Et nyt år er begyndt og det er nok de færreste af os, som går ind i det med en god følelse af ro i maven. Men midt i denne verden, der synes at være ved at gå op i limningen, er der stadig lyspunkter. Et tindrede frem for mig nytårsaftensdag, da jeg læste Arne Herløv Petersens omtale af min nye bog Vindens kartotek II på Facebook.
Udsnit af omslaget til Vindens kartotek II.
Det er præcise og stærke ord fra en af de store i dansk litteratur, som gør mig stolt og glad. Uanset hvor sikker man kan være på, at det man har skrevet, sidder i skabet, hvor det skal, er det alligevel af utrolig stor værdi, at få bekræftelse fra omverdnen.
Og Arne Herløv Petersen er ikke Hr.-hvem-som-helst. Han debuterede som digter i 1962 og har et omfangsrigt forfatterskab bag sig. Jeg har slet ikke læst alt af ham, men det jeg har, kan jeg lide. Der er visionær fantasi og sans for kosmisk skala. Og så er Herløv Peteren desuden en væsentlig oversætter af især ældre kinesisk poesi til dansk.
Her er hvad Herløv skrev:
“Han er digter
Thore Bjørnvig er digter. Han ser på verden med nye øjne. Han bevæger sig mellem verdens sarte tråde og en underverden af tortur og voldtægt. Han kan krænge sproget på vrangen og risle stille ned gennem sindet. Hans bog ”Vindens kartotek II” består af ti situationer, ti billeder af verden med titler som ”Togstationer”, ”Planeter” og ”Hvaler”. Og alle de billeder, der kommer frem, er gennemtrængt af et overbevisende lyrisk sprog. I steder for udefra at fortælle, hvordan de billeder er, vil jeg plukke tre af dem og vise dem frem. Så kan man selv se, hvad Thore Bjørnvigs kunst består i. Det er ikke de voldsomste af digtene, jeg har valgt, men de digte, der fik mig til at tænke, at dette er lyrik, som danner billeder, der bliver i læserens sind, når bogen er lukket.
Togstationer II
Ad skinnernes glinsende floddelta skingrer de første morgentog hjulene hakker og hamrer hver gang de rammer et sporskifte farten sænkes nær banegården, hvor de sidste branderter stavrer med parallelklippende øjne ind i togstammen, hvor de opløses: brusetabletter i gryets dødvande der siver gennem rudernes ler.
*
Stofskifte IV
Galaksens spiral er som vandet i en håndvask – langsomt løber livet ud. på vej i den lysende hvirvel skummer det over, på engen vipper klokkeblomsterne i den blide vind en understrøm af varme, der løfter sommerfugle som glitren på uroligt vand
*
Hvaler V
Flokke af øresvin klikker sig vej til fiskestimer mellem skyskraberes lodrette rev, jager dem sammen med luftbobler, spiser sig mætte i sølvblanke kroppe, dykker forbi rustne bussers duvende tangskove husker svagt de landlevende hårløse aber, der forsøgte at lære deres sprog som forberedelse til kosmiske møder, leger tagfat ind og ud ad vinduer, hjemme overalt indfødte i det vægtløse nærvær.”
Ideen til titlen Vindens arkiv kom relativt tidligt i processen med at skrive teksterne – men hvorfra?
Jeg husker den utilfredsstillende følelse det var, ikke at kunne kalde det, jeg skrev på, noget. Bunken med tekster voksede lige så stille, men jeg savnede noget, der kunne samle det, give det retning og form – en titel. Reglen for projektet, som hurtigt blev etableret var, at hver tekst skulle handle om en ting eller et fænomen i verden. Huse, hvaler, fugle, skyer, hænder. Metoden var også sat i verden: Hvert digt skulle indeholde fem dele, der hver kastede forskelligt lys på fænomenet.
