Et nyt år er begyndt og det er nok de færreste af os, som går ind i det med en god følelse af ro i maven. Men midt i denne verden, der synes at være ved at gå op i limningen, er der stadig lyspunkter. Et tindrede frem for mig nytårsaftensdag, da jeg læste Arne Herløv Petersens omtale af min nye bog Vindens kartotek II på Facebook.
Udsnit af omslaget til Vindens kartotek II.
Det er præcise og stærke ord fra en af de store i dansk litteratur, som gør mig stolt og glad. Uanset hvor sikker man kan være på, at det man har skrevet, sidder i skabet, hvor det skal, er det alligevel af utrolig stor værdi, at få bekræftelse fra omverdnen.
Og Arne Herløv Petersen er ikke Hr.-hvem-som-helst. Han debuterede som digter i 1962 og har et omfangsrigt forfatterskab bag sig. Jeg har slet ikke læst alt af ham, men det jeg har, kan jeg lide. Der er visionær fantasi og sans for kosmisk skala. Og så er Herløv Peteren desuden en væsentlig oversætter af især ældre kinesisk poesi til dansk.
Her er hvad Herløv skrev:
“Han er digter
Thore Bjørnvig er digter. Han ser på verden med nye øjne. Han bevæger sig mellem verdens sarte tråde og en underverden af tortur og voldtægt. Han kan krænge sproget på vrangen og risle stille ned gennem sindet. Hans bog ”Vindens kartotek II” består af ti situationer, ti billeder af verden med titler som ”Togstationer”, ”Planeter” og ”Hvaler”. Og alle de billeder, der kommer frem, er gennemtrængt af et overbevisende lyrisk sprog. I steder for udefra at fortælle, hvordan de billeder er, vil jeg plukke tre af dem og vise dem frem. Så kan man selv se, hvad Thore Bjørnvigs kunst består i. Det er ikke de voldsomste af digtene, jeg har valgt, men de digte, der fik mig til at tænke, at dette er lyrik, som danner billeder, der bliver i læserens sind, når bogen er lukket.
Togstationer II
Ad skinnernes glinsende floddelta skingrer de første morgentog hjulene hakker og hamrer hver gang de rammer et sporskifte farten sænkes nær banegården, hvor de sidste branderter stavrer med parallelklippende øjne ind i togstammen, hvor de opløses: brusetabletter i gryets dødvande der siver gennem rudernes ler.
*
Stofskifte IV
Galaksens spiral er som vandet i en håndvask – langsomt løber livet ud. på vej i den lysende hvirvel skummer det over, på engen vipper klokkeblomsterne i den blide vind en understrøm af varme, der løfter sommerfugle som glitren på uroligt vand
*
Hvaler V
Flokke af øresvin klikker sig vej til fiskestimer mellem skyskraberes lodrette rev, jager dem sammen med luftbobler, spiser sig mætte i sølvblanke kroppe, dykker forbi rustne bussers duvende tangskove husker svagt de landlevende hårløse aber, der forsøgte at lære deres sprog som forberedelse til kosmiske møder, leger tagfat ind og ud ad vinduer, hjemme overalt indfødte i det vægtløse nærvær.”
Ideen til titlen Vindens arkiv kom relativt tidligt i processen med at skrive teksterne – men hvorfra?
Jeg husker den utilfredsstillende følelse det var, ikke at kunne kalde det, jeg skrev på, noget. Bunken med tekster voksede lige så stille, men jeg savnede noget, der kunne samle det, give det retning og form – en titel. Reglen for projektet, som hurtigt blev etableret var, at hver tekst skulle handle om en ting eller et fænomen i verden. Huse, hvaler, fugle, skyer, hænder. Metoden var også sat i verden: Hvert digt skulle indeholde fem dele, der hver kastede forskelligt lys på fænomenet.
På et tidspunkt slog det mig, at det jeg foretog mig måske kunne ligne en videnskabsmands noter, men her i poetisk form. Taget under studier i felten på små kort, og siden ordnet i et kartotek. Som de første videnskabsfolk, for eksempel den svenske botaniker Carl Linné, der udviklede det første klassifikationssystem for planters seksualitet. Linné endte med enorme mængder af små kort, der var stort set lig de kartotekskort, der senere blev anvendt på f.eks. biblioteker. Men hvorfor kort? Fordi det var muligt hele tiden at flytte dem rundt, blande dem, indsætte dem i nye sammenhænge, efterhånden som nye teorier blev udkastet.
