Forfatter: thobjo

Mike Oldfield og livets eventyr

/ thobjo

Jeg er ikke sikker på, præcis hvornår jeg første gang hørte Mike Oldfield, eller hvor og i hvilken situation. Hvad jeg ved er blot, at Mike Oldfield var en udadskillelig del af mine præteenage- og teenageår. Det kan have været i radioen at jeg har hørt ham først, og i så fald har det været hos kammerater, da mine forældre ikke hørte pop.

Moonlight shadows i ungdomsklubben

Coveret til Five Miles Out.

Det er ikke usandsynligt, at hittet “Family Man” fra Five Miles Out var det første jeg rigtigt hørte af
Mike Oldfield. Et utroligt fermt pophit, men der var også noget ved det, jeg ikke brød mig om. Det er svært at forklare præcist hvad det var, der ikke bekom mig vel, men sådan var det – og er det for såvidt stadig, og egentlig ikke mindre siden jeg fandt ud af, at teksten handler om at blive fristet af utroskab, men så vælge at være en “family man”. Der er en sær sur-sødhed i nummeret, som er både æggende og beklemmende. Så egentlig har han vel ramt temaet temmelig godt. Men har sukret det lige lovlig meget ind i glinsende popglans.


Jeg har sikkert været 10-11-12 år da Oldfield kom ind i mit liv; Five Miles Out kom da jeg var 11 år gammel i 1982. Og så kom Crises allerede året efter og da var hitnummeret ‘Moonlight Shadow’ all over the place, også f.eks. i ungdomsklubben på Nordby Skole. Og jeg elskede det – et fantastisk nummer og et sted i min bevidsthed er der også en musikvideo med en smuk ung pige, Maggie Reilly, der sidder og synger nummeret foran en pejs med ild i. Det var love, mand, teenage love for real.

Action på Samsø

Maggie Reilly i videoen “Moonligt Shadow”.

Samtidig gik jeg i skole med et par fyre, som var vilde med Oldfield, særligt Esben, søn af brugsuddeleren i Mårup, og så også Ask, begge i klassen over mig, og begge nogle man lyttede til. Siden blev jeg rigtig venner med Ask og jeg tror det må have været ham, der introducerede mig til Tubular Bells, og jeg mener også at det har været omkring den tid, at jeg så The Excorcist, som jo havde et tema fra Tubular Bells som ledetone.

Da jeg blev konfirmeret i 1984 og fik penge nok til at købe en forstærker og en pladespiller, og havde en enkelt lille højttaler pillet ud af sit højtalerkabinet, som jeg kunne sætte til anlægget, var den første plade jeg satte på Oldfields Discovery. Og det var ikke uden spænding, for Esben havde fortalt mig: Hør “The Lake” – og få chokket!”. Og “chokket” var det lange nummer på Discovery, hvori der var en pludselig massiv akkord i en ellers stille sekvens, men hey, der var ikke mega meget action på Samsø i 1984.

Fra Oldfield til Tibet

Så spoler vi frem til Kastanievej Efterskole på Frederiksberg hvor jeg mødte Mikkel, som var lige så vild med Mike Oldfield som jeg. Vi delte Oldfield, og også Pink Floyd, og fandt, ikke mindst derfor, ind i et langt og vidunderligt venskab som varede godt og vel et årti. Et sted mellem folkeskole og efterskole må jeg også have samlet 2. og 3. Oldfield-LP op, Hergest Ridge og Ommadawn, to mesterværker som i min optik sådan set overgår Tubular Bells, men det er en anden og lang historie, som jeg her lader ligge

Samtidig havde jeg en helt anden og parallel indgangsvinkel til Oldfield og det var Coseys Jonathan-tegneserier. Tegneserien om en ung, krølhåret mand fra Schweiz (hvor jeg havde været som lille!), der drager ind i Tibet for at finde sit livs unge teenangekærlighed, en tibetansk flygtningepige som han mødte hjemme i Schweiz. Det særlige (og på en eller anden måde ekstremt hippie-agtige) ved disse tegneserier var, at Cosey til indledning altid foreslog noget musik, man skulle lytte til ved læsningen. For ligesom at gøre det til en totaloplevelse, måske næsten trip-agtigt – og her var Oldfield en tilbagevendende anbefaling.