På et tidspunkt slog det mig, at det jeg foretog mig måske kunne ligne en videnskabsmands noter, men her i poetisk form. Taget under studier i felten på små kort, og siden ordnet i et kartotek. Som de første videnskabsfolk, for eksempel den svenske botaniker Carl Linné, der udviklede det første klassifikationssystem for planters seksualitet. Linné endte med enorme mængder af små kort, der var stort set lig de kartotekskort, der senere blev anvendt på f.eks. biblioteker. Men hvorfor kort? Fordi det var muligt hele tiden at flytte dem rundt, blande dem, indsætte dem i nye sammenhænge, efterhånden som nye teorier blev udkastet.
Så – et kartotek over iagttagelser. Men hvordan var de endt her, hos mig – og i den bog, jeg var begyndt at tænke på at udgive? Jeg tror titlen bare dumpede ned, poppede op, hoppede ind; bum. Hvorfor “vindens”? Måske…var vinden blæst gennem et kartotek, havde hvirvlet kortene op – og så var de landet her, hos mig, i bogen? Det gav mening. Og lød godt, syntes jeg: “Vindens kartotek”. Men snart begyndte betydningerne at knopskyde. Kunne det være at forholdet var anderledes? At det måske var vindens eget kartotek, som kortene, teksterne, kom fra? I så fald måtte de jo være nedskrevet af vinden selv. Og indeholde hvad? Vindens iagttagelser, selvfølgelig.
Det kunne passe med, at der ikke var noget jeg i teksterne. Det var endnu en af de regler, som de første tekster etablerede: Intet “jeg”, ingen holdning, ingen dom, ingen fortolkning. Bare iagttagelse. Vinden kommer overalt i verden, rejser ustandseligt gennem den, ser alt, oplever alt, men har intet blivende sted, er næsten intet i sig selv. Og forbinder dog alt, rører alt, bevæger alt. De bibelske ord dukkede op: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« (Jhs. 3,8) De ord har altid rørt noget i mig.
Vi mærker vinden, der rører os, løfter os, vælter os – men vi mærker den kun her og nu. Resten er et mysterium, det eneste virkelig interessante, og med ordenes flagermuseskrig afsøger vi mørkets konturer.
Jeg har læst Ib Michael siden jeg var teenager. Den første bog var vistnok Himmelbegravelse, digtene fra Tibet. Den tændte en rejsedrøm, som endte med at jeg i 1996 sad på taget af Jokhangtemplet i Lhasa og læste hele bogen op for min rejsemakker Mikkel. Efter Himmelbegravelse læste jeg Kilroy Kilroy, Kejserfortællingen, Rejsen til det grønne firben, Rejsen tilbage. Og siden Vanillepigen, Den tolvte rytter og Det lukkede øje, og siden måske Brev til månen, i hvert fald Prins, Kejserens atlas, Mit år (ironisk-kærligt i mit indre bibliotek kaldt Mit hentehår), Vinden i metroen og Rosa mundi (de to andre digtsamlinger Michael har skrevet), Og så var verden deres. Og sidst Himlen brændte og En anden sol, som jeg skrev om på videnskab.dk. Sidstnævnte gjorde, at Ib Michael skrev til mig i 2015 og spurgte, om jeg ikke ville interviewe ham på Bogforum. Det var lidt som at få et opkald fra selveste Solkongen, eller noget i den retning. Jeg sagde selvfølgelig omgående ja.
Da jeg var ung tændte Ib Michael, og sammen med ham Troels Kløvedal, mine rejsedrømme. Jeg var instantly en sucker for den særlige Michaelske magiske realisme, jeg elskede det virkelighedsudvidende sprog – at der her var en forfatter, som viste at livet kunne være et eventyr. Venner omkring mig med bedre smag synes at det var en parfumeret omgang eskapisme, men jeg har nu aldrig svigtet kaldet fra drengedrømmenes febervilde verden når det kom til Michaels bøger. Selvom jeg langfra har læst det hele. Der har været bøger som jeg af en eller anden grund ikke har haft fidus til, Atkinsons biograf, f.eks., eller Grill, eller De syv rejser. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor og måske hapser jeg dem ved anden lejlighed.
