Set og sket 2022

Artikel i bog om Arthur C. Clarke

D. 22. december fik jeg at vide at den antologi, som jeg har bidraget til, omsider er udgivet på forlaget Gylphi. Mit bidrag hedder “Leaving the Cradle: Apocalypse, Transcendence and Childhood’s End” og handler om, ja, Clarkes bog om Childhood’s End.

Clarke er en af de forfattere, som har betydet rigtigt meget for mig, og hans 2001: Space Odyssey er ikke blot den grundlæggende mytiske fortælling for ideen om menneskets fremtid i rummet, men også et mesterværk – især filmen, men også bogen.

Men det er ikke den eneste grund til, at jeg er rigtig stolt over at være med i denne bog. En anden er nemlig, at en af mine (nulevende) yndlingsforfattere, Stephen Baxter, har skrevet efterordet. Ham havde jeg også æren af at møde og tale med til konferencen i Exeter for en håndfuld år siden, hvor altså de oplæg der blev holdt der nu omsider kommer i bogform.

Foredrag på Skærum Mølle

Fredag d. 26. november kl. 13-15 holdt jeg mit foredrag om min far: Thorkild Bjørnvig og tiden på Samsø. Denne gang på folkeuniversitetscentret Skærum Mølle, hvor jeg hilste på mine gamle venner Gudrun Aspel og maleren Hans Morten. Og hilste på sønnen til Søren Foged, tømreren der var med til at bygge vores hus på Samsø…

Skrivelegat fra autorkontoen

D. 08.11.22 modtog jeg besked fra Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere om, at jeg var blevet tildelt et skrivelegat fra autorkontoen. Autorkontoen administrerer ufordelte midler fra Copydan i form af bla. skrive- og rejselegater.

Bogforum

Weekenden d. 4.-6. november afholdtes Bogforum nok engang. Jeg var med på Dansk Forfatterforenings stand, hvor jeg hjalp Kenneth Krabat med at lave lyd. Om lørdagen kl. 11:20 optrådte jeg på standen med Kenneth Krabat, hvor vi skiftedes til at læse op, mens illustratorerne Søren Jessen og Katrine Louise Jakobsen tegnede til.

Men, og kvinder

D. 30.9.22 uropførte jeg digtsymfonien “Men, og kvinder” med digterne Morten E. Nørskov og Kenneth Krabat på Poetisk Bureaus Forlag.

Temadage om Thorkild Bjørnvig

D. 23.-25. september 2022 deltog jeg i to temadage om min far, Thorkild Bjørnvig. Det foregik i Nordby på Samsø. Jeg holdt foredrag om min far, læste op fra det udvalg af hans digte, som udkom d. 1.5.2022, samt forestod en vandring i Nordby Bakker, med udgangspunkt i de gåture min far gik, da han levede.

Arbejdsferie med Niels Christiansen

De sidste tre dage har Niels Christiansen været på besøg her på Samsø. Niels er digter, guitarist og en gudsbenådet komponist. Vi har før lavet musik og spoken word sammen, men denne gang er vi nagelsatte på, at det skal udmønte sig i et færdigt produkt. Ideelt set både vinylplade og bog. Og denne gang arbejder vi på en anden måde – nemlig fra scratch. Helt nyt materiale fra begge.

Niels redigerer lyd i stuen.
Buddies on the poetry trail…

Vi redigerede det første stykke færdigt i går aftes – på min fødselsdag. Og det var en af de bedste gaver, jeg kunne få – og give mig selv. Lyt til det Huset her:

Anden vandring i min fars fodspor

Onsdag d. 6. juli afholdt jeg med Samsø Museum sommerens anden “Bjørnvig-vandring”. Der kom ikke helt lige så mange mennesker, som til den første vandring, men igen var turen en succes. Og jeg er bestemt ikke træt af formatet, hvor vi går en af de ture, min far kunne have gået, men stop undervejs med historier og digte.

Turen går op på Tornbjerg. Foto: Niels Christiansen.
Og gennem Føldalen…. Foto: Niels Christiansen.
Udsigt over nordspidsen af Samsø…. Foto: Niels Christiansen.
Og så sluttede vi af ved vestsiden af huset… Foto: Niels Christiansen.

Første vandring i min fars fodspor

Onsdag d. 29. juni forestod jeg den første af to “Bjørnvig-vandringer”. Omkring 40 mennesker mødte op og vandringen tog to timer. Undervejs læste jeg op af min fars digte og fortalte anekdoter og historier omkring livet i huset i bakkerne, hvor jeg voksede op. Det var en meget god oplevelse og bagefter var der heldigvis også en del af medvandrerne der fortalte, at de havde det på samme måde.