Så – et kartotek over iagttagelser. Men hvordan var de endt her, hos mig – og i den bog, jeg var begyndt at tænke på at udgive? Jeg tror titlen bare dumpede ned, poppede op, hoppede ind; bum. Hvorfor “vindens”? Måske…var vinden blæst gennem et kartotek, havde hvirvlet kortene op – og så var de landet her, hos mig, i bogen? Det gav mening. Og lød godt, syntes jeg: “Vindens kartotek”. Men snart begyndte betydningerne at knopskyde. Kunne det være at forholdet var anderledes? At det måske var vindens eget kartotek, som kortene, teksterne, kom fra? I så fald måtte de jo være nedskrevet af vinden selv. Og indeholde hvad? Vindens iagttagelser, selvfølgelig.
Det kunne passe med, at der ikke var noget jeg i teksterne. Det var endnu en af de regler, som de første tekster etablerede: Intet “jeg”, ingen holdning, ingen dom, ingen fortolkning. Bare iagttagelse. Vinden kommer overalt i verden, rejser ustandseligt gennem den, ser alt, oplever alt, men har intet blivende sted, er næsten intet i sig selv. Og forbinder dog alt, rører alt, bevæger alt. De bibelske ord dukkede op: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« (Jhs. 3,8) De ord har altid rørt noget i mig.
Vi mærker vinden, der rører os, løfter os, vælter os – men vi mærker den kun her og nu. Resten er et mysterium, det eneste virkelig interessante, og med ordenes flagermuseskrig afsøger vi mørkets konturer.
Da jeg begyndte at skrive de tekster, der efterhånden blev til Vindens kartotek, havde jeg ingen som helst ide om, hvad jeg ville skrive. Ingen plan, intet tema, og ingen samlende titel. Jeg begyndte bare at skrive. Første tekst kom til at handle om “Huse”. Digtet faldt i fem dele. Og denne første tekst opstillede en regel for alle de følgende tekster. En ting eller et fænomen i verden; fem dele. Samme ting iagttaget, undersøgt, beskrevet ud fra frem forskellige vinkler.
Dette er en systematik, et benspænd, en metode. Snart opdagede jeg, at jeg havde behov for at opstille en regel for linjernes længde. Valget landede på ti stavelser pr. linje. Ikke som mekanisk ufravigelighed, men som en bestræbelse. Der kan være både færre og flere stavelser, men gravitationspunktet er ti stavelser. Og med tiden er det gået hen og blevet en inspiration i sig selv. For der er noget med regler og begrænsninger. Jeg kunne næppe leve i en form med rimede strofer og fast metrik. Men det viser sig, at jeg trives med regler og begrænsninger.
Begrænsningen sætter på en måde fri. Det er vel lidt som med improvisation i musik, det er bedst at have en form at slå sig løs indenfor. Begrænsningen skærper mit sprog, skaber et tryk, der igen gør opfindsomheden mere spændstig; der er noget, at spænde sig op i mod. Og hvor finder man den slags lyrik i dag, hvor de fleste netop har forladt den klassiske metrik og rimet? I systemdigtningen. Og her er der en oplagt inspiration: Klaus Høeck. Hans storværk Hjem læste jeg i mine teenageår, og var blæst omkuld.
Ikke så meget på grund af selve systemet, det fascinerede mig egentlig ikke. Men det nærmest absurd rige sprog, den vildt lysende poesi, humoren, det storladne i det almindelige. Og de bevidsthedsudvidende spring i skala, fra det mindste, hverdagslige til geologi og stjerner. Her var et værk, som på alle måder var stimulerende, og i lige høj grad for hjerne såvel som hjerte. Dengang snusede jeg også til Inger Christensen, og “abrikostræerne findes” gik ind i mit sprog, uden at jeg havde dyrket Alfabet; men læste den gjorde jeg vel. Og selvom systemerne i sig selv ikke optog mig, har noget nok sat sig i mig alligevel. For selvfølgelig er mine tematisk ordnede digte i fem afsnit, med linjer af omkring ti stavelsers længde, et system.
Og hvorfor er der noget nærmest berusende i at underkaste sig systemer, regler, benspænd når man skriver? Ligesom magien i verden skal mases gennem vores fem sanser for at blive til i os, skal sproget mases gennem en form, for at blive poesi.