For altid vil nok Oldfield for mig være vævet ind i Jonathan-tegneserierne eksotisk-mørkbrune farver. I det hele taget er det det Mike Oldfield først og fremmest altid vil være for mig: Rejsens musik. De fire første album har det par excellence, de næste mange i hvert fald på den ene side af LP’en: De lange instrumentale stykker, hvor temaerne skifter som landskaber, man bevæger sig forbi. Det er derfor at hans musik er rejsemusik – hele tiden bliver man, i én og samme bevægelse, ført forbi nye musikalske landskaber. Det kan være højt knejsende bjerge, stille skovsøer, enorme sletter, store himle, mørke stjernenætter – han har det hele.

Periodiseringen af værket

Groft kan Oldfields værk inddeles i tre perioder: Den første “introverte” periode med de tre, måske fire instrumentale mesterværker Tubular Bells, Hergest Ridge, Ommadawn og Incantations. Jeg siger måske fire, fordi Incantations for mig skiller sig ud fra de tre foregående værker ved at være mere – måske kunstig, og anderledes kølig i lyden. Sidste værk falder da også sammen med Oldfields vej ud af den usikre og introverte, og måske af LSD provokerede særlige følsomhed, og ind i en mere extrovert livsform, hjulpet på vej af det åndelige system “Exegesis”. Herefter følger så 80’ernes mange store sejre – Platinum, QE2, Five Miles Out, Crises, Discovery og så endelig Islands fra 1987, som faktisk er udmærket.

Herefter går det egentlig galt. Earth Moving er en forfærdelig plade, og Amarok, omend berømmet blandt die hard fans, en sært uigennemskuelig plade bestående af store abstrakte instrumentale musikflader som i gamle dage. Derefter går det slag i slag med totalt kiksede forsøg på rockplader og ambient, med The Songs of Distant Earth som en god og ærlig undtagelse, og der ind imellem tilbagevenden til tidligere tiders store værker, med Tubular Bells 2, og 3 og Music of the Spheres som en slags symfonisk-klassisk opsummering af hans totale værk. Hvor om alting er – det er den tredje fase, som er lidt sølle i min optik. Det sidste nye værk, Return to Ommadawn, er noget der ligner en slags redning, men så alligevel ikke helt. Det har bare ikke samme ambience som det oprindelige Ommadawn-mesterværk.

Five Miles Out og ‘Taurus II’

Her til sidst vil jeg stille skarpt på Five Miles Out. Da jeg gik på efterskole fra 1987 til 1988 besøgte jeg ofte min storesøster Gertrud i Nyhavn hvor hun boede med sin kæreste Michael i en lejlighed i Lille Strandstræde. Nogle gange fik jeg lov til at låne lejligheden når de ikke var der, og Michael var en af de første, som jeg kendte, der havde skiftet LP’erne ud med CD’er. Og en af de CD’er der straks faldt mig i øjnene var Five Miles Out. Måske kendte jeg end ikke da egentlig hele værket der, og det var måske også derfor der var en særlig magi over at sætte CD’en på der, netop der, helt alene og helt

At høre de første fire sprøde claves-slag og så mærke værket gå igang. Disse første fire slag var som at høre ouverturen til det mægtige og enorme liv, som jeg vidste lå anelsesfuldt foran mig. Der, i præcis den lejlighed, med dens præcise lugt af gammelt tøj, petroleum, trægulv og før-byfornyelses-baggård. Jeg elskede det. Hver en lyd og hver en duft. Og det er nøjagtig den samme lovende ouverture jeg hører i dag, når ‘Taurus II’ begynder. Det er selve livets begyndelse. Disse helt distinkt klare og dog alligevel prøvende claves-slag – og så begynder rejsen.

Og så den meget smukke sang, der kommer et stykke inde i nummeret, som sunget af en engel i det blå himmeldyb:

Hush now baby made a start
There’s a jewel in your heart
And a star that shines for you
Watching everything you do
Don’t you cry though it may seem
You were not the only one
Standing in the morning sun
Waiting though it had begun
May you never run aground
Or call into the deep deep sound
Stormy weather turns to blue
Here’s a song to take with you

Mike Oldfield er rejsemusik og ledte mig på vej til min første store backpackertur i 1996. Hans musik leder en ud i eventyret. Hans fortælling er udødelig. Mike Oldfield åbner livet, og hvad enten hans melodier er hippiedunkle, som i den første fase (som jeg nok elsker allermest), eller popglimtende som i anden fase, siger de det samme: Livet er smukt. Og det er dit. Gå nu ud og gør det til dit eventyr.

