Museum thori

En blog om alle de kulturelle oplevelser, der strømmer gennem mig, og som jeg suger næring af.

Et svirp af en tentakel fra en anden verden

/ thobjo

En sucker for magisk realisme

Jeg har læst Ib Michael siden jeg var teenager. Den første bog var vistnok Himmelbegravelse, digtene fra Tibet. Den tændte en rejsedrøm, som endte med at jeg i 1996 sad på taget af Jokhangtemplet i Lhasa og læste hele bogen op for min rejsemakker Mikkel. Efter Himmelbegravelse læste jeg Kilroy Kilroy, Kejserfortællingen, Rejsen til det grønne firben, Rejsen tilbage. Og siden Vanillepigen, Den tolvte rytter og Det lukkede øje, og siden måske Brev til månen, i hvert fald Prins, Kejserens atlas, Mit år (ironisk-kærligt i mit indre bibliotek kaldt Mit hentehår), Vinden i metroen og Rosa mundi (de to andre digtsamlinger Michael har skrevet), Og så var verden deres. Og sidst Himlen brændte og En anden sol, som jeg skrev om på videnskab.dk. Sidstnævnte gjorde, at Ib Michael skrev til mig i 2015 og spurgte, om jeg ikke ville interviewe ham på Bogforum. Det var lidt som at få et opkald fra selveste Solkongen, eller noget i den retning. Jeg sagde selvfølgelig omgående ja.

Da jeg var ung tændte Ib Michael, og sammen med ham Troels Kløvedal, mine rejsedrømme. Jeg var instantly en sucker for den særlige Michaelske magiske realisme, jeg elskede det virkelighedsudvidende sprog – at der her var en forfatter, som viste at livet kunne være et eventyr. Venner omkring mig med bedre smag synes at det var en parfumeret omgang eskapisme, men jeg har nu aldrig svigtet kaldet fra drengedrømmenes febervilde verden når det kom til Michaels bøger. Selvom jeg langfra har læst det hele. Der har været bøger som jeg af en eller anden grund ikke har haft fidus til, Atkinsons biograf, f.eks., eller Grill, eller De syv rejser. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor og måske hapser jeg dem ved anden lejlighed.

Blockbusteraction og metaforer på syre

Men for nylig kom Logbog ved rejsens afslutning, som min storebror læste og anmeldte, og da jeg var sammen med ham, da han skrev anmeldelsen færdig, hørte jeg en del om bogen og blev nysgerrig. Så da jeg på dette års Bogforum fandt den i en meterhøj stak til en hund måtte den med hjem i tasken. Nu har jeg læst den i et par store mundfulde – for sådan læser man, jeg, Michael: I store slurke. Sproget glider altid enormt let, også selvom det ofte leger med subjekt-objekt-dualiteterne og kan lide at hælde syre på metaforerne. Men der er også det ved Michael – og det er vel en af grundene til, at han er blevet bestseller – at han også kan skrive helt vildt actionmættet, næsten Hollywood-actionfilmisk. Kejserens atlas kunne nok snildt forvandles til en cinematisk blockbuster. Og så gør det jo ikke noget, at det også næsten altid er intelligent og overraskende; hans bøger er ikke blot intelligente thrillere, men også måske på en måde virkelighedsthrillers.

Det forkælede firbens rejse

Så Logbog ved rejsens afslutning måtte læses. Forventningen til bogen var, at det ville være en form for testamente – og den blev ikke skuffet. Det er en anderledes bog end meget af det øvrige forfatterskab; mest i familie er den vel med Mit henteår, undskyld, Mit år, om end jeg altså ikke har læst forfatterskabet til bunds. Den foregiver at være et sandrueligt tilbageblik (med et par drilske slag med den (tabte?) fabulerende firbenshale) over livet og bærer et vist præg af, at regnskabet skal gøres op. Og sikke et liv. Det vil nok være de fleste, der efter endt læsning kigger tilbage over deres eget liv, og føler en hvis inkongruens. For det er dog alligevel pokkers, som alting syntes at lykkes for Michael, lige fra kvinder, over rejser og trips, til forfatterskabet.

Jeg har et mærkeligt blandet forhold til 60er-generationen. Mentalt har jeg på mange måder haft den verden, som de satte op, som indre pejlemærke og virkelighedsramme. Indenfor populærmusikken har tiden mellem ca. 1965 og 1975 betydet noget særligt for mig og hele hippieromantikken har øvet en sælsom trolddomsmagt over mig. I dag er mit absolutte yndlingsband Grateful Dead. Samtidig med at der i mig har været en stødt voksende skepsis ift. hele ideen om at bryde alle normer ned; kollektivernes uhyggelige skjulte magthierarkier og Tvind-agtige, påtvungne egalitarisme; ideen om det polyamorøse paradis, marxismen og de hårde stoffers indtog. Den totale ansvarsforflygtigelse. Det spændingsfyldte blandingsforhold dukker op igen når jeg læser Logbog ved rejsens afslutning. 

Uanset hvad Michael i øvrigt gør for at fortælle om, hvor hyggeligt han har det med sin datter Sita, og uanset hvor meget han indrømmer, at det havde omkostninger at leve, som de gjorde dengang, kan jeg ikke lade være med at læse efter den skjulte modstand under ordene, der glider nok så lækkert og let derudad. Set på én måde tegner Michael et liv, der er misundelsesværdigt fyldt af eventyr, vilde stofoplevelser, rigelig og kaotisk erotik, eksotiske rejser og peak-oplevelse efter peak-oplevelse – og i øvrigt et über succesfuldt forfatterskab. Men læser man, som jeg ikke kan lade være med, mod denne medrivende fortælling, er det også historien om en frådende, megalomanisk egoist, der følger sine drømme koste næsten hvad det vil. 

