Et nyt år er begyndt og det er nok de færreste af os, som går ind i det med en god følelse af ro i maven. Men midt i denne verden, der synes at være ved at gå op i limningen, er der stadig lyspunkter. Et tindrede frem for mig nytårsaftensdag, da jeg læste Arne Herløv Petersens omtale af min nye bog Vindens kartotek II på Facebook.
Udsnit af omslaget til Vindens kartotek II.
Det er præcise og stærke ord fra en af de store i dansk litteratur, som gør mig stolt og glad. Uanset hvor sikker man kan være på, at det man har skrevet, sidder i skabet, hvor det skal, er det alligevel af utrolig stor værdi, at få bekræftelse fra omverdnen.
Og Arne Herløv Petersen er ikke Hr.-hvem-som-helst. Han debuterede som digter i 1962 og har et omfangsrigt forfatterskab bag sig. Jeg har slet ikke læst alt af ham, men det jeg har, kan jeg lide. Der er visionær fantasi og sans for kosmisk skala. Og så er Herløv Peteren desuden en væsentlig oversætter af især ældre kinesisk poesi til dansk.
Her er hvad Herløv skrev:
“Han er digter
Thore Bjørnvig er digter. Han ser på verden med nye øjne. Han bevæger sig mellem verdens sarte tråde og en underverden af tortur og voldtægt. Han kan krænge sproget på vrangen og risle stille ned gennem sindet. Hans bog ”Vindens kartotek II” består af ti situationer, ti billeder af verden med titler som ”Togstationer”, ”Planeter” og ”Hvaler”. Og alle de billeder, der kommer frem, er gennemtrængt af et overbevisende lyrisk sprog. I steder for udefra at fortælle, hvordan de billeder er, vil jeg plukke tre af dem og vise dem frem. Så kan man selv se, hvad Thore Bjørnvigs kunst består i. Det er ikke de voldsomste af digtene, jeg har valgt, men de digte, der fik mig til at tænke, at dette er lyrik, som danner billeder, der bliver i læserens sind, når bogen er lukket.
Togstationer II
Ad skinnernes glinsende floddelta skingrer de første morgentog hjulene hakker og hamrer hver gang de rammer et sporskifte farten sænkes nær banegården, hvor de sidste branderter stavrer med parallelklippende øjne ind i togstammen, hvor de opløses: brusetabletter i gryets dødvande der siver gennem rudernes ler.
*
Stofskifte IV
Galaksens spiral er som vandet i en håndvask – langsomt løber livet ud. på vej i den lysende hvirvel skummer det over, på engen vipper klokkeblomsterne i den blide vind en understrøm af varme, der løfter sommerfugle som glitren på uroligt vand
*
Hvaler V
Flokke af øresvin klikker sig vej til fiskestimer mellem skyskraberes lodrette rev, jager dem sammen med luftbobler, spiser sig mætte i sølvblanke kroppe, dykker forbi rustne bussers duvende tangskove husker svagt de landlevende hårløse aber, der forsøgte at lære deres sprog som forberedelse til kosmiske møder, leger tagfat ind og ud ad vinduer, hjemme overalt indfødte i det vægtløse nærvær.”
Ideen til titlen Vindens arkiv kom relativt tidligt i processen med at skrive teksterne – men hvorfra?
Jeg husker den utilfredsstillende følelse det var, ikke at kunne kalde det, jeg skrev på, noget. Bunken med tekster voksede lige så stille, men jeg savnede noget, der kunne samle det, give det retning og form – en titel. Reglen for projektet, som hurtigt blev etableret var, at hver tekst skulle handle om en ting eller et fænomen i verden. Huse, hvaler, fugle, skyer, hænder. Metoden var også sat i verden: Hvert digt skulle indeholde fem dele, der hver kastede forskelligt lys på fænomenet.
På et tidspunkt slog det mig, at det jeg foretog mig måske kunne ligne en videnskabsmands noter, men her i poetisk form. Taget under studier i felten på små kort, og siden ordnet i et kartotek. Som de første videnskabsfolk, for eksempel den svenske botaniker Carl Linné, der udviklede det første klassifikationssystem for planters seksualitet. Linné endte med enorme mængder af små kort, der var stort set lig de kartotekskort, der senere blev anvendt på f.eks. biblioteker. Men hvorfor kort? Fordi det var muligt hele tiden at flytte dem rundt, blande dem, indsætte dem i nye sammenhænge, efterhånden som nye teorier blev udkastet.