Alt er godt.

Dette blogindlæg blev først hold som mundtligt oplæg ved stiftelsen af Mike Oldfield-selskabet og blev bragt første gang januar 2020 ovre på blogspot.

Lille højsang til notesbogen

/ thobjo

De fleste, der opfatter sig selv som digter eller forfatter må kende det absurde, ja nærmest fetishistiske forhold, man har til notesbogen. Har man ikke en notesbog, er man ikke en rigtig forfatter. Eller – sådan har jeg det i hvert fald. Det hører til forfatteridentiteten og er blevet mytologiseret af Bruce Chatwin i Drømmespor – hvor han fortæller om sine elskede Moleskine-notesbøger, en helt bestemt notesbog, som han bare må have. Hvilket producenterne af Moleskine så tog op og brugte som reklame for deres notesbøger, som siden har erobret verden i en grad, at man ikke kan gå ind i noget der bare ligner en boghandel, uden at der står mindst én yderst velassorteret stand med Moleskinebøger.

Nogle gange er der også gæsteoptrædender i ens notesbøger.

Notesbogen som man har med sig overalt i det tilfælde at en tanke, en ide, en sætning, et ord skal melde sig – og intet ville jo være værre, end hvis man glemte indfaldet. Derfor notesbogen. Og der er noget magisk over det, man skriver i sin notesbog. Fordi det er her Værkerne begynder. Og det er i notesbøgerne den helt abnormt interesserede eftertid vil lede efter spor efter, hvem Man Virkelig Var, og Hvorfor Man Skrev Hvad Man Gjorde. Og mange andre ting som fortjener, at man skriver dem med stort begyndelsesbogstav.

Hånden på hjertet: Hvem med en forfatter i maven føler det ikke sådan? Det kan selvfølgelig være, at der er enkelte, der har andre præferencer, og måske undgår yngre generationer end min at spilde tiden på at skrive ting i hånden på noget så oldnordisk som “papir”. Men hvis det er sådan det er (og jeg har nu mine tvivl), så lad det være, hvad det er. Jeg sværger til min notesbog. Eller rettere: notesbøger. For jeg har ikke kun en notesbog. Jeg har flere. Mange ville en del måske mene. For mange ville flere endnu måske mene. Det vender jeg tilbage til.

Notesbogens magi

At noget er en “fetish” betyder, at man dyrker en eller anden genstand helt overdrevet i den tro at genstanden på en eller anden måde kan etablere en højere og mere intens virkelighed end genstanden i sig selv egentlig indikerer. Og det er præcis hvad jeg mener en notesbog kan. Det er ikke ligegyldigt hvilken notesbog man skriver i. Selve notesbogens fysiske fremtoning er afgørende: Sidernes kvalitet, størrelsen, om den er linieret eller ej, tykkelsen af papiret, papirets farve: Alt sammen betyder noget for, hvad det er man skriver i dem.

Det er ikke det samme som at sige, at geniale digte kun kan skrives i notesbøger til 3,5 kr. pr side. Da jeg begyndte som ganske ung var det kinabøger til en 5’er, eller der omkring, i kinabutikken på Strøget. Men det jeg skriver formes af det medie jeg skriver det i, eller på, og her er prisen ikke afgørende. Det er notesbøgernes fysisk udformning der betyder noget, og nogle gange er en billig Tigerbutik-notesbog det bedste. Notesbogens fysik er så afgørende, at jeg har bestilt en særlig ladning af typen “Aurora” fra en boghandel i Holland, som er den eneste der har lige præcis den størrelse, som af uransalige årsager gør, at jeg kan skrive godt, stødt og uforstyrret i dem, og uden at jeg får krampe i armen.

Aurora-notesbøger.

For mange år siden kunne man få præcis denne notesbog – uden linjer – i København og jeg købte et
par stykker og når jeg læser tilbage i netop disse notesbøger, synes jeg at de gav min skrift noget særligt. Så nu har jeg bestilt dem igen under stort besvær og med det lidt sørgelige resultat at de kun havde dem med linjer. Men det går alligevel, gør noget alligevel. Det er absurd – ja. Men det er virkeligt nok. Ligesom musik på vinyl. Får man musikken digitalt i høj nok opløsning er der intet logisk der taler for vinylpladens suverænitet. Men måske er det ligesom med mad, hvor enhver kok vel ved, at serveringen betyder hvis ikke alt, så dog en hel del. Den flot anrettede mad smager bedre end maden, som er slasket tilfældigt op i en dyb tallerken.