Børn overbord!

Datteren Sita fylder en del i bogen, og selvom det er forholdsvist klart, at Michael kun er nogenlunde tilstede i hendes liv til omkring treårsalderen, så er der mange nedslag der beretter, hvor godt hun trives her og der, og hvor godt de hygger og leger sammen. Bla. da Ib Michael kommer delvist sindsforvirret hjem efter heftige peyoteindtag og sin første store rejse til Mayalandet, og nærmest tror han er indianer, inklusiv indiansk outfit. Så er han rigtig god at lege med. Men gad vide hvor trygt det har været? Når man har læst Nadja Kløvedal Reichs og Lærke Kløvedals erindringsbøger om at vokse op i 60er- og 70er-kollektiverne og skyggerne af hh. Ebbe Kløvedal Reich og Troels Kløvedal, kan man nok have sine tvivl.

På en måde er der jo ikke noget nyt i dette: At store kulturelle ikoner trækker en malslipstrøm af skibbrudne skæbner efter sig. Det gør de jo fordi de er så fulde af sig selv og deres store tanker og betydning, at de bliver nødt til at se stort på de ofre, andre må bringe, for at de kan realisere deres potentiale. Eller sagt på en anden måde: Deres storhed gør alle andre skæbner mindre, ja, det er netop de mindre skæbners lod, at se og følge dem som fyrtårne. Hvad det kan koste for de pårørende og familien, herunder børnene, er for nylig undersøgt i Åsa Beckmans Kulturbørn, hvis danske udgave Nadja Kløvedal Reich da også har skrevet forord til. 

Den eksotiske paradisfugl i andegården

Der er et behov for sådanne fyrtårne, og for at fyrtårne kan være fyrtårne bliver de ligesom nødt til at fylde lidt i landskabet. Ligesom den indiske guru, som Michael på et tidspunkt følger – med isvandsgennemvædet kyskhedsbælte og hele gøjemøget. Måske ligger der lidt af en skyggespejling i bogen her. Det ender med at Michael afslører, at den gode guru, der afkræver seksuel afholdenhed af sine disciple, selv giver de unge piger særlige velsignelser; dvs. knepper dem på livet løs. Det er den store løgn, som Michael med nød og næppe undslipper, da han atter kaster sig ud i det vellystne hav af fotomodeller, man kan forstå han boltrer sig i – af hjertesorg, da den store forelskelse ikke bliver gengældt. Men måske har Michael en rem af huden. Tanken kan dukke op, når han i bogen beskriver, hvilken status og attråværdighed det giver en, når man vender tilbage fra det fremmede som eksotisk paradisfugl i andegården.

Selvtilfredshedens kapital

Der er i hvert fald ingen alvorlig og dybtgående hudfletning af ham selv at finde i bogen; ingen særlig skyld eller skam at spore. Men på en måde var – og er – det måske også en af 60er-generationens helt store, imponerende evner: Den overstrømmende taknemmelighed over, hvor fedt det hele egentlig dybest set bare var, hvor gyldent det var at leve livet fuldt ud, uden moralens svækkelse af hjernen (som det med et citat af Rimbaud hedder i bogen), en slags højstatusgivende, nykkefri livstilfredshed. Hvis man nogensinde har hængt ud med mere moderne udgaver af hippier ved man, i hvor høj kurs det står, at man er cool og afslappet, at man fråder livets gyldne øjeblikke, at man er oppe og glad og positiv. Ja, det kan faktisk blive ganske tydeligt for en, at det er en slags kapital, omtrent som depressionen og negativiteten blev en kapital i hippiebørenens oprørsbevægelse, punken.

På den måde læst er der passager i Logbog ved rejsens afslutning, som synes at gabe efter mere ilt, mere sandhed, eller måske mere perspektiv – og her tænker jeg ikke på f.eks. kvantemekanisk perspektiv, som bogen bugner af, men måske bare andre perspektiver end Michaels eget. Det er ikke fordi der ikke er skygger i beretningen og Michaels liv. Der er ulykkelige forelskelser, der er nedture, og der er tvivl, usikkerhed og forvirring undervejs. Men der er også et regnskab som i sidste ende gøres meget, og måske lidt for, nydeligt op: Det har været alletiders fede trip, livet er godt, Mesteren kan dø mæt og tilfreds.

At leve med et forfatterskab

Hvis man følger et forfatterskab over mange år, følger man også dets udvikling, samtidig med, at man selv udvikler sig sideløbende med det. Det er noget andet at læse Ib Michael som 15-årig, end det er at læse ham som 53-årig. Og der er også noget anderledes over Michaels måde at skrive på i Logbog ved rejsen ende, end i mange andre af hans bøger. Der er selvfølgelig det, at det ikke synes at være fiktion; det er intime, dagbogsagtige betragtninger over levet liv, med berettende nedslag i knudepunkter undervejs. Der er antydningen af et mindre opstyltet, mere nede-på-jorden-sprog, og så i øvrigt en del morsomme steder, hvor det er tydeligt, at Michael kæmper med den snerpede tidsånd i 20erne; hvilket f.eks. skinner igennem da han beskriver et besøg hos en eskimolog, og undskylder, at det hed det altså dengang. Men der er også et klart genkendeligt Michael-DNA, som har holdt sig ganske Peter Pansk lysende fra begyndelsen til slutningen af forfatterskabet: En stadig insisteren på, at virkeligheden er langt større og mere fantastisk, end de fleste gør sig begreb om. Det er fra start til slut dette, der er afgørende brændstof i forfatterskabet.

For guds skyld: Vælg blæksprutten!

