Ideen til titlen Vindens arkiv kom relativt tidligt i processen med at skrive teksterne – men hvorfra?

Jeg husker den utilfredsstillende følelse det var, ikke at kunne kalde det, jeg skrev på, noget. Bunken med tekster voksede lige så stille, men jeg savnede noget, der kunne samle det, give det retning og form – en titel. Reglen for projektet, som hurtigt blev etableret var, at hver tekst skulle handle om en ting eller et fænomen i verden. Huse, hvaler, fugle, skyer, hænder. Metoden var også sat i verden: Hvert digt skulle indeholde fem dele, der hver kastede forskelligt lys på fænomenet. 

På et tidspunkt slog det mig, at det jeg foretog mig måske kunne ligne en videnskabsmands noter, men her i poetisk form. Taget under studier i felten på små kort, og siden ordnet i et kartotek. Som de første videnskabsfolk, for eksempel den svenske botaniker Carl Linné, der udviklede det første klassifikationssystem for planters seksualitet. Linné endte med enorme mængder af små kort, der var stort set lig de kartotekskort, der senere blev anvendt på f.eks. biblioteker. Men hvorfor kort? Fordi det var muligt hele tiden at flytte dem rundt, blande dem, indsætte dem i nye sammenhænge, efterhånden som nye teorier blev udkastet. 

Så – et kartotek over iagttagelser. Men hvordan var de endt her, hos mig – og i den bog, jeg var begyndt at tænke på at udgive? Jeg tror titlen bare dumpede ned, poppede op, hoppede ind; bum. Hvorfor “vindens”? Måske…var vinden blæst gennem et kartotek, havde hvirvlet kortene op – og så var de landet her, hos mig, i bogen? Det gav mening. Og lød godt, syntes jeg: “Vindens kartotek”. Men snart begyndte betydningerne at knopskyde. Kunne det være at forholdet var anderledes? At det måske var vindens eget kartotek, som kortene, teksterne, kom fra? I så fald måtte de jo være nedskrevet af vinden selv. Og indeholde hvad? Vindens iagttagelser, selvfølgelig. 

Det kunne passe med, at der ikke var noget jeg i teksterne. Det var endnu en af de regler, som de første tekster etablerede: Intet “jeg”, ingen holdning, ingen dom, ingen fortolkning. Bare iagttagelse. Vinden kommer overalt i verden, rejser ustandseligt gennem den, ser alt, oplever alt, men har intet blivende sted, er næsten intet i sig selv. Og forbinder dog alt, rører alt, bevæger alt. De bibelske ord dukkede op: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« (Jhs. 3,8) De ord har altid rørt noget i mig.

Vi mærker vinden, der rører os, løfter os, vælter os – men vi mærker den kun her og nu. Resten er et mysterium, det eneste virkelig interessante, og med ordenes flagermuseskrig afsøger vi mørkets konturer.