Som jeg har skrevet om tidligere er min forståelse af arbejdet med vindens kartoteker under stadig udvidelse. Jo mere jeg dykker ned i symbolikken omkring vinden, jo flere kognitive stier bliver der trådt i det store spind af neuroner, der udgør det samlede værk. Eller sagt lidt mere jordnært: Vinden som litterært tema åbner for et enormt semiotisk netværk af litterære intertekstualiteter.

Det er ikke en del af selve arbejdet med at skrive vindens tekster, at undersøge disse sammenhænge. I skabelsen af teksterne er der ikke meget intellektuelt overlæg på spil, men snarere en overgivelse til øjeblikket. I den efterfølgende redigeringsproces træder den digteriske erfaring og sproglige viden til. Først herefter (så ren er inddelingen selvfølgelig ikke i virkeligheden) kommer refleksionen, nysgerrigheden: Hvad er det egentlig jeg skriver?

Eller måske er spørgsmålet ikke, hvad jeg ”egentlig” skriver, men mere (som antydet ovenfor): Hvilket strenge slår det an? Hvordan kan man læse det? For lige så stærk, som min kreative side er, lige så insisterende er også min analytiske side, og jeg kan ikke lade være med at fortolke det, jeg selv skriver. På mange måder er kartotekerne i Vindens arkiv noget, der står udenfor mig selv, og gør mig nysgerrig: Hvor kommer de fra? Hvad er de? Hvor er de på vej hen?

Hvordan det end kan hænge sammen med kausaliteterne, så greb jeg stort set titlen ”Vindens kartotek” ud af den tomme luft (pun intended) og jeg havde ikke noget dybere begreb om sammenhængen mellem teksterne (som de så ud på det tidspunkt) og titlen. Så på den ene side kan teksterne ikke være genereret ud fra den viden, jeg senere har tilegnet mig. Men på den anden side bliver jeg igen og igen overrasket over, hvor godt teksterne passer ind i de ting, jeg finder ud af.

Lad mig blive konkret. Sidste år læste jeg Lars Rasmussens Vindens palads og faldt over et digt af den indiske digter Allama Prabhu fra 11-hundredetallet. Prabhu var Shiva-mystiker, altså en religiøs tilhænger af den hinduistiske gud Shiva. Han skriver:

Vinden er faldet i søvn
til himlens vuggevise.
Rummet døser,
uendeligheden lader det die
af sit bryst.
Himlen er stille.
Vuggevisen er forstummet.
Herren er,
som om han slet ikke er til.

Jeg blev med det samme grebet af skønheden i verset, der, som det ofte er tilfældet med stor poesi, emanerer fra en eller anden mystisk kerne, det er svært helt at eksplicitere. Digtet tegner hvad der måske er en solgennemstrømmet middagsstund, hvor alt ånder ro. Vinden er  faldet i søvn; der er vindstille – og Herren, Shiva, er, som om han slet ikke er til.

Jeg gav mig til at kigge nærmere på Shiva og mulige forbindelser til vinden. En af måderne af manifestere Shiva på er via mantraet Om nama shivaya. ”Om” er ligesom universets grundtone, som alle (eller i hvert fald mange) mantraer indledes med, og tælles ikke altid med i antallet af stavelser. Og så står vi tilbage med de fem stavelser: ”na-ma-shi-va-ya”. I den shivaistiske tradition (og her taler vi meget bredt og ahistorisk) knyttes de fem stavelser til de fem elementer i indisk kosmologi: Jord, vand, ild, luft/vind, rum/æter (hvilket faktisk i parentes bemærket svarer til den vestlige, alkymistiske udvidelse af de oprindeligt fire elementer til også at omfatte et femte element, nemlig æter).

Shiva omfatter hele skabelsen, så opsplitningen af ham i de fem elementer hvoraf et er luft/vind, viser hvor centralt vinden er placeret i Shivakosmologien – som dermed også får en femdelt struktur. Dette sidste er interessant for Vindens arkiv af flere grunde, som alle bunder i, at tallet fem står centralt i værket: Hvert digt består af fem dele, og hver linje stræber efter ti stavelser, altså en fordobling af femtallet. Digtcyklussen er planlagt i fem bind, og i første binds ”Hænder”, står der bla.: ”Det er med hellighånden, du skriver digte.”

Digtene i Vindens kartotek blev født med feminddelingen, og jeg blev forholdsvist tidligt fascineret af tanken om korrespondancen med det faktum, at vi har fem sanser, og at vi både konkret og metaforisk (be)griber verden med hånden, der som bekendt har fem fingre. På dén måde set er hvert digt i Vindens arkiv en sproglig hånd, der via sanserne forsøger at røre verden med sine fem ordfingre.   

Stor var min overraskelse, da jeg i min videre udforskning af Shiva-sporet opdagede, at der her også er en sammenhæng mellem vinden og hånden. I værket Shiva Purana, der nok i hvert fald er omkring 1000 år gammelt, knyttes vinden (som element af Shiva) sammen med hånden hele to steder (kapitel 1, vers 44-48 og kapitel 3, vers 12). Ud af dette kan løftes en ækvivalenskæde med leddene: ”Purusa”-aspektet af Shiva – hud/berøring – hånd/griben – berøring – luft/vind. På baggrund af hvilket man måske kan konkludere noget i retning af: Vinden er livsprincippet, der animerer alt i verden (rører alt som en hånd), både som indre vitalitet (prana) og som konkret (om end usynligt) ydre kraft.

Vindens kartotek blev begyndt uden at jeg på nogen måde var mig disse forbindelser bevidst. Jeg vil derfor heller ikke påstå, at de kan ses som kimen eller kilden til værket. Jeg kan blot konstatere, at der skyder et stort, semiotisk rodnet ud fra Vindens arkiv, og at hvis man følger en af rødderne langt nok, så når man til Shiva, vind og hånd. Det kan også være at en trækrone er et bedre billede end et rodnet; rod indikerer oprindelse og en krone peger måske mere i retning af følere sendt op i den menneskelige betydningssfære.

Det kan også være at rødderne er træets sande krone, og vi luftbårne væsner har fået galt i halsen, hvad der er op og ned. Uanset er det sjovt at tænke videre endnu til en anden del af digtet om hænder i Vindens kartotek I, der handler om ”hellighånden”. Da Gud iflg. Det gamle testamente skabte verden, var noget af det første der skete, at en vind rørte sig over urhavet. Der er semantiske forbindelser mellem ”vind” og ”(helligånd)” (hebraisk: ruach, oldgræsk: pneuma) i en grad, så man diskuterer, om ordet i genesis skla oversættes med “ånd” eller “vind. Og det er jo også værd at tænke på, at det var med gudsånden indblæst i leret, at Adam fik liv. Lang tid før hånddigtet anede noget om, hvad der foregik, fik det sammenfiltret vind, ånd(e) og hånd i én neologisme.

Sådan knopskyder betydningerne i Vindens arkiv ustandseligt. Det er ikke noget, der nødvendigvis kan lægges til grund for værket som en forklaring. Men for mig personligt er det inspirerende, og føder dermed tilbage i den kreative proces. Og måske kan det også bruges som en af mange nøgler, når man som læser bevæger sig ind i teksternes univers. For, som der står i et andet af digtene, ”Ord”, i vindens kartotek I: ”ord betyder altid mere”.