Et nyt år er begyndt og det er nok de færreste af os, som går ind i det med en god følelse af ro i maven. Men midt i denne verden, der synes at være ved at gå op i limningen, er der stadig lyspunkter. Et tindrede frem for mig nytårsaftensdag, da jeg læste Arne Herløv Petersens omtale af min nye bog Vindens kartotek II på Facebook.
Udsnit af omslaget til Vindens kartotek II.
Det er præcise og stærke ord fra en af de store i dansk litteratur, som gør mig stolt og glad. Uanset hvor sikker man kan være på, at det man har skrevet, sidder i skabet, hvor det skal, er det alligevel af utrolig stor værdi, at få bekræftelse fra omverdnen.
Og Arne Herløv Petersen er ikke Hr.-hvem-som-helst. Han debuterede som digter i 1962 og har et omfangsrigt forfatterskab bag sig. Jeg har slet ikke læst alt af ham, men det jeg har, kan jeg lide. Der er visionær fantasi og sans for kosmisk skala. Og så er Herløv Peteren desuden en væsentlig oversætter af især ældre kinesisk poesi til dansk.
Her er hvad Herløv skrev:
“Han er digter
Thore Bjørnvig er digter. Han ser på verden med nye øjne. Han bevæger sig mellem verdens sarte tråde og en underverden af tortur og voldtægt. Han kan krænge sproget på vrangen og risle stille ned gennem sindet. Hans bog ”Vindens kartotek II” består af ti situationer, ti billeder af verden med titler som ”Togstationer”, ”Planeter” og ”Hvaler”. Og alle de billeder, der kommer frem, er gennemtrængt af et overbevisende lyrisk sprog. I steder for udefra at fortælle, hvordan de billeder er, vil jeg plukke tre af dem og vise dem frem. Så kan man selv se, hvad Thore Bjørnvigs kunst består i. Det er ikke de voldsomste af digtene, jeg har valgt, men de digte, der fik mig til at tænke, at dette er lyrik, som danner billeder, der bliver i læserens sind, når bogen er lukket.
Togstationer II
Ad skinnernes glinsende floddelta skingrer de første morgentog hjulene hakker og hamrer hver gang de rammer et sporskifte farten sænkes nær banegården, hvor de sidste branderter stavrer med parallelklippende øjne ind i togstammen, hvor de opløses: brusetabletter i gryets dødvande der siver gennem rudernes ler.
*
Stofskifte IV
Galaksens spiral er som vandet i en håndvask – langsomt løber livet ud. på vej i den lysende hvirvel skummer det over, på engen vipper klokkeblomsterne i den blide vind en understrøm af varme, der løfter sommerfugle som glitren på uroligt vand
*
Hvaler V
Flokke af øresvin klikker sig vej til fiskestimer mellem skyskraberes lodrette rev, jager dem sammen med luftbobler, spiser sig mætte i sølvblanke kroppe, dykker forbi rustne bussers duvende tangskove husker svagt de landlevende hårløse aber, der forsøgte at lære deres sprog som forberedelse til kosmiske møder, leger tagfat ind og ud ad vinduer, hjemme overalt indfødte i det vægtløse nærvær.”
Ideen til titlen Vindens arkiv kom relativt tidligt i processen med at skrive teksterne – men hvorfra?
Jeg husker den utilfredsstillende følelse det var, ikke at kunne kalde det, jeg skrev på, noget. Bunken med tekster voksede lige så stille, men jeg savnede noget, der kunne samle det, give det retning og form – en titel. Reglen for projektet, som hurtigt blev etableret var, at hver tekst skulle handle om en ting eller et fænomen i verden. Huse, hvaler, fugle, skyer, hænder. Metoden var også sat i verden: Hvert digt skulle indeholde fem dele, der hver kastede forskelligt lys på fænomenet.
På et tidspunkt slog det mig, at det jeg foretog mig måske kunne ligne en videnskabsmands noter, men her i poetisk form. Taget under studier i felten på små kort, og siden ordnet i et kartotek. Som de første videnskabsfolk, for eksempel den svenske botaniker Carl Linné, der udviklede det første klassifikationssystem for planters seksualitet. Linné endte med enorme mængder af små kort, der var stort set lig de kartotekskort, der senere blev anvendt på f.eks. biblioteker. Men hvorfor kort? Fordi det var muligt hele tiden at flytte dem rundt, blande dem, indsætte dem i nye sammenhænge, efterhånden som nye teorier blev udkastet.
Så – et kartotek over iagttagelser. Men hvordan var de endt her, hos mig – og i den bog, jeg var begyndt at tænke på at udgive? Jeg tror titlen bare dumpede ned, poppede op, hoppede ind; bum. Hvorfor “vindens”? Måske…var vinden blæst gennem et kartotek, havde hvirvlet kortene op – og så var de landet her, hos mig, i bogen? Det gav mening. Og lød godt, syntes jeg: “Vindens kartotek”. Men snart begyndte betydningerne at knopskyde. Kunne det være at forholdet var anderledes? At det måske var vindens eget kartotek, som kortene, teksterne, kom fra? I så fald måtte de jo være nedskrevet af vinden selv. Og indeholde hvad? Vindens iagttagelser, selvfølgelig.
Det kunne passe med, at der ikke var noget jeg i teksterne. Det var endnu en af de regler, som de første tekster etablerede: Intet “jeg”, ingen holdning, ingen dom, ingen fortolkning. Bare iagttagelse. Vinden kommer overalt i verden, rejser ustandseligt gennem den, ser alt, oplever alt, men har intet blivende sted, er næsten intet i sig selv. Og forbinder dog alt, rører alt, bevæger alt. De bibelske ord dukkede op: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« (Jhs. 3,8) De ord har altid rørt noget i mig.