Variation er livets krydderi

I en del år har jeg ikke dyrket notesbøgerne særligt meget. Nu er jeg begyndt igen. Og det er en udsøgt fornøjelse. For tiden kører jeg tre typer parallelt – som sagt er en ikke nok. Dagbogen er beskrevet; dertil kører jeg en kombineret tegneskitse- og notesbog som hedder “Sketchbook” og som fås til kun ca. 50 kr. i Tutein & Koch, som har dejligt rå sider som er gode til blyantskitser, men lidt hård ved tuschpennes spids, men jeg kan lide den taktile modstand. F.eks. gør det, at en af mine yndlingstuscher sprutter herligt henover siden når jeg skriver. Jeg kan godt lide, at det bliver fysisk at jeg skriver. Det er ikke ligegyldigt.

Sketchbook-notesbogen.
Opslag i Sketchbook…

Den tredie type notesbog er en lille sag, som kaldes “Monochrome” og også kan købes til en billig penge i Tutein & Koch, vistnok ikke mere end en 10’er stykket. Det er en lille nobel sag med kridhvide sider og linjeret. Men lidt bredere end de fleste små notesbøger og det kan jeg godt lide.

Dagbogen er til de lange beretninger om hvad dagen bragte, skitsebogen er til tegninger, tanker og digte, og den lille notesbog er til huskesedler, aforismer, citater, og i enkelte tilfælde også digte. Hver især gør de noget ved min skrift og mine tanker. Og jeg veksler bevidst mellem dem for at malke min inspiration for forskellige dimensioners værdier.

Skåret i glæden

Opslag i Sketchbook…

Det er altså altsammen meget smukt. Men der er selvfølgelig et skår i glæden, en slange i paradiset – en lille slagskygge, som kastes langt ind over notesbøgernes ellers så skønne landskab. Og det er, at jeg aldrig kan finde den helt perfekte notesbog. Der er altid en eller anden lille ting som gør, at en notesbog heller ikke denne gang var den Ideelle Notesbog

Min “Sketchbook” på billedet ovenfor har f.eks. et omslag, der sidder løst omkring bogen, og som hver gang jeg åbner den er ved at falde af. Den lille Monochrome-notesbog har linjer, hvilket jeg ikke er helt tilfreds med, og så er den måske lige akkurat en lille smule for tynd. Og Auroradagbøgerne, ak, har altså også linjer, og det bliver aldrig helt det samme, som dem jeg engang faldt tilfældigt over i en tilbudskasse og som var uden linjer. På denne måde beskriver notesbogsbesættelsen også den evigt uindfriede søgen efter det perfekte. Ikke helt uligt hvordan livet i det hele taget er.

Åndens dynamo

“Monochrome” notesbog.

Ord er ånd fortættet, og måske er det min protestantiske opdragelse som gør, at jeg kvier mig lidt ved at indrømme betydningen af det rent fysiske element i skriveprocessen. Men selvfølgelig er jeg langt fra den første, der kommer med denne indrømmelse. Var det ikke Turèll der var med til at mytologisere den magiske IBM-skrivemaskine med kuglehovede? Er det ikke Tomas Espedal som siger, at notesbøgerne er det egentlige værk? Chatwin har jeg allerede nævnt.

Opslag i Monochrome notesbog.

Er der en morale til denne lille højsang til notesbogen? Måske blot det, at vi bliver til i modstanden som verden giver os. Og at der er grunde til at vi foretrækker det ene frem for det andet. Og at det er i den fysiske modstand at inspirationen anspores og bliver til den ånd, som overskrider mediet. Bøger – og notesbøgerne som muliggjorde dem – giver os adgang til andre sind, til sandheder og løgne og indsigter og visioner, som gør transcendensen mulig – overskridelsen af os selv. Måden at give os selv tilbage til verden. For det er det notesbogen betyder. At vi ønsker at give os selv til verden.

———————————

Dette blogindlæg bragtes første gang i 2019 ovre på blogspot; her gengives det i let redigeret form.

