bogoprydning

Bogsamlingens tombola

/ thobjo

Fornylig har jeg ryddet op i min bogsamling. Det var hårdt – men det er en fornøjelse, at have gjort – og så åbenbarer der sig oven i købet titler, som jeg helt havde glemt, jeg ejede.

Bogoprydningens uventede gaver

Når man som jeg elsker at købe bøger, nærer et udtalt anstrengt forhold til bibliotekernes bødesystem og derfor sjældent låner bøger, har svært ved at sige nej, hvis nogen tilbyder mig en bog og ikke er bleg for at have bøger stående, jeg ikke har læst – og tilmed har meget svært ved at give slip på dem, når de først står i min reol (endsige smide dem ud!) – ja, så er det ingen lille opgave at rydde op i samlingen. Men efter i årevis at have udskudt oprydningen, fik jeg den endelig gennemført, og samlingen står nu ret velordnet efter emner, og den skønlitterære afdeling oven i købet ordnet alfabetisk efter forfatter.

Den nye orden gør, at jeg ser med fornyet interesse på titler, jeg aldrig har fået læst. Særligt de (i helt konkret forstand) smalle bøger tiltrækker sig min opmærksomhed, da de antyder, at de er hurtigt læst. En sådan fik jeg øje på blandt den skønlitterære prosa – en lille, hvid bog med titlen At skrive. “At skrive” – det lød jo ret spændende og omend jeg ingen anelse har om, hvordan bogen er kommet i min varetægt, så er det vel en rimelig antagelse, at nogen, der ved at jeg skriver, har foræret mig den – eller måske har jeg selv ved en eller anden lejlighed købt den?

Godt skrevet – men ikke om at skrive

Og bogen holdt hvad den lovede – den var hurtigt læst. Til gengæld føler jeg mig bestemt ikke meget klogere på, hvad det vil sige “at skrive” efter endt læsning. Bogen er sådan set udmærket skrevet – altså: sproget glider godt nok og der er ind i mellem passager af en hvis lyrisk skønhed. Men det meste synes biografisk selvcentreret på en måde, som virker uinteresseret i at udsige noget generelt, endsige alment interessant og tilgængeligt, om det “at skrive”.

Den kvindelige forfatter – Maguerite Duras – bedyrer flere steder, at hun trods det, at hun skriver uforståelige bøger, har haft ret stor succes – som f.eks. med bogen L’Amant, som blev filmatiseret som The Lover i 1992 og var lidt af en blockbuster og handlede (nogenledes selvbiografisk) om en kvindes kærlighedsaffære med en kineser. Så stor succes, at hun på et tidspunkt får råd til at købe et kæmpe hus, hvor hun tilbringer en årrække i ensomhed (bortset fra en strøm af elskere, og godt med gæster, og et rigt socialt liv i byen) med det at skrive. Med Skriften.

Volapyk

Og måske er det også derfor – altså fordi hun skriver uforståeligt – at i hvert fald jeg efterlades med en temmelig tom følelse i hypofysen efter end læsning

Prøv f.eks. følgende passage:

“At være alene med den bog der endnu ikke er skrevet, er stadig at befinde sig i menneskehedens første søvntilstand. Sådan er det. Det er også at være alene med en skrivning, der endnu ligger brak. Det er at prøve ikke at dø af det. Det er at være alene i skjul under krigen. Men uden bøn, uden Gud, uden nogen anden tanke end dette vanvittige ønske om at dræbe Den tyske Nation indtil sidste nazist.”

Efter min bedste evne og overbevisning er det noget nær ren volapyk.

“At være alene med den bog der endnu ikke er skrevet, er stadig at befinde sig i menneskehedens første søvntilstand.” – Hvad i al verden er “menneskehedens første søvntilstand”? Er det arten homo sapiens første søvntilstand – og i så fald, hvem har nogensinde hørt om den, og hvad skulle man også kunne vide om den? Eller er det indslumringsfasen i det enkelte menneskes nattesøvn? Eller er der tale om barnets første søvntilstand? Intet forklares og da slet ikke hvorfor det at være alene med en bog, der endnu ikke er skrevet, er som en søvntilstand – med mindre det da er bogen, som i en eller anden forstand befinder sig i et u-opvågnet tilstand. Men sætningen synes at indikere, at det er subjektet, der er alene med den endnu ikke skrevne bog, som er i søvntilstanden.

“Sådan er det.” – Det er næsten morsomt, for man forstår jo godt, at forfatteren kan føle sig til fristet til at understrege rigtigheden af et udsagn, som ingen mening giver.

“Det er også at være alene med en skrivning, der endnu ligger brak.” – Ja, okay – altså, bogen er endnu ikke skrevet, og i den forstand kan man vel godt sige, at skrivningen ligger brak. Men hvad det ligger til den i forvejen ret uforståelige sag, er svært at se.

