En blog om at skrive, om det jeg skriver, om det jeg giver tilbage til verden i form af ord.
Jeg har netop tilbragt tre intense arbejdsdage med Niels Christianen, digter, guitarist og komponist. Det har resulteret i det første stykke med poesi og musik, hvor jeg har skrevet ordene og Niels musikken.
Det er helt fantastisk at arbejde sammen med Niels og det er som om, at vi får foræret det ene magiske sammenfald efter det andet. Det giver mening!
Lyt til nummeret her:
D. 15.5.22 udkommer min tredje digtsamling. Læs pressemedelelsen her:
Sortehavet koger som asfalt
mens jeg holder om dine hvide hofter.
Sabeltigeren Putin ligger dybt nede
i pølen med testikler så store
som bombede metropoler.
Den ene indeholder en atomubåd
den anden en rotte
der prøver at gnave sig ud.
Engang i en drøm
gik jeg ved Sortehavet.
Der var træhuse i matte farver
under fyrretræer, en bazar, mennesker
stemmer – løgkupler og gader af aftendis.
Jeg troede jeg skulle se det igen.
Nu gik det eller lige så godt.
Jeg var begyndt at blive glad
og så gik Ukraine under
i mine koldkrigshænder.
Når mine fingre glider ned
ad din ryg på ny er det morgen.
Bænken i solen har ikke rykket sig
siden søndag 1983.
Vi kunne være taget til Odessa
og hørt ukrainsk ska-punk.
Du kunne have vist mig det Østeuropa
jeg aldrig fik set.
Nu nedskriver missilernes kileskrift
Europa til en sky af murbrokker
og børnehud i trevler.
Denotationer af vished oplyser
glimtvist hjerneskallens
formørkede firmament:
Hvert øjeblik er et stykke papir
holdt op mod en ny tids
nukleare nova.
__________________________
Ikke mere end en uge eller to efter at Putin invaderede Ukraine var jeg en morgen på vej ud ad døren, på vej til arbejde. Men nogle ord dukkede op, som blev til dette digt.
For nylig besluttede jeg mig for, at melde mig ind i Dansk Forfatterforening. Beslutningen havde noget at gøre med at omfavne forfatteridentiteten. Omsider gå all in og sige: Okay, det er det jeg er. Ikke det eneste jeg er, men en væsentlig del af det.
Jeg har skrevet siden jeg var omkring 15 år gammel. Og har udgivet, undergrund og overgrund, de sidste 25 år. Som min ekskone formulerede det for nylig: Jeg har levet et liv i ordenes tjeneste. Så altså: Jeg meldte mig ind i Dansk Forfatterforening.
Jeg kunne også have valgt Danske Skønlitteræres Forening. Faktisk inviterede de mig til debutantaften, da jeg fik min overgrundsdebut med Livet i nullerne i 2009. Men det blev Dansk Forfatterforening – og måske delvist netop på grund af denne forenings bredde, der favner både lyrik, skønlitteratur og faglitteratur, i det jeg skriver inden for alle tre genrer.
Da jeg straks ville omsætte mit medlemskab i noget konkret deltog jeg i årsmødet her først i marts. Da dette viste sig at blive kombineret med en introduktion for nye medlemmer om eftermiddagen var det helt perfekt. Tiden var kommet til at indgå i en sammenhæng, hvor jeg altid har hørt til, men i lang tid ikke haft modet, energien eller lysten til at dukke op.
Jeg cyklede ud over Knippelsbro og drejede til højre ad den første gade på højre hånd, Strandgade. Jeg tror det strejfede mig, på sådan et lidt halvbevidst plan, at jeg engang havde været til noget litterært, knyttet til min far, her et sted. Måske blev det delvist overdøvet af det sort-hvide foto af Eik Skaløe, der står med det nys-udkomne HIP-album lige ved Knippelsbro, som jeg næsten altid ser kalkeret ind over virkeligheden, når jeg tager denne vej.
Hvor om alting er, så blev det en vældig god aften. Den foregik i foreningens imposante lokaler, hvor selveste Tordenskjold engang skal have boet. Fredede lokaler med enorme malerier med religiøse motiver og let opsvulmede, hvidlige kvinder, der fylder væggene og omgiver dørene, der ser ud som om de er bygget til kæmper.
