Pegasus pow-wow

En blog om at skrive, om det jeg skriver, om det jeg giver tilbage til verden i form af ord.

Om Shiva, vinden og hånden i Vindens arkiv

/ thobjo

Som jeg har skrevet om tidligere er min forståelse af arbejdet med vindens kartoteker under stadig udvidelse. Jo mere jeg dykker ned i symbolikken omkring vinden, jo flere kognitive stier bliver der trådt i det store spind af neuroner, der udgør det samlede værk. Eller sagt lidt mere jordnært: Vinden som litterært tema åbner for et enormt semiotisk netværk af litterære intertekstualiteter.

Det er ikke en del af selve arbejdet med at skrive vindens tekster, at undersøge disse sammenhænge. I skabelsen af teksterne er der ikke meget intellektuelt overlæg på spil, men snarere en overgivelse til øjeblikket. I den efterfølgende redigeringsproces træder den digteriske erfaring og sproglige viden til. Først herefter (så ren er inddelingen selvfølgelig ikke i virkeligheden) kommer refleksionen, nysgerrigheden: Hvad er det egentlig jeg skriver?

Eller måske er spørgsmålet ikke, hvad jeg ”egentlig” skriver, men mere (som antydet ovenfor): Hvilket strenge slår det an? Hvordan kan man læse det? For lige så stærk, som min kreative side er, lige så insisterende er også min analytiske side, og jeg kan ikke lade være med at fortolke det, jeg selv skriver. På mange måder er kartotekerne i Vindens arkiv noget, der står udenfor mig selv, og gør mig nysgerrig: Hvor kommer de fra? Hvad er de? Hvor er de på vej hen?

Hvordan det end kan hænge sammen med kausaliteterne, så greb jeg stort set titlen ”Vindens kartotek” ud af den tomme luft (pun intended) og jeg havde ikke noget dybere begreb om sammenhængen mellem teksterne (som de så ud på det tidspunkt) og titlen. Så på den ene side kan teksterne ikke være genereret ud fra den viden, jeg senere har tilegnet mig. Men på den anden side bliver jeg igen og igen overrasket over, hvor godt teksterne passer ind i de ting, jeg finder ud af.

Lad mig blive konkret. Sidste år læste jeg Lars Rasmussens Vindens palads og faldt over et digt af den indiske digter Allama Prabhu fra 11-hundredetallet. Prabhu var Shiva-mystiker, altså en religiøs tilhænger af den hinduistiske gud Shiva. Han skriver:

Vinden er faldet i søvn
til himlens vuggevise.
Rummet døser,
uendeligheden lader det die
af sit bryst.
Himlen er stille.
Vuggevisen er forstummet.
Herren er,
som om han slet ikke er til.

Jeg blev med det samme grebet af skønheden i verset, der, som det ofte er tilfældet med stor poesi, emanerer fra en eller anden mystisk kerne, det er svært helt at eksplicitere. Digtet tegner hvad der måske er en solgennemstrømmet middagsstund, hvor alt ånder ro. Vinden er  faldet i søvn; der er vindstille – og Herren, Shiva, er, som om han slet ikke er til.

Jeg gav mig til at kigge nærmere på Shiva og mulige forbindelser til vinden. En af måderne af manifestere Shiva på er via mantraet Om nama shivaya. ”Om” er ligesom universets grundtone, som alle (eller i hvert fald mange) mantraer indledes med, og tælles ikke altid med i antallet af stavelser. Og så står vi tilbage med de fem stavelser: ”na-ma-shi-va-ya”. I den shivaistiske tradition (og her taler vi meget bredt og ahistorisk) knyttes de fem stavelser til de fem elementer i indisk kosmologi: Jord, vand, ild, luft/vind, rum/æter (hvilket faktisk i parentes bemærket svarer til den vestlige, alkymistiske udvidelse af de oprindeligt fire elementer til også at omfatte et femte element, nemlig æter).

