skete i 2024

her….