Blockbusteraction og metaforer på syre
Men for nylig kom Logbog ved rejsens afslutning, som min storebror læste og anmeldte, og da jeg var sammen med ham, da han skrev anmeldelsen færdig, hørte jeg en del om bogen og blev nysgerrig. Så da jeg på dette års Bogforum fandt den i en meterhøj stak til en hund måtte den med hjem i tasken. Nu har jeg læst den i et par store mundfulde – for sådan læser man, jeg, Michael: I store slurke. Sproget glider altid enormt let, også selvom det ofte leger med subjekt-objekt-dualiteterne og kan lide at hælde syre på metaforerne. Men der er også det ved Michael – og det er vel en af grundene til, at han er blevet bestseller – at han også kan skrive helt vildt actionmættet, næsten Hollywood-actionfilmisk. Kejserens atlas kunne nok snildt forvandles til en cinematisk blockbuster. Og så gør det jo ikke noget, at det også næsten altid er intelligent og overraskende; hans bøger er ikke blot intelligente thrillere, men også måske på en måde virkelighedsthrillers.
Det forkælede firbens rejse
Så Logbog ved rejsens afslutning måtte læses. Forventningen til bogen var, at det ville være en form for testamente – og den blev ikke skuffet. Det er en anderledes bog end meget af det øvrige forfatterskab; mest i familie er den vel med Mit henteår, undskyld, Mit år, om end jeg altså ikke har læst forfatterskabet til bunds. Den foregiver at være et sandrueligt tilbageblik (med et par drilske slag med den (tabte?) fabulerende firbenshale) over livet og bærer et vist præg af, at regnskabet skal gøres op. Og sikke et liv. Det vil nok være de fleste, der efter endt læsning kigger tilbage over deres eget liv, og føler en hvis inkongruens. For det er dog alligevel pokkers, som alting syntes at lykkes for Michael, lige fra kvinder, over rejser og trips, til forfatterskabet.
Jeg har et mærkeligt blandet forhold til 60er-generationen. Mentalt har jeg på mange måder haft den verden, som de satte op, som indre pejlemærke og virkelighedsramme. Indenfor populærmusikken har tiden mellem ca. 1965 og 1975 betydet noget særligt for mig og hele hippieromantikken har øvet en sælsom trolddomsmagt over mig. I dag er mit absolutte yndlingsband Grateful Dead. Samtidig med at der i mig har været en stødt voksende skepsis ift. hele ideen om at bryde alle normer ned; kollektivernes uhyggelige skjulte magthierarkier og Tvind-agtige, påtvungne egalitarisme; ideen om det polyamorøse paradis, marxismen og de hårde stoffers indtog. Den totale ansvarsforflygtigelse. Det spændingsfyldte blandingsforhold dukker op igen når jeg læser Logbog ved rejsens afslutning.
Uanset hvad Michael i øvrigt gør for at fortælle om, hvor hyggeligt han har det med sin datter Sita, og uanset hvor meget han indrømmer, at det havde omkostninger at leve, som de gjorde dengang, kan jeg ikke lade være med at læse efter den skjulte modstand under ordene, der glider nok så lækkert og let derudad. Set på én måde tegner Michael et liv, der er misundelsesværdigt fyldt af eventyr, vilde stofoplevelser, rigelig og kaotisk erotik, eksotiske rejser og peak-oplevelse efter peak-oplevelse – og i øvrigt et über succesfuldt forfatterskab. Men læser man, som jeg ikke kan lade være med, mod denne medrivende fortælling, er det også historien om en frådende, megalomanisk egoist, der følger sine drømme koste næsten hvad det vil.
Børn overbord!