Shiva omfatter hele skabelsen, så opsplitningen af ham i de fem elementer hvoraf et er luft/vind, viser hvor centralt vinden er placeret i Shivakosmologien – som dermed også får en femdelt struktur. Dette sidste er interessant for Vindens arkiv af flere grunde, som alle bunder i, at tallet fem står centralt i værket: Hvert digt består af fem dele, og hver linje stræber efter ti stavelser, altså en fordobling af femtallet. Digtcyklussen er planlagt i fem bind, og i første binds ”Hænder”, står der bla.: ”Det er med hellighånden, du skriver digte.”

Digtene i Vindens kartotek blev født med feminddelingen, og jeg blev forholdsvist tidligt fascineret af tanken om korrespondancen med det faktum, at vi har fem sanser, og at vi både konkret og metaforisk (be)griber verden med hånden, der som bekendt har fem fingre. På dén måde set er hvert digt i Vindens arkiv en sproglig hånd, der via sanserne forsøger at røre verden med sine fem ordfingre.   

Stor var min overraskelse, da jeg i min videre udforskning af Shiva-sporet opdagede, at der her også er en sammenhæng mellem vinden og hånden. I værket Shiva Purana, der nok i hvert fald er omkring 1000 år gammelt, knyttes vinden (som element af Shiva) sammen med hånden hele to steder (kapitel 1, vers 44-48 og kapitel 3, vers 12). Ud af dette kan løftes en ækvivalenskæde med leddene: ”Purusa”-aspektet af Shiva – hud/berøring – hånd/griben – berøring – luft/vind. På baggrund af hvilket man måske kan konkludere noget i retning af: Vinden er livsprincippet, der animerer alt i verden (rører alt som en hånd), både som indre vitalitet (prana) og som konkret (om end usynligt) ydre kraft.

Vindens kartotek blev begyndt uden at jeg på nogen måde var mig disse forbindelser bevidst. Jeg vil derfor heller ikke påstå, at de kan ses som kimen eller kilden til værket. Jeg kan blot konstatere, at der skyder et stort, semiotisk rodnet ud fra Vindens arkiv, og at hvis man følger en af rødderne langt nok, så når man til Shiva, vind og hånd. Det kan også være at en trækrone er et bedre billede end et rodnet; rod indikerer oprindelse og en krone peger måske mere i retning af følere sendt op i den menneskelige betydningssfære.

Det kan også være at rødderne er træets sande krone, og vi luftbårne væsner har fået galt i halsen, hvad der er op og ned. Uanset er det sjovt at tænke videre endnu til en anden del af digtet om hænder i Vindens kartotek I, der handler om ”hellighånden”. Da Gud iflg. Det gamle testamente skabte verden, var noget af det første der skete, at en vind rørte sig over urhavet. Der er semantiske forbindelser mellem ”vind” og ”(helligånd)” (hebraisk: ruach, oldgræsk: pneuma) i en grad, så man diskuterer, om ordet i genesis skla oversættes med “ånd” eller “vind. Og det er jo også værd at tænke på, at det var med gudsånden indblæst i leret, at Adam fik liv. Lang tid før hånddigtet anede noget om, hvad der foregik, fik det sammenfiltret vind, ånd(e) og hånd i én neologisme.

Sådan knopskyder betydningerne i Vindens arkiv ustandseligt. Det er ikke noget, der nødvendigvis kan lægges til grund for værket som en forklaring. Men for mig personligt er det inspirerende, og føder dermed tilbage i den kreative proces. Og måske kan det også bruges som en af mange nøgler, når man som læser bevæger sig ind i teksternes univers. For, som der står i et andet af digtene, ”Ord”, i vindens kartotek I: ”ord betyder altid mere”.

Vindens kartotek læst geopoetisk

/ thobjo

I den meget fine artikel “Skitser til pædagogik, ude” skriver Malou Juelskær om hvordan man kan arbejde pædagogisk med planetære sansninger. Hun skriver bla.: “Traditionelt studeres det geologiske som noget relativt adskilt fra mennesket, men kan være prisme for at kalde kvaliteter som sted, materialitet, tid og planetære relationer frem som sansbare komponenter, der fletter menneske og J/jorden sammen. Geologien bliver ’affektiv’, altså stemnings-genererende. Geoæstetiske og geopoetiske greb er at finde i både videnskab og kunst. Disse tilgange åbner for, hvad det blandt andet indebærer at være menneske, plante, organisme, samfund, planetær. Med andre ord kan man åbne en række fagfagligheder indenfor denne geo(poetiske) ramme.” Som eksempler på “geopoesi”, hvori man kan hente inspiration, nævner hun Nanna Storr Hansens Bøgetid og Thore Bjørnvigs Vindens kartotek.