Så – et kartotek over iagttagelser. Men hvordan var de endt her, hos mig – og i den bog, jeg var begyndt at tænke på at udgive? Jeg tror titlen bare dumpede ned, poppede op, hoppede ind; bum. Hvorfor “vindens”? Måske…var vinden blæst gennem et kartotek, havde hvirvlet kortene op – og så var de landet her, hos mig, i bogen? Det gav mening. Og lød godt, syntes jeg: “Vindens kartotek”. Men snart begyndte betydningerne at knopskyde. Kunne det være at forholdet var anderledes? At det måske var vindens eget kartotek, som kortene, teksterne, kom fra? I så fald måtte de jo være nedskrevet af vinden selv. Og indeholde hvad? Vindens iagttagelser, selvfølgelig.
Det kunne passe med, at der ikke var noget jeg i teksterne. Det var endnu en af de regler, som de første tekster etablerede: Intet “jeg”, ingen holdning, ingen dom, ingen fortolkning. Bare iagttagelse. Vinden kommer overalt i verden, rejser ustandseligt gennem den, ser alt, oplever alt, men har intet blivende sted, er næsten intet i sig selv. Og forbinder dog alt, rører alt, bevæger alt. De bibelske ord dukkede op: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« (Jhs. 3,8) De ord har altid rørt noget i mig.
Vi mærker vinden, der rører os, løfter os, vælter os – men vi mærker den kun her og nu. Resten er et mysterium, det eneste virkelig interessante, og med ordenes flagermuseskrig afsøger vi mørkets konturer.
De fleste, der opfatter sig selv som digter eller forfatter må kende det absurde, ja nærmest fetishistiske forhold, man har til notesbogen. Har man ikke en notesbog, er man ikke en rigtig forfatter. Eller – sådan har jeg det i hvert fald. Det hører til forfatteridentiteten og er blevet mytologiseret af Bruce Chatwin i Drømmespor – hvor han fortæller om sine elskede Moleskine-notesbøger, en helt bestemt notesbog, som han bare må have. Hvilket producenterne af Moleskine så tog op og brugte som reklame for deres notesbøger, som siden har erobret verden i en grad, at man ikke kan gå ind i noget der bare ligner en boghandel, uden at der står mindst én yderst velassorteret stand med Moleskinebøger.
Nogle gange er der også gæsteoptrædender i ens notesbøger.
Notesbogen som man har med sig overalt i det tilfælde at en tanke, en ide, en sætning, et ord skal melde sig – og intet ville jo være værre, end hvis man glemte indfaldet. Derfor notesbogen. Og der er noget magisk over det, man skriver i sin notesbog. Fordi det er her Værkerne begynder. Og det er i notesbøgerne den helt abnormt interesserede eftertid vil lede efter spor efter, hvem Man Virkelig Var, og Hvorfor Man Skrev Hvad Man Gjorde. Og mange andre ting som fortjener, at man skriver dem med stort begyndelsesbogstav.
Hånden på hjertet: Hvem med en forfatter i maven føler det ikke sådan? Det kan selvfølgelig være, at der er enkelte, der har andre præferencer, og måske undgår yngre generationer end min at spilde tiden på at skrive ting i hånden på noget så oldnordisk som “papir”. Men hvis det er sådan det er (og jeg har nu mine tvivl), så lad det være, hvad det er. Jeg sværger til min notesbog. Eller rettere: notesbøger. For jeg har ikke kun en notesbog. Jeg har flere. Mange ville en del måske mene. For mange ville flere endnu måske mene. Det vender jeg tilbage til.
Notesbogens magi
At noget er en “fetish” betyder, at man dyrker en eller anden genstand helt overdrevet i den tro at genstanden på en eller anden måde kan etablere en højere og mere intens virkelighed end genstanden i sig selv egentlig indikerer. Og det er præcis hvad jeg mener en notesbog kan. Det er ikke ligegyldigt hvilken notesbog man skriver i. Selve notesbogens fysiske fremtoning er afgørende: Sidernes kvalitet, størrelsen, om den er linieret eller ej, tykkelsen af papiret, papirets farve: Alt sammen betyder noget for, hvad det er man skriver i dem.
Det er ikke det samme som at sige, at geniale digte kun kan skrives i notesbøger til 3,5 kr. pr side. Da jeg begyndte som ganske ung var det kinabøger til en 5’er, eller der omkring, i kinabutikken på Strøget. Men det jeg skriver formes af det medie jeg skriver det i, eller på, og her er prisen ikke afgørende. Det er notesbøgernes fysisk udformning der betyder noget, og nogle gange er en billig Tigerbutik-notesbog det bedste. Notesbogens fysik er så afgørende, at jeg har bestilt en særlig ladning af typen “Aurora” fra en boghandel i Holland, som er den eneste der har lige præcis den størrelse, som af uransalige årsager gør, at jeg kan skrive godt, stødt og uforstyrret i dem, og uden at jeg får krampe i armen.
Aurora-notesbøger.