I disse rammer mødte jeg blandt andet Karen Stenlev, som jeg fik lange, gode snakke med, Ann C. Schødt fra Potentialefabrikken, hvis hjemmesider jeg har læst med stor interesse, samt min gamle gymnasieklassekammerat Kasper Hoff. Mange andre herlige møder fandt sted og det var med ny energi summende i kroppen, at jeg cyklede hjem gennem et mørkt og forårskoldt København.
Det var først efter nogle dage, at det begynde at dæmre for mig, hvad det var der havde rumsteret i mig på Knippelsbro og i Strandgade. Var der ikke noget med de rum, der var bekendt? Noget ved de enorme, og let absurde, malerier; måden de indrammede de store, gamle døre på, som på en eller anden måde rørte noget i mig? Og med et slog det mig: Var det ikke der, hvor receptionen for Kilden og flammen, festskriftet der blev udgivet i anledning af min fars 70-årsdag, blev holdt?
Det var ikke længe siden, at jeg havde fundet en serie fotografier fra arrangementet, og nu fandt jeg dem frem igen. Jo – der var også nogle store malerier omkring dørene her. Men var det de samme malerier? Jeg googlede Dansk Forfatterforening og fik snart min fornemmelse bekræftet: Det var her, det foregik – dengang i 1988 – for 34 år siden.
Mens min far stadig levede deltog jeg i en del arrangementer, hvor han på den ene eller den måde optrådte – men det her fik en særlig betydning for mig. Jeg var et år eller to før begyndt at blive interesseret i at skrive og det må Frans Lasson, der redigerede festskriftet for min far, på en eller anden måde have opdaget. Han spurgte mig i hvert fald, om jeg kunne tænke at bidrage med noget til det – og det kunne jeg. Det blev til en novelle – eller novelette – som jeg kaldte “Livstræet”.
Jeg sendte den til Frans Lasson og så inviterede han mig op i sin enorme lejlighed for Østerbro-enden af Søerne, hvor vi gennemgik den sammen. Han havde nogle ændringsforslag, som jeg godtog, og så kom den i bogen som det sidste bidrag. Jeg synes det var spændende at få noget udgivet, også selvom det var i en bog til min far – en far, som jeg allerede da godt anede, det kunne blive lidt svært som skrivende at stå i skyggen af. Og så blev jeg oven i købet nævnt i Politiken, i en lille artikel om bogen og arrangementet.
En reception blev afholdt – og det altså i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade. En håndfuld prominente forfattere, der havde bidraget til bogen, deltog, herunder fx Jørgen Gustava Brandt, Pia Tafdrup og Benny Andersen. Og også – sammen med sin kone Anne-Marie Mai – Klaus Høeck, hvilket var af særlig interesse for mig. Jeg havde kort forinden læst hans beat-bog Pentagram, som jeg var ret vild med. Det må have været ved denne lejlighed jeg talte med ham om Grateful Dead. Dylan, Doors og Jefferson Airplane kendte jeg – men “Grateful Dead” – hvad var det for noget?
Høeck fortalte mig lidt om bandet, og udtrykte misundelse over, at jeg endnu havde al deres musik til gode. Jeg spurgte hvor jeg skulle begynde og han svarede, at det kunne være med pladen, der lige var udkommet året før, In the Dark. Efterfølgende købte jeg den og lyttede til den på Kastanievej Efterskole, hvor jeg gik på dette tidspunkt. Pladen fængede desværre ikke og der skulle gå næsten 30 år, før jeg omsider fik en (anden) indgang til the Dead – og siden har jeg ikke set mig tilbage (og genlæste i øvrigt for nylig Høecks komplet vidunderligt vanvittige lovsang til dem i Pentagram).
Som jeg altså sad og kiggede på disse gamle fotografier gik det op for mig, hvad det hele egentlig betød. “Livstræet” i Kilden og flammen var jo min debut som forfatter. Hvor smukt og passende var det da ikke at finde ud af, at selvsamme sted, hvor Kilden og flammen blev fejret, nu også var rammen om min formelle ankomst til forfatterrollen?
Jeg er fyldt 50 og inde i en tid, hvor mange cirkler på mærkelig vis bliver sluttet i mit liv. Her var altså endnu en magisk cirkelslutning: Grunden til at jeg skulle være netop der, i lokalerne i Strandgade, var selvfølgelig, at det hele tiden har været meningen, at det var netop der, jeg skulle være.