Det er ret (for)underligt, hvad der sker med Vindens arkiv-serien for tiden. Og her tænker jeg egentlig mest på, hvad der sker med min egen forståelse af, hvad det er, jeg har skrevet. Det er som om værket er ankommet fuldt færdigt (altså i sin grundform og som koncept; der skal sandelig slides med det!), og jeg halser bagefter med at komme på højde med, hvad der egentlig foregår. Måske er det en almindelig oplevelse, når man er forfatter. I tilfældet Vindens arkiv er det bare et enormt rodnet, hvoraf jeg har en fornemmelse af, at det kun er en lille del, jeg foreløbig har kortlagt. Grundfølelsen er taknemmelighed, ikkr mindst ift. dem, der begynder at kaste lys på det.

https://m2.dansklf.dk/media/DANSKLF/PDF/Dansknoter/Artikler/DN-2-2025-skitser-til-paedagogik-ude.pdf

At observere og tænke med vinden

/ thobjo

2024 var et stort år for vinden. Ikke alene udkom Vindens kartotek I, men det gjorde også Lars Rasmussens Vindens palads samt en særudgave af Online-tidsskriftet Media+Environment. Vindens palads er et fantastisk kompendium af litterære tekster om vinden, som det er meget givtigt at gå på opdagelse i, og det er tankevækkende af den ikke alene udkom samme år som første bind af Vindens arkiv (vindens kartoteker indgår som dele af det samlede vindens arkiv), men også på samme forlag: Det Poetiske Bureau. Nuvel, det viser sig at der var mere røre om vinden det år, end man lige skulle tro.

Et særnummer af Media+Environment (årg. 6, nr. 2) bygger videre på ”[the] environmental turn in the humanities, which, from its inception in the 1960s, sought to emphasize the mutual social construction of society and environment”. Denne bevægelse har på det seneste krystalliseret sig omkring undersøgelse af elementer, så man nu taler om ”blue/ocean” humanities, ”ice” humanities, og ”energy” humanities. Alt dette er igen et led i drejningen mod ”new materialism”, der var en modreaktion på den lingvistiske drejning, som humaniora i mange år nød godt af (diskursanalyse, etc.).

Der er også begyndt at komme fokus på atmosfæren og det atmosfæriske, som vel igen afspejler at vi i disse klimakritiske tider mere eller mindre desperat leder efter (nye) områder, som kan styrke vores forståelse af alle de måder, som vi som art er indlejret i verden på. Og her er det selvfølgelig af særlig interesse for Vindens arkiv, at vinden – der måske kan betragtes som en subkategori af atmosfæren (vind er luftmolekuler i bevægelse) – således får et særnummer.

Og mange gode citater kan plukkes fra indledningsartiklen (skrevet af bla. Jussi Parikka fra Aarhus Universitet) til særnummeret, som f.eks. at: ”Wind perspectives foreground differences in the composition and properties of air, how air is moved, and what moves with the air.” Og de citerer Scott Huler (fra bogen Defining the Wind (2004) som jeg glæder mig til at læse): ”clouds, trees, or anything else, you focus in on that specific thing, ignoring everything else. To describe the wind, you do the opposite: you look at everything else. It’s mind expanding”.

De citerer også Rainer Guldin, der i sin bog Die philosophie des Windes fra 2023 (endnu en bog som jeg ikke kan vente med at få fingre i), bla. siger: ”Thinking wind through metaphors and metaphors through wind – that is, attending to the aeolian interimplication of language and matter – sets off a “cognitive process which generates similarities, creates a network of relation and thus enables completely new insights.”

Og de konkluderer: “Observing and thinking with the wind takes you to different places. Wind draws together and cuts across different spatial and temporal scales, as dominant winds at different altitudes shape global weather (e.g., the jet stream), distribute life (e.g. pollen) and pollution (e.g., wildfires), and are given local names that shape local regional history and culture (e.g., the mistral) and can dominate a news cycle (e.g., hurricanes/typhoons).”