Og det kan jeg ikke lade være med at elske, uanset hvor meget den medrivende fortælling i understrømme stritter i alle mulige andre, genstridige og ufortalte retninger. Der er ikke noget der giver mig lyst til at udforske grænserne for min eksistens, som en bog af Ib Michael. Hos ham mødes magisk realisme med science fiction og tilsat et heftigt mix af ayahuesca, psilocybin, kokablade og cannabis bliver det en boblende heksegryde, ikke helt ulig den, der pryder forsiden til Steppeulvenes Hip-plade – Steppeulvene, som Michael naturligvis også nåede at være på trip med. Og op af gryden stiger vilde og overraskende syner; som f.eks. beretningen om, at hvordan Michael via en glasperle ophængt i et vindue er i nærmest daglig kontakt med et blækspruttelignende væsen, der ligner en tibetansk munk, i et fjernt stjernebillede. Fra dette væsen modtager han et mantra, som siden viser sig at være et indiansk ord.

Det er en mærkelig historie (som med variationer også findes i Og de skal eje Jorden), men der er ikke noget der umiddelbart tyder på, at Michael ikke selv tager den for gode varer. I hans verden var det tilsyneladende sådan, at han var i kontakt med et væsen fra en anden planet. Det er et interessant vidnesbyrd og man kan ikke lade være med at tænke på, hvad han egentlig tænker om det i dag. Det får man som læser ikke noget at vide om. Det bliver bare fremlagt som et faktum, uagtet at det lyder som noget en psykotisk person kunne erfare. Men – måske er virkeligheden bare langt vildere, end man skulle tro… Uanset hvad er der kraft i historien, og det ved Michael også godt, da han afslutter sin bog med følgende ord: ”Jeg takker i det hele taget mine mange læremestre og vil gerne kvittere med et godt råd: Hvis du skal vælge mellem en swami fra Rishikesh og en blæksprutte, så tag for guds skyld blæksprutten.”

Det latterudbrud der gennemskyllede mig ved læsningen af disse ord var befriende og frugtbarhedsgivende. Det er fantasiens muskel der spiller i sproget, ånden der blæser i benfløjterne; det er kroppens mangearmede klogskab, der griber i den elektrisk ladede luft. Og det er et svirp af en tentakel fra en anden verden. Se bare, den er dér – lige på den anden side af syntaksen! Måske den store kunst i sidste ende er, at lære hvordan man overskrider sine egne grænser uden at overskride andres.

_____

Enkelte rettelser foretaget 18.1.25.

Bogsamlingens tombola

/ thobjo

Fornylig har jeg ryddet op i min bogsamling. Det var hårdt – men det er en fornøjelse, at have gjort – og så åbenbarer der sig oven i købet titler, som jeg helt havde glemt, jeg ejede.

Bogoprydningens uventede gaver

Når man som jeg elsker at købe bøger, nærer et udtalt anstrengt forhold til bibliotekernes bødesystem og derfor sjældent låner bøger, har svært ved at sige nej, hvis nogen tilbyder mig en bog og ikke er bleg for at have bøger stående, jeg ikke har læst – og tilmed har meget svært ved at give slip på dem, når de først står i min reol (endsige smide dem ud!) – ja, så er det ingen lille opgave at rydde op i samlingen. Men efter i årevis at have udskudt oprydningen, fik jeg den endelig gennemført, og samlingen står nu ret velordnet efter emner, og den skønlitterære afdeling oven i købet ordnet alfabetisk efter forfatter.

Den nye orden gør, at jeg ser med fornyet interesse på titler, jeg aldrig har fået læst. Særligt de (i helt konkret forstand) smalle bøger tiltrækker sig min opmærksomhed, da de antyder, at de er hurtigt læst. En sådan fik jeg øje på blandt den skønlitterære prosa – en lille, hvid bog med titlen At skrive. “At skrive” – det lød jo ret spændende og omend jeg ingen anelse har om, hvordan bogen er kommet i min varetægt, så er det vel en rimelig antagelse, at nogen, der ved at jeg skriver, har foræret mig den – eller måske har jeg selv ved en eller anden lejlighed købt den?

Godt skrevet – men ikke om at skrive

Og bogen holdt hvad den lovede – den var hurtigt læst. Til gengæld føler jeg mig bestemt ikke meget klogere på, hvad det vil sige “at skrive” efter endt læsning. Bogen er sådan set udmærket skrevet – altså: sproget glider godt nok og der er ind i mellem passager af en hvis lyrisk skønhed. Men det meste synes biografisk selvcentreret på en måde, som virker uinteresseret i at udsige noget generelt, endsige alment interessant og tilgængeligt, om det “at skrive”.

Den kvindelige forfatter – Maguerite Duras – bedyrer flere steder, at hun trods det, at hun skriver uforståelige bøger, har haft ret stor succes – som f.eks. med bogen L’Amant, som blev filmatiseret som The Lover i 1992 og var lidt af en blockbuster og handlede (nogenledes selvbiografisk) om en kvindes kærlighedsaffære med en kineser. Så stor succes, at hun på et tidspunkt får råd til at købe et kæmpe hus, hvor hun tilbringer en årrække i ensomhed (bortset fra en strøm af elskere, og godt med gæster, og et rigt socialt liv i byen) med det at skrive. Med Skriften.

Volapyk

Og måske er det også derfor – altså fordi hun skriver uforståeligt – at i hvert fald jeg efterlades med en temmelig tom følelse i hypofysen efter end læsning

Prøv f.eks. følgende passage:

“At være alene med den bog der endnu ikke er skrevet, er stadig at befinde sig i menneskehedens første søvntilstand. Sådan er det. Det er også at være alene med en skrivning, der endnu ligger brak. Det er at prøve ikke at dø af det. Det er at være alene i skjul under krigen. Men uden bøn, uden Gud, uden nogen anden tanke end dette vanvittige ønske om at dræbe Den tyske Nation indtil sidste nazist.”