Jeg er ikke blind for vældet af statistiske sandsynligheder, men i forhold til det jeg føler nytter ingen logik. Det er endnu en hjemkomst.
_________________________
(PS. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvem der har taget billederne herover, men håber det er ok, at jeg bringer dem her).
De fleste, der opfatter sig selv som digter eller forfatter må kende det absurde, ja nærmest fetishistiske forhold, man har til notesbogen. Har man ikke en notesbog, er man ikke en rigtig forfatter. Eller – sådan har jeg det i hvert fald. Det hører til forfatteridentiteten og er blevet mytologiseret af Bruce Chatwin i Drømmespor – hvor han fortæller om sine elskede Moleskine-notesbøger, en helt bestemt notesbog, som han bare må have. Hvilket producenterne af Moleskine så tog op og brugte som reklame for deres notesbøger, som siden har erobret verden i en grad, at man ikke kan gå ind i noget der bare ligner en boghandel, uden at der står mindst én yderst velassorteret stand med Moleskinebøger.
Notesbogen som man har med sig overalt i det tilfælde at en tanke, en ide, en sætning, et ord skal melde sig – og intet ville jo være værre, end hvis man glemte indfaldet. Derfor notesbogen. Og der er noget magisk over det, man skriver i sin notesbog. Fordi det er her Værkerne begynder. Og det er i notesbøgerne den helt abnormt interesserede eftertid vil lede efter spor efter, hvem Man Virkelig Var, og Hvorfor Man Skrev Hvad Man Gjorde. Og mange andre ting som fortjener, at man skriver dem med stort begyndelsesbogstav.
Hånden på hjertet: Hvem med en forfatter i maven føler det ikke sådan? Det kan selvfølgelig være, at der er enkelte, der har andre præferencer, og måske undgår yngre generationer end min at spilde tiden på at skrive ting i hånden på noget så oldnordisk som “papir”. Men hvis det er sådan det er (og jeg har nu mine tvivl), så lad det være, hvad det er. Jeg sværger til min notesbog. Eller rettere: notesbøger. For jeg har ikke kun en notesbog. Jeg har flere. Mange ville en del måske mene. For mange ville flere endnu måske mene. Det vender jeg tilbage til.
At noget er en “fetish” betyder, at man dyrker en eller anden genstand helt overdrevet i den tro at genstanden på en eller anden måde kan etablere en højere og mere intens virkelighed end genstanden i sig selv egentlig indikerer. Og det er præcis hvad jeg mener en notesbog kan. Det er ikke ligegyldigt hvilken notesbog man skriver i. Selve notesbogens fysiske fremtoning er afgørende: Sidernes kvalitet, størrelsen, om den er linieret eller ej, tykkelsen af papiret, papirets farve: Alt sammen betyder noget for, hvad det er man skriver i dem.
Det er ikke det samme som at sige, at geniale digte kun kan skrives i notesbøger til 3,5 kr. pr side. Da jeg begyndte som ganske ung var det kinabøger til en 5’er, eller der omkring, i kinabutikken på Strøget. Men det jeg skriver formes af det medie jeg skriver det i, eller på, og her er prisen ikke afgørende. Det er notesbøgernes fysisk udformning der betyder noget, og nogle gange er en billig Tigerbutik-notesbog det bedste. Notesbogens fysik er så afgørende, at jeg har bestilt en særlig ladning af typen “Aurora” fra en boghandel i Holland, som er den eneste der har lige præcis den størrelse, som af uransalige årsager gør, at jeg kan skrive godt, stødt og uforstyrret i dem, og uden at jeg får krampe i armen.
For mange år siden kunne man få præcis denne notesbog – uden linjer – i København og jeg købte et
par stykker og når jeg læser tilbage i netop disse notesbøger, synes jeg at de gav min skrift noget særligt. Så nu har jeg bestilt dem igen under stort besvær og med det lidt sørgelige resultat at de kun havde dem med linjer. Men det går alligevel, gør noget alligevel. Det er absurd – ja. Men det er virkeligt nok. Ligesom musik på vinyl. Får man musikken digitalt i høj nok opløsning er der intet logisk der taler for vinylpladens suverænitet. Men måske er det ligesom med mad, hvor enhver kok vel ved, at serveringen betyder hvis ikke alt, så dog en hel del. Den flot anrettede mad smager bedre end maden, som er slasket tilfældigt op i en dyb tallerken.