Og smukkere kan projektet Vindens arkiv faktisk ikke formuleres. For selvom Vindens arkiv nok sine steder handler om vinden selv, er det først og fremmest en bevidsthedsudvidende rejse med vinden gennem verden – observing and thinking with the wind. 

Vinden blæst ind i Lille grønne kartotek

/ thobjo

Der er sket det meget glædelige, at Vindens kartotek er blevet optaget i et – kartotek! Under opbygning på nettet er nemlig noget, et sted, en side, der kalder sig Lille grønne kartotek. Det er et virtuelt bibliotek med bøger, der alle omhandler klimakrise, det planetære, økologi, kapitalismekritik, og nye måder for mennesker at indgå i relationer til naturen i en tid, hvor kloden er under faretruende forvandling. 

Det er en fantastisk samling at gå på opdagelse i med inciterende titler så som, og jeg nævner i flæng: Planternes manifest, The Genius of Trees, Et vandløbs historie, Svampen ved verdens ende og Om at samle mos: Mossernes natur- og kulturhistorie. Den ene bog efter den anden, som man får lyst til at tage ned af hylden og fortabe sig i.

En lille del af Lille grønne kartotek indeholder lyrik, og her står Vindens kartotek side om side med bøger af Nanna Storr-Hansen, Andreas Vehrmehren Holm og Ursula LeGuin. Især det sidste navn gør mig lidt ekset, da LeGuin var blandt min barndoms/teenagedoms største litterære oplevelser. Det er fantastisk at finde sin bog kurateret ind i en større bogsamling af denne kaliber og med internationalt format. Men det er mere end det.

Det er ikke en hvilken som helst bogsamling, og hver eneste bog er tydeligvis nøje udvalgt og ledsages af en todelt tekst, hvor den første beskriver bogens indhold, og den anden motiverer hvorfor bogen er indlemmet i Lille grønne kartotek. Og det er her det begynder at blive rigtigt fantastisk, for ikke alene er det tydeligt, at kuratoren (kuratorerne?) har lagt en meget klar linje, men også at hver enkelt bog vitterligt er læst og vejet. 

Sådan lyder teksten for Vindens kartotek: “I denne digtsamling bevæger Thore Bjørnvig sig fra fugle og stjerner til hænder, måner og vindueskarme i ti suiter, hvor verden iagttages uden et centralt jeg. Digtene spænder mellem det sanselige og det kosmiske og lader konkrete fænomener træde frem som poetiske katalogkort. Resultatet er en åben, billedmættet bog om at se verden på ny gennem sprog, rytme og opmærksomhed.

Bogen hører til i det Lille Grønne Kartotek fordi den træner en form for poetisk opmærksomhed, hvor verden ikke først og fremmest ses som ressource, men som fænomen, relation og nærvær. Den giver læseren et sprog for forbundethed mellem det nære og det kosmiske og styrker den sanselighed og ydmyghed, som enhver kultur inden for planetære grænser må bygge på.”

Vindens kartotek II er også kommet med i kartoteket, og det med disse ord: “En digtsamling, hvor vinden synes at have samlet verden i et poetisk kartotek af ting og fænomener. Med præcise, sanselige og billedmættede tekster undersøger Thore Bjørnvig blandt andet togstationer, planeter og hvaler som åbninger til erkendelse, forbundethed og undren. Bogen udvider universet fra første bind og inviterer læseren til at se omgivelserne med nye øjne.

Bogen hører til i det Lille Grønne Kartotek fordi den træner en form for opmærksomhed, som er afgørende i en tid med planetær krise: evnen til at iagttage verden uden straks at reducere den til nytte eller kontrol. Gennem poetisk præcision og sanselig forbundethed styrker den læserens blik for mere-end-menneskelige fænomener og for den ydmyghed, som kan åbne for en anden måde at være i verden på.”

Vindens kartotek har fået flere gode, positive og præcise ord med på vejen, men det, der gør mig særligt glad for ovenstående karakteristikker er at værket hermed sættes ind i, hvis ikke den, så i hvert fald en af de litterære kontekster, hvor den faktisk hører hjemme: Nemlig inden for økopoesi, planetær poetik og økokritisk litteratur. 