Efter min bedste evne og overbevisning er det noget nær ren volapyk.

“At være alene med den bog der endnu ikke er skrevet, er stadig at befinde sig i menneskehedens første søvntilstand.” – Hvad i al verden er “menneskehedens første søvntilstand”? Er det arten homo sapiens første søvntilstand – og i så fald, hvem har nogensinde hørt om den, og hvad skulle man også kunne vide om den? Eller er det indslumringsfasen i det enkelte menneskes nattesøvn? Eller er der tale om barnets første søvntilstand? Intet forklares og da slet ikke hvorfor det at være alene med en bog, der endnu ikke er skrevet, er som en søvntilstand – med mindre det da er bogen, som i en eller anden forstand befinder sig i et u-opvågnet tilstand. Men sætningen synes at indikere, at det er subjektet, der er alene med den endnu ikke skrevne bog, som er i søvntilstanden.

“Sådan er det.” – Det er næsten morsomt, for man forstår jo godt, at forfatteren kan føle sig til fristet til at understrege rigtigheden af et udsagn, som ingen mening giver.

“Det er også at være alene med en skrivning, der endnu ligger brak.” – Ja, okay – altså, bogen er endnu ikke skrevet, og i den forstand kan man vel godt sige, at skrivningen ligger brak. Men hvad det ligger til den i forvejen ret uforståelige sag, er svært at se.

“Det er at prøve ikke at dø af det.” – Øh, okay – at være alene med en endnu ikke skrevet bog – og så kan man vel fornemme, at det er forfatteren til den endnu ikke skrevne bog, der er tale om – er altså ikke særlig sjovt. Nej, man er faktisk hele tiden tæt på at dø af det. – Men – har alle forfattere det sådan? Næppe. Der er snarere tale om et meget idiosynkratisk og iøvrigt ret hysterisk udsagn. I hvert fald som det står uforklaret her.

“Det er at være alene i skjul under krigen.” – O-okay? Duras levede 1914-1996 – så det kan jo være, at hun faktisk har prøvet det – og krigen kunne så være 2. verdenskrig. Men jeg forstår ikke et levende suk af, hvordan en søvntilstand kan lignes med at være i skjul under en krig. Der er man vel helt vildt vågen – hvis det f.eks. er under et luftangreb. Men så skal man måske forstå det sådan, at når man er skjult under en krig er man i en art potentiel tilstand, ligesom den endnu ikke skrevne roman? Eller er det snarere sådan, at den der skjuler sig, er ligesom forfatteren, der står foran den endnu ikke skrevne bog? Men i så fald – hvad er krigen så i denne ligning? Jeg forstår det ikke.

“Men uden bøn, uden Gud, uden nogen anden tanke end dette vanvittige ønske om at dræbe Den tyske Nation indtil sidste nazist.” – Uden bøn, uden Gud – som den, der lever i skjul under krigen åbenbart ikke er uden – er forfatteren altså. Og har blot et ønske: at udrydde alle nazister. Så – at skrive bogen er som at udrydde nazister? Eller er der en slags metaforiske nazister, der står mellem forfatteren og bogen? Nej, jeg opgiver.

Skrift og ensomhed

Det er et af de mere uforståelige afsnit jeg har valgt ud, men jeg synes det giver et udmærket billede af bogen. Jeg har ingen anelse om, hvad formålet med bogen er, eller hvad forfatteren har tænkt sig med den. Den skal vel sige noget om hendes forhold til det at skrive. Og der fremgår det så, at det for hende er en meget ensom proces. Men det er omtrent også det eneste, jeg tager med mig fra bogen. Dét og så beskrivelserne af selve det store hus, hvori hun altså skriver, som faktisk fascinerer mere, end udsagnene om at skrive.

Der er visse steder i bogen, der kan minde om Rilkes tanker om det at skrive i Breve til en ung digter. Hvor det også er en pointe at det er, og bør være, en meget ensom sag at skrive. Men hvor man med Rilke dog får en fornemmelse af, hvorfor det med ensomheden er så vigtigt og så stor en pointe, så er det, i hvert fald for mig, ganske uklart hvad Duras egentlig tænker om denne ensomhed. Og hvad det i øvrigt vil sige “at skrive” – det skal man nok kigge i andre bøger for at blive klog på.

Det kan selvfølgelig være, at bogen er anderledes interessant og sigende, hvis man har læst Duras’ øvrige bøger – og det har jeg altså ikke. Men sådan er det når man trækker et lod i bogsamlingens store tombola. Nogle gange er den en indgang til nye, svimlende perspektiver – og nogle gange er det en nitte.

Bogen er oversat fra fransk af Lone Bjelke, efter Ecrire fra 1993, og udkom på dansk i 2004 på Forlaget SAAS. Jeg har læst om Duras i Wikipedia.

Ærligheden uden for loven

/ thobjo

Denne blogpost handler om den lille bog Gertrude af André Gide, Gertrude, oprindeligt udgivet 1919 som La Symphonie Pastorale. Endnu et resultat af den bogoprydning, jeg foretog for nogen tid siden. Ulæste titler dukker op – og så læser jeg dem. Nogle gange.

Dedikationens magi

Forsiden på min udgave af Gertrude.