Jeg har netop tilbragt tre intense arbejdsdage med Niels Christianen, digter, guitarist og komponist. Det har resulteret i det første stykke med poesi og musik, hvor jeg har skrevet ordene og Niels musikken.
Det er helt fantastisk at arbejde sammen med Niels og det er som om, at vi får foræret det ene magiske sammenfald efter det andet. Det giver mening!
Ikke mere end en uge eller to efter at Putin invaderede Ukraine var jeg en morgen på vej ud ad døren, på vej til arbejde. Men nogle ord dukkede op, som blev til dette digt.
For nylig besluttede jeg mig for, at melde mig ind i Dansk Forfatterforening. Beslutningen havde noget at gøre med at omfavne forfatteridentiteten. Omsider gå all in og sige: Okay, det er det jeg er. Ikke det eneste jeg er, men en væsentlig del af det.
Et liv i ordenes tjeneste
Jeg har skrevet siden jeg var omkring 15 år gammel. Og har udgivet, undergrund og overgrund, de sidste 25 år. Som min ekskone formulerede det for nylig: Jeg har levet et liv i ordenes tjeneste. Så altså: Jeg meldte mig ind i Dansk Forfatterforening.
Jeg kunne også have valgt Danske Skønlitteræres Forening. Faktisk inviterede de mig til debutantaften, da jeg fik min overgrundsdebut med Livet i nullerne i 2009. Men det blev Dansk Forfatterforening – og måske delvist netop på grund af denne forenings bredde, der favner både lyrik, skønlitteratur og faglitteratur, i det jeg skriver inden for alle tre genrer.
Den rette sammenhæng
Da jeg straks ville omsætte mit medlemskab i noget konkret deltog jeg i årsmødet her først i marts. Da dette viste sig at blive kombineret med en introduktion for nye medlemmer om eftermiddagen var det helt perfekt. Tiden var kommet til at indgå i en sammenhæng, hvor jeg altid har hørt til, men i lang tid ikke haft modet, energien eller lysten til at dukke op.
Jeg cyklede ud over Knippelsbro og drejede til højre ad den første gade på højre hånd, Strandgade. Jeg tror det strejfede mig, på sådan et lidt halvbevidst plan, at jeg engang havde været til noget litterært, knyttet til min far, her et sted. Måske blev det delvist overdøvet af det sort-hvide foto af Eik Skaløe, der står med det nys-udkomne HIP-album lige ved Knippelsbro, som jeg næsten altid ser kalkeret ind over virkeligheden, når jeg tager denne vej.
Eik Skaløe som glad debutant med Hip under armen ved Knippelsbro. Sakset fra nettet.
Inspirerende møder
Hvor om alting er, så blev det en vældig god aften. Den foregik i foreningens imposante lokaler, hvor selveste Tordenskjold engang skal have boet. Fredede lokaler med enorme malerier med religiøse motiver og let opsvulmede, hvidlige kvinder, der fylder væggene og omgiver dørene, der ser ud som om de er bygget til kæmper.
I disse rammer mødte jeg blandt andet Karen Stenlev, som jeg fik lange, gode snakke med, Ann C. Schødt fra Potentialefabrikken, hvis hjemmesider jeg har læst med stor interesse, samt min gamle gymnasieklassekammerat Kasper Hoff. Mange andre herlige møder fandt sted og det var med ny energi summende i kroppen, at jeg cyklede hjem gennem et mørkt og forårskoldt København.
Noget dæmrer
Forsiden til Kilden og Flammen, 1988.
Det var først efter nogle dage, at det begynde at dæmre for mig, hvad det var der havde rumsteret i mig på Knippelsbro og i Strandgade. Var der ikke noget med de rum, der var bekendt? Noget ved de enorme, og let absurde, malerier; måden de indrammede de store, gamle døre på, som på en eller anden måde rørte noget i mig? Og med et slog det mig: Var det ikke der, hvor receptionen for Kilden og flammen, festskriftet der blev udgivet i anledning af min fars 70-årsdag, blev holdt?
Det var ikke længe siden, at jeg havde fundet en serie fotografier fra arrangementet, og nu fandt jeg dem frem igen. Jo – der var også nogle store malerier omkring dørene her. Men var det de samme malerier? Jeg googlede Dansk Forfatterforening og fik snart min fornemmelse bekræftet: Det var her, det foregik – dengang i 1988 – for 34 år siden.