Datteren Sita fylder en del i bogen, og selvom det er forholdsvist klart, at Michael kun er nogenlunde tilstede i hendes liv til omkring treårsalderen, så er der mange nedslag der beretter, hvor godt hun trives her og der, og hvor godt de hygger og leger sammen. Bla. da Ib Michael kommer delvist sindsforvirret hjem efter heftige peyoteindtag og sin første store rejse til Mayalandet, og nærmest tror han er indianer, inklusiv indiansk outfit. Så er han rigtig god at lege med. Men gad vide hvor trygt det har været? Når man har læst Nadja Kløvedal Reichs og Lærke Kløvedals erindringsbøger om at vokse op i 60er- og 70er-kollektiverne og skyggerne af hh. Ebbe Kløvedal Reich og Troels Kløvedal, kan man nok have sine tvivl.
På en måde er der jo ikke noget nyt i dette: At store kulturelle ikoner trækker en malslipstrøm af skibbrudne skæbner efter sig. Det gør de jo fordi de er så fulde af sig selv og deres store tanker og betydning, at de bliver nødt til at se stort på de ofre, andre må bringe, for at de kan realisere deres potentiale. Eller sagt på en anden måde: Deres storhed gør alle andre skæbner mindre, ja, det er netop de mindre skæbners lod, at se og følge dem som fyrtårne. Hvad det kan koste for de pårørende og familien, herunder børnene, er for nylig undersøgt i Åsa Beckmans Kulturbørn, hvis danske udgave Nadja Kløvedal Reich da også har skrevet forord til.
Den eksotiske paradisfugl i andegården
Der er et behov for sådanne fyrtårne, og for at fyrtårne kan være fyrtårne bliver de ligesom nødt til at fylde lidt i landskabet. Ligesom den indiske guru, som Michael på et tidspunkt følger – med isvandsgennemvædet kyskhedsbælte og hele gøjemøget. Måske ligger der lidt af en skyggespejling i bogen her. Det ender med at Michael afslører, at den gode guru, der afkræver seksuel afholdenhed af sine disciple, selv giver de unge piger særlige velsignelser; dvs. knepper dem på livet løs. Det er den store løgn, som Michael med nød og næppe undslipper, da han atter kaster sig ud i det vellystne hav af fotomodeller, man kan forstå han boltrer sig i – af hjertesorg, da den store forelskelse ikke bliver gengældt. Men måske har Michael en rem af huden. Tanken kan dukke op, når han i bogen beskriver, hvilken status og attråværdighed det giver en, når man vender tilbage fra det fremmede som eksotisk paradisfugl i andegården.
Selvtilfredshedens kapital
Der er i hvert fald ingen alvorlig og dybtgående hudfletning af ham selv at finde i bogen; ingen særlig skyld eller skam at spore. Men på en måde var – og er – det måske også en af 60er-generationens helt store, imponerende evner: Den overstrømmende taknemmelighed over, hvor fedt det hele egentlig dybest set bare var, hvor gyldent det var at leve livet fuldt ud, uden moralens svækkelse af hjernen (som det med et citat af Rimbaud hedder i bogen), en slags højstatusgivende, nykkefri livstilfredshed. Hvis man nogensinde har hængt ud med mere moderne udgaver af hippier ved man, i hvor høj kurs det står, at man er cool og afslappet, at man fråder livets gyldne øjeblikke, at man er oppe og glad og positiv. Ja, det kan faktisk blive ganske tydeligt for en, at det er en slags kapital, omtrent som depressionen og negativiteten blev en kapital i hippiebørenens oprørsbevægelse, punken.
På den måde læst er der passager i Logbog ved rejsens afslutning, som synes at gabe efter mere ilt, mere sandhed, eller måske mere perspektiv – og her tænker jeg ikke på f.eks. kvantemekanisk perspektiv, som bogen bugner af, men måske bare andre perspektiver end Michaels eget. Det er ikke fordi der ikke er skygger i beretningen og Michaels liv. Der er ulykkelige forelskelser, der er nedture, og der er tvivl, usikkerhed og forvirring undervejs. Men der er også et regnskab som i sidste ende gøres meget, og måske lidt for, nydeligt op: Det har været alletiders fede trip, livet er godt, Mesteren kan dø mæt og tilfreds.