Denne lille bog, min udgave fra Hans Reitzels Serie 1961 – på blot 91 sider – sendte en solid harpun
gennem mit hjerte. Jeg har haft den stående i 23 år uden at have læst den. Modsat andre af mine bøger ved jeg godt, hvorfor jeg har denne. Jeg fik den af min ven Jakob, som jeg mødte i Tibet i 1996.

Og sandelig om ikke en slags forærings-dedikation pryder første opslag. Og dedikationen er behørigt rørstrømsk: “…prøv at bruge din indre styrkes blinddom, gør dig stor vind, gå på vandet, lev sekundet…” – det er ikke dårligt at mytologisere bøger med dedikationer. De gør bøgerne som fysiske objekter til noget særligt, som ikke nok så megen digitalisering kan ændre på.

Den syndfrie stemmes lokken

Jeg læste den som en kniv, der glider ned gemmen en pakke varmt smør og var velfornøjet men også provokeret gennem det meste af processen. Den handler om en præst der er ude at tilse en død, gammel kone. Og i hjørnet af den faldefærdige rønne sidder en blind lille pige, der ej heller kan tale.

Præsten tager hende til sig og på turen hjem i hestevognen sidder pigen lænet op ad hans ben. Præsten lærer hende at tale og naiviteten i det, som pigen begynder at kunne sige, lokker præsten i uføre. Men det ved han ikke. Han hører blot en stemme fra før syndefaldet, en lokkende, syndfri stemme, som lærer verden at kende som fandtes ondskaben (og lysten) ikke. Og præsten sørger for, at ondskaben ikke skal finde pigen. Tror han. Bilder han sig selv ind. For han kan jo ikke se, at han selv er ond (og lysten).

Han opdrager hende – et gammelt tema, dette med at en ældre vidende person tager et ungt menneske til sig og giver det sin viden. Præsten foretager sig dog intet seksuelt med den unge Gertrude. Men langsomt dæmrer det for ham, at han elsker hende – hvilket selvfølgelig ikke er helt enkelt med kone og børn på sidelinjen. Men – mange ord går på at bedyre, at hans kærlighed er uskyldig og ægte og ikke til at tage fejl af.

Den moralske jalousi

André Gide (1869-1951).

Indtil – og det er her romanen tager en drejning mod det geniale – præsten opdager, at hans søn kurtiserer Gertrude. Det sker i kirken hvor Gertrude øver sig på orglet. Det viser sig, at Gertrude lidt for ivrigt har sendt præsten bort i sin øvetid, og ved et tilfælde opdager han, at sønnen dukker op, når han ikke er der.

Fluks går præsten igang med at overbevise sønnen om, at det er alt for beskidt af ham, at ville udnytte en sådan blind pige til giftermål, og hvad der må følge heraf. Sønnen indordner sig, og tager på vandreture med en ven, som han ellers havde droppet. Præsten er glad, så har han sin Gertrude for sig selv igen. Men så let går det ikke.

Dog, Gertrude erklærer sin kærlighed til præsten, alt er på nippet til en vanvittig affære – men så får Gertrude en øjenoperation, og ser præsten. Og indser at det var sønnen, hun egentlig ville have. Og et i første omgang mislykket selvmordsforsøg ender med at lykkes: Exit Gertrude.

Hvis moral er godt – er dobbeltmoral dobbelt så godt

På den måde er bogen en præcis dissekering af, hvad “moral” kan skjule at uudlevede lyster, som bliver brugt til at forhindre andre i, at forfølge deres lyster. Jeg forstår hvorfor den i 1919 kan have haft så kraftig en virkning. Men budskabet er lige aktuelt idag.

Det jeg især tager med mig fra denne bog er følgende citat, som er snedigt på mange niveauer – for det er præstens refleksioner over sønnens måde at gebærde sig oven på at måtte give afkald på Gertrude: “Det ærgerlige er, at det bånd, som han havde måttet lægge på sine følelser nu forekommer ham at være godt i sig selv; han vil nu lægge det bånd på alle.” For det er jo præcis det bånd, præsten lægger på sønnen, fordi han ikke selv kan komme i lag med Gertrude.

Vi lever i en verden af uindfriede lyster, og det er kun alt for fristende, at prøve at forhindre andre i at få det, man selv har givet afkald på. Gides roman prøver at gøre verden til et bedre sted ved at forhindre os i at gøre netop det.

Uden for loven er livet

Der var også et andet sted i bogen, som tiltrak sig min opmærksomhed, hvor Paulus citeres: “Da jeg tidligere var uden for loven, da levede jeg; men da budet trådte i kraft, fik synden nyt liv og jeg døde.” Det mindede mig om en fantastisk linje af Bob Dylan fra sangen “Absolutely Sweet Marie”: “To live outside the law you must be honest.” Et udsagn som igen giver mindelser om et sted i Tao te king:”Jo flere regler og bestemmelser, / jo flere tyve og røvere.”

Dét er vel gåden, som Gide i Gertrude prøver at løse: At man kun kan handle “forkert” når syndsbevidstheden er kommet ind i billedet. Og at det vi forhindres i via moralen, gør at moralen forstærkes via vore egne forsmåede ønsker. En slags selvforstærkende virkning: Hvis jeg ikke måtte få det, må de andre fandme heller ikke.

Hvis der gives et “rigtigt” og “forkert” er det svært at se hvordan det undslipper Gides analyse. På den måde blotlægger han menneskesjælens mysterie: Vi kan gøre alt, men hvis vi gjorde det, ville det være forkert. Men vi gør det alligevel og det er forkert. Måske er den ultimative lære fra Gide, at vi måske skal lade være med at lyve over for os selv og andre om det. Og at der ligger en slags kvantespringets frelse i netop det.

___________________________

Indlægget her blev bragt første gang i 2020 ovre på blogspot.

