Alfabetets børn
– Om fædre og sønner i litteraturen
Hvordan finder man som forfatter sin egen stemme, når man er barn af en forfatter? Thore Bjørnvig (f. 1971) er søn af forfatteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004). I dette foredrag fortæller Thore om, hvordan det er at vokse op med en far, der er forfatter – og selv blive forfatter. Thore belyser temaet gennem personligt oplevede historier og oplæsning af tekster fra både sin fars og sit eget forfatterskab. Teksterne handler om forholdet mellem fædre og deres sønner, og samlet tegner de et billede af far-søn-forholdet gennem fire generationer i Bjørnvig-familien. Undervejs trækker Thore desuden linjer til Åsa Beckmans nyudkomne bog Kulturbørn, der handler om hvordan det former en at vokse om med forfattere som forældre, og videre i forlængelse heraf til den såkaldte “genmælelitteratur”, hvor børn af forfattere prøver at skrive sig fri af deres ophav.

Det vil efter foredraget være muligt at købe flere af Thore Bjørnvigs bøger.

Thorkild Bjørnvig og tiden på Samsø
Da dramaet, som er skildret i Pagten, var overstået og Thorkild Bjørnvig blev skilt fra sin første kone, blev han gift med Birgit Bjørnvig og begyndte et nyt liv og en ny fase af sit forfatterskab på Samsø. Gennem fotografier fra familiealbum, musik, personlige erindringer, samt oplæsninger fra både sin fars og sit eget forfatterskab, giver sønnen Thore Bjørnvig et helt særligt indblik i Thorkild Bjørnvigs liv. Samtidig er foredraget også et signalement af en tid. Ud af billedernes grynede æstetik drypper 70erne og 80erne i små øjeblikke, der indkredser både skønhed, ensomhed og intimitet.

Foredraget består af to dele. Første del beskriver den turbulente rejse mod øen midt i Kattegat. Anden del stiller poetisk skarpt på livet i huset, som Thorkild Bjørnvig byggede i det bakkede istidslandskab på nordspidsen af Samsø.
Sammenlagt varer foredraget godt halvanden time – med pause og tid til spørgsmål ca. to timer.