Unik oplevelse i bakkerne
Hvis man holder af, at gå tur, og har lyst til en unik oplevelse i bakkerne omkring Issehoved på Nordsamsø, tilbyder jeg en helt særlig oplevelse: En guidet tur i forfatteren Thorkild Bjørnvigs fodspor. Thorkild Bjørnvig var min far og turen følger en af de ruter, min far ofte gik, når han skulle ud og samle inspiration i den natur, der inspirerede hans digtning. Gåture som jeg ofte gik med på og derfor har et meget nært kendskab til.

Turens omfang og koncept
Turen er timet og tilrettelagt til at vare omkring to timer. Vi mødes på den næstsidste parkeringplads inden Issehoved og herfra går vi op til Thorkild Bjørnvigs hus. Her begynder selve turen, som er på ca. 3-4 kilometer. Undervejs gør vi flere stop, hvor jeg fortæller anekdoter om min far, og læser op fra digte, som meget nøje kan fæstes til de steder, vi passerer. På den måde får man ikke kun et unikt indblik i min fars digtning og hverdag, men også helt nye perspektiver på den smukke natur i Samsøs bakkede istidslandskab.

At få vævet litteraturen ind i landskabet
I sommeren 2022 guidede jeg turen tre gange med stor succes. I september deltog Anders Thyrring Andersen i forbindelse med et seminar, der omhandlede min far, og hvor Anders Thyrring Andersen talte om venskabet mellem min far og Martin A. Hansen. Efterfølgende skrev Anders Thyrring Andersen om oplevelsen og perspektiverede den ift. andre, lignende guidede gåture med litterært tema. Du kan læse artiklen her. At få vævet litteraturen ind i landskabet på en levende måde er et koncept, som er kommet for at blive!

Praktisk information
Jeg tager et beløb for turen, som svarer til det en foredragsholder får for at holde et foredrag, dog afhængigt af deltagerantal. Turene kan skræddersys efter publikum og behov. Turen går gennem et meget kuperet landskab og kan være en udfordring for meget svagt gående. De mange stop undervejs gør dog, at de fleste kan følge med. I sommerperioden skal man være meget opmærksom på flåter og lange bukser stoppet ned i strømperne anbefales – ligesom solidt fodtøj, samt evt. regntøj, selvfølgelig er et must.
Jeg kan primært afholde guidede ture i weekender – afhængigt af, hvornår det er muligt for mig at tage til øen, hvor jeg ikke bor fast. Mine forældres hus ejer jeg nu som fritidshus sammen med nogle af mine søskende, så det kan også være afhængigt af, om andre benytter huset.
Hvis det lyder som noget du, eller I, kunne tænke jeg at prøve, så kontakt mig via denne mail: forfatter@thorebjoernvig.com
