Et nyt år er begyndt og det er nok de færreste af os, som går ind i det med en god følelse af ro i maven. Men midt i denne verden, der synes at være ved at gå op i limningen, er der stadig lyspunkter. Et tindrede frem for mig nytårsaftensdag, da jeg læste Arne Herløv Petersens omtale af min nye bog Vindens kartotek II på Facebook.

Det er præcise og stærke ord fra en af de store i dansk litteratur, som gør mig stolt og glad. Uanset hvor sikker man kan være på, at det man har skrevet, sidder i skabet, hvor det skal, er det alligevel af utrolig stor værdi, at få bekræftelse fra omverdnen.

Og Arne Herløv Petersen er ikke Hr.-hvem-som-helst. Han debuterede som digter i 1962 og har et omfangsrigt forfatterskab bag sig. Jeg har slet ikke læst alt af ham, men det jeg har, kan jeg lide. Der er visionær fantasi og sans for kosmisk skala. Og så er Herløv Peteren desuden en væsentlig oversætter af især ældre kinesisk poesi til dansk.

Her er hvad Herløv skrev:

“Han er digter

Thore Bjørnvig er digter. Han ser på verden med nye øjne. Han bevæger sig mellem verdens sarte tråde og en underverden af tortur og voldtægt. Han kan krænge sproget på vrangen og risle stille ned gennem sindet. Hans bog ”Vindens kartotek II” består af ti situationer, ti billeder af verden med titler som ”Togstationer”, ”Planeter” og ”Hvaler”. Og alle de billeder, der kommer frem, er gennemtrængt af et overbevisende lyrisk sprog. I steder for udefra at fortælle, hvordan de billeder er, vil jeg plukke tre af dem og vise dem frem. Så kan man selv se, hvad Thore Bjørnvigs kunst består i. Det er ikke de voldsomste af digtene, jeg har valgt, men de digte, der fik mig til at tænke, at dette er lyrik, som danner billeder, der bliver i læserens sind, når bogen er lukket.

Togstationer II

Ad skinnernes glinsende floddelta
skingrer de første morgentog
hjulene hakker og hamrer hver gang
de rammer et sporskifte farten sænkes
nær banegården, hvor de sidste
branderter stavrer med parallelklippende
øjne ind i togstammen, hvor de opløses:
brusetabletter i gryets dødvande
der siver gennem rudernes ler.

*

Stofskifte IV

Galaksens spiral er som vandet
i en håndvask – langsomt løber livet ud.
på vej i den lysende hvirvel
skummer det over, på engen vipper
klokkeblomsterne i den blide vind
en understrøm af varme, der løfter
sommerfugle som glitren på uroligt vand

*

Hvaler V

Flokke af øresvin klikker sig vej
til fiskestimer mellem skyskraberes
lodrette rev, jager dem sammen
med luftbobler, spiser sig mætte
i sølvblanke kroppe, dykker forbi
rustne bussers duvende tangskove
husker svagt de landlevende
hårløse aber, der forsøgte
at lære deres sprog som forberedelse
til kosmiske møder, leger tagfat
ind og ud ad vinduer, hjemme overalt
indfødte i det vægtløse nærvær.”