“Det er at prøve ikke at dø af det.” – Øh, okay – at være alene med en endnu ikke skrevet bog – og så kan man vel fornemme, at det er forfatteren til den endnu ikke skrevne bog, der er tale om – er altså ikke særlig sjovt. Nej, man er faktisk hele tiden tæt på at dø af det. – Men – har alle forfattere det sådan? Næppe. Der er snarere tale om et meget idiosynkratisk og iøvrigt ret hysterisk udsagn. I hvert fald som det står uforklaret her.

“Det er at være alene i skjul under krigen.” – O-okay? Duras levede 1914-1996 – så det kan jo være, at hun faktisk har prøvet det – og krigen kunne så være 2. verdenskrig. Men jeg forstår ikke et levende suk af, hvordan en søvntilstand kan lignes med at være i skjul under en krig. Der er man vel helt vildt vågen – hvis det f.eks. er under et luftangreb. Men så skal man måske forstå det sådan, at når man er skjult under en krig er man i en art potentiel tilstand, ligesom den endnu ikke skrevne roman? Eller er det snarere sådan, at den der skjuler sig, er ligesom forfatteren, der står foran den endnu ikke skrevne bog? Men i så fald – hvad er krigen så i denne ligning? Jeg forstår det ikke.

“Men uden bøn, uden Gud, uden nogen anden tanke end dette vanvittige ønske om at dræbe Den tyske Nation indtil sidste nazist.” – Uden bøn, uden Gud – som den, der lever i skjul under krigen åbenbart ikke er uden – er forfatteren altså. Og har blot et ønske: at udrydde alle nazister. Så – at skrive bogen er som at udrydde nazister? Eller er der en slags metaforiske nazister, der står mellem forfatteren og bogen? Nej, jeg opgiver.

Skrift og ensomhed

Det er et af de mere uforståelige afsnit jeg har valgt ud, men jeg synes det giver et udmærket billede af bogen. Jeg har ingen anelse om, hvad formålet med bogen er, eller hvad forfatteren har tænkt sig med den. Den skal vel sige noget om hendes forhold til det at skrive. Og der fremgår det så, at det for hende er en meget ensom proces. Men det er omtrent også det eneste, jeg tager med mig fra bogen. Dét og så beskrivelserne af selve det store hus, hvori hun altså skriver, som faktisk fascinerer mere, end udsagnene om at skrive.

Der er visse steder i bogen, der kan minde om Rilkes tanker om det at skrive i Breve til en ung digter. Hvor det også er en pointe at det er, og bør være, en meget ensom sag at skrive. Men hvor man med Rilke dog får en fornemmelse af, hvorfor det med ensomheden er så vigtigt og så stor en pointe, så er det, i hvert fald for mig, ganske uklart hvad Duras egentlig tænker om denne ensomhed. Og hvad det i øvrigt vil sige “at skrive” – det skal man nok kigge i andre bøger for at blive klog på.

Det kan selvfølgelig være, at bogen er anderledes interessant og sigende, hvis man har læst Duras’ øvrige bøger – og det har jeg altså ikke. Men sådan er det når man trækker et lod i bogsamlingens store tombola. Nogle gange er den en indgang til nye, svimlende perspektiver – og nogle gange er det en nitte.

Bogen er oversat fra fransk af Lone Bjelke, efter Ecrire fra 1993, og udkom på dansk i 2004 på Forlaget SAAS. Jeg har læst om Duras i Wikipedia.

Ærligheden uden for loven

/ thobjo

Denne blogpost handler om den lille bog Gertrude af André Gide, Gertrude, oprindeligt udgivet 1919 som La Symphonie Pastorale. Endnu et resultat af den bogoprydning, jeg foretog for nogen tid siden. Ulæste titler dukker op – og så læser jeg dem. Nogle gange.

Dedikationens magi

Forsiden på min udgave af Gertrude.

Denne lille bog, min udgave fra Hans Reitzels Serie 1961 – på blot 91 sider – sendte en solid harpun
gennem mit hjerte. Jeg har haft den stående i 23 år uden at have læst den. Modsat andre af mine bøger ved jeg godt, hvorfor jeg har denne. Jeg fik den af min ven Jakob, som jeg mødte i Tibet i 1996.

Og sandelig om ikke en slags forærings-dedikation pryder første opslag. Og dedikationen er behørigt rørstrømsk: “…prøv at bruge din indre styrkes blinddom, gør dig stor vind, gå på vandet, lev sekundet…” – det er ikke dårligt at mytologisere bøger med dedikationer. De gør bøgerne som fysiske objekter til noget særligt, som ikke nok så megen digitalisering kan ændre på.

Den syndfrie stemmes lokken

Jeg læste den som en kniv, der glider ned gemmen en pakke varmt smør og var velfornøjet men også provokeret gennem det meste af processen. Den handler om en præst der er ude at tilse en død, gammel kone. Og i hjørnet af den faldefærdige rønne sidder en blind lille pige, der ej heller kan tale.

