2024 var et stort år for vinden. Ikke alene udkom Vindens kartotek I, men det gjorde også Lars Rasmussens Vindens palads samt en særudgave af Online-tidsskriftet Media+Environment. Vindens palads er et fantastisk kompendium af litterære tekster om vinden, som det er meget givtigt at gå på opdagelse i, og det er tankevækkende af den ikke alene udkom samme år som første bind af Vindens arkiv (vindens kartoteker indgår som dele af det samlede vindens arkiv), men også på samme forlag: Det Poetiske Bureau. Nuvel, det viser sig at der var mere røre om vinden det år, end man lige skulle tro.
Et særnummer af Media+Environment (årg. 6, nr. 2) bygger videre på ”[the] environmental turn in the humanities, which, from its inception in the 1960s, sought to emphasize the mutual social construction of society and environment”. Denne bevægelse har på det seneste krystalliseret sig omkring undersøgelse af elementer, så man nu taler om ”blue/ocean” humanities, ”ice” humanities, og ”energy” humanities. Alt dette er igen et led i drejningen mod ”new materialism”, der var en modreaktion på den lingvistiske drejning, som humaniora i mange år nød godt af (diskursanalyse, etc.).
Der er også begyndt at komme fokus på atmosfæren og det atmosfæriske, som vel igen afspejler at vi i disse klimakritiske tider mere eller mindre desperat leder efter (nye) områder, som kan styrke vores forståelse af alle de måder, som vi som art er indlejret i verden på. Og her er det selvfølgelig af særlig interesse for Vindens arkiv, at vinden – der måske kan betragtes som en subkategori af atmosfæren (vind er luftmolekuler i bevægelse) – således får et særnummer.
Og mange gode citater kan plukkes fra indledningsartiklen (skrevet af bla. Jussi Parikka fra Aarhus Universitet) til særnummeret, som f.eks. at: ”Wind perspectives foreground differences in the composition and properties of air, how air is moved, and what moves with the air.” Og de citerer Scott Huler (fra bogen Defining the Wind (2004) som jeg glæder mig til at læse): ”clouds, trees, or anything else, you focus in on that specific thing, ignoring everything else. To describe the wind, you do the opposite: you look at everything else. It’s mind expanding”.
De citerer også Rainer Guldin, der i sin bog Die philosophie des Windes fra 2023 (endnu en bog som jeg ikke kan vente med at få fingre i), bla. siger: ”Thinking wind through metaphors and metaphors through wind – that is, attending to the aeolian interimplication of language and matter – sets off a “cognitive process which generates similarities, creates a network of relation and thus enables completely new insights.”
Og de konkluderer: “Observing and thinking with the wind takes you to different places. Wind draws together and cuts across different spatial and temporal scales, as dominant winds at different altitudes shape global weather (e.g., the jet stream), distribute life (e.g. pollen) and pollution (e.g., wildfires), and are given local names that shape local regional history and culture (e.g., the mistral) and can dominate a news cycle (e.g., hurricanes/typhoons).”
Og smukkere kan projektet Vindens arkiv faktisk ikke formuleres. For selvom Vindens arkiv nok sine steder handler om vinden selv, er det først og fremmest en bevidsthedsudvidende rejse med vinden gennem verden – observing and thinking with the wind.
For nylig besluttede jeg mig for, at melde mig ind i Dansk Forfatterforening. Beslutningen havde noget at gøre med at omfavne forfatteridentiteten. Omsider gå all in og sige: Okay, det er det jeg er. Ikke det eneste jeg er, men en væsentlig del af det.
Et liv i ordenes tjeneste
Jeg har skrevet siden jeg var omkring 15 år gammel. Og har udgivet, undergrund og overgrund, de sidste 25 år. Som min ekskone formulerede det for nylig: Jeg har levet et liv i ordenes tjeneste. Så altså: Jeg meldte mig ind i Dansk Forfatterforening.
Jeg kunne også have valgt Danske Skønlitteræres Forening. Faktisk inviterede de mig til debutantaften, da jeg fik min overgrundsdebut med Livet i nullerne i 2009. Men det blev Dansk Forfatterforening – og måske delvist netop på grund af denne forenings bredde, der favner både lyrik, skønlitteratur og faglitteratur, i det jeg skriver inden for alle tre genrer.
Den rette sammenhæng
Da jeg straks ville omsætte mit medlemskab i noget konkret deltog jeg i årsmødet her først i marts. Da dette viste sig at blive kombineret med en introduktion for nye medlemmer om eftermiddagen var det helt perfekt. Tiden var kommet til at indgå i en sammenhæng, hvor jeg altid har hørt til, men i lang tid ikke haft modet, energien eller lysten til at dukke op.
Jeg cyklede ud over Knippelsbro og drejede til højre ad den første gade på højre hånd, Strandgade. Jeg tror det strejfede mig, på sådan et lidt halvbevidst plan, at jeg engang havde været til noget litterært, knyttet til min far, her et sted. Måske blev det delvist overdøvet af det sort-hvide foto af Eik Skaløe, der står med det nys-udkomne HIP-album lige ved Knippelsbro, som jeg næsten altid ser kalkeret ind over virkeligheden, når jeg tager denne vej.
Eik Skaløe som glad debutant med Hip under armen ved Knippelsbro. Sakset fra nettet.
Inspirerende møder
Hvor om alting er, så blev det en vældig god aften. Den foregik i foreningens imposante lokaler, hvor selveste Tordenskjold engang skal have boet. Fredede lokaler med enorme malerier med religiøse motiver og let opsvulmede, hvidlige kvinder, der fylder væggene og omgiver dørene, der ser ud som om de er bygget til kæmper.