Men samtidig fanger karakteristikken præcist, at Vindens kartotek ikke handler om løsninger og aktivisme, men i stedet tilbyder, ja, en form for træning i opmærksomhed med poesien som redskab. At se ud over sig selv som menneske og dermed leve sig ind i det mer-end-menneskelige. At opleve sig indlejret i en forbundethed, der strækker sig fra det kosmiske til det mikroskopisk planetære. (Og hvem ved: Måske der ud af dette perspektiv kan vokse løsninger og handlinger?).

Og mindre begejstret bliver jeg selvfølgelig ikke af, at Lille grønne kartotek er et – kartotek! At Vindens kartotek, der jo selv er et poetisk kartotek, således bliver indlemmet i et større, grønt kartotek, giver jo i sig selv en smuk, poetisk mening! Det er ikke umiddelbart til at opsnuse, hvem der står bag, men herfra skal lyde en stor tak til Lille grønne kartotek for at få øje på min bog – og en ligeså stor anbefaling af projektet. Kartoteket er fyldt med interessante bøger, der udpeger perspektiver og muligheder, som vi desperat har brug for i denne tid, hvor alt står på spil.

Tjek selv Lille grønne kartotek ud her.

Arne Herløv Petersen anbefaler Vindens kartotek II

/ thobjo

Et nyt år er begyndt og det er nok de færreste af os, som går ind i det med en god følelse af ro i maven. Men midt i denne verden, der synes at være ved at gå op i limningen, er der stadig lyspunkter. Et tindrede frem for mig nytårsaftensdag, da jeg læste Arne Herløv Petersens omtale af min nye bog Vindens kartotek II på Facebook.

Udsnit af omslaget til Vindens kartotek II.

Det er præcise og stærke ord fra en af de store i dansk litteratur, som gør mig stolt og glad. Uanset hvor sikker man kan være på, at det man har skrevet, sidder i skabet, hvor det skal, er det alligevel af utrolig stor værdi, at få bekræftelse fra omverdnen.

Og Arne Herløv Petersen er ikke Hr.-hvem-som-helst. Han debuterede som digter i 1962 og har et omfangsrigt forfatterskab bag sig. Jeg har slet ikke læst alt af ham, men det jeg har, kan jeg lide. Der er visionær fantasi og sans for kosmisk skala. Og så er Herløv Peteren desuden en væsentlig oversætter af især ældre kinesisk poesi til dansk.

Her er hvad Herløv skrev:

“Han er digter

Thore Bjørnvig er digter. Han ser på verden med nye øjne. Han bevæger sig mellem verdens sarte tråde og en underverden af tortur og voldtægt. Han kan krænge sproget på vrangen og risle stille ned gennem sindet. Hans bog ”Vindens kartotek II” består af ti situationer, ti billeder af verden med titler som ”Togstationer”, ”Planeter” og ”Hvaler”. Og alle de billeder, der kommer frem, er gennemtrængt af et overbevisende lyrisk sprog. I steder for udefra at fortælle, hvordan de billeder er, vil jeg plukke tre af dem og vise dem frem. Så kan man selv se, hvad Thore Bjørnvigs kunst består i. Det er ikke de voldsomste af digtene, jeg har valgt, men de digte, der fik mig til at tænke, at dette er lyrik, som danner billeder, der bliver i læserens sind, når bogen er lukket.

Togstationer II

Ad skinnernes glinsende floddelta
skingrer de første morgentog
hjulene hakker og hamrer hver gang
de rammer et sporskifte farten sænkes
nær banegården, hvor de sidste
branderter stavrer med parallelklippende
øjne ind i togstammen, hvor de opløses:
brusetabletter i gryets dødvande
der siver gennem rudernes ler.