Det elektriske paradis

/ thobjo

For en del år siden efterhånden blev jeg opmærksom på bogen Electric Eden: Unearthing Britain’s Visionary Music af Rob Young. Nu har jeg endelig fået den læst – og den har vist sig, at være fuld af gaver.

Fars beat-bibliotek

Jeg er ret sikker på, at det var i forbindelse med en del internetsøgninger på The Incredible String Band, et band jeg har elsket siden teenageårene, at jeg stødte på bogen. Blandt min fars lille samling af beatplader stod nemlig The Hangman’s Beautiful Daughter (1968) og Wee Tam (1968) (oprindeligt udgivet som dobbelt-lp’en Wee Tam and The Big Huge (1968) og siden splittet op i to enkelt-skiver).

Det var her jeg fik mine første møder med 60er-musikken, når jeg rodede min fars lp’er igennem. Blandt en ret stor samling af klassisk musik havde han et lille udvalgt beat-bibliotek, som bla. omfattede Doors’ Strange Days, Neil Youngs After the Gold Rush, Jefferson Airplanes Surrealistic Pillow – og altså The Incredible String Band. Plader han havde anskaffet som research til sin bog om beatmusikken, Oprør mod neonguden (1970).

Sange fra det mytologiske England

Men jeg blev altså opmærksom på bogen og var flere gange ved at bestille den, men fik det aldrig gjort. Senere faldt jeg så over den igen, til salg brugt i min gamle kammerat Niels Kjøngsdals pladebutik, Amager Records. Jeg fik den med i en god handel, der inkluderede Donovan’s A Gift from a Flower to a Garden.

Cover til Electric Eden.

Electric Eden dækker folkemusikkens moderne historie i England, fra 18-hundredetallet, hvor folklorister begyndte at indsamle folkesange, og med hovedfokus på 50erne, 60erne og 70erne. Interesserer man sig for folkmusikkens revival (og mytologiserende rekonstruktion) i moderne tid, og har man en forkærlighed for psykedelisk folkrock, er bogen en guldgrube.

Gennem sin fortælling indkredser Young omhyggeligt hvordan forestillingen om et oprindeligt, mytologisk England – “Albion” – gradvist udkrystalliserer sig i en genoplivning, eller omkalfatring, af folkemusikken, som får nyt og magisk liv fra 1950erne og frem. Hvordan den psykedeliske folk rejser en imaginær tidsrejseportal til en svunden tid, som ender med at føde direkte ind i de drømmende hippiers længsel efter det tabte paradis.

Spotify-revolutionen

I en del år efterhånden har Spotify revolutioneret min måde, at lytte til musik på. At have abonnement på alverdens musik via en tjeneste, der også foreslår musik, der ligner den man foretrækker, har gjort, at jeg har lyttet til ny (altså: for mig ny musik; ofte er den jo gammel) som aldrig før. I forhold til dengang – især tilbage i 90erne – hvor hver eneste lp (eller cd) jeg købte, var noget der – grundet prisen – skulle overvejes nøje, og ny musik derfor var noget, der skulle gennem en meget snæver port, er Spotify en ren revolution.

Men så fantastisk Spotify (og lignende streamingtjenester) end kan være, er der alligevel ikke noget, som en virkelig kvalificeret, super velresearchet og blændende godt skrevet historisk indføring i en musikgenre – så som Electric Eden. 600 sider er en ordentlig mundfuld og det har krævet lidt, at gennemføre læsningen – for ikke det hele er selvfølgelig lige interessant. Men der har været meget store gaver ved at gøre det. 

Guldgruben

Electric Eden giver indblik i en musikalsk genres historie op til en nutid anno 2010, hvor bogen udkom. Den er virkelig godt skrevet, med især poetiske gengivelser af diverse musikalske udtryk som højdepunkter. Og så gør den noget helt elementært: Nemlig introducerer til en lang række af bands (selvom det undrer mig, at Donovan – der dukker op mange steder i bogen – aldrig får en selvstændig behandling). Mange af disse bands – og musikere – havde jeg aldrig hørt om før, og der har været helt utrolige opdagelser imellem.

For nu at nævne nogle, som har gjort særligt indtryk på mig: Davy Graham og hans Folk, Blues & Beyond. Mindblowing – udkom i 1965 og var en eksplosion af indtryk fra rejser i Mellemøsten. Det østlige tonesprogs indtog i folkemusikken. Og så at opdage at hans “Angi” er det der fede instrumentalnummer på Simon and Garfunkel’s Sounds of Silence (1966).