I disse rammer mødte jeg blandt andet Karen Stenlev, som jeg fik lange, gode snakke med, Ann C. Schødt fra Potentialefabrikken, hvis hjemmesider jeg har læst med stor interesse, samt min gamle gymnasieklassekammerat Kasper Hoff. Mange andre herlige møder fandt sted og det var med ny energi summende i kroppen, at jeg cyklede hjem gennem et mørkt og forårskoldt København.
Noget dæmrer
Forsiden til Kilden og Flammen, 1988.
Det var først efter nogle dage, at det begynde at dæmre for mig, hvad det var der havde rumsteret i mig på Knippelsbro og i Strandgade. Var der ikke noget med de rum, der var bekendt? Noget ved de enorme, og let absurde, malerier; måden de indrammede de store, gamle døre på, som på en eller anden måde rørte noget i mig? Og med et slog det mig: Var det ikke der, hvor receptionen for Kilden og flammen, festskriftet der blev udgivet i anledning af min fars 70-årsdag, blev holdt?
Det var ikke længe siden, at jeg havde fundet en serie fotografier fra arrangementet, og nu fandt jeg dem frem igen. Jo – der var også nogle store malerier omkring dørene her. Men var det de samme malerier? Jeg googlede Dansk Forfatterforening og fik snart min fornemmelse bekræftet: Det var her, det foregik – dengang i 1988 – for 34 år siden.
Mens min far stadig levede deltog jeg i en del arrangementer, hvor han på den ene eller den måde optrådte – men det her fik en særlig betydning for mig. Jeg var et år eller to før begyndt at blive interesseret i at skrive og det må Frans Lasson, der redigerede festskriftet for min far, på en eller anden måde have opdaget. Han spurgte mig i hvert fald, om jeg kunne tænke at bidrage med noget til det – og det kunne jeg. Det blev til en novelle – eller novelette – som jeg kaldte “Livstræet”.
Debutant blandt litterære pinger
Jeg sendte den til Frans Lasson og så inviterede han mig op i sin enorme lejlighed for Østerbro-enden af Søerne, hvor vi gennemgik den sammen. Han havde nogle ændringsforslag, som jeg godtog, og så kom den i bogen som det sidste bidrag. Jeg synes det var spændende at få noget udgivet, også selvom det var i en bog til min far – en far, som jeg allerede da godt anede, det kunne blive lidt svært som skrivende at stå i skyggen af. Og så blev jeg oven i købet nævnt i Politiken, i en lille artikel om bogen og arrangementet.
Bidragsydere til Kilden og flammen i Dansk Forfatterforenings lokaler. Forrest til venstre min far, og lige bag ham til venstre min storebro Bo, og til højre for ham lille, seksten-årige mig. Forrest til højre Frans Lasson.
En reception blev afholdt – og det altså i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade. En håndfuld prominente forfattere, der havde bidraget til bogen, deltog, herunder fx Jørgen Gustava Brandt, Pia Tafdrup og Benny Andersen. Og også – sammen med sin kone Anne-Marie Mai – Klaus Høeck, hvilket var af særlig interesse for mig. Jeg havde kort forinden læst hans beat-bog Pentagram, som jeg var ret vild med. Det må have været ved denne lejlighed jeg talte med ham om Grateful Dead. Dylan, Doors og Jefferson Airplane kendte jeg – men “Grateful Dead” – hvad var det for noget?
Fra venstre: Pia Tafdrup, Klaus Høeck og Anne-Marie Mai i Dansk Forfatterforenings lokaler, 1988.
Høeck fortalte mig lidt om bandet, og udtrykte misundelse over, at jeg endnu havde al deres musik til gode. Jeg spurgte hvor jeg skulle begynde og han svarede, at det kunne være med pladen, der lige var udkommet året før, In the Dark. Efterfølgende købte jeg den og lyttede til den på Kastanievej Efterskole, hvor jeg gik på dette tidspunkt. Pladen fængede desværre ikke og der skulle gå næsten 30 år, før jeg omsider fik en (anden) indgang til the Dead – og siden har jeg ikke set mig tilbage (og genlæste i øvrigt for nylig Høecks komplet vidunderligt vanvittige lovsang til dem i Pentagram).
En strømførende cirkelslutning
Som jeg altså sad og kiggede på disse gamle fotografier gik det op for mig, hvad det hele egentlig betød. “Livstræet” i Kilden og flammen var jo min debut som forfatter. Hvor smukt og passende var det da ikke at finde ud af, at selvsamme sted, hvor Kilden og flammen blev fejret, nu også var rammen om min formelle ankomst til forfatterrollen?
Fra venstre: Min storebror Bo, min far og mig, Dansk Forfatterforenings lokaler, 1988.
Jeg er fyldt 50 og inde i en tid, hvor mange cirkler på mærkelig vis bliver sluttet i mit liv. Her var altså endnu en magisk cirkelslutning: Grunden til at jeg skulle være netop der, i lokalerne i Strandgade, var selvfølgelig, at det hele tiden har været meningen, at det var netop der, jeg skulle være.
Jeg er ikke blind for vældet af statistiske sandsynligheder, men i forhold til det jeg føler nytter ingen logik. Det er endnu en hjemkomst.
_________________________
(PS. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvem der har taget billederne herover, men håber det er ok, at jeg bringer dem her).
Artiklen i Politiken i anledning af receptionen for Kilden og flammen, 1988.
