Der var engang hvor jeg skrev en digtsamling hvert halve år, sådan cirka. Det var dengang tilbage i 1990erne da jeg med Niels Christiansen og Nikolaj Rønhede havde gang i et foretagende, som vi kaldte “Utopisk Forlag”. Det var – som navnet antyder – et ikke-eksisterende forlag, hvorpå vi udgav vores små digtbøger i diminutive oplag på 10-20 stykker, selv håndsyede arkene og limede dem ind i omhyggeligt foldede bogrygge til lyden af New Bomb Turks og med talrige øl og snaps skyllende ind over vores højt belagte tunger.
Pligtaflevering? Nej tak.
Vores bøger fik aldrig noget ISBN-nr., blev ikke pligtaflerevet til Det Kongelige Bibliotek, og er forblevet aldeles ukendte – bortset altså for det forsvindende lille antal mennesker, som fik dem foræret, med eller mod deres vilje. Jeg er ikke i tvivl om, at vores bøger fra dengang udgør et vigtigt spor i dansk litteraturhistorie. Men det er selvfølgelig svært at argumentere for, når nu bøgerne aldrig nåede noget, der bare lignede en offentlighed, og da slet ikke den del af offentligheden, som skriver litteraturhistorien.
Men lad det nu være hvad det er. Her fornylig – i dag faktisk – da jeg sad og tænkte på alle de ting, jeg kunne have lyst til at fortælle om – rindede en linje fra et af mine digte i en af disse bøger mig pludseligt i hu: “rododendron i mit støjglas”. Den var fra Two-Track Lo-Fi (Utopisk Forlag, 2000), så jeg ledte i et af de få eksemplarer af samlingen jeg har tilbage og fandt digtet i sin helhed:
En bjergsang under det åbne vindue
og rododendron i mit støjglas
Eller – “digtet i sin helhed” – samlingens koncept var på sin vis, at fucke med det traditionelle digts rammer. Så jeg komponerede samlingen i to parallelt løbende spor, hvor de enkelte “digte” i hvert spor med vilje var sat op, så det ikke altid var entydigt hvornår det ene sluttede, og det næste begyndte. Man kunne måske også sige, at det var to langdigte sat op ved siden af hinanden. Eller ét langt langdigt komponeret i en art grafisk (lo-fi) stereo.
Opsætning i undergrunden
Det var så Nikolajs ide at give dem forskellige skrifttyper og sætte den ene spalte i kursiv, samt at sætte de to spalter så tæt op mod hinanden, at det også ind i mellem pludselig skabte mulighed for at lade læsningen krydse grænsen mellem de to spalter – ikke sjældent med det resultat, at denne tilfældighedsoperation gav helt uventede gaver.
Som det f.eks. er tilfældet omkring netop ovenfor citerede digtsted – hvor man kan læse første spalte ind i den anden, og et nyt “digt” så pludselig lyder:
Når sted bare
situation, når der ikke
er mere at sige eller
gøre eller være, ikke
når det er tilstrækkeligt,
eller mere end det er, bare
En bjergsang under
når det er det det er
det åbne vindue
og rododendron i mit støjglas
Resten er historie
Samlingens første spalte skrev jeg hjemme i København i begyndelsen af 1999. Anden halvdel i slutningen af 1999 da jeg befandt mig i Darjeeling i Indien og studerede klassisk tibetansk på The Manjushree Centre of Tibetan Studies. I forbindelse hermed boede jeg en måneds tid på et tibetansk kloster i den lille flække Ghoom, nogle kilometer fra Darjeeling. Og jeg mener det var her, jeg skrev det lille digt om rododendronen.
Jeg må have siddet og røget en smøg i smug i vinduet til det lille værelse, jeg havde fået lov at låne, og som tilhørte en tanghamaler, som var midlertidigt bortrejst. Jeg har sikkert tænkt på Coseys tegneseriealbum Nøgne fødder under rhododendronerne. Og set ned over de stejle, træbevoksede bjergskråninger.
Resten er historie, eller i hvert fald ord. Rododendroner i mit støjglas.
Thore Bjørnvig 