Mike Oldfield og livets eventyr

/ thobjo

Jeg er ikke sikker på, præcis hvornår jeg første gang hørte Mike Oldfield, eller hvor og i hvilken situation. Hvad jeg ved er blot, at Mike Oldfield var en udadskillelig del af mine præteenage- og teenageår. Det kan have været i radioen at jeg har hørt ham først, og i så fald har det været hos kammerater, da mine forældre ikke hørte pop.

Moonlight shadows i ungdomsklubben

Coveret til Five Miles Out.

Det er ikke usandsynligt, at hittet “Family Man” fra Five Miles Out var det første jeg rigtigt hørte af
Mike Oldfield. Et utroligt fermt pophit, men der var også noget ved det, jeg ikke brød mig om. Det er svært at forklare præcist hvad det var, der ikke bekom mig vel, men sådan var det – og er det for såvidt stadig, og egentlig ikke mindre siden jeg fandt ud af, at teksten handler om at blive fristet af utroskab, men så vælge at være en “family man”. Der er en sær sur-sødhed i nummeret, som er både æggende og beklemmende. Så egentlig har han vel ramt temaet temmelig godt. Men har sukret det lige lovlig meget ind i glinsende popglans.


Jeg har sikkert været 10-11-12 år da Oldfield kom ind i mit liv; Five Miles Out kom da jeg var 11 år gammel i 1982. Og så kom Crises allerede året efter og da var hitnummeret ‘Moonlight Shadow’ all over the place, også f.eks. i ungdomsklubben på Nordby Skole. Og jeg elskede det – et fantastisk nummer og et sted i min bevidsthed er der også en musikvideo med en smuk ung pige, Maggie Reilly, der sidder og synger nummeret foran en pejs med ild i. Det var love, mand, teenage love for real.

Action på Samsø

Maggie Reilly i videoen “Moonligt Shadow”.

Samtidig gik jeg i skole med et par fyre, som var vilde med Oldfield, særligt Esben, søn af brugsuddeleren i Mårup, og så også Ask, begge i klassen over mig, og begge nogle man lyttede til. Siden blev jeg rigtig venner med Ask og jeg tror det må have været ham, der introducerede mig til Tubular Bells, og jeg mener også at det har været omkring den tid, at jeg så The Excorcist, som jo havde et tema fra Tubular Bells som ledetone.

Da jeg blev konfirmeret i 1984 og fik penge nok til at købe en forstærker og en pladespiller, og havde en enkelt lille højttaler pillet ud af sit højtalerkabinet, som jeg kunne sætte til anlægget, var den første plade jeg satte på Oldfields Discovery. Og det var ikke uden spænding, for Esben havde fortalt mig: Hør “The Lake” – og få chokket!”. Og “chokket” var det lange nummer på Discovery, hvori der var en pludselig massiv akkord i en ellers stille sekvens, men hey, der var ikke mega meget action på Samsø i 1984.

Fra Oldfield til Tibet

Så spoler vi frem til Kastanievej Efterskole på Frederiksberg hvor jeg mødte Mikkel, som var lige så vild med Mike Oldfield som jeg. Vi delte Oldfield, og også Pink Floyd, og fandt, ikke mindst derfor, ind i et langt og vidunderligt venskab som varede godt og vel et årti. Et sted mellem folkeskole og efterskole må jeg også have samlet 2. og 3. Oldfield-LP op, Hergest Ridge og Ommadawn, to mesterværker som i min optik sådan set overgår Tubular Bells, men det er en anden og lang historie, som jeg her lader ligge

Samtidig havde jeg en helt anden og parallel indgangsvinkel til Oldfield og det var Coseys Jonathan-tegneserier. Tegneserien om en ung, krølhåret mand fra Schweiz (hvor jeg havde været som lille!), der drager ind i Tibet for at finde sit livs unge teenangekærlighed, en tibetansk flygtningepige som han mødte hjemme i Schweiz. Det særlige (og på en eller anden måde ekstremt hippie-agtige) ved disse tegneserier var, at Cosey til indledning altid foreslog noget musik, man skulle lytte til ved læsningen. For ligesom at gøre det til en totaloplevelse, måske næsten trip-agtigt – og her var Oldfield en tilbagevendende anbefaling.

For altid vil nok Oldfield for mig være vævet ind i Jonathan-tegneserierne eksotisk-mørkbrune farver. I det hele taget er det det Mike Oldfield først og fremmest altid vil være for mig: Rejsens musik. De fire første album har det par excellence, de næste mange i hvert fald på den ene side af LP’en: De lange instrumentale stykker, hvor temaerne skifter som landskaber, man bevæger sig forbi. Det er derfor at hans musik er rejsemusik – hele tiden bliver man, i én og samme bevægelse, ført forbi nye musikalske landskaber. Det kan være højt knejsende bjerge, stille skovsøer, enorme sletter, store himle, mørke stjernenætter – han har det hele.

Periodiseringen af værket

Groft kan Oldfields værk inddeles i tre perioder: Den første “introverte” periode med de tre, måske fire instrumentale mesterværker Tubular Bells, Hergest Ridge, Ommadawn og Incantations. Jeg siger måske fire, fordi Incantations for mig skiller sig ud fra de tre foregående værker ved at være mere – måske kunstig, og anderledes kølig i lyden. Sidste værk falder da også sammen med Oldfields vej ud af den usikre og introverte, og måske af LSD provokerede særlige følsomhed, og ind i en mere extrovert livsform, hjulpet på vej af det åndelige system “Exegesis”. Herefter følger så 80’ernes mange store sejre – Platinum, QE2, Five Miles Out, Crises, Discovery og så endelig Islands fra 1987, som faktisk er udmærket.