For mange år siden kunne man få præcis denne notesbog – uden linjer – i København og jeg købte et par stykker og når jeg læser tilbage i netop disse notesbøger, synes jeg at de gav min skrift noget særligt. Så nu har jeg bestilt dem igen under stort besvær og med det lidt sørgelige resultat at de kun havde dem med linjer. Men det går alligevel, gør noget alligevel. Det er absurd – ja. Men det er virkeligt nok. Ligesom musik på vinyl. Får man musikken digitalt i høj nok opløsning er der intet logisk der taler for vinylpladens suverænitet. Men måske er det ligesom med mad, hvor enhver kok vel ved, at serveringen betyder hvis ikke alt, så dog en hel del. Den flot anrettede mad smager bedre end maden, som er slasket tilfældigt op i en dyb tallerken.
Variation er livets krydderi
I en del år har jeg ikke dyrket notesbøgerne særligt meget. Nu er jeg begyndt igen. Og det er en udsøgt fornøjelse. For tiden kører jeg tre typer parallelt – som sagt er en ikke nok. Dagbogen er beskrevet; dertil kører jeg en kombineret tegneskitse- og notesbog som hedder “Sketchbook” og som fås til kun ca. 50 kr. i Tutein & Koch, som har dejligt rå sider som er gode til blyantskitser, men lidt hård ved tuschpennes spids, men jeg kan lide den taktile modstand. F.eks. gør det, at en af mine yndlingstuscher sprutter herligt henover siden når jeg skriver. Jeg kan godt lide, at det bliver fysisk at jeg skriver. Det er ikke ligegyldigt.
Sketchbook-notesbogen.
Opslag i Sketchbook…
Den tredie type notesbog er en lille sag, som kaldes “Monochrome” og også kan købes til en billig penge i Tutein & Koch, vistnok ikke mere end en 10’er stykket. Det er en lille nobel sag med kridhvide sider og linjeret. Men lidt bredere end de fleste små notesbøger og det kan jeg godt lide.
Dagbogen er til de lange beretninger om hvad dagen bragte, skitsebogen er til tegninger, tanker og digte, og den lille notesbog er til huskesedler, aforismer, citater, og i enkelte tilfælde også digte. Hver især gør de noget ved min skrift og mine tanker. Og jeg veksler bevidst mellem dem for at malke min inspiration for forskellige dimensioners værdier.
Skåret i glæden
Opslag i Sketchbook…
Det er altså altsammen meget smukt. Men der er selvfølgelig et skår i glæden, en slange i paradiset – en lille slagskygge, som kastes langt ind over notesbøgernes ellers så skønne landskab. Og det er, at jeg aldrig kan finde den helt perfekte notesbog. Der er altid en eller anden lille ting som gør, at en notesbog heller ikke denne gang var den Ideelle Notesbog
Min “Sketchbook” på billedet ovenfor har f.eks. et omslag, der sidder løst omkring bogen, og som hver gang jeg åbner den er ved at falde af. Den lille Monochrome-notesbog har linjer, hvilket jeg ikke er helt tilfreds med, og så er den måske lige akkurat en lille smule for tynd. Og Auroradagbøgerne, ak, har altså også linjer, og det bliver aldrig helt det samme, som dem jeg engang faldt tilfældigt over i en tilbudskasse og som var uden linjer. På denne måde beskriver notesbogsbesættelsen også den evigt uindfriede søgen efter det perfekte. Ikke helt uligt hvordan livet i det hele taget er.
Åndens dynamo
“Monochrome” notesbog.
Ord er ånd fortættet, og måske er det min protestantiske opdragelse som gør, at jeg kvier mig lidt ved at indrømme betydningen af det rent fysiske element i skriveprocessen. Men selvfølgelig er jeg langt fra den første, der kommer med denne indrømmelse. Var det ikke Turèll der var med til at mytologisere den magiske IBM-skrivemaskine med kuglehovede? Er det ikke Tomas Espedal som siger, at notesbøgerne er det egentlige værk? Chatwin har jeg allerede nævnt.
Opslag i Monochrome notesbog.
Er der en morale til denne lille højsang til notesbogen? Måske blot det, at vi bliver til i modstanden som verden giver os. Og at der er grunde til at vi foretrækker det ene frem for det andet. Og at det er i den fysiske modstand at inspirationen anspores og bliver til den ånd, som overskrider mediet. Bøger – og notesbøgerne som muliggjorde dem – giver os adgang til andre sind, til sandheder og løgne og indsigter og visioner, som gør transcendensen mulig – overskridelsen af os selv. Måden at give os selv tilbage til verden. For det er det notesbogen betyder. At vi ønsker at give os selv til verden.
———————————
Dette blogindlæg bragtes første gang i 2019 ovre på blogspot; her gengives det i let redigeret form.
Thore Bjørnvig 