Shirley og Dolly Collins’ Anthems in Eden – tidløse takes på en middelalder, som sikkert aldrig var, men som gør godt ind i koglekirtlens marv. Fairport Convention – en bandnavn, som jeg er ret sikker på, at jeg før har hørt – og lynhurtigt fik parkeret blandt et væld af andre ligegyldige bands, som jeg ikke ville spilde min tid på at prøve at lære at kende. Men Unhalfbricking (1969): Meditative riffs, oceaniske fortællinger, varme grooves – hvad kan man ønske sig mere? Og Pentagle: Basket of Light (1969)! Lystråde der væver sig tættere og tættere, mandalaer af lyd, oversvømmende, kontemplative, æggende, duvende og crispy-lækre som en sprød morgentåge i rimfrost, set gennem dampen fra en gylden kop kaffe.

I den dybe safir-nat

Og så selvfølgelig mit personlige højdepunkt: The Incredible String Band – som jeg altså kendte i forvejen, men hvilket kapitel! Og med den eneste rigtige titel: ‘Fire’! Hør blot fx her: “…the group that […] captured that elemental essence of music as an intimate rite in the flickering light, imparting sacred mysteries to rapt ears in the sapphire deep of night, was The Incredible String Band.”

Og her: “…the music consumes everything thrown into it in a blaze of inspiration.” Og så denne her: “If there is any conclusion to be drawn from Wee Tam and The Big Huge, it is that enlightenment must come at a higher cost than most of their contemporaries were prepared to pay. The passion with which the String Band addressed the quest made the mystical pretentions of other contemporaries merely sound like the honeyed crumbs of those who had no bread.” Word!

Banjoland

Så sent som her til morgen vendte jeg tilbage til Clive Palmer, som var med til at stifte The Incredible String Band, men allerede efter deres første album tog til Indien og Afghanistan. Da han vendte hjem besluttede han sig for ikke at fortsætte med sine gamle bandkammerater. I stedet indspillede han en række numre under titlen Banjoland, som ikke blev udgivet før 1995.

Her er Rob Youngs take på dette skæve album: “Heard alongside […] the other defining albums of the period, it offers a peaceful backwater, with Palmer […] bathetically [“bathetically”: “An abrupt, presumably unintended juxtaposition of the exalted and the commonplace, producing a ludicrous effect.”] picking away like a neglected sideshow in some poorly attended seaside concert hall while the glittering attractions parade their wares elsewhere.”

Eventyr i melankolsk skråregn

Cover til Clive Palmer’s
Along the Enchanted Way.

Jeg elsker banjoen – dens krystalklare og knastørre staccatolyd, ikke helt ulig citarens knipsen, men uden den underliggende drone. Ikke desto mindre: Giv mig bare banjoen, så er jeg glad. Og her er Clive Palmer uforlignelig. Som sagt gav jeg ham en chance til – og prøvede Along the Enchanted Way. Og der var jackpot: Mærkeligt underspillede eventyrrejser med melankolsk skråregn og banjoens uforgængelige objektivitet som en lynstreg af nærvær gennem det hele. Og så fra 2011. Måske Clive Palmer lige havde læst Electric Eden og synes han skulle vise, at han stadig var in the game.

Bag i bogen er – ordnet efter årstal – lister over de centrale album, som indgår i bogens fortælling. Og det er smart, for jeg ved, at jeg på trods af, at jeg undervejs har noteret særligt interessante album i margen, vil vende tilbage til netop disse playlists udvalgt af en supernørd, der har siddet med d

Og så er det jo bare at gå i gang.

En nisse flytter med

/ thobjo

For mange år siden skrev jeg en julehistorie, som blev trykt i Hovedområdet (Månedsbladet for det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, nr. 8, 24. årgang, 8. december 1995). I anledning af at jeg omsider har fået lavet mig en hjemmeside, synes jeg det er på tide, at den ser dagens lys nok engang. Og så selvfølgelig fordi det er en julehistorie.

Det er ikke den bedste opløsning, og det bliver nok noget værre fedteri på en mobil, men her er den. Med ønsket om en glædelig jul og en venlig tanke til min gamle ven Sune Auken, som var ham der fik mig til at skrive historien og fik den bragt i Hovedområdet.