Vi mærker vinden, der rører os, løfter os, vælter os – men vi mærker den kun her og nu. Resten er et mysterium, det eneste virkelig interessante, og med ordenes flagermuseskrig afsøger vi mørkets konturer.
Da jeg begyndte at skrive de tekster, der efterhånden blev til Vindens kartotek, havde jeg ingen som helst ide om, hvad jeg ville skrive. Ingen plan, intet tema, og ingen samlende titel. Jeg begyndte bare at skrive. Første tekst kom til at handle om “Huse”. Digtet faldt i fem dele. Og denne første tekst opstillede en regel for alle de følgende tekster. En ting eller et fænomen i verden; fem dele. Samme ting iagttaget, undersøgt, beskrevet ud fra frem forskellige vinkler.
Dette er en systematik, et benspænd, en metode. Snart opdagede jeg, at jeg havde behov for at opstille en regel for linjernes længde. Valget landede på ti stavelser pr. linje. Ikke som mekanisk ufravigelighed, men som en bestræbelse. Der kan være både færre og flere stavelser, men gravitationspunktet er ti stavelser. Og med tiden er det gået hen og blevet en inspiration i sig selv. For der er noget med regler og begrænsninger. Jeg kunne næppe leve i en form med rimede strofer og fast metrik. Men det viser sig, at jeg trives med regler og begrænsninger.
Begrænsningen sætter på en måde fri. Det er vel lidt som med improvisation i musik, det er bedst at have en form at slå sig løs indenfor. Begrænsningen skærper mit sprog, skaber et tryk, der igen gør opfindsomheden mere spændstig; der er noget, at spænde sig op i mod. Og hvor finder man den slags lyrik i dag, hvor de fleste netop har forladt den klassiske metrik og rimet? I systemdigtningen. Og her er der en oplagt inspiration: Klaus Høeck. Hans storværk Hjem læste jeg i mine teenageår, og var blæst omkuld.
Ikke så meget på grund af selve systemet, det fascinerede mig egentlig ikke. Men det nærmest absurd rige sprog, den vildt lysende poesi, humoren, det storladne i det almindelige. Og de bevidsthedsudvidende spring i skala, fra det mindste, hverdagslige til geologi og stjerner. Her var et værk, som på alle måder var stimulerende, og i lige høj grad for hjerne såvel som hjerte. Dengang snusede jeg også til Inger Christensen, og “abrikostræerne findes” gik ind i mit sprog, uden at jeg havde dyrket Alfabet; men læste den gjorde jeg vel. Og selvom systemerne i sig selv ikke optog mig, har noget nok sat sig i mig alligevel. For selvfølgelig er mine tematisk ordnede digte i fem afsnit, med linjer af omkring ti stavelsers længde, et system.
Og hvorfor er der noget nærmest berusende i at underkaste sig systemer, regler, benspænd når man skriver? Ligesom magien i verden skal mases gennem vores fem sanser for at blive til i os, skal sproget mases gennem en form, for at blive poesi.
Jeg har læst Ib Michael siden jeg var teenager. Den første bog var vistnok Himmelbegravelse, digtene fra Tibet. Den tændte en rejsedrøm, som endte med at jeg i 1996 sad på taget af Jokhangtemplet i Lhasa og læste hele bogen op for min rejsemakker Mikkel. Efter Himmelbegravelse læste jeg Kilroy Kilroy, Kejserfortællingen, Rejsen til det grønne firben, Rejsen tilbage. Og siden Vanillepigen, Den tolvte rytter og Det lukkede øje, og siden måske Brev til månen, i hvert fald Prins, Kejserens atlas, Mit år (ironisk-kærligt i mit indre bibliotek kaldt Mit hentehår), Vinden i metroen og Rosa mundi (de to andre digtsamlinger Michael har skrevet), Og så var verden deres. Og sidst Himlen brændte og En anden sol, som jeg skrev om på videnskab.dk. Sidstnævnte gjorde, at Ib Michael skrev til mig i 2015 og spurgte, om jeg ikke ville interviewe ham på Bogforum. Det var lidt som at få et opkald fra selveste Solkongen, eller noget i den retning. Jeg sagde selvfølgelig omgående ja.
Da jeg var ung tændte Ib Michael, og sammen med ham Troels Kløvedal, mine rejsedrømme. Jeg var instantly en sucker for den særlige Michaelske magiske realisme, jeg elskede det virkelighedsudvidende sprog – at der her var en forfatter, som viste at livet kunne være et eventyr. Venner omkring mig med bedre smag synes at det var en parfumeret omgang eskapisme, men jeg har nu aldrig svigtet kaldet fra drengedrømmenes febervilde verden når det kom til Michaels bøger. Selvom jeg langfra har læst det hele. Der har været bøger som jeg af en eller anden grund ikke har haft fidus til, Atkinsons biograf, f.eks., eller Grill, eller De syv rejser. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor og måske hapser jeg dem ved anden lejlighed.
Blockbusteraction og metaforer på syre
Men for nylig kom Logbog ved rejsens afslutning, som min storebror læste og anmeldte, og da jeg var sammen med ham, da han skrev anmeldelsen færdig, hørte jeg en del om bogen og blev nysgerrig. Så da jeg på dette års Bogforum fandt den i en meterhøj stak til en hund måtte den med hjem i tasken. Nu har jeg læst den i et par store mundfulde – for sådan læser man, jeg, Michael: I store slurke. Sproget glider altid enormt let, også selvom det ofte leger med subjekt-objekt-dualiteterne og kan lide at hælde syre på metaforerne. Men der er også det ved Michael – og det er vel en af grundene til, at han er blevet bestseller – at han også kan skrive helt vildt actionmættet, næsten Hollywood-actionfilmisk. Kejserens atlas kunne nok snildt forvandles til en cinematisk blockbuster. Og så gør det jo ikke noget, at det også næsten altid er intelligent og overraskende; hans bøger er ikke blot intelligente thrillere, men også måske på en måde virkelighedsthrillers.