I en del år har jeg ikke dyrket notesbøgerne særligt meget. Nu er jeg begyndt igen. Og det er en udsøgt fornøjelse. For tiden kører jeg tre typer parallelt – som sagt er en ikke nok. Dagbogen er beskrevet; dertil kører jeg en kombineret tegneskitse- og notesbog som hedder “Sketchbook” og som fås til kun ca. 50 kr. i Tutein & Koch, som har dejligt rå sider som er gode til blyantskitser, men lidt hård ved tuschpennes spids, men jeg kan lide den taktile modstand. F.eks. gør det, at en af mine yndlingstuscher sprutter herligt henover siden når jeg skriver. Jeg kan godt lide, at det bliver fysisk at jeg skriver. Det er ikke ligegyldigt.
Den tredie type notesbog er en lille sag, som kaldes “Monochrome” og også kan købes til en billig penge i Tutein & Koch, vistnok ikke mere end en 10’er stykket. Det er en lille nobel sag med kridhvide sider og linjeret. Men lidt bredere end de fleste små notesbøger og det kan jeg godt lide.
Dagbogen er til de lange beretninger om hvad dagen bragte, skitsebogen er til tegninger, tanker og digte, og den lille notesbog er til huskesedler, aforismer, citater, og i enkelte tilfælde også digte. Hver især gør de noget ved min skrift og mine tanker. Og jeg veksler bevidst mellem dem for at malke min inspiration for forskellige dimensioners værdier.
Det er altså altsammen meget smukt. Men der er selvfølgelig et skår i glæden, en slange i paradiset – en lille slagskygge, som kastes langt ind over notesbøgernes ellers så skønne landskab. Og det er, at jeg aldrig kan finde den helt perfekte notesbog. Der er altid en eller anden lille ting som gør, at en notesbog heller ikke denne gang var den Ideelle Notesbog
Min “Sketchbook” på billedet ovenfor har f.eks. et omslag, der sidder løst omkring bogen, og som hver gang jeg åbner den er ved at falde af. Den lille Monochrome-notesbog har linjer, hvilket jeg ikke er helt tilfreds med, og så er den måske lige akkurat en lille smule for tynd. Og Auroradagbøgerne, ak, har altså også linjer, og det bliver aldrig helt det samme, som dem jeg engang faldt tilfældigt over i en tilbudskasse og som var uden linjer. På denne måde beskriver notesbogsbesættelsen også den evigt uindfriede søgen efter det perfekte. Ikke helt uligt hvordan livet i det hele taget er.
Ord er ånd fortættet, og måske er det min protestantiske opdragelse som gør, at jeg kvier mig lidt ved at indrømme betydningen af det rent fysiske element i skriveprocessen. Men selvfølgelig er jeg langt fra den første, der kommer med denne indrømmelse. Var det ikke Turèll der var med til at mytologisere den magiske IBM-skrivemaskine med kuglehovede? Er det ikke Tomas Espedal som siger, at notesbøgerne er det egentlige værk? Chatwin har jeg allerede nævnt.
Er der en morale til denne lille højsang til notesbogen? Måske blot det, at vi bliver til i modstanden som verden giver os. Og at der er grunde til at vi foretrækker det ene frem for det andet. Og at det er i den fysiske modstand at inspirationen anspores og bliver til den ånd, som overskrider mediet. Bøger – og notesbøgerne som muliggjorde dem – giver os adgang til andre sind, til sandheder og løgne og indsigter og visioner, som gør transcendensen mulig – overskridelsen af os selv. Måden at give os selv tilbage til verden. For det er det notesbogen betyder. At vi ønsker at give os selv til verden.
———————————
Dette blogindlæg bragtes første gang i 2019 ovre på blogspot; her gengives det i let redigeret form.
For mange år siden skrev jeg en julehistorie, som blev trykt i Hovedområdet (Månedsbladet for det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, nr. 8, 24. årgang, 8. december 1995). I anledning af at jeg omsider har fået lavet mig en hjemmeside, synes jeg det er på tide, at den ser dagens lys nok engang. Og så selvfølgelig fordi det er en julehistorie.