Rododendron i mit støjglas

/ thobjo

Der var engang hvor jeg skrev en digtsamling hvert halve år, sådan cirka. Det var dengang tilbage i 1990erne da jeg med Niels Christiansen og Nikolaj Rønhede havde gang i et foretagende, som vi kaldte “Utopisk Forlag”. Det var – som navnet antyder – et ikke-eksisterende forlag, hvorpå vi udgav vores små digtbøger i diminutive oplag på 10-20 stykker, selv håndsyede arkene og limede dem ind i omhyggeligt foldede bogrygge til lyden af New Bomb Turks og med talrige øl og snaps skyllende ind over vores højt belagte tunger.

Pligtaflevering? Nej tak.

Vores bøger fik aldrig noget ISBN-nr., blev ikke pligtaflerevet til Det Kongelige Bibliotek, og er forblevet aldeles ukendte – bortset altså for det forsvindende lille antal mennesker, som fik dem foræret, med eller mod deres vilje. Jeg er ikke i tvivl om, at vores bøger fra dengang udgør et vigtigt spor i dansk litteraturhistorie. Men det er selvfølgelig svært at argumentere for, når nu bøgerne aldrig nåede noget, der bare lignede en offentlighed, og da slet ikke den del af offentligheden, som skriver litteraturhistorien.

Men lad det nu være hvad det er. Her fornylig – i dag faktisk – da jeg sad og tænkte på alle de ting, jeg kunne have lyst til at fortælle om – rindede en linje fra et af mine digte i en af disse bøger mig pludseligt i hu: “rododendron i mit støjglas”. Den var fra Two-Track Lo-Fi (Utopisk Forlag, 2000), så jeg ledte i et af de få eksemplarer af samlingen jeg har tilbage og fandt digtet i sin helhed:

Tekstudsnit fra Two-track lo-fi

En bjergsang under det åbne vindue

og rododendron i mit støjglas

Eller – “digtet i sin helhed” – samlingens koncept var på sin vis, at fucke med det traditionelle digts rammer. Så jeg komponerede samlingen i to parallelt løbende spor, hvor de enkelte “digte” i hvert spor med vilje var sat op, så det ikke altid var entydigt hvornår det ene sluttede, og det næste begyndte. Man kunne måske også sige, at det var to langdigte sat op ved siden af hinanden. Eller ét langt langdigt komponeret i en art grafisk (lo-fi) stereo. 

Opslag i bogen, der viser opsætning.

Opsætning i undergrunden

Det var så Nikolajs ide at give dem forskellige skrifttyper og sætte den ene spalte i kursiv, samt at sætte de to spalter så tæt op mod hinanden, at det også ind i mellem pludselig skabte mulighed for at lade læsningen krydse grænsen mellem de to spalter – ikke sjældent med det resultat, at denne tilfældighedsoperation gav helt uventede gaver. 
Som det f.eks. er tilfældet omkring netop ovenfor citerede digtsted – hvor man kan læse første spalte ind i den anden, og et nyt “digt” så pludselig lyder:

Når sted bare

blir sted, situation

situation, når der ikke 

er mere at sige eller

gøre eller være, ikke

når det er tilstrækkeligt,

eller mere end det er, bare 

En bjergsang under

når det er det det er

det åbne vindue

og rododendron i mit støjglas

Resten er historie

Samlingens første spalte skrev jeg hjemme i København i begyndelsen af 1999. Anden halvdel i slutningen af 1999 da jeg befandt mig i Darjeeling i Indien og studerede klassisk tibetansk på The Manjushree Centre of Tibetan Studies. I forbindelse hermed boede jeg en måneds tid på et tibetansk kloster i den lille flække Ghoom, nogle kilometer fra Darjeeling. Og jeg mener det var her, jeg skrev det lille digt om rododendronen.

Jeg må have siddet og røget en smøg i smug i vinduet til det lille værelse, jeg havde fået lov at låne, og som tilhørte en tanghamaler, som var midlertidigt bortrejst. Jeg har sikkert tænkt på Coseys tegneseriealbum Nøgne fødder under rhododendronerne. Og set ned over de stejle, træbevoksede bjergskråninger. 

Resten er historie, eller i hvert fald ord. Rododendroner i mit støjglas. 

Fra Two-track lo-fis bagside.