At leve med et forfatterskab
Hvis man følger et forfatterskab over mange år, følger man også dets udvikling, samtidig med, at man selv udvikler sig sideløbende med det. Det er noget andet at læse Ib Michael som 15-årig, end det er at læse ham som 53-årig. Og der er også noget anderledes over Michaels måde at skrive på i Logbog ved rejsen ende, end i mange andre af hans bøger. Der er selvfølgelig det, at det ikke synes at være fiktion; det er intime, dagbogsagtige betragtninger over levet liv, med berettende nedslag i knudepunkter undervejs. Der er antydningen af et mindre opstyltet, mere nede-på-jorden-sprog, og så i øvrigt en del morsomme steder, hvor det er tydeligt, at Michael kæmper med den snerpede tidsånd i 20erne; hvilket f.eks. skinner igennem da han beskriver et besøg hos en eskimolog, og undskylder, at det hed det altså dengang. Men der er også et klart genkendeligt Michael-DNA, som har holdt sig ganske Peter Pansk lysende fra begyndelsen til slutningen af forfatterskabet: En stadig insisteren på, at virkeligheden er langt større og mere fantastisk, end de fleste gør sig begreb om. Det er fra start til slut dette, der er afgørende brændstof i forfatterskabet.
For guds skyld: Vælg blæksprutten!
Og det kan jeg ikke lade være med at elske, uanset hvor meget den medrivende fortælling i understrømme stritter i alle mulige andre, genstridige og ufortalte retninger. Der er ikke noget der giver mig lyst til at udforske grænserne for min eksistens, som en bog af Ib Michael. Hos ham mødes magisk realisme med science fiction og tilsat et heftigt mix af ayahuesca, psilocybin, kokablade og cannabis bliver det en boblende heksegryde, ikke helt ulig den, der pryder forsiden til Steppeulvenes Hip-plade – Steppeulvene, som Michael naturligvis også nåede at være på trip med. Og op af gryden stiger vilde og overraskende syner; som f.eks. beretningen om, at hvordan Michael via en glasperle ophængt i et vindue er i nærmest daglig kontakt med et blækspruttelignende væsen, der ligner en tibetansk munk, i et fjernt stjernebillede. Fra dette væsen modtager han et mantra, som siden viser sig at være et indiansk ord.
Det er en mærkelig historie (som med variationer også findes i Og de skal eje Jorden), men der er ikke noget der umiddelbart tyder på, at Michael ikke selv tager den for gode varer. I hans verden var det tilsyneladende sådan, at han var i kontakt med et væsen fra en anden planet. Det er et interessant vidnesbyrd og man kan ikke lade være med at tænke på, hvad han egentlig tænker om det i dag. Det får man som læser ikke noget at vide om. Det bliver bare fremlagt som et faktum, uagtet at det lyder som noget en psykotisk person kunne erfare. Men – måske er virkeligheden bare langt vildere, end man skulle tro… Uanset hvad er der kraft i historien, og det ved Michael også godt, da han afslutter sin bog med følgende ord: ”Jeg takker i det hele taget mine mange læremestre og vil gerne kvittere med et godt råd: Hvis du skal vælge mellem en swami fra Rishikesh og en blæksprutte, så tag for guds skyld blæksprutten.”
Det latterudbrud der gennemskyllede mig ved læsningen af disse ord var befriende og frugtbarhedsgivende. Det er fantasiens muskel der spiller i sproget, ånden der blæser i benfløjterne; det er kroppens mangearmede klogskab, der griber i den elektrisk ladede luft. Og det er et svirp af en tentakel fra en anden verden. Se bare, den er dér – lige på den anden side af syntaksen! Måske den store kunst i sidste ende er, at lære hvordan man overskrider sine egne grænser uden at overskride andres.