Mens min far stadig levede deltog jeg i en del arrangementer, hvor han på den ene eller den måde optrådte – men det her fik en særlig betydning for mig. Jeg var et år eller to før begyndt at blive interesseret i at skrive og det må Frans Lasson, der redigerede festskriftet for min far, på en eller anden måde have opdaget. Han spurgte mig i hvert fald, om jeg kunne tænke at bidrage med noget til det – og det kunne jeg. Det blev til en novelle – eller novelette – som jeg kaldte “Livstræet”.
Debutant blandt litterære pinger
Jeg sendte den til Frans Lasson og så inviterede han mig op i sin enorme lejlighed for Østerbro-enden af Søerne, hvor vi gennemgik den sammen. Han havde nogle ændringsforslag, som jeg godtog, og så kom den i bogen som det sidste bidrag. Jeg synes det var spændende at få noget udgivet, også selvom det var i en bog til min far – en far, som jeg allerede da godt anede, det kunne blive lidt svært som skrivende at stå i skyggen af. Og så blev jeg oven i købet nævnt i Politiken, i en lille artikel om bogen og arrangementet.
Bidragsydere til Kilden og flammen i Dansk Forfatterforenings lokaler. Forrest til venstre min far, og lige bag ham til venstre min storebro Bo, og til højre for ham lille, seksten-årige mig. Forrest til højre Frans Lasson.
En reception blev afholdt – og det altså i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade. En håndfuld prominente forfattere, der havde bidraget til bogen, deltog, herunder fx Jørgen Gustava Brandt, Pia Tafdrup og Benny Andersen. Og også – sammen med sin kone Anne-Marie Mai – Klaus Høeck, hvilket var af særlig interesse for mig. Jeg havde kort forinden læst hans beat-bog Pentagram, som jeg var ret vild med. Det må have været ved denne lejlighed jeg talte med ham om Grateful Dead. Dylan, Doors og Jefferson Airplane kendte jeg – men “Grateful Dead” – hvad var det for noget?
Fra venstre: Pia Tafdrup, Klaus Høeck og Anne-Marie Mai i Dansk Forfatterforenings lokaler, 1988.
Høeck fortalte mig lidt om bandet, og udtrykte misundelse over, at jeg endnu havde al deres musik til gode. Jeg spurgte hvor jeg skulle begynde og han svarede, at det kunne være med pladen, der lige var udkommet året før, In the Dark. Efterfølgende købte jeg den og lyttede til den på Kastanievej Efterskole, hvor jeg gik på dette tidspunkt. Pladen fængede desværre ikke og der skulle gå næsten 30 år, før jeg omsider fik en (anden) indgang til the Dead – og siden har jeg ikke set mig tilbage (og genlæste i øvrigt for nylig Høecks komplet vidunderligt vanvittige lovsang til dem i Pentagram).
En strømførende cirkelslutning
Som jeg altså sad og kiggede på disse gamle fotografier gik det op for mig, hvad det hele egentlig betød. “Livstræet” i Kilden og flammen var jo min debut som forfatter. Hvor smukt og passende var det da ikke at finde ud af, at selvsamme sted, hvor Kilden og flammen blev fejret, nu også var rammen om min formelle ankomst til forfatterrollen?
Fra venstre: Min storebror Bo, min far og mig, Dansk Forfatterforenings lokaler, 1988.
Jeg er fyldt 50 og inde i en tid, hvor mange cirkler på mærkelig vis bliver sluttet i mit liv. Her var altså endnu en magisk cirkelslutning: Grunden til at jeg skulle være netop der, i lokalerne i Strandgade, var selvfølgelig, at det hele tiden har været meningen, at det var netop der, jeg skulle være.
Jeg er ikke blind for vældet af statistiske sandsynligheder, men i forhold til det jeg føler nytter ingen logik. Det er endnu en hjemkomst.
_________________________
(PS. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvem der har taget billederne herover, men håber det er ok, at jeg bringer dem her).
Artiklen i Politiken i anledning af receptionen for Kilden og flammen, 1988.