Oplæsning af min fars digte foran huset på Nordsamsø. Foto: Susan Simonsen.
Vandring fra Tornbjerg ned mod Brøndkær. Foto: Susan Simonsen.
Oplæsning af “Olie” med Hatter Barn i baggrunden…. Foto: Susan Simonsen.

Foredrag om opvæksten med min far, Thorkild Bjørnvig, 28.5.22

Lørdag d. 28. maj holdt jeg foredrag om opvæksten med min far, forfatteren Thorkild Bjørnvig, på Samsø Museum. Som altid, når jeg skal den slags, var forberedelsen stresset og undergravet af op til flere selvudslettende: “Nej, det går aldrig!” Men det gik – og det gik fremragende! Jeg kom hurtigt i flow og bagefter fik jeg mange tilkendegivelser af, at det havde været en god oplevelse. Og nu? Nu har jeg bare lyst til at holde det 100 gange til! Det var så tilfredsstillende at fortælle denne historie – og på et personligt plan både udviklende og stimulerende. Tak til Samsø Museum for at sige ja til arrangementet.

Samsø Posten – Samsøs avis siden jeg ved ikke hvornår, men i alt fald mindst min barndom! – dækkede begivenheden med en meget venlig og positiv reportage. Ud over at jeg elsker sådan at figurere i lokalavisen blandt reklamer og dødsannoncer, så smelter mit hjerte (og latteren bobler op) over det faktum, at det reporteres at jeg spillede musik af en hvis “Jean Michel Jane”. Hende ville jeg virkelig gerne høre noget musik af!!! Reportagen er afskudt fra hoften og i alt det væsentlige synes jeg den rammer dejligt plet. Så tak for den. (Og så vil jeg også bemærke at jeg optræder på samme side som annoncen for “Arne Hansens himmelfærd” – Arne var i mange år min gamle barndomsven Asks mors mand – og en agtet lærer på min gamle Tranebjerg Skole – så det er en ære at dele side med ham!).

Bogreception for Pater Familias, 12.5.22

Torsdag d. 12. maj 2022 holdt jeg reception for min nye digtsamling Pater familias i “Kunstnerlejligheden” i min andelsforening A/B JoJo. Der kom ikke mange mennesker, men dem der kom var gode venner og herlige mennesker. Det blev en skøn aften som sluttede i min lejlighed og varede til den lyse morgen.

Forfatteren læser op af Pater familias….

Efter jeg havde læst op greb digteren Kenneth Krabat gulvet og min digtsamling Livet i nullerne og læste op fra den. Det var et stort øjeblik. Dels fordi jeg engang for mange Herrens år siden læste op på samme scene som ham, på Rådhuspladsen, fra min første undergrundssamling En påske i helvede – svinske digte (som han dengang roste!). Og dels fordi han i anledning af min overgrundsdebut med Livet i nullerne interviewede mig til Ordløst… Og så bare fordi Kenneth er en overmåde imponerende og elskværdig person, som jeg føler mig heldig over, at kunne kalde mig venner med.

Kenneth Krabat læser op fra Livet i nullerne.

Bogreception for Kun grønne høje og havet og åbning af udstilling, Samsø Museum, 8.4.22

D. 8.4.22 deltog jeg i reception for udgivelsen af Kun grønne høje og havet – et udvalg af min fars digte, som jeg har lavet i samarbejde med Naja Kjærgård Laursen, leder af Samsø Museum, som også har udgivet bogen. Samtidig blev udstillingen om min far på museet også åbnet. Det var en stor og vigtig begivenhed for mig – kulminationen på lang tids indsats og arbejde. Og skønt at hilse på gamle og nye bekendte. Særligt at møde min gamle klasselærer fra 8. klasse på Tranebjerg Skole, Kurt Madsen, gjorde stort indtryk.

Forsiden af Kun grønne høje og havet.
Naja Kjærgård Laursen holder åbningstalen (t.h.); til venstre for mig Ruth Lange og mellem os i baggrunden digteren Carsten René Nielsen.
Her læser jeg op fra Kun grønne høje og havet,
Samsø Museum, 8.4.22

Oplæsning, Det poetiske bureau, 2020

Oplæsning i Det poetiske bureau med Niels Hav og venner, 2020. Foto Ole Vilhelm Wagner.
Oplæsning i De poetiske bureau med Niels Hav (i midten med harmonikaen) og venner, 2020. Foto Ole Vilhelm Wagner.