For en del år siden efterhånden blev jeg opmærksom på bogen Electric Eden: Unearthing Britain’s Visionary Music af Rob Young. Nu har jeg endelig fået den læst – og den har vist sig, at være fuld af gaver.

Fars beat-bibliotek

Jeg er ret sikker på, at det var i forbindelse med en del internetsøgninger på The Incredible String Band, et band jeg har elsket siden teenageårene, at jeg stødte på bogen. Blandt min fars lille samling af beatplader stod nemlig The Hangman’s Beautiful Daughter (1968) og Wee Tam (1968) (oprindeligt udgivet som dobbelt-lp’en Wee Tam and The Big Huge (1968) og siden splittet op i to enkelt-skiver).

Det var her jeg fik mine første møder med 60er-musikken, når jeg rodede min fars lp’er igennem. Blandt en ret stor samling af klassisk musik havde han et lille udvalgt beat-bibliotek, som bla. omfattede Doors’ Strange Days, Neil Youngs After the Gold Rush, Jefferson Airplanes Surrealistic Pillow – og altså The Incredible String Band. Plader han havde anskaffet som research til sin bog om beatmusikken, Oprør mod neonguden (1970).

Sange fra det mytologiske England

Men jeg blev altså opmærksom på bogen og var flere gange ved at bestille den, men fik det aldrig gjort. Senere faldt jeg så over den igen, til salg brugt i min gamle kammerat Niels Kjøngsdals pladebutik, Amager Records. Jeg fik den med i en god handel, der inkluderede Donovan’s A Gift from a Flower to a Garden.

Electric Eden dækker folkemusikkens moderne historie i England, fra 18-hundredetallet, hvor folklorister begyndte at indsamle folkesange, og med hovedfokus på 50erne, 60erne og 70erne. Interesserer man sig for folkmusikkens revival (og mytologiserende rekonstruktion) i moderne tid, og har man en forkærlighed for psykedelisk folkrock, er bogen en guldgrube.

Gennem sin fortælling indkredser Young omhyggeligt hvordan forestillingen om et oprindeligt, mytologisk England – “Albion” – gradvist udkrystalliserer sig i en genoplivning, eller omkalfatring, af folkemusikken, som får nyt og magisk liv fra 1950erne og frem. Hvordan den psykedeliske folk rejser en imaginær tidsrejseportal til en svunden tid, som ender med at føde direkte ind i de drømmende hippiers længsel efter det tabte paradis.

Spotify-revolutionen

I en del år efterhånden har Spotify revolutioneret min måde, at lytte til musik på. At have abonnement på alverdens musik via en tjeneste, der også foreslår musik, der ligner den man foretrækker, har gjort, at jeg har lyttet til ny (altså: for mig ny musik; ofte er den jo gammel) som aldrig før. I forhold til dengang – især tilbage i 90erne – hvor hver eneste lp (eller cd) jeg købte, var noget der – grundet prisen – skulle overvejes nøje, og ny musik derfor var noget, der skulle gennem en meget snæver port, er Spotify en ren revolution.

Men så fantastisk Spotify (og lignende streamingtjenester) end kan være, er der alligevel ikke noget, som en virkelig kvalificeret, super velresearchet og blændende godt skrevet historisk indføring i en musikgenre – så som Electric Eden. 600 sider er en ordentlig mundfuld og det har krævet lidt, at gennemføre læsningen – for ikke det hele er selvfølgelig lige interessant. Men der har været meget store gaver ved at gøre det. 

Guldgruben

Electric Eden giver indblik i en musikalsk genres historie op til en nutid anno 2010, hvor bogen udkom. Den er virkelig godt skrevet, med især poetiske gengivelser af diverse musikalske udtryk som højdepunkter. Og så gør den noget helt elementært: Nemlig introducerer til en lang række af bands (selvom det undrer mig, at Donovan – der dukker op mange steder i bogen – aldrig får en selvstændig behandling). Mange af disse bands – og musikere – havde jeg aldrig hørt om før, og der har været helt utrolige opdagelser imellem.