Herefter går det egentlig galt. Earth Moving er en forfærdelig plade, og Amarok, omend berømmet blandt die hard fans, en sært uigennemskuelig plade bestående af store abstrakte instrumentale musikflader som i gamle dage. Derefter går det slag i slag med totalt kiksede forsøg på rockplader og ambient, med The Songs of Distant Earth som en god og ærlig undtagelse, og der ind imellem tilbagevenden til tidligere tiders store værker, med Tubular Bells 2, og 3 og Music of the Spheres som en slags symfonisk-klassisk opsummering af hans totale værk. Hvor om alting er – det er den tredje fase, som er lidt sølle i min optik. Det sidste nye værk, Return to Ommadawn, er noget der ligner en slags redning, men så alligevel ikke helt. Det har bare ikke samme ambience som det oprindelige Ommadawn-mesterværk.

Five Miles Out og ‘Taurus II’

Her til sidst vil jeg stille skarpt på Five Miles Out. Da jeg gik på efterskole fra 1987 til 1988 besøgte jeg ofte min storesøster Gertrud i Nyhavn hvor hun boede med sin kæreste Michael i en lejlighed i Lille Strandstræde. Nogle gange fik jeg lov til at låne lejligheden når de ikke var der, og Michael var en af de første, som jeg kendte, der havde skiftet LP’erne ud med CD’er. Og en af de CD’er der straks faldt mig i øjnene var Five Miles Out. Måske kendte jeg end ikke da egentlig hele værket der, og det var måske også derfor der var en særlig magi over at sætte CD’en på der, netop der, helt alene og helt

At høre de første fire sprøde claves-slag og så mærke værket gå igang. Disse første fire slag var som at høre ouverturen til det mægtige og enorme liv, som jeg vidste lå anelsesfuldt foran mig. Der, i præcis den lejlighed, med dens præcise lugt af gammelt tøj, petroleum, trægulv og før-byfornyelses-baggård. Jeg elskede det. Hver en lyd og hver en duft. Og det er nøjagtig den samme lovende ouverture jeg hører i dag, når ‘Taurus II’ begynder. Det er selve livets begyndelse. Disse helt distinkt klare og dog alligevel prøvende claves-slag – og så begynder rejsen.

Og så den meget smukke sang, der kommer et stykke inde i nummeret, som sunget af en engel i det blå himmeldyb:

Hush now baby made a start
There’s a jewel in your heart
And a star that shines for you
Watching everything you do
Don’t you cry though it may seem
You were not the only one
Standing in the morning sun
Waiting though it had begun
May you never run aground
Or call into the deep deep sound
Stormy weather turns to blue
Here’s a song to take with you

Mike Oldfield er rejsemusik og ledte mig på vej til min første store backpackertur i 1996. Hans musik leder en ud i eventyret. Hans fortælling er udødelig. Mike Oldfield åbner livet, og hvad enten hans melodier er hippiedunkle, som i den første fase (som jeg nok elsker allermest), eller popglimtende som i anden fase, siger de det samme: Livet er smukt. Og det er dit. Gå nu ud og gør det til dit eventyr.

Alt er godt.

Dette blogindlæg blev først hold som mundtligt oplæg ved stiftelsen af Mike Oldfield-selskabet og blev bragt første gang januar 2020 ovre på blogspot.

Det elektriske paradis

/ thobjo

For en del år siden efterhånden blev jeg opmærksom på bogen Electric Eden: Unearthing Britain’s Visionary Music af Rob Young. Nu har jeg endelig fået den læst – og den har vist sig, at være fuld af gaver.

Fars beat-bibliotek

Jeg er ret sikker på, at det var i forbindelse med en del internetsøgninger på The Incredible String Band, et band jeg har elsket siden teenageårene, at jeg stødte på bogen. Blandt min fars lille samling af beatplader stod nemlig The Hangman’s Beautiful Daughter (1968) og Wee Tam (1968) (oprindeligt udgivet som dobbelt-lp’en Wee Tam and The Big Huge (1968) og siden splittet op i to enkelt-skiver).

Det var her jeg fik mine første møder med 60er-musikken, når jeg rodede min fars lp’er igennem. Blandt en ret stor samling af klassisk musik havde han et lille udvalgt beat-bibliotek, som bla. omfattede Doors’ Strange Days, Neil Youngs After the Gold Rush, Jefferson Airplanes Surrealistic Pillow – og altså The Incredible String Band. Plader han havde anskaffet som research til sin bog om beatmusikken, Oprør mod neonguden (1970).

Sange fra det mytologiske England

Men jeg blev altså opmærksom på bogen og var flere gange ved at bestille den, men fik det aldrig gjort. Senere faldt jeg så over den igen, til salg brugt i min gamle kammerat Niels Kjøngsdals pladebutik, Amager Records. Jeg fik den med i en god handel, der inkluderede Donovan’s A Gift from a Flower to a Garden.

Cover til Electric Eden.

Electric Eden dækker folkemusikkens moderne historie i England, fra 18-hundredetallet, hvor folklorister begyndte at indsamle folkesange, og med hovedfokus på 50erne, 60erne og 70erne. Interesserer man sig for folkmusikkens revival (og mytologiserende rekonstruktion) i moderne tid, og har man en forkærlighed for psykedelisk folkrock, er bogen en guldgrube.

Gennem sin fortælling indkredser Young omhyggeligt hvordan forestillingen om et oprindeligt, mytologisk England – “Albion” – gradvist udkrystalliserer sig i en genoplivning, eller omkalfatring, af folkemusikken, som får nyt og magisk liv fra 1950erne og frem. Hvordan den psykedeliske folk rejser en imaginær tidsrejseportal til en svunden tid, som ender med at føde direkte ind i de drømmende hippiers længsel efter det tabte paradis.