Det forkælede firbens rejse
Så Logbog ved rejsens afslutning måtte læses. Forventningen til bogen var, at det ville være en form for testamente – og den blev ikke skuffet. Det er en anderledes bog end meget af det øvrige forfatterskab; mest i familie er den vel med Mit henteår, undskyld, Mit år, om end jeg altså ikke har læst forfatterskabet til bunds. Den foregiver at være et sandrueligt tilbageblik (med et par drilske slag med den (tabte?) fabulerende firbenshale) over livet og bærer et vist præg af, at regnskabet skal gøres op. Og sikke et liv. Det vil nok være de fleste, der efter endt læsning kigger tilbage over deres eget liv, og føler en hvis inkongruens. For det er dog alligevel pokkers, som alting syntes at lykkes for Michael, lige fra kvinder, over rejser og trips, til forfatterskabet.
Jeg har et mærkeligt blandet forhold til 60er-generationen. Mentalt har jeg på mange måder haft den verden, som de satte op, som indre pejlemærke og virkelighedsramme. Indenfor populærmusikken har tiden mellem ca. 1965 og 1975 betydet noget særligt for mig og hele hippieromantikken har øvet en sælsom trolddomsmagt over mig. I dag er mit absolutte yndlingsband Grateful Dead. Samtidig med at der i mig har været en stødt voksende skepsis ift. hele ideen om at bryde alle normer ned; kollektivernes uhyggelige skjulte magthierarkier og Tvind-agtige, påtvungne egalitarisme; ideen om det polyamorøse paradis, marxismen og de hårde stoffers indtog. Den totale ansvarsforflygtigelse. Det spændingsfyldte blandingsforhold dukker op igen når jeg læser Logbog ved rejsens afslutning.
Uanset hvad Michael i øvrigt gør for at fortælle om, hvor hyggeligt han har det med sin datter Sita, og uanset hvor meget han indrømmer, at det havde omkostninger at leve, som de gjorde dengang, kan jeg ikke lade være med at læse efter den skjulte modstand under ordene, der glider nok så lækkert og let derudad. Set på én måde tegner Michael et liv, der er misundelsesværdigt fyldt af eventyr, vilde stofoplevelser, rigelig og kaotisk erotik, eksotiske rejser og peak-oplevelse efter peak-oplevelse – og i øvrigt et über succesfuldt forfatterskab. Men læser man, som jeg ikke kan lade være med, mod denne medrivende fortælling, er det også historien om en frådende, megalomanisk egoist, der følger sine drømme koste næsten hvad det vil.
Børn overbord!
Datteren Sita fylder en del i bogen, og selvom det er forholdsvist klart, at Michael kun er nogenlunde tilstede i hendes liv til omkring treårsalderen, så er der mange nedslag der beretter, hvor godt hun trives her og der, og hvor godt de hygger og leger sammen. Bla. da Ib Michael kommer delvist sindsforvirret hjem efter heftige peyoteindtag og sin første store rejse til Mayalandet, og nærmest tror han er indianer, inklusiv indiansk outfit. Så er han rigtig god at lege med. Men gad vide hvor trygt det har været? Når man har læst Nadja Kløvedal Reichs og Lærke Kløvedals erindringsbøger om at vokse op i 60er- og 70er-kollektiverne og skyggerne af hh. Ebbe Kløvedal Reich og Troels Kløvedal, kan man nok have sine tvivl.
På en måde er der jo ikke noget nyt i dette: At store kulturelle ikoner trækker en malslipstrøm af skibbrudne skæbner efter sig. Det gør de jo fordi de er så fulde af sig selv og deres store tanker og betydning, at de bliver nødt til at se stort på de ofre, andre må bringe, for at de kan realisere deres potentiale. Eller sagt på en anden måde: Deres storhed gør alle andre skæbner mindre, ja, det er netop de mindre skæbners lod, at se og følge dem som fyrtårne. Hvad det kan koste for de pårørende og familien, herunder børnene, er for nylig undersøgt i Åsa Beckmans Kulturbørn, hvis danske udgave Nadja Kløvedal Reich da også har skrevet forord til.
Den eksotiske paradisfugl i andegården
Der er et behov for sådanne fyrtårne, og for at fyrtårne kan være fyrtårne bliver de ligesom nødt til at fylde lidt i landskabet. Ligesom den indiske guru, som Michael på et tidspunkt følger – med isvandsgennemvædet kyskhedsbælte og hele gøjemøget. Måske ligger der lidt af en skyggespejling i bogen her. Det ender med at Michael afslører, at den gode guru, der afkræver seksuel afholdenhed af sine disciple, selv giver de unge piger særlige velsignelser; dvs. knepper dem på livet løs. Det er den store løgn, som Michael med nød og næppe undslipper, da han atter kaster sig ud i det vellystne hav af fotomodeller, man kan forstå han boltrer sig i – af hjertesorg, da den store forelskelse ikke bliver gengældt. Men måske har Michael en rem af huden. Tanken kan dukke op, når han i bogen beskriver, hvilken status og attråværdighed det giver en, når man vender tilbage fra det fremmede som eksotisk paradisfugl i andegården.