For nu at nævne nogle, som har gjort særligt indtryk på mig: Davy Graham og hans Folk, Blues & Beyond. Mindblowing – udkom i 1965 og var en eksplosion af indtryk fra rejser i Mellemøsten. Det østlige tonesprogs indtog i folkemusikken. Og så at opdage at hans “Angi” er det der fede instrumentalnummer på Simon and Garfunkel’s Sounds of Silence (1966).

Shirley og Dolly Collins’ Anthems in Eden – tidløse takes på en middelalder, som sikkert aldrig var, men som gør godt ind i koglekirtlens marv. Fairport Convention – en bandnavn, som jeg er ret sikker på, at jeg før har hørt – og lynhurtigt fik parkeret blandt et væld af andre ligegyldige bands, som jeg ikke ville spilde min tid på at prøve at lære at kende. Men Unhalfbricking (1969): Meditative riffs, oceaniske fortællinger, varme grooves – hvad kan man ønske sig mere? Og Pentagle: Basket of Light (1969)! Lystråde der væver sig tættere og tættere, mandalaer af lyd, oversvømmende, kontemplative, æggende, duvende og crispy-lækre som en sprød morgentåge i rimfrost, set gennem dampen fra en gylden kop kaffe.

I den dybe safir-nat

Og så selvfølgelig mit personlige højdepunkt: The Incredible String Band – som jeg altså kendte i forvejen, men hvilket kapitel! Og med den eneste rigtige titel: ‘Fire’! Hør blot fx her: “…the group that […] captured that elemental essence of music as an intimate rite in the flickering light, imparting sacred mysteries to rapt ears in the sapphire deep of night, was The Incredible String Band.”

Og her: “…the music consumes everything thrown into it in a blaze of inspiration.” Og så denne her: “If there is any conclusion to be drawn from Wee Tam and The Big Huge, it is that enlightenment must come at a higher cost than most of their contemporaries were prepared to pay. The passion with which the String Band addressed the quest made the mystical pretentions of other contemporaries merely sound like the honeyed crumbs of those who had no bread.” Word!

Banjoland

Så sent som her til morgen vendte jeg tilbage til Clive Palmer, som var med til at stifte The Incredible String Band, men allerede efter deres første album tog til Indien og Afghanistan. Da han vendte hjem besluttede han sig for ikke at fortsætte med sine gamle bandkammerater. I stedet indspillede han en række numre under titlen Banjoland, som ikke blev udgivet før 1995.

Her er Rob Youngs take på dette skæve album: “Heard alongside […] the other defining albums of the period, it offers a peaceful backwater, with Palmer […] bathetically [“bathetically”: “An abrupt, presumably unintended juxtaposition of the exalted and the commonplace, producing a ludicrous effect.”] picking away like a neglected sideshow in some poorly attended seaside concert hall while the glittering attractions parade their wares elsewhere.”

Eventyr i melankolsk skråregn

Jeg elsker banjoen – dens krystalklare og knastørre staccatolyd, ikke helt ulig citarens knipsen, men uden den underliggende drone. Ikke desto mindre: Giv mig bare banjoen, så er jeg glad. Og her er Clive Palmer uforlignelig. Som sagt gav jeg ham en chance til – og prøvede Along the Enchanted Way. Og der var jackpot: Mærkeligt underspillede eventyrrejser med melankolsk skråregn og banjoens uforgængelige objektivitet som en lynstreg af nærvær gennem det hele. Og så fra 2011. Måske Clive Palmer lige havde læst Electric Eden og synes han skulle vise, at han stadig var in the game.

Bag i bogen er – ordnet efter årstal – lister over de centrale album, som indgår i bogens fortælling. Og det er smart, for jeg ved, at jeg på trods af, at jeg undervejs har noteret særligt interessante album i margen, vil vende tilbage til netop disse playlists udvalgt af en supernørd, der har siddet med d

Og så er det jo bare at gå i gang.