Spotify-revolutionen

I en del år efterhånden har Spotify revolutioneret min måde, at lytte til musik på. At have abonnement på alverdens musik via en tjeneste, der også foreslår musik, der ligner den man foretrækker, har gjort, at jeg har lyttet til ny (altså: for mig ny musik; ofte er den jo gammel) som aldrig før. I forhold til dengang – især tilbage i 90erne – hvor hver eneste lp (eller cd) jeg købte, var noget der – grundet prisen – skulle overvejes nøje, og ny musik derfor var noget, der skulle gennem en meget snæver port, er Spotify en ren revolution.

Men så fantastisk Spotify (og lignende streamingtjenester) end kan være, er der alligevel ikke noget, som en virkelig kvalificeret, super velresearchet og blændende godt skrevet historisk indføring i en musikgenre – så som Electric Eden. 600 sider er en ordentlig mundfuld og det har krævet lidt, at gennemføre læsningen – for ikke det hele er selvfølgelig lige interessant. Men der har været meget store gaver ved at gøre det. 

Guldgruben

Electric Eden giver indblik i en musikalsk genres historie op til en nutid anno 2010, hvor bogen udkom. Den er virkelig godt skrevet, med især poetiske gengivelser af diverse musikalske udtryk som højdepunkter. Og så gør den noget helt elementært: Nemlig introducerer til en lang række af bands (selvom det undrer mig, at Donovan – der dukker op mange steder i bogen – aldrig får en selvstændig behandling). Mange af disse bands – og musikere – havde jeg aldrig hørt om før, og der har været helt utrolige opdagelser imellem.

For nu at nævne nogle, som har gjort særligt indtryk på mig: Davy Graham og hans Folk, Blues & Beyond. Mindblowing – udkom i 1965 og var en eksplosion af indtryk fra rejser i Mellemøsten. Det østlige tonesprogs indtog i folkemusikken. Og så at opdage at hans “Angi” er det der fede instrumentalnummer på Simon and Garfunkel’s Sounds of Silence (1966).

Shirley og Dolly Collins’ Anthems in Eden – tidløse takes på en middelalder, som sikkert aldrig var, men som gør godt ind i koglekirtlens marv. Fairport Convention – en bandnavn, som jeg er ret sikker på, at jeg før har hørt – og lynhurtigt fik parkeret blandt et væld af andre ligegyldige bands, som jeg ikke ville spilde min tid på at prøve at lære at kende. Men Unhalfbricking (1969): Meditative riffs, oceaniske fortællinger, varme grooves – hvad kan man ønske sig mere? Og Pentagle: Basket of Light (1969)! Lystråde der væver sig tættere og tættere, mandalaer af lyd, oversvømmende, kontemplative, æggende, duvende og crispy-lækre som en sprød morgentåge i rimfrost, set gennem dampen fra en gylden kop kaffe.

I den dybe safir-nat

Og så selvfølgelig mit personlige højdepunkt: The Incredible String Band – som jeg altså kendte i forvejen, men hvilket kapitel! Og med den eneste rigtige titel: ‘Fire’! Hør blot fx her: “…the group that […] captured that elemental essence of music as an intimate rite in the flickering light, imparting sacred mysteries to rapt ears in the sapphire deep of night, was The Incredible String Band.”

Og her: “…the music consumes everything thrown into it in a blaze of inspiration.” Og så denne her: “If there is any conclusion to be drawn from Wee Tam and The Big Huge, it is that enlightenment must come at a higher cost than most of their contemporaries were prepared to pay. The passion with which the String Band addressed the quest made the mystical pretentions of other contemporaries merely sound like the honeyed crumbs of those who had no bread.” Word!

Banjoland

Så sent som her til morgen vendte jeg tilbage til Clive Palmer, som var med til at stifte The Incredible String Band, men allerede efter deres første album tog til Indien og Afghanistan. Da han vendte hjem besluttede han sig for ikke at fortsætte med sine gamle bandkammerater. I stedet indspillede han en række numre under titlen Banjoland, som ikke blev udgivet før 1995.

Her er Rob Youngs take på dette skæve album: “Heard alongside […] the other defining albums of the period, it offers a peaceful backwater, with Palmer […] bathetically [“bathetically”: “An abrupt, presumably unintended juxtaposition of the exalted and the commonplace, producing a ludicrous effect.”] picking away like a neglected sideshow in some poorly attended seaside concert hall while the glittering attractions parade their wares elsewhere.”

Eventyr i melankolsk skråregn

Cover til Clive Palmer’s
Along the Enchanted Way.

Jeg elsker banjoen – dens krystalklare og knastørre staccatolyd, ikke helt ulig citarens knipsen, men uden den underliggende drone. Ikke desto mindre: Giv mig bare banjoen, så er jeg glad. Og her er Clive Palmer uforlignelig. Som sagt gav jeg ham en chance til – og prøvede Along the Enchanted Way. Og der var jackpot: Mærkeligt underspillede eventyrrejser med melankolsk skråregn og banjoens uforgængelige objektivitet som en lynstreg af nærvær gennem det hele. Og så fra 2011. Måske Clive Palmer lige havde læst Electric Eden og synes han skulle vise, at han stadig var in the game.

Bag i bogen er – ordnet efter årstal – lister over de centrale album, som indgår i bogens fortælling. Og det er smart, for jeg ved, at jeg på trods af, at jeg undervejs har noteret særligt interessante album i margen, vil vende tilbage til netop disse playlists udvalgt af en supernørd, der har siddet med d

Og så er det jo bare at gå i gang.