De fleste, der opfatter sig selv som digter eller forfatter må kende det absurde, ja nærmest fetishistiske forhold, man har til notesbogen. Har man ikke en notesbog, er man ikke en rigtig forfatter. Eller – sådan har jeg det i hvert fald. Det hører til forfatteridentiteten og er blevet mytologiseret af Bruce Chatwin i Drømmespor – hvor han fortæller om sine elskede Moleskine-notesbøger, en helt bestemt notesbog, som han bare må have. Hvilket producenterne af Moleskine så tog op og brugte som reklame for deres notesbøger, som siden har erobret verden i en grad, at man ikke kan gå ind i noget der bare ligner en boghandel, uden at der står mindst én yderst velassorteret stand med Moleskinebøger.
Nogle gange er der også gæsteoptrædender i ens notesbøger.
Notesbogen som man har med sig overalt i det tilfælde at en tanke, en ide, en sætning, et ord skal melde sig – og intet ville jo være værre, end hvis man glemte indfaldet. Derfor notesbogen. Og der er noget magisk over det, man skriver i sin notesbog. Fordi det er her Værkerne begynder. Og det er i notesbøgerne den helt abnormt interesserede eftertid vil lede efter spor efter, hvem Man Virkelig Var, og Hvorfor Man Skrev Hvad Man Gjorde. Og mange andre ting som fortjener, at man skriver dem med stort begyndelsesbogstav.
Hånden på hjertet: Hvem med en forfatter i maven føler det ikke sådan? Det kan selvfølgelig være, at der er enkelte, der har andre præferencer, og måske undgår yngre generationer end min at spilde tiden på at skrive ting i hånden på noget så oldnordisk som “papir”. Men hvis det er sådan det er (og jeg har nu mine tvivl), så lad det være, hvad det er. Jeg sværger til min notesbog. Eller rettere: notesbøger. For jeg har ikke kun en notesbog. Jeg har flere. Mange ville en del måske mene. For mange ville flere endnu måske mene. Det vender jeg tilbage til.
Notesbogens magi
At noget er en “fetish” betyder, at man dyrker en eller anden genstand helt overdrevet i den tro at genstanden på en eller anden måde kan etablere en højere og mere intens virkelighed end genstanden i sig selv egentlig indikerer. Og det er præcis hvad jeg mener en notesbog kan. Det er ikke ligegyldigt hvilken notesbog man skriver i. Selve notesbogens fysiske fremtoning er afgørende: Sidernes kvalitet, størrelsen, om den er linieret eller ej, tykkelsen af papiret, papirets farve: Alt sammen betyder noget for, hvad det er man skriver i dem.
Det er ikke det samme som at sige, at geniale digte kun kan skrives i notesbøger til 3,5 kr. pr side. Da jeg begyndte som ganske ung var det kinabøger til en 5’er, eller der omkring, i kinabutikken på Strøget. Men det jeg skriver formes af det medie jeg skriver det i, eller på, og her er prisen ikke afgørende. Det er notesbøgernes fysisk udformning der betyder noget, og nogle gange er en billig Tigerbutik-notesbog det bedste. Notesbogens fysik er så afgørende, at jeg har bestilt en særlig ladning af typen “Aurora” fra en boghandel i Holland, som er den eneste der har lige præcis den størrelse, som af uransalige årsager gør, at jeg kan skrive godt, stødt og uforstyrret i dem, og uden at jeg får krampe i armen.
Aurora-notesbøger.
For mange år siden kunne man få præcis denne notesbog – uden linjer – i København og jeg købte et par stykker og når jeg læser tilbage i netop disse notesbøger, synes jeg at de gav min skrift noget særligt. Så nu har jeg bestilt dem igen under stort besvær og med det lidt sørgelige resultat at de kun havde dem med linjer. Men det går alligevel, gør noget alligevel. Det er absurd – ja. Men det er virkeligt nok. Ligesom musik på vinyl. Får man musikken digitalt i høj nok opløsning er der intet logisk der taler for vinylpladens suverænitet. Men måske er det ligesom med mad, hvor enhver kok vel ved, at serveringen betyder hvis ikke alt, så dog en hel del. Den flot anrettede mad smager bedre end maden, som er slasket tilfældigt op i en dyb tallerken.