*

Stofskifte IV

Galaksens spiral er som vandet
i en håndvask – langsomt løber livet ud.
på vej i den lysende hvirvel
skummer det over, på engen vipper
klokkeblomsterne i den blide vind
en understrøm af varme, der løfter
sommerfugle som glitren på uroligt vand

*

Hvaler V

Flokke af øresvin klikker sig vej
til fiskestimer mellem skyskraberes
lodrette rev, jager dem sammen
med luftbobler, spiser sig mætte
i sølvblanke kroppe, dykker forbi
rustne bussers duvende tangskove
husker svagt de landlevende
hårløse aber, der forsøgte
at lære deres sprog som forberedelse
til kosmiske møder, leger tagfat
ind og ud ad vinduer, hjemme overalt
indfødte i det vægtløse nærvær.”

Vindens kartotek som titel

/ thobjo

Ideen til titlen Vindens arkiv kom relativt tidligt i processen med at skrive teksterne – men hvorfra?

Jeg husker den utilfredsstillende følelse det var, ikke at kunne kalde det, jeg skrev på, noget. Bunken med tekster voksede lige så stille, men jeg savnede noget, der kunne samle det, give det retning og form – en titel. Reglen for projektet, som hurtigt blev etableret var, at hver tekst skulle handle om en ting eller et fænomen i verden. Huse, hvaler, fugle, skyer, hænder. Metoden var også sat i verden: Hvert digt skulle indeholde fem dele, der hver kastede forskelligt lys på fænomenet. 

På et tidspunkt slog det mig, at det jeg foretog mig måske kunne ligne en videnskabsmands noter, men her i poetisk form. Taget under studier i felten på små kort, og siden ordnet i et kartotek. Som de første videnskabsfolk, for eksempel den svenske botaniker Carl Linné, der udviklede det første klassifikationssystem for planters seksualitet. Linné endte med enorme mængder af små kort, der var stort set lig de kartotekskort, der senere blev anvendt på f.eks. biblioteker. Men hvorfor kort? Fordi det var muligt hele tiden at flytte dem rundt, blande dem, indsætte dem i nye sammenhænge, efterhånden som nye teorier blev udkastet. 

Så – et kartotek over iagttagelser. Men hvordan var de endt her, hos mig – og i den bog, jeg var begyndt at tænke på at udgive? Jeg tror titlen bare dumpede ned, poppede op, hoppede ind; bum. Hvorfor “vindens”? Måske…var vinden blæst gennem et kartotek, havde hvirvlet kortene op – og så var de landet her, hos mig, i bogen? Det gav mening. Og lød godt, syntes jeg: “Vindens kartotek”. Men snart begyndte betydningerne at knopskyde. Kunne det være at forholdet var anderledes? At det måske var vindens eget kartotek, som kortene, teksterne, kom fra? I så fald måtte de jo være nedskrevet af vinden selv. Og indeholde hvad? Vindens iagttagelser, selvfølgelig. 

Det kunne passe med, at der ikke var noget jeg i teksterne. Det var endnu en af de regler, som de første tekster etablerede: Intet “jeg”, ingen holdning, ingen dom, ingen fortolkning. Bare iagttagelse. Vinden kommer overalt i verden, rejser ustandseligt gennem den, ser alt, oplever alt, men har intet blivende sted, er næsten intet i sig selv. Og forbinder dog alt, rører alt, bevæger alt. De bibelske ord dukkede op: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« (Jhs. 3,8) De ord har altid rørt noget i mig.

Vi mærker vinden, der rører os, løfter os, vælter os – men vi mærker den kun her og nu. Resten er et mysterium, det eneste virkelig interessante, og med ordenes flagermuseskrig afsøger vi mørkets konturer. 

Hvilke inspirationen ligger til grund for Vindens kartotek?

/ thobjo

Da jeg begyndte at skrive de tekster, der efterhånden blev til Vindens kartotek, havde jeg ingen som helst ide om, hvad jeg ville skrive. Ingen plan, intet tema, og ingen samlende titel. Jeg begyndte bare at skrive. Første tekst kom til at handle om “Huse”. Digtet faldt i fem dele. Og denne første tekst opstillede en regel for alle de følgende tekster. En ting eller et fænomen i verden; fem dele. Samme ting iagttaget, undersøgt, beskrevet ud fra frem forskellige vinkler. 

