I den meget fine artikel “Skitser til pædagogik, ude” skriver Malou Juelskær om hvordan man kan arbejde pædagogisk med planetære sansninger. Hun skriver bla.: “Traditionelt studeres det geologiske som noget relativt adskilt fra mennesket, men kan være prisme for at kalde kvaliteter som sted, materialitet, tid og planetære relationer frem som sansbare komponenter, der fletter menneske og J/jorden sammen. Geologien bliver ’affektiv’, altså stemnings-genererende. Geoæstetiske og geopoetiske greb er at finde i både videnskab og kunst. Disse tilgange åbner for, hvad det blandt andet indebærer at være menneske, plante, organisme, samfund, planetær. Med andre ord kan man åbne en række fagfagligheder indenfor denne geo(poetiske) ramme.” Som eksempler på “geopoesi”, hvori man kan hente inspiration, nævner hun Nanna Storr Hansens Bøgetid og Thore Bjørnvigs Vindens kartotek.

Det er ret (for)underligt, hvad der sker med Vindens arkiv-serien for tiden. Og her tænker jeg egentlig mest på, hvad der sker med min egen forståelse af, hvad det er, jeg har skrevet. Det er som om værket er ankommet fuldt færdigt (altså i sin grundform og som koncept; der skal sandelig slides med det!), og jeg halser bagefter med at komme på højde med, hvad der egentlig foregår. Måske er det en almindelig oplevelse, når man er forfatter. I tilfældet Vindens arkiv er det bare et enormt rodnet, hvoraf jeg har en fornemmelse af, at det kun er en lille del, jeg foreløbig har kortlagt. Grundfølelsen er taknemmelighed, ikkr mindst ift. dem, der begynder at kaste lys på det.

https://m2.dansklf.dk/media/DANSKLF/PDF/Dansknoter/Artikler/DN-2-2025-skitser-til-paedagogik-ude.pdf