De fleste, der opfatter sig selv som digter eller forfatter må kende det absurde, ja nærmest fetishistiske forhold, man har til notesbogen. Har man ikke en notesbog, er man ikke en rigtig forfatter. Eller – sådan har jeg det i hvert fald. Det hører til forfatteridentiteten og er blevet mytologiseret af Bruce Chatwin i Drømmespor – hvor han fortæller om sine elskede Moleskine-notesbøger, en helt bestemt notesbog, som han bare må have. Hvilket producenterne af Moleskine så tog op og brugte som reklame for deres notesbøger, som siden har erobret verden i en grad, at man ikke kan gå ind i noget der bare ligner en boghandel, uden at der står mindst én yderst velassorteret stand med Moleskinebøger.
Nogle gange er der også gæsteoptrædender i ens notesbøger.
Notesbogen som man har med sig overalt i det tilfælde at en tanke, en ide, en sætning, et ord skal melde sig – og intet ville jo være værre, end hvis man glemte indfaldet. Derfor notesbogen. Og der er noget magisk over det, man skriver i sin notesbog. Fordi det er her Værkerne begynder. Og det er i notesbøgerne den helt abnormt interesserede eftertid vil lede efter spor efter, hvem Man Virkelig Var, og Hvorfor Man Skrev Hvad Man Gjorde. Og mange andre ting som fortjener, at man skriver dem med stort begyndelsesbogstav.
Hånden på hjertet: Hvem med en forfatter i maven føler det ikke sådan? Det kan selvfølgelig være, at der er enkelte, der har andre præferencer, og måske undgår yngre generationer end min at spilde tiden på at skrive ting i hånden på noget så oldnordisk som “papir”. Men hvis det er sådan det er (og jeg har nu mine tvivl), så lad det være, hvad det er. Jeg sværger til min notesbog. Eller rettere: notesbøger. For jeg har ikke kun en notesbog. Jeg har flere. Mange ville en del måske mene. For mange ville flere endnu måske mene. Det vender jeg tilbage til.
Notesbogens magi
At noget er en “fetish” betyder, at man dyrker en eller anden genstand helt overdrevet i den tro at genstanden på en eller anden måde kan etablere en højere og mere intens virkelighed end genstanden i sig selv egentlig indikerer. Og det er præcis hvad jeg mener en notesbog kan. Det er ikke ligegyldigt hvilken notesbog man skriver i. Selve notesbogens fysiske fremtoning er afgørende: Sidernes kvalitet, størrelsen, om den er linieret eller ej, tykkelsen af papiret, papirets farve: Alt sammen betyder noget for, hvad det er man skriver i dem.
Det er ikke det samme som at sige, at geniale digte kun kan skrives i notesbøger til 3,5 kr. pr side. Da jeg begyndte som ganske ung var det kinabøger til en 5’er, eller der omkring, i kinabutikken på Strøget. Men det jeg skriver formes af det medie jeg skriver det i, eller på, og her er prisen ikke afgørende. Det er notesbøgernes fysisk udformning der betyder noget, og nogle gange er en billig Tigerbutik-notesbog det bedste. Notesbogens fysik er så afgørende, at jeg har bestilt en særlig ladning af typen “Aurora” fra en boghandel i Holland, som er den eneste der har lige præcis den størrelse, som af uransalige årsager gør, at jeg kan skrive godt, stødt og uforstyrret i dem, og uden at jeg får krampe i armen.
Aurora-notesbøger.
For mange år siden kunne man få præcis denne notesbog – uden linjer – i København og jeg købte et par stykker og når jeg læser tilbage i netop disse notesbøger, synes jeg at de gav min skrift noget særligt. Så nu har jeg bestilt dem igen under stort besvær og med det lidt sørgelige resultat at de kun havde dem med linjer. Men det går alligevel, gør noget alligevel. Det er absurd – ja. Men det er virkeligt nok. Ligesom musik på vinyl. Får man musikken digitalt i høj nok opløsning er der intet logisk der taler for vinylpladens suverænitet. Men måske er det ligesom med mad, hvor enhver kok vel ved, at serveringen betyder hvis ikke alt, så dog en hel del. Den flot anrettede mad smager bedre end maden, som er slasket tilfældigt op i en dyb tallerken.