Dette er en systematik, et benspænd, en metode. Snart opdagede jeg, at jeg havde behov for at opstille en regel for linjernes længde. Valget landede på ti stavelser pr. linje. Ikke som mekanisk ufravigelighed, men som en bestræbelse. Der kan være både færre og flere stavelser, men gravitationspunktet er ti stavelser. Og med tiden er det gået hen og blevet en inspiration i sig selv. For der er noget med regler og begrænsninger. Jeg kunne næppe leve i en form med rimede strofer og fast metrik. Men det viser sig, at jeg trives med regler og begrænsninger. 

Begrænsningen sætter på en måde fri. Det er vel lidt som med improvisation i musik, det er bedst at have en form at slå sig løs indenfor. Begrænsningen skærper mit sprog, skaber et tryk, der igen gør opfindsomheden mere spændstig; der er noget, at spænde sig op i mod. Og hvor finder man den slags lyrik i dag, hvor de fleste netop har forladt den klassiske metrik og rimet? I systemdigtningen. Og her er der en oplagt inspiration: Klaus Høeck. Hans storværk Hjem læste jeg i mine teenageår, og var blæst omkuld. 

Ikke så meget på grund af selve systemet, det fascinerede mig egentlig ikke. Men det nærmest absurd rige sprog, den vildt lysende poesi, humoren, det storladne i det almindelige. Og de bevidsthedsudvidende spring i skala, fra det mindste, hverdagslige til geologi og stjerner. Her var et værk, som på alle måder var stimulerende, og i lige høj grad for hjerne såvel som hjerte. Dengang snusede jeg også til Inger Christensen, og “abrikostræerne findes” gik ind i mit sprog, uden at jeg havde dyrket Alfabet; men læste den gjorde jeg vel. Og selvom systemerne i sig selv ikke optog mig, har noget nok sat sig i mig alligevel. For selvfølgelig er mine tematisk ordnede digte i fem afsnit, med linjer af omkring ti stavelsers længde, et system.

Og hvorfor er der noget nærmest berusende i at underkaste sig systemer, regler, benspænd når man skriver? Ligesom magien i verden skal mases gennem vores fem sanser for at blive til i os, skal sproget mases gennem en form, for at blive poesi. 

Første spoken word med Niels Christiansen

/ thobjo

Jeg har netop tilbragt tre intense arbejdsdage med Niels Christianen, digter, guitarist og komponist. Det har resulteret i det første stykke med poesi og musik, hvor jeg har skrevet ordene og Niels musikken.

Det er helt fantastisk at arbejde sammen med Niels og det er som om, at vi får foræret det ene magiske sammenfald efter det andet. Det giver mening!

Niels redigerer lyd….

Lyt til nummeret her:

Der komponeres….

SUPERSCRIPT

/ thobjo

Sortehavet koger som asfalt

mens jeg holder om dine hvide hofter. 

 

Sabeltigeren Putin ligger dybt nede

i pølen med testikler så store

som bombede metropoler. 

 

Den ene indeholder en atomubåd

den anden en rotte

der prøver at gnave sig ud.

 

Engang i en drøm

gik jeg ved Sortehavet.

 

Der var træhuse i matte farver 

under fyrretræer, en bazar, mennesker 

stemmer – løgkupler og gader af aftendis.

 

Jeg troede jeg skulle se det igen.

 

Nu gik det eller lige så godt.

Jeg var begyndt at blive glad

og så gik Ukraine under

i mine koldkrigshænder.

 

Når mine fingre glider ned

ad din ryg på ny er det morgen.

Bænken i solen har ikke rykket sig

siden søndag 1983.

 

Vi kunne være taget til Odessa

og hørt ukrainsk ska-punk.

Du kunne have vist mig det Østeuropa

jeg aldrig fik set. 

 

Nu nedskriver missilernes kileskrift

Europa til en sky af murbrokker

og børnehud i trevler.

 

Denotationer af vished oplyser

glimtvist hjerneskallens

formørkede firmament:

 

Hvert øjeblik er et stykke papir

holdt op mod en ny tids

nukleare nova. 




__________________________

Ikke mere end en uge eller to efter at Putin invaderede Ukraine var jeg en morgen på vej ud ad døren, på vej til arbejde. Men nogle ord dukkede op, som blev til dette digt.