Denne blogpost handler om den lille bog Gertrude af André Gide, Gertrude, oprindeligt udgivet 1919 som La Symphonie Pastorale. Endnu et resultat af den bogoprydning, jeg foretog for nogen tid siden. Ulæste titler dukker op – og så læser jeg dem. Nogle gange.

Dedikationens magi

Denne lille bog, min udgave fra Hans Reitzels Serie 1961 – på blot 91 sider – sendte en solid harpun
gennem mit hjerte. Jeg har haft den stående i 23 år uden at have læst den. Modsat andre af mine bøger ved jeg godt, hvorfor jeg har denne. Jeg fik den af min ven Jakob, som jeg mødte i Tibet i 1996.

Og sandelig om ikke en slags forærings-dedikation pryder første opslag. Og dedikationen er behørigt rørstrømsk: “…prøv at bruge din indre styrkes blinddom, gør dig stor vind, gå på vandet, lev sekundet…” – det er ikke dårligt at mytologisere bøger med dedikationer. De gør bøgerne som fysiske objekter til noget særligt, som ikke nok så megen digitalisering kan ændre på.

Den syndfrie stemmes lokken

Jeg læste den som en kniv, der glider ned gemmen en pakke varmt smør og var velfornøjet men også provokeret gennem det meste af processen. Den handler om en præst der er ude at tilse en død, gammel kone. Og i hjørnet af den faldefærdige rønne sidder en blind lille pige, der ej heller kan tale.

Præsten tager hende til sig og på turen hjem i hestevognen sidder pigen lænet op ad hans ben. Præsten lærer hende at tale og naiviteten i det, som pigen begynder at kunne sige, lokker præsten i uføre. Men det ved han ikke. Han hører blot en stemme fra før syndefaldet, en lokkende, syndfri stemme, som lærer verden at kende som fandtes ondskaben (og lysten) ikke. Og præsten sørger for, at ondskaben ikke skal finde pigen. Tror han. Bilder han sig selv ind. For han kan jo ikke se, at han selv er ond (og lysten).

Han opdrager hende – et gammelt tema, dette med at en ældre vidende person tager et ungt menneske til sig og giver det sin viden. Præsten foretager sig dog intet seksuelt med den unge Gertrude. Men langsomt dæmrer det for ham, at han elsker hende – hvilket selvfølgelig ikke er helt enkelt med kone og børn på sidelinjen. Men – mange ord går på at bedyre, at hans kærlighed er uskyldig og ægte og ikke til at tage fejl af.

Den moralske jalousi

Indtil – og det er her romanen tager en drejning mod det geniale – præsten opdager, at hans søn kurtiserer Gertrude. Det sker i kirken hvor Gertrude øver sig på orglet. Det viser sig, at Gertrude lidt for ivrigt har sendt præsten bort i sin øvetid, og ved et tilfælde opdager han, at sønnen dukker op, når han ikke er der.

Fluks går præsten igang med at overbevise sønnen om, at det er alt for beskidt af ham, at ville udnytte en sådan blind pige til giftermål, og hvad der må følge heraf. Sønnen indordner sig, og tager på vandreture med en ven, som han ellers havde droppet. Præsten er glad, så har han sin Gertrude for sig selv igen. Men så let går det ikke.

Dog, Gertrude erklærer sin kærlighed til præsten, alt er på nippet til en vanvittig affære – men så får Gertrude en øjenoperation, og ser præsten. Og indser at det var sønnen, hun egentlig ville have. Og et i første omgang mislykket selvmordsforsøg ender med at lykkes: Exit Gertrude.

Hvis moral er godt – er dobbeltmoral dobbelt så godt

På den måde er bogen en præcis dissekering af, hvad “moral” kan skjule at uudlevede lyster, som bliver brugt til at forhindre andre i, at forfølge deres lyster. Jeg forstår hvorfor den i 1919 kan have haft så kraftig en virkning. Men budskabet er lige aktuelt idag.

Det jeg især tager med mig fra denne bog er følgende citat, som er snedigt på mange niveauer – for det er præstens refleksioner over sønnens måde at gebærde sig oven på at måtte give afkald på Gertrude: “Det ærgerlige er, at det bånd, som han havde måttet lægge på sine følelser nu forekommer ham at være godt i sig selv; han vil nu lægge det bånd på alle.” For det er jo præcis det bånd, præsten lægger på sønnen, fordi han ikke selv kan komme i lag med Gertrude.

Vi lever i en verden af uindfriede lyster, og det er kun alt for fristende, at prøve at forhindre andre i at få det, man selv har givet afkald på. Gides roman prøver at gøre verden til et bedre sted ved at forhindre os i at gøre netop det.

Uden for loven er livet

Der var også et andet sted i bogen, som tiltrak sig min opmærksomhed, hvor Paulus citeres: “Da jeg tidligere var uden for loven, da levede jeg; men da budet trådte i kraft, fik synden nyt liv og jeg døde.” Det mindede mig om en fantastisk linje af Bob Dylan fra sangen “Absolutely Sweet Marie”: “To live outside the law you must be honest.” Et udsagn som igen giver mindelser om et sted i Tao te king:”Jo flere regler og bestemmelser, / jo flere tyve og røvere.”

Dét er vel gåden, som Gide i Gertrude prøver at løse: At man kun kan handle “forkert” når syndsbevidstheden er kommet ind i billedet. Og at det vi forhindres i via moralen, gør at moralen forstærkes via vore egne forsmåede ønsker. En slags selvforstærkende virkning: Hvis jeg ikke måtte få det, må de andre fandme heller ikke.

Hvis der gives et “rigtigt” og “forkert” er det svært at se hvordan det undslipper Gides analyse. På den måde blotlægger han menneskesjælens mysterie: Vi kan gøre alt, men hvis vi gjorde det, ville det være forkert. Men vi gør det alligevel og det er forkert. Måske er den ultimative lære fra Gide, at vi måske skal lade være med at lyve over for os selv og andre om det. Og at der ligger en slags kvantespringets frelse i netop det.

___________________________

Indlægget her blev bragt første gang i 2020 ovre på blogspot.