Variation er livets krydderi
I en del år har jeg ikke dyrket notesbøgerne særligt meget. Nu er jeg begyndt igen. Og det er en udsøgt fornøjelse. For tiden kører jeg tre typer parallelt – som sagt er en ikke nok. Dagbogen er beskrevet; dertil kører jeg en kombineret tegneskitse- og notesbog som hedder “Sketchbook” og som fås til kun ca. 50 kr. i Tutein & Koch, som har dejligt rå sider som er gode til blyantskitser, men lidt hård ved tuschpennes spids, men jeg kan lide den taktile modstand. F.eks. gør det, at en af mine yndlingstuscher sprutter herligt henover siden når jeg skriver. Jeg kan godt lide, at det bliver fysisk at jeg skriver. Det er ikke ligegyldigt.
Sketchbook-notesbogen.
Opslag i Sketchbook…
Den tredie type notesbog er en lille sag, som kaldes “Monochrome” og også kan købes til en billig penge i Tutein & Koch, vistnok ikke mere end en 10’er stykket. Det er en lille nobel sag med kridhvide sider og linjeret. Men lidt bredere end de fleste små notesbøger og det kan jeg godt lide.
Dagbogen er til de lange beretninger om hvad dagen bragte, skitsebogen er til tegninger, tanker og digte, og den lille notesbog er til huskesedler, aforismer, citater, og i enkelte tilfælde også digte. Hver især gør de noget ved min skrift og mine tanker. Og jeg veksler bevidst mellem dem for at malke min inspiration for forskellige dimensioners værdier.
Skåret i glæden
Opslag i Sketchbook…
Det er altså altsammen meget smukt. Men der er selvfølgelig et skår i glæden, en slange i paradiset – en lille slagskygge, som kastes langt ind over notesbøgernes ellers så skønne landskab. Og det er, at jeg aldrig kan finde den helt perfekte notesbog. Der er altid en eller anden lille ting som gør, at en notesbog heller ikke denne gang var den Ideelle Notesbog
Min “Sketchbook” på billedet ovenfor har f.eks. et omslag, der sidder løst omkring bogen, og som hver gang jeg åbner den er ved at falde af. Den lille Monochrome-notesbog har linjer, hvilket jeg ikke er helt tilfreds med, og så er den måske lige akkurat en lille smule for tynd. Og Auroradagbøgerne, ak, har altså også linjer, og det bliver aldrig helt det samme, som dem jeg engang faldt tilfældigt over i en tilbudskasse og som var uden linjer. På denne måde beskriver notesbogsbesættelsen også den evigt uindfriede søgen efter det perfekte. Ikke helt uligt hvordan livet i det hele taget er.
Åndens dynamo
“Monochrome” notesbog.
Ord er ånd fortættet, og måske er det min protestantiske opdragelse som gør, at jeg kvier mig lidt ved at indrømme betydningen af det rent fysiske element i skriveprocessen. Men selvfølgelig er jeg langt fra den første, der kommer med denne indrømmelse. Var det ikke Turèll der var med til at mytologisere den magiske IBM-skrivemaskine med kuglehovede? Er det ikke Tomas Espedal som siger, at notesbøgerne er det egentlige værk? Chatwin har jeg allerede nævnt.
Opslag i Monochrome notesbog.
Er der en morale til denne lille højsang til notesbogen? Måske blot det, at vi bliver til i modstanden som verden giver os. Og at der er grunde til at vi foretrækker det ene frem for det andet. Og at det er i den fysiske modstand at inspirationen anspores og bliver til den ånd, som overskrider mediet. Bøger – og notesbøgerne som muliggjorde dem – giver os adgang til andre sind, til sandheder og løgne og indsigter og visioner, som gør transcendensen mulig – overskridelsen af os selv. Måden at give os selv tilbage til verden. For det er det notesbogen betyder. At vi ønsker at give os selv til verden.
———————————
Dette blogindlæg bragtes første gang i 2019 ovre på blogspot; her gengives det i let redigeret form.
For mange år siden skrev jeg en julehistorie, som blev trykt i Hovedområdet (Månedsbladet for det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, nr. 8, 24. årgang, 8. december 1995). I anledning af at jeg omsider har fået lavet mig en hjemmeside, synes jeg det er på tide, at den ser dagens lys nok engang. Og så selvfølgelig fordi det er en julehistorie.
Det er ikke den bedste opløsning, og det bliver nok noget værre fedteri på en mobil, men her er den. Med ønsket om en glædelig jul og en venlig tanke til min gamle ven Sune Auken, som var ham der fik mig til at skrive historien og fik den bragt i Hovedområdet.