Selvtilfredshedens kapital
Der er i hvert fald ingen alvorlig og dybtgående hudfletning af ham selv at finde i bogen; ingen særlig skyld eller skam at spore. Men på en måde var – og er – det måske også en af 60er-generationens helt store, imponerende evner: Den overstrømmende taknemmelighed over, hvor fedt det hele egentlig dybest set bare var, hvor gyldent det var at leve livet fuldt ud, uden moralens svækkelse af hjernen (som det med et citat af Rimbaud hedder i bogen), en slags højstatusgivende, nykkefri livstilfredshed. Hvis man nogensinde har hængt ud med mere moderne udgaver af hippier ved man, i hvor høj kurs det står, at man er cool og afslappet, at man fråder livets gyldne øjeblikke, at man er oppe og glad og positiv. Ja, det kan faktisk blive ganske tydeligt for en, at det er en slags kapital, omtrent som depressionen og negativiteten blev en kapital i hippiebørenens oprørsbevægelse, punken.
På den måde læst er der passager i Logbog ved rejsens afslutning, som synes at gabe efter mere ilt, mere sandhed, eller måske mere perspektiv – og her tænker jeg ikke på f.eks. kvantemekanisk perspektiv, som bogen bugner af, men måske bare andre perspektiver end Michaels eget. Det er ikke fordi der ikke er skygger i beretningen og Michaels liv. Der er ulykkelige forelskelser, der er nedture, og der er tvivl, usikkerhed og forvirring undervejs. Men der er også et regnskab som i sidste ende gøres meget, og måske lidt for, nydeligt op: Det har været alletiders fede trip, livet er godt, Mesteren kan dø mæt og tilfreds.
At leve med et forfatterskab
Hvis man følger et forfatterskab over mange år, følger man også dets udvikling, samtidig med, at man selv udvikler sig sideløbende med det. Det er noget andet at læse Ib Michael som 15-årig, end det er at læse ham som 53-årig. Og der er også noget anderledes over Michaels måde at skrive på i Logbog ved rejsen ende, end i mange andre af hans bøger. Der er selvfølgelig det, at det ikke synes at være fiktion; det er intime, dagbogsagtige betragtninger over levet liv, med berettende nedslag i knudepunkter undervejs. Der er antydningen af et mindre opstyltet, mere nede-på-jorden-sprog, og så i øvrigt en del morsomme steder, hvor det er tydeligt, at Michael kæmper med den snerpede tidsånd i 20erne; hvilket f.eks. skinner igennem da han beskriver et besøg hos en eskimolog, og undskylder, at det hed det altså dengang. Men der er også et klart genkendeligt Michael-DNA, som har holdt sig ganske Peter Pansk lysende fra begyndelsen til slutningen af forfatterskabet: En stadig insisteren på, at virkeligheden er langt større og mere fantastisk, end de fleste gør sig begreb om. Det er fra start til slut dette, der er afgørende brændstof i forfatterskabet.
For guds skyld: Vælg blæksprutten!
Og det kan jeg ikke lade være med at elske, uanset hvor meget den medrivende fortælling i understrømme stritter i alle mulige andre, genstridige og ufortalte retninger. Der er ikke noget der giver mig lyst til at udforske grænserne for min eksistens, som en bog af Ib Michael. Hos ham mødes magisk realisme med science fiction og tilsat et heftigt mix af ayahuesca, psilocybin, kokablade og cannabis bliver det en boblende heksegryde, ikke helt ulig den, der pryder forsiden til Steppeulvenes Hip-plade – Steppeulvene, som Michael naturligvis også nåede at være på trip med. Og op af gryden stiger vilde og overraskende syner; som f.eks. beretningen om, at hvordan Michael via en glasperle ophængt i et vindue er i nærmest daglig kontakt med et blækspruttelignende væsen, der ligner en tibetansk munk, i et fjernt stjernebillede. Fra dette væsen modtager han et mantra, som siden viser sig at være et indiansk ord.
Det er en mærkelig historie (som med variationer også findes i Og de skal eje Jorden), men der er ikke noget der umiddelbart tyder på, at Michael ikke selv tager den for gode varer. I hans verden var det tilsyneladende sådan, at han var i kontakt med et væsen fra en anden planet. Det er et interessant vidnesbyrd og man kan ikke lade være med at tænke på, hvad han egentlig tænker om det i dag. Det får man som læser ikke noget at vide om. Det bliver bare fremlagt som et faktum, uagtet at det lyder som noget en psykotisk person kunne erfare. Men – måske er virkeligheden bare langt vildere, end man skulle tro… Uanset hvad er der kraft i historien, og det ved Michael også godt, da han afslutter sin bog med følgende ord: ”Jeg takker i det hele taget mine mange læremestre og vil gerne kvittere med et godt råd: Hvis du skal vælge mellem en swami fra Rishikesh og en blæksprutte, så tag for guds skyld blæksprutten.”
Det latterudbrud der gennemskyllede mig ved læsningen af disse ord var befriende og frugtbarhedsgivende. Det er fantasiens muskel der spiller i sproget, ånden der blæser i benfløjterne; det er kroppens mangearmede klogskab, der griber i den elektrisk ladede luft. Og det er et svirp af en tentakel fra en anden verden. Se bare, den er dér – lige på den anden side af syntaksen! Måske den store kunst i sidste ende er, at lære hvordan man overskrider sine egne grænser uden at overskride andres.
Jeg har netop tilbragt tre intense arbejdsdage med Niels Christianen, digter, guitarist og komponist. Det har resulteret i det første stykke med poesi og musik, hvor jeg har skrevet ordene og Niels musikken.