Det er ikke den bedste opløsning, og det bliver nok noget værre fedteri på en mobil, men her er den. Med ønsket om en glædelig jul og en venlig tanke til min gamle ven Sune Auken, som var ham der fik mig til at skrive historien og fik den bragt i Hovedområdet.
Der var engang hvor jeg skrev en digtsamling hvert halve år, sådan cirka. Det var dengang tilbage i 1990erne da jeg med Niels Christiansen og Nikolaj Rønhede havde gang i et foretagende, som vi kaldte “Utopisk Forlag”. Det var – som navnet antyder – et ikke-eksisterende forlag, hvorpå vi udgav vores små digtbøger i diminutive oplag på 10-20 stykker, selv håndsyede arkene og limede dem ind i omhyggeligt foldede bogrygge til lyden af New Bomb Turks og med talrige øl og snaps skyllende ind over vores højt belagte tunger.
Vores bøger fik aldrig noget ISBN-nr., blev ikke pligtaflerevet til Det Kongelige Bibliotek, og er forblevet aldeles ukendte – bortset altså for det forsvindende lille antal mennesker, som fik dem foræret, med eller mod deres vilje. Jeg er ikke i tvivl om, at vores bøger fra dengang udgør et vigtigt spor i dansk litteraturhistorie. Men det er selvfølgelig svært at argumentere for, når nu bøgerne aldrig nåede noget, der bare lignede en offentlighed, og da slet ikke den del af offentligheden, som skriver litteraturhistorien.
Men lad det nu være hvad det er. Her fornylig – i dag faktisk – da jeg sad og tænkte på alle de ting, jeg kunne have lyst til at fortælle om – rindede en linje fra et af mine digte i en af disse bøger mig pludseligt i hu: “rododendron i mit støjglas”. Den var fra Two-Track Lo-Fi (Utopisk Forlag, 2000), så jeg ledte i et af de få eksemplarer af samlingen jeg har tilbage og fandt digtet i sin helhed:
En bjergsang under det åbne vindue
og rododendron i mit støjglas
Eller – “digtet i sin helhed” – samlingens koncept var på sin vis, at fucke med det traditionelle digts rammer. Så jeg komponerede samlingen i to parallelt løbende spor, hvor de enkelte “digte” i hvert spor med vilje var sat op, så det ikke altid var entydigt hvornår det ene sluttede, og det næste begyndte. Man kunne måske også sige, at det var to langdigte sat op ved siden af hinanden. Eller ét langt langdigt komponeret i en art grafisk (lo-fi) stereo.
Det var så Nikolajs ide at give dem forskellige skrifttyper og sætte den ene spalte i kursiv, samt at sætte de to spalter så tæt op mod hinanden, at det også ind i mellem pludselig skabte mulighed for at lade læsningen krydse grænsen mellem de to spalter – ikke sjældent med det resultat, at denne tilfældighedsoperation gav helt uventede gaver.
Som det f.eks. er tilfældet omkring netop ovenfor citerede digtsted – hvor man kan læse første spalte ind i den anden, og et nyt “digt” så pludselig lyder:
Når sted bare
situation, når der ikke
er mere at sige eller
gøre eller være, ikke
når det er tilstrækkeligt,
eller mere end det er, bare
En bjergsang under
når det er det det er
det åbne vindue
og rododendron i mit støjglas
Samlingens første spalte skrev jeg hjemme i København i begyndelsen af 1999. Anden halvdel i slutningen af 1999 da jeg befandt mig i Darjeeling i Indien og studerede klassisk tibetansk på The Manjushree Centre of Tibetan Studies. I forbindelse hermed boede jeg en måneds tid på et tibetansk kloster i den lille flække Ghoom, nogle kilometer fra Darjeeling. Og jeg mener det var her, jeg skrev det lille digt om rododendronen.
Jeg må have siddet og røget en smøg i smug i vinduet til det lille værelse, jeg havde fået lov at låne, og som tilhørte en tanghamaler, som var midlertidigt bortrejst. Jeg har sikkert tænkt på Coseys tegneseriealbum Nøgne fødder under rhododendronerne. Og set ned over de stejle, træbevoksede bjergskråninger.
Resten er historie, eller i hvert fald ord. Rododendroner i mit støjglas.
Thore Bjørnvig 