Variation er livets krydderi
I en del år har jeg ikke dyrket notesbøgerne særligt meget. Nu er jeg begyndt igen. Og det er en udsøgt fornøjelse. For tiden kører jeg tre typer parallelt – som sagt er en ikke nok. Dagbogen er beskrevet; dertil kører jeg en kombineret tegneskitse- og notesbog som hedder “Sketchbook” og som fås til kun ca. 50 kr. i Tutein & Koch, som har dejligt rå sider som er gode til blyantskitser, men lidt hård ved tuschpennes spids, men jeg kan lide den taktile modstand. F.eks. gør det, at en af mine yndlingstuscher sprutter herligt henover siden når jeg skriver. Jeg kan godt lide, at det bliver fysisk at jeg skriver. Det er ikke ligegyldigt.
Sketchbook-notesbogen.
Opslag i Sketchbook…
Den tredie type notesbog er en lille sag, som kaldes “Monochrome” og også kan købes til en billig penge i Tutein & Koch, vistnok ikke mere end en 10’er stykket. Det er en lille nobel sag med kridhvide sider og linjeret. Men lidt bredere end de fleste små notesbøger og det kan jeg godt lide.
Dagbogen er til de lange beretninger om hvad dagen bragte, skitsebogen er til tegninger, tanker og digte, og den lille notesbog er til huskesedler, aforismer, citater, og i enkelte tilfælde også digte. Hver især gør de noget ved min skrift og mine tanker. Og jeg veksler bevidst mellem dem for at malke min inspiration for forskellige dimensioners værdier.
Skåret i glæden
Opslag i Sketchbook…
Det er altså altsammen meget smukt. Men der er selvfølgelig et skår i glæden, en slange i paradiset – en lille slagskygge, som kastes langt ind over notesbøgernes ellers så skønne landskab. Og det er, at jeg aldrig kan finde den helt perfekte notesbog. Der er altid en eller anden lille ting som gør, at en notesbog heller ikke denne gang var den Ideelle Notesbog
Min “Sketchbook” på billedet ovenfor har f.eks. et omslag, der sidder løst omkring bogen, og som hver gang jeg åbner den er ved at falde af. Den lille Monochrome-notesbog har linjer, hvilket jeg ikke er helt tilfreds med, og så er den måske lige akkurat en lille smule for tynd. Og Auroradagbøgerne, ak, har altså også linjer, og det bliver aldrig helt det samme, som dem jeg engang faldt tilfældigt over i en tilbudskasse og som var uden linjer. På denne måde beskriver notesbogsbesættelsen også den evigt uindfriede søgen efter det perfekte. Ikke helt uligt hvordan livet i det hele taget er.
Åndens dynamo
“Monochrome” notesbog.
Ord er ånd fortættet, og måske er det min protestantiske opdragelse som gør, at jeg kvier mig lidt ved at indrømme betydningen af det rent fysiske element i skriveprocessen. Men selvfølgelig er jeg langt fra den første, der kommer med denne indrømmelse. Var det ikke Turèll der var med til at mytologisere den magiske IBM-skrivemaskine med kuglehovede? Er det ikke Tomas Espedal som siger, at notesbøgerne er det egentlige værk? Chatwin har jeg allerede nævnt.
Opslag i Monochrome notesbog.
Er der en morale til denne lille højsang til notesbogen? Måske blot det, at vi bliver til i modstanden som verden giver os. Og at der er grunde til at vi foretrækker det ene frem for det andet. Og at det er i den fysiske modstand at inspirationen anspores og bliver til den ånd, som overskrider mediet. Bøger – og notesbøgerne som muliggjorde dem – giver os adgang til andre sind, til sandheder og løgne og indsigter og visioner, som gør transcendensen mulig – overskridelsen af os selv. Måden at give os selv tilbage til verden. For det er det notesbogen betyder. At vi ønsker at give os selv til verden.
———————————
Dette blogindlæg bragtes første gang i 2019 ovre på blogspot; her gengives det i let redigeret form.
Thore Bjørnvig 