Præsten tager hende til sig og på turen hjem i hestevognen sidder pigen lænet op ad hans ben. Præsten lærer hende at tale og naiviteten i det, som pigen begynder at kunne sige, lokker præsten i uføre. Men det ved han ikke. Han hører blot en stemme fra før syndefaldet, en lokkende, syndfri stemme, som lærer verden at kende som fandtes ondskaben (og lysten) ikke. Og præsten sørger for, at ondskaben ikke skal finde pigen. Tror han. Bilder han sig selv ind. For han kan jo ikke se, at han selv er ond (og lysten).

Han opdrager hende – et gammelt tema, dette med at en ældre vidende person tager et ungt menneske til sig og giver det sin viden. Præsten foretager sig dog intet seksuelt med den unge Gertrude. Men langsomt dæmrer det for ham, at han elsker hende – hvilket selvfølgelig ikke er helt enkelt med kone og børn på sidelinjen. Men – mange ord går på at bedyre, at hans kærlighed er uskyldig og ægte og ikke til at tage fejl af.

Den moralske jalousi

André Gide (1869-1951).

Indtil – og det er her romanen tager en drejning mod det geniale – præsten opdager, at hans søn kurtiserer Gertrude. Det sker i kirken hvor Gertrude øver sig på orglet. Det viser sig, at Gertrude lidt for ivrigt har sendt præsten bort i sin øvetid, og ved et tilfælde opdager han, at sønnen dukker op, når han ikke er der.

Fluks går præsten igang med at overbevise sønnen om, at det er alt for beskidt af ham, at ville udnytte en sådan blind pige til giftermål, og hvad der må følge heraf. Sønnen indordner sig, og tager på vandreture med en ven, som han ellers havde droppet. Præsten er glad, så har han sin Gertrude for sig selv igen. Men så let går det ikke.

Dog, Gertrude erklærer sin kærlighed til præsten, alt er på nippet til en vanvittig affære – men så får Gertrude en øjenoperation, og ser præsten. Og indser at det var sønnen, hun egentlig ville have. Og et i første omgang mislykket selvmordsforsøg ender med at lykkes: Exit Gertrude.

Hvis moral er godt – er dobbeltmoral dobbelt så godt

På den måde er bogen en præcis dissekering af, hvad “moral” kan skjule at uudlevede lyster, som bliver brugt til at forhindre andre i, at forfølge deres lyster. Jeg forstår hvorfor den i 1919 kan have haft så kraftig en virkning. Men budskabet er lige aktuelt idag.

Det jeg især tager med mig fra denne bog er følgende citat, som er snedigt på mange niveauer – for det er præstens refleksioner over sønnens måde at gebærde sig oven på at måtte give afkald på Gertrude: “Det ærgerlige er, at det bånd, som han havde måttet lægge på sine følelser nu forekommer ham at være godt i sig selv; han vil nu lægge det bånd på alle.” For det er jo præcis det bånd, præsten lægger på sønnen, fordi han ikke selv kan komme i lag med Gertrude.

Vi lever i en verden af uindfriede lyster, og det er kun alt for fristende, at prøve at forhindre andre i at få det, man selv har givet afkald på. Gides roman prøver at gøre verden til et bedre sted ved at forhindre os i at gøre netop det.

Uden for loven er livet

Der var også et andet sted i bogen, som tiltrak sig min opmærksomhed, hvor Paulus citeres: “Da jeg tidligere var uden for loven, da levede jeg; men da budet trådte i kraft, fik synden nyt liv og jeg døde.” Det mindede mig om en fantastisk linje af Bob Dylan fra sangen “Absolutely Sweet Marie”: “To live outside the law you must be honest.” Et udsagn som igen giver mindelser om et sted i Tao te king:”Jo flere regler og bestemmelser, / jo flere tyve og røvere.”

Dét er vel gåden, som Gide i Gertrude prøver at løse: At man kun kan handle “forkert” når syndsbevidstheden er kommet ind i billedet. Og at det vi forhindres i via moralen, gør at moralen forstærkes via vore egne forsmåede ønsker. En slags selvforstærkende virkning: Hvis jeg ikke måtte få det, må de andre fandme heller ikke.

Hvis der gives et “rigtigt” og “forkert” er det svært at se hvordan det undslipper Gides analyse. På den måde blotlægger han menneskesjælens mysterie: Vi kan gøre alt, men hvis vi gjorde det, ville det være forkert. Men vi gør det alligevel og det er forkert. Måske er den ultimative lære fra Gide, at vi måske skal lade være med at lyve over for os selv og andre om det. Og at der ligger en slags kvantespringets frelse i netop det.

___________________________

Indlægget her blev bragt første gang i 2020 ovre på blogspot.