Da jeg begyndte at skrive de tekster, der efterhånden blev til Vindens kartotek, havde jeg ingen som helst ide om, hvad jeg ville skrive. Ingen plan, intet tema, og ingen samlende titel. Jeg begyndte bare at skrive. Første tekst kom til at handle om “Huse”. Digtet faldt i fem dele. Og denne første tekst opstillede en regel for alle de følgende tekster. En ting eller et fænomen i verden; fem dele. Samme ting iagttaget, undersøgt, beskrevet ud fra frem forskellige vinkler. 

Dette er en systematik, et benspænd, en metode. Snart opdagede jeg, at jeg havde behov for at opstille en regel for linjernes længde. Valget landede på ti stavelser pr. linje. Ikke som mekanisk ufravigelighed, men som en bestræbelse. Der kan være både færre og flere stavelser, men gravitationspunktet er ti stavelser. Og med tiden er det gået hen og blevet en inspiration i sig selv. For der er noget med regler og begrænsninger. Jeg kunne næppe leve i en form med rimede strofer og fast metrik. Men det viser sig, at jeg trives med regler og begrænsninger. 

Begrænsningen sætter på en måde fri. Det er vel lidt som med improvisation i musik, det er bedst at have en form at slå sig løs indenfor. Begrænsningen skærper mit sprog, skaber et tryk, der igen gør opfindsomheden mere spændstig; der er noget, at spænde sig op i mod. Og hvor finder man den slags lyrik i dag, hvor de fleste netop har forladt den klassiske metrik og rimet? I systemdigtningen. Og her er der en oplagt inspiration: Klaus Høeck. Hans storværk Hjem læste jeg i mine teenageår, og var blæst omkuld. 

Ikke så meget på grund af selve systemet, det fascinerede mig egentlig ikke. Men det nærmest absurd rige sprog, den vildt lysende poesi, humoren, det storladne i det almindelige. Og de bevidsthedsudvidende spring i skala, fra det mindste, hverdagslige til geologi og stjerner. Her var et værk, som på alle måder var stimulerende, og i lige høj grad for hjerne såvel som hjerte. Dengang snusede jeg også til Inger Christensen, og “abrikostræerne findes” gik ind i mit sprog, uden at jeg havde dyrket Alfabet; men læste den gjorde jeg vel. Og selvom systemerne i sig selv ikke optog mig, har noget nok sat sig i mig alligevel. For selvfølgelig er mine tematisk ordnede digte i fem afsnit, med linjer af omkring ti stavelsers længde, et system.

Og hvorfor er der noget nærmest berusende i at underkaste sig systemer, regler, benspænd når man skriver? Ligesom magien i verden skal mases gennem vores fem sanser for at blive til i os, skal sproget mases gennem en form, for at blive poesi.