Der var engang hvor jeg skrev en digtsamling hvert halve år, sådan cirka. Det var dengang tilbage i 1990erne da jeg med Niels Christiansen og Nikolaj Rønhede havde gang i et foretagende, som vi kaldte “Utopisk Forlag”. Det var – som navnet antyder – et ikke-eksisterende forlag, hvorpå vi udgav vores små digtbøger i diminutive oplag på 10-20 stykker, selv håndsyede arkene og limede dem ind i omhyggeligt foldede bogrygge til lyden af New Bomb Turks og med talrige øl og snaps skyllende ind over vores højt belagte tunger.
Pligtaflevering? Nej tak.
Vores bøger fik aldrig noget ISBN-nr., blev ikke pligtaflerevet til Det Kongelige Bibliotek, og er forblevet aldeles ukendte – bortset altså for det forsvindende lille antal mennesker, som fik dem foræret, med eller mod deres vilje. Jeg er ikke i tvivl om, at vores bøger fra dengang udgør et vigtigt spor i dansk litteraturhistorie. Men det er selvfølgelig svært at argumentere for, når nu bøgerne aldrig nåede noget, der bare lignede en offentlighed, og da slet ikke den del af offentligheden, som skriver litteraturhistorien.
Men lad det nu være hvad det er. Her fornylig – i dag faktisk – da jeg sad og tænkte på alle de ting, jeg kunne have lyst til at fortælle om – rindede en linje fra et af mine digte i en af disse bøger mig pludseligt i hu: “rododendron i mit støjglas”. Den var fra Two-Track Lo-Fi (Utopisk Forlag, 2000), så jeg ledte i et af de få eksemplarer af samlingen jeg har tilbage og fandt digtet i sin helhed:
Tekstudsnit fra Two-track lo-fi
En bjergsang under det åbne vindue
og rododendron i mit støjglas
Eller – “digtet i sin helhed” – samlingens koncept var på sin vis, at fucke med det traditionelle digts rammer. Så jeg komponerede samlingen i to parallelt løbende spor, hvor de enkelte “digte” i hvert spor med vilje var sat op, så det ikke altid var entydigt hvornår det ene sluttede, og det næste begyndte. Man kunne måske også sige, at det var to langdigte sat op ved siden af hinanden. Eller ét langt langdigt komponeret i en art grafisk (lo-fi) stereo.
Opslag i bogen, der viser opsætning.
Opsætning i undergrunden
Det var så Nikolajs ide at give dem forskellige skrifttyper og sætte den ene spalte i kursiv, samt at sætte de to spalter så tæt op mod hinanden, at det også ind i mellem pludselig skabte mulighed for at lade læsningen krydse grænsen mellem de to spalter – ikke sjældent med det resultat, at denne tilfældighedsoperation gav helt uventede gaver. Som det f.eks. er tilfældet omkring netop ovenfor citerede digtsted – hvor man kan læse første spalte ind i den anden, og et nyt “digt” så pludselig lyder:
Når sted bare
blir sted, situation
situation, når der ikke
er mere at sige eller
gøre eller være, ikke
når det er tilstrækkeligt,
eller mere end det er, bare
En bjergsang under
når det er det det er
det åbne vindue
og rododendron i mit støjglas
Resten er historie
Samlingens første spalte skrev jeg hjemme i København i begyndelsen af 1999. Anden halvdel i slutningen af 1999 da jeg befandt mig i Darjeeling i Indien og studerede klassisk tibetansk på The Manjushree Centre of Tibetan Studies. I forbindelse hermed boede jeg en måneds tid på et tibetansk kloster i den lille flække Ghoom, nogle kilometer fra Darjeeling. Og jeg mener det var her, jeg skrev det lille digt om rododendronen.
Jeg må have siddet og røget en smøg i smug i vinduet til det lille værelse, jeg havde fået lov at låne, og som tilhørte en tanghamaler, som var midlertidigt bortrejst. Jeg har sikkert tænkt på Coseys tegneseriealbum Nøgne fødder under rhododendronerne. Og set ned over de stejle, træbevoksede bjergskråninger.
Resten er historie, eller i hvert fald ord. Rododendroner i mit støjglas.
Thore Bjørnvig 