Det er helt fantastisk at arbejde sammen med Niels og det er som om, at vi får foræret det ene magiske sammenfald efter det andet. Det giver mening!
Ikke mere end en uge eller to efter at Putin invaderede Ukraine var jeg en morgen på vej ud ad døren, på vej til arbejde. Men nogle ord dukkede op, som blev til dette digt.
For nylig besluttede jeg mig for, at melde mig ind i Dansk Forfatterforening. Beslutningen havde noget at gøre med at omfavne forfatteridentiteten. Omsider gå all in og sige: Okay, det er det jeg er. Ikke det eneste jeg er, men en væsentlig del af det.
Et liv i ordenes tjeneste
Jeg har skrevet siden jeg var omkring 15 år gammel. Og har udgivet, undergrund og overgrund, de sidste 25 år. Som min ekskone formulerede det for nylig: Jeg har levet et liv i ordenes tjeneste. Så altså: Jeg meldte mig ind i Dansk Forfatterforening.
Jeg kunne også have valgt Danske Skønlitteræres Forening. Faktisk inviterede de mig til debutantaften, da jeg fik min overgrundsdebut med Livet i nullerne i 2009. Men det blev Dansk Forfatterforening – og måske delvist netop på grund af denne forenings bredde, der favner både lyrik, skønlitteratur og faglitteratur, i det jeg skriver inden for alle tre genrer.
Den rette sammenhæng
Da jeg straks ville omsætte mit medlemskab i noget konkret deltog jeg i årsmødet her først i marts. Da dette viste sig at blive kombineret med en introduktion for nye medlemmer om eftermiddagen var det helt perfekt. Tiden var kommet til at indgå i en sammenhæng, hvor jeg altid har hørt til, men i lang tid ikke haft modet, energien eller lysten til at dukke op.
Jeg cyklede ud over Knippelsbro og drejede til højre ad den første gade på højre hånd, Strandgade. Jeg tror det strejfede mig, på sådan et lidt halvbevidst plan, at jeg engang havde været til noget litterært, knyttet til min far, her et sted. Måske blev det delvist overdøvet af det sort-hvide foto af Eik Skaløe, der står med det nys-udkomne HIP-album lige ved Knippelsbro, som jeg næsten altid ser kalkeret ind over virkeligheden, når jeg tager denne vej.
Eik Skaløe som glad debutant med Hip under armen ved Knippelsbro. Sakset fra nettet.
Inspirerende møder
Hvor om alting er, så blev det en vældig god aften. Den foregik i foreningens imposante lokaler, hvor selveste Tordenskjold engang skal have boet. Fredede lokaler med enorme malerier med religiøse motiver og let opsvulmede, hvidlige kvinder, der fylder væggene og omgiver dørene, der ser ud som om de er bygget til kæmper.
I disse rammer mødte jeg blandt andet Karen Stenlev, som jeg fik lange, gode snakke med, Ann C. Schødt fra Potentialefabrikken, hvis hjemmesider jeg har læst med stor interesse, samt min gamle gymnasieklassekammerat Kasper Hoff. Mange andre herlige møder fandt sted og det var med ny energi summende i kroppen, at jeg cyklede hjem gennem et mørkt og forårskoldt København.
Noget dæmrer
Forsiden til Kilden og Flammen, 1988.
Det var først efter nogle dage, at det begynde at dæmre for mig, hvad det var der havde rumsteret i mig på Knippelsbro og i Strandgade. Var der ikke noget med de rum, der var bekendt? Noget ved de enorme, og let absurde, malerier; måden de indrammede de store, gamle døre på, som på en eller anden måde rørte noget i mig? Og med et slog det mig: Var det ikke der, hvor receptionen for Kilden og flammen, festskriftet der blev udgivet i anledning af min fars 70-årsdag, blev holdt?
Det var ikke længe siden, at jeg havde fundet en serie fotografier fra arrangementet, og nu fandt jeg dem frem igen. Jo – der var også nogle store malerier omkring dørene her. Men var det de samme malerier? Jeg googlede Dansk Forfatterforening og fik snart min fornemmelse bekræftet: Det var her, det foregik – dengang i 1988 – for 34 år siden.
Mens min far stadig levede deltog jeg i en del arrangementer, hvor han på den ene eller den måde optrådte – men det her fik en særlig betydning for mig. Jeg var et år eller to før begyndt at blive interesseret i at skrive og det må Frans Lasson, der redigerede festskriftet for min far, på en eller anden måde have opdaget. Han spurgte mig i hvert fald, om jeg kunne tænke at bidrage med noget til det – og det kunne jeg. Det blev til en novelle – eller novelette – som jeg kaldte “Livstræet”.
Debutant blandt litterære pinger
Jeg sendte den til Frans Lasson og så inviterede han mig op i sin enorme lejlighed for Østerbro-enden af Søerne, hvor vi gennemgik den sammen. Han havde nogle ændringsforslag, som jeg godtog, og så kom den i bogen som det sidste bidrag. Jeg synes det var spændende at få noget udgivet, også selvom det var i en bog til min far – en far, som jeg allerede da godt anede, det kunne blive lidt svært som skrivende at stå i skyggen af. Og så blev jeg oven i købet nævnt i Politiken, i en lille artikel om bogen og arrangementet.
Bidragsydere til Kilden og flammen i Dansk Forfatterforenings lokaler. Forrest til venstre min far, og lige bag ham til venstre min storebro Bo, og til højre for ham lille, seksten-årige mig. Forrest til højre Frans Lasson.
En reception blev afholdt – og det altså i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade. En håndfuld prominente forfattere, der havde bidraget til bogen, deltog, herunder fx Jørgen Gustava Brandt, Pia Tafdrup og Benny Andersen. Og også – sammen med sin kone Anne-Marie Mai – Klaus Høeck, hvilket var af særlig interesse for mig. Jeg havde kort forinden læst hans beat-bog Pentagram, som jeg var ret vild med. Det må have været ved denne lejlighed jeg talte med ham om Grateful Dead. Dylan, Doors og Jefferson Airplane kendte jeg – men “Grateful Dead” – hvad var det for noget?
Fra venstre: Pia Tafdrup, Klaus Høeck og Anne-Marie Mai i Dansk Forfatterforenings lokaler, 1988.
Høeck fortalte mig lidt om bandet, og udtrykte misundelse over, at jeg endnu havde al deres musik til gode. Jeg spurgte hvor jeg skulle begynde og han svarede, at det kunne være med pladen, der lige var udkommet året før, In the Dark. Efterfølgende købte jeg den og lyttede til den på Kastanievej Efterskole, hvor jeg gik på dette tidspunkt. Pladen fængede desværre ikke og der skulle gå næsten 30 år, før jeg omsider fik en (anden) indgang til the Dead – og siden har jeg ikke set mig tilbage (og genlæste i øvrigt for nylig Høecks komplet vidunderligt vanvittige lovsang til dem i Pentagram).
En strømførende cirkelslutning
Som jeg altså sad og kiggede på disse gamle fotografier gik det op for mig, hvad det hele egentlig betød. “Livstræet” i Kilden og flammen var jo min debut som forfatter. Hvor smukt og passende var det da ikke at finde ud af, at selvsamme sted, hvor Kilden og flammen blev fejret, nu også var rammen om min formelle ankomst til forfatterrollen?
Fra venstre: Min storebror Bo, min far og mig, Dansk Forfatterforenings lokaler, 1988.
Jeg er fyldt 50 og inde i en tid, hvor mange cirkler på mærkelig vis bliver sluttet i mit liv. Her var altså endnu en magisk cirkelslutning: Grunden til at jeg skulle være netop der, i lokalerne i Strandgade, var selvfølgelig, at det hele tiden har været meningen, at det var netop der, jeg skulle være.
Jeg er ikke blind for vældet af statistiske sandsynligheder, men i forhold til det jeg føler nytter ingen logik. Det er endnu en hjemkomst.
_________________________
(PS. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvem der har taget billederne herover, men håber det er ok, at jeg bringer dem her).
Artiklen i Politiken i anledning af receptionen for Kilden og flammen, 1988.
Fornylig har jeg ryddet op i min bogsamling. Det var hårdt – men det er en fornøjelse, at have gjort – og så åbenbarer der sig oven i købet titler, som jeg helt havde glemt, jeg ejede.
Bogoprydningens uventede gaver
Når man som jeg elsker at købe bøger, nærer et udtalt anstrengt forhold til bibliotekernes bødesystem og derfor sjældent låner bøger, har svært ved at sige nej, hvis nogen tilbyder mig en bog og ikke er bleg for at have bøger stående, jeg ikke har læst – og tilmed har meget svært ved at give slip på dem, når de først står i min reol (endsige smide dem ud!) – ja, så er det ingen lille opgave at rydde op i samlingen. Men efter i årevis at have udskudt oprydningen, fik jeg den endelig gennemført, og samlingen står nu ret velordnet efter emner, og den skønlitterære afdeling oven i købet ordnet alfabetisk efter forfatter.
Den nye orden gør, at jeg ser med fornyet interesse på titler, jeg aldrig har fået læst. Særligt de (i helt konkret forstand) smalle bøger tiltrækker sig min opmærksomhed, da de antyder, at de er hurtigt læst. En sådan fik jeg øje på blandt den skønlitterære prosa – en lille, hvid bog med titlen At skrive. “At skrive” – det lød jo ret spændende og omend jeg ingen anelse har om, hvordan bogen er kommet i min varetægt, så er det vel en rimelig antagelse, at nogen, der ved at jeg skriver, har foræret mig den – eller måske har jeg selv ved en eller anden lejlighed købt den?
Godt skrevet – men ikke om at skrive
Og bogen holdt hvad den lovede – den var hurtigt læst. Til gengæld føler jeg mig bestemt ikke meget klogere på, hvad det vil sige “at skrive” efter endt læsning. Bogen er sådan set udmærket skrevet – altså: sproget glider godt nok og der er ind i mellem passager af en hvis lyrisk skønhed. Men det meste synes biografisk selvcentreret på en måde, som virker uinteresseret i at udsige noget generelt, endsige alment interessant og tilgængeligt, om det “at skrive”.
Den kvindelige forfatter – Maguerite Duras – bedyrer flere steder, at hun trods det, at hun skriver uforståelige bøger, har haft ret stor succes – som f.eks. med bogen L’Amant, som blev filmatiseret som The Lover i 1992 og var lidt af en blockbuster og handlede (nogenledes selvbiografisk) om en kvindes kærlighedsaffære med en kineser. Så stor succes, at hun på et tidspunkt får råd til at købe et kæmpe hus, hvor hun tilbringer en årrække i ensomhed (bortset fra en strøm af elskere, og godt med gæster, og et rigt socialt liv i byen) med det at skrive. Med Skriften.
Volapyk
Og måske er det også derfor – altså fordi hun skriver uforståeligt – at i hvert fald jeg efterlades med en temmelig tom følelse i hypofysen efter end læsning
Prøv f.eks. følgende passage:
“At være alene med den bog der endnu ikke er skrevet, er stadig at befinde sig i menneskehedens første søvntilstand. Sådan er det. Det er også at være alene med en skrivning, der endnu ligger brak. Det er at prøve ikke at dø af det. Det er at være alene i skjul under krigen. Men uden bøn, uden Gud, uden nogen anden tanke end dette vanvittige ønske om at dræbe Den tyske Nation indtil sidste nazist.”
Efter min bedste evne og overbevisning er det noget nær ren volapyk.
“At være alene med den bog der endnu ikke er skrevet, er stadig at befinde sig i menneskehedens første søvntilstand.” – Hvad i al verden er “menneskehedens første søvntilstand”? Er det arten homo sapiens første søvntilstand – og i så fald, hvem har nogensinde hørt om den, og hvad skulle man også kunne vide om den? Eller er det indslumringsfasen i det enkelte menneskes nattesøvn? Eller er der tale om barnets første søvntilstand? Intet forklares og da slet ikke hvorfor det at være alene med en bog, der endnu ikke er skrevet, er som en søvntilstand – med mindre det da er bogen, som i en eller anden forstand befinder sig i et u-opvågnet tilstand. Men sætningen synes at indikere, at det er subjektet, der er alene med den endnu ikke skrevne bog, som er i søvntilstanden.
“Sådan er det.” – Det er næsten morsomt, for man forstår jo godt, at forfatteren kan føle sig til fristet til at understrege rigtigheden af et udsagn, som ingen mening giver.
“Det er også at være alene med en skrivning, der endnu ligger brak.” – Ja, okay – altså, bogen er endnu ikke skrevet, og i den forstand kan man vel godt sige, at skrivningen ligger brak. Men hvad det ligger til den i forvejen ret uforståelige sag, er svært at se.
“Det er at prøve ikke at dø af det.” – Øh, okay – at være alene med en endnu ikke skrevet bog – og så kan man vel fornemme, at det er forfatteren til den endnu ikke skrevne bog, der er tale om – er altså ikke særlig sjovt. Nej, man er faktisk hele tiden tæt på at dø af det. – Men – har alle forfattere det sådan? Næppe. Der er snarere tale om et meget idiosynkratisk og iøvrigt ret hysterisk udsagn. I hvert fald som det står uforklaret her.
“Det er at være alene i skjul under krigen.” – O-okay? Duras levede 1914-1996 – så det kan jo være, at hun faktisk har prøvet det – og krigen kunne så være 2. verdenskrig. Men jeg forstår ikke et levende suk af, hvordan en søvntilstand kan lignes med at være i skjul under en krig. Der er man vel helt vildt vågen – hvis det f.eks. er under et luftangreb. Men så skal man måske forstå det sådan, at når man er skjult under en krig er man i en art potentiel tilstand, ligesom den endnu ikke skrevne roman? Eller er det snarere sådan, at den der skjuler sig, er ligesom forfatteren, der står foran den endnu ikke skrevne bog? Men i så fald – hvad er krigen så i denne ligning? Jeg forstår det ikke.
“Men uden bøn, uden Gud, uden nogen anden tanke end dette vanvittige ønske om at dræbe Den tyske Nation indtil sidste nazist.” – Uden bøn, uden Gud – som den, der lever i skjul under krigen åbenbart ikke er uden – er forfatteren altså. Og har blot et ønske: at udrydde alle nazister. Så – at skrive bogen er som at udrydde nazister? Eller er der en slags metaforiske nazister, der står mellem forfatteren og bogen? Nej, jeg opgiver.
Skrift og ensomhed
Det er et af de mere uforståelige afsnit jeg har valgt ud, men jeg synes det giver et udmærket billede af bogen. Jeg har ingen anelse om, hvad formålet med bogen er, eller hvad forfatteren har tænkt sig med den. Den skal vel sige noget om hendes forhold til det at skrive. Og der fremgår det så, at det for hende er en meget ensom proces. Men det er omtrent også det eneste, jeg tager med mig fra bogen. Dét og så beskrivelserne af selve det store hus, hvori hun altså skriver, som faktisk fascinerer mere, end udsagnene om at skrive.
Der er visse steder i bogen, der kan minde om Rilkes tanker om det at skrive i Breve til en ung digter. Hvor det også er en pointe at det er, og bør være, en meget ensom sag at skrive. Men hvor man med Rilke dog får en fornemmelse af, hvorfor det med ensomheden er så vigtigt og så stor en pointe, så er det, i hvert fald for mig, ganske uklart hvad Duras egentlig tænker om denne ensomhed. Og hvad det i øvrigt vil sige “at skrive” – det skal man nok kigge i andre bøger for at blive klog på.
Det kan selvfølgelig være, at bogen er anderledes interessant og sigende, hvis man har læst Duras’ øvrige bøger – og det har jeg altså ikke. Men sådan er det når man trækker et lod i bogsamlingens store tombola. Nogle gange er den en indgang til nye, svimlende perspektiver – og nogle gange er det en nitte.
Bogen er oversat fra fransk af Lone Bjelke, efter Ecrire fra 1993, og udkom på dansk i 2004 på Forlaget SAAS. Jeg har læst om Duras i Wikipedia.
Denne blogpost handler om den lille bog Gertrude af André Gide, Gertrude, oprindeligt udgivet 1919 som La Symphonie Pastorale. Endnu et resultat af den bogoprydning, jeg foretog for nogen tid siden. Ulæste titler dukker op – og så læser jeg dem. Nogle gange.
Dedikationens magi
Forsiden på min udgave af Gertrude.
Denne lille bog, min udgave fra Hans Reitzels Serie 1961 – på blot 91 sider – sendte en solid harpun gennem mit hjerte. Jeg har haft den stående i 23 år uden at have læst den. Modsat andre af mine bøger ved jeg godt, hvorfor jeg har denne. Jeg fik den af min ven Jakob, som jeg mødte i Tibet i 1996.
Og sandelig om ikke en slags forærings-dedikation pryder første opslag. Og dedikationen er behørigt rørstrømsk: “…prøv at bruge din indre styrkes blinddom, gør dig stor vind, gå på vandet, lev sekundet…” – det er ikke dårligt at mytologisere bøger med dedikationer. De gør bøgerne som fysiske objekter til noget særligt, som ikke nok så megen digitalisering kan ændre på.
Den syndfrie stemmes lokken
Jeg læste den som en kniv, der glider ned gemmen en pakke varmt smør og var velfornøjet men også provokeret gennem det meste af processen. Den handler om en præst der er ude at tilse en død, gammel kone. Og i hjørnet af den faldefærdige rønne sidder en blind lille pige, der ej heller kan tale.
Præsten tager hende til sig og på turen hjem i hestevognen sidder pigen lænet op ad hans ben. Præsten lærer hende at tale og naiviteten i det, som pigen begynder at kunne sige, lokker præsten i uføre. Men det ved han ikke. Han hører blot en stemme fra før syndefaldet, en lokkende, syndfri stemme, som lærer verden at kende som fandtes ondskaben (og lysten) ikke. Og præsten sørger for, at ondskaben ikke skal finde pigen. Tror han. Bilder han sig selv ind. For han kan jo ikke se, at han selv er ond (og lysten).
Han opdrager hende – et gammelt tema, dette med at en ældre vidende person tager et ungt menneske til sig og giver det sin viden. Præsten foretager sig dog intet seksuelt med den unge Gertrude. Men langsomt dæmrer det for ham, at han elsker hende – hvilket selvfølgelig ikke er helt enkelt med kone og børn på sidelinjen. Men – mange ord går på at bedyre, at hans kærlighed er uskyldig og ægte og ikke til at tage fejl af.
Den moralske jalousi
André Gide (1869-1951).
Indtil – og det er her romanen tager en drejning mod det geniale – præsten opdager, at hans søn kurtiserer Gertrude. Det sker i kirken hvor Gertrude øver sig på orglet. Det viser sig, at Gertrude lidt for ivrigt har sendt præsten bort i sin øvetid, og ved et tilfælde opdager han, at sønnen dukker op, når han ikke er der.
Fluks går præsten igang med at overbevise sønnen om, at det er alt for beskidt af ham, at ville udnytte en sådan blind pige til giftermål, og hvad der må følge heraf. Sønnen indordner sig, og tager på vandreture med en ven, som han ellers havde droppet. Præsten er glad, så har han sin Gertrude for sig selv igen. Men så let går det ikke.
Dog, Gertrude erklærer sin kærlighed til præsten, alt er på nippet til en vanvittig affære – men så får Gertrude en øjenoperation, og ser præsten. Og indser at det var sønnen, hun egentlig ville have. Og et i første omgang mislykket selvmordsforsøg ender med at lykkes: Exit Gertrude.
Hvis moral er godt – er dobbeltmoral dobbelt så godt
På den måde er bogen en præcis dissekering af, hvad “moral” kan skjule at uudlevede lyster, som bliver brugt til at forhindre andre i, at forfølge deres lyster. Jeg forstår hvorfor den i 1919 kan have haft så kraftig en virkning. Men budskabet er lige aktuelt idag.
Det jeg især tager med mig fra denne bog er følgende citat, som er snedigt på mange niveauer – for det er præstens refleksioner over sønnens måde at gebærde sig oven på at måtte give afkald på Gertrude: “Det ærgerlige er, at det bånd, som han havde måttet lægge på sine følelser nu forekommer ham at være godt i sig selv; han vil nu lægge det bånd på alle.” For det er jo præcis det bånd, præsten lægger på sønnen, fordi han ikke selv kan komme i lag med Gertrude.
Vi lever i en verden af uindfriede lyster, og det er kun alt for fristende, at prøve at forhindre andre i at få det, man selv har givet afkald på. Gides roman prøver at gøre verden til et bedre sted ved at forhindre os i at gøre netop det.
Uden for loven er livet
Der var også et andet sted i bogen, som tiltrak sig min opmærksomhed, hvor Paulus citeres: “Da jeg tidligere var uden for loven, da levede jeg; men da budet trådte i kraft, fik synden nyt liv og jeg døde.” Det mindede mig om en fantastisk linje af Bob Dylan fra sangen “Absolutely Sweet Marie”: “To live outside the law you must be honest.” Et udsagn som igen giver mindelser om et sted i Tao te king:”Jo flere regler og bestemmelser, / jo flere tyve og røvere.”
Dét er vel gåden, som Gide i Gertrude prøver at løse: At man kun kan handle “forkert” når syndsbevidstheden er kommet ind i billedet. Og at det vi forhindres i via moralen, gør at moralen forstærkes via vore egne forsmåede ønsker. En slags selvforstærkende virkning: Hvis jeg ikke måtte få det, må de andre fandme heller ikke.
Hvis der gives et “rigtigt” og “forkert” er det svært at se hvordan det undslipper Gides analyse. På den måde blotlægger han menneskesjælens mysterie: Vi kan gøre alt, men hvis vi gjorde det, ville det være forkert. Men vi gør det alligevel og det er forkert. Måske er den ultimative lære fra Gide, at vi måske skal lade være med at lyve over for os selv og andre om det. Og at der ligger en slags kvantespringets frelse i netop det.
___________________________
Indlægget her blev bragt første gang i 2020 ovre på blogspot